onsdag den 28. juni 2017

Hvor fanden var Thomas Treo?


... Og så skete det alligevel. For nogle år siden blev Axl Rose - for vel hundrede og syttende gang - spurgt om muligheden for en gendannelse med de gamle gutter Slash og Duff. "Not in this lifetime" lød svaret, og det har selvironisk navngivet verdenstouren, som de nu er på.

Parken som spillested er berygtet for den katastrofale lyd, og Axls stjernenykker har ry for at holde Guns N' Roses fra rettidig ankomst på scenen, men i aftes kunne det være gået meget værre.

På scenen stod de nogenlunde som ventet klokken 21.25, og det blev ved, til de bukkede 00.20 små tre timer senere.

Selv om Depeche Mode for nylig fik skabt en overraskende god lyd i Løvernes hule, er forventningerne hertil aldrig skyhøj, men lydbilledet var væsentligt bedre end frygtet, hvor vi var placeret midtfor. Jeg begriber ikke, hvor pokker anmeldere som Thomas Treo stiller sig, men det må være for at kunne bruge den på forhånd skrevne anmeldelse til et eller andet.

Sættet var spækket med publikumsyndlinge, der indbød til fællessang, men også en hel stribe af bandets langture på over 7 minutter i pladeversion som "Civil War", "Estranged", "November Rain" og den overraskende "Coma". Dertil kom de personlige favoritter "Rocket Queen" og "Double Talkin' Jive" samt en lige lovlig omfattende stribe covernumre - herunder "Knockin' on Heaven's Door", "New Rose" og "Live and Let Die", som de har gjort til deres egne på studiepladerne. Nogle af de øvrige var mere tvivlsomme. 

Slash var et mesterværk i sig selv, og når man som jeg har set Guns N' Roses med Axls nye besætning i den mellemliggende periode, bliver det tydeligt som Støjbergs