mandag den 20. juni 2011

Stadionrock skal høres på stadion

Anmeldelse af Bon Jovi, Horsens d. 19/6-2011

Indledningsvis skal jeg nævne, at jeg hører til typen, der evig og altid råber "spil noget fra demoen", og derfor kommer det næppe som en overraskelse, at mit favoritnummer er Runaway - første nummer fra bandets første album.

Før koncerten har arrangøren i dagevis delt flittigt ud af informationer, og for pøbelvældet med offentlig transport var der ingen tvivl om, hvordan nattens efterfølgende hjemtransport skulle foregå. Horsens var afgjort i stemning, og det sås lige fra ankomsten til banegården, at byen var gået i Bon Jovi-mode.

Rammerne lod ganske enkelt til at være i orden, hvilket som oftest er af stor betydning for stadionrocksegmentet af lidt ældre dato.

Hvide tænder og vind i håret. Jon Bon Jovi er vel en af de få læderklædte hardrockgutter, som smelter selv svigermors hjerte. Og ganske forståeligt. Der kan næppe herske tvivl om, at han charmerer, og tandpastasmilet blev flashet repetitivt, og han udstrålede - som resten af aktørerne - ægte spilleglæde.


Jeg sætter meget pris på, at kunstnere varierer deres sæt fra koncert til koncert, og det er også tilfældet med Bon Jovi. Det giver følelsen af en unik optræden og ikke blot endnu en dag på kontoret. Kun seks sange har været repræsenteret ved hver eneste koncert på 2011-touren.

Sætlisten vil altid kunne diskuteres, og jeg må indrømme, at den efterhånden 11 år gamle fællessang It's My Life stadig er at betragte som ny i min bog, selv om der tilsyneladende er udsendt fire fuldlængder siden.

Når bandet leverede hits som ovennævnte, Bad Medicine i et fornemt medley med Bob Seger- og Roy Orbison-numre, Keep the Faith, balladen Bed of RosesRunaway, You Give Love a Bad Name og den obligatoriske afrunder Livin' on a Prayer, var det virkelig en fest for de 30.000 tilhørere. Bandet spillede både imponerende og medlevende, og Jon sang intet mindre end prægtigt.

Desværre var ikke alt af det luftede materiale af lige høj klasse, og derfor kørte det i perioder i dødvande. De sang og spillede stadig godt, men flere af de udvalgte numre var simpelthen for kedelige til at holde stemningen kørende.


Blaze of Glory og tøsernes yndling Always har på touren kun sjældent været spillet, og selv om jeg ikke mener, man kan forvente samtlige af et orkesters hits, havde eksempelvis disse bidraget til en fortsat fest.

Lyden har efterfølgende fået kritik, men hvorfra vi stod, var lydbilledet klart og veltilpasset, men dog især i starten for lavt. Senere kom lydstyrken heldigvis op på behørigt niveau for en stadionrockkoncert, for det var netop i sådanne omgivelser, koncerten hørte hjemme.

At Jon få dage forinden var kommet til skade under Helsinki-koncerten, betød, at han spillede med en skinne på benet og ikke kunne bevæge sig synderligt meget rundt, skønt han forsøgte. Angiveligt derfor var koncertens varighed af to timer og et kvarter noget af det korteste, de hidtil har spillet på touren.  

Ekstranumrene indledtes med en fornem hyldest til den netop afdøde saxofonist i E Street Band, Clarence Clemons, og Springsteen-nummeret Tenth Avenue Freeze-Out leveredes, mens billeder af hovedpersonen kørte på skærmen bagved. En smuk anerkendelse og endnu et tydeligt bevis på, at der er afveksling i koncerterne.


Anmeldelser ledsages som oftest af en karakter, og for lige at fastslå, at jeg ikke er typen, der på Gaffa/Nationen etc. skriver og mener, at fordi det var en stor oplevelse, at det var rigtig godt, at der ikke var noget katastrofalt, eller at de ikke aflyste på grund af benskaden, giver de 6 stjerner. Disse mennesker har aldrig oplevet magi (som fx Roger Waters i '06 eller Neil Young i '08, begge på Roskilde)!

Jeg havner på tre stensikre og en lille fjerde stjerne for en trods alt god stadionrockkoncert, der antydede en enorm fest, men fyrværkeriet udeblev.

søndag den 12. juni 2011

Die Mensch-Maschine

Alesis HR-16 - den første trommeslager i Smashing Pumpkins

fredag den 10. juni 2011

Spilleplanen til Roskilde...

...er endnu ikke offentliggjort, men på kunstnernes respektive hjemmesider, myspace osv. kan man i flere tilfælde finde frem til, hvilken dag de spiller.

I går meddelte festivalen, at danske Veto får lov at åbne Orange om torsdagen, og her følger en oversigt over de foreløbige fund:

Søndag d. 26/6

Cody
Undergang

Tirsdag d. 28/6

Trust

Onsdag d. 29/6

Agent Fresco

Torsdag d. 30/6

1349
Alcoholic Faith Mission
Chase & Status
Foals
Iron Maiden
PJ Harvey
Tame Impala
Terror
Veto

Fredag d. 1/7

Bright Eyes
Ghost
Kurt Vile
Kylesa
Mastodon
Parkway Drive
Seun Kuti (og et godt bud er, at bror Femi også spiller om fredagen)
Weekend
Zun Zun Egui

Lørdag d. 2/7

Autopsy
Deadmau5
Killing Joke
Love Shop
Soilwork
The Strokes
TV on the Radio
Underøath

Søndag d. 3/7

Battles
Kings of Leon
Raveonettes
Screaming Females
The Walkmen

Indtil videre er Kings of Leon bedste bud på det band, der får æren at lukke Orange.

En tilfældig festivalgæst fra Kings of Leons
koncert på Roskilde '08.

torsdag den 9. juni 2011

Fodbold, forurening & festival

De fleste med bare en smule kendskab til fodbold kender den tyske angrebslegende Jürgen Klinsmann. Som træner stod han i spidsen for tyskernes landshold under VM 2006 på hjemmebane, hvor det unge holds blændende præstationer lukkede munden på kritikerne.

Klinsmann

Under førnævnte slutrunde rasede fodboldfeberen naturligvis i Tyskland, og alt fik pludselig noget med fodbold at gøre - således også renovationsvæsnet, der hentede inspiration fra landstræneren:

Cleansmann

Klinsmann og Cleansmann kan få nok så mange jublende tilråb, men torsdag d. 30. juni gælder det noget helt andet, når vi står foran Orange Scene til Iron Maiden:

THE CLANSMAN!

søndag den 5. juni 2011

Svaner på Dyrskuepladsen

Om tre uger er teltet slået op, den første brandert sidder stadig i kroppen, og hvis vejret er med os, har de første fortrydelser over glemt brug af solcreme givetvis også indfundet sig.

De første dage har man rigeligt med tid til at nærstudere programmet og få lavet en plan, men mange oplevelser og koncerter beror på kumpanernes anbefalinger. Og hermed endnu en af slagsen.

Amerikanske Swans gæster Roskilde i år, og inden tilføjelsen til musikprogrammet var mit kendskab sparsomt, idet jeg kun kendte et enkelt af deres numre, som My Dying Bride har lavet en coverversion af. Originalen kan høres her:


Swans gæstede for en måneds tid siden Lille Vega til en udsolgt koncert, som Gaffa honorerede pænt. Det samme blev sidste års album My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, som jeg dog selv ikke er kommet ind på livet af endnu. Måske det kræver mere tid.

Vi befinder os som oftest et sted i et støjende, tungt og dystert postrock/industrial-landskab, som det kan høres i førnævnte albums første nummer, No Words/No Thoughts.


Denne form for musik kræver naturligvis, at lydkulisserne er i orden, og såfremt lydbilledet fremstår knivskarpt, kan Swans sagtens blive en af årets yderst interessante bekendtskaber!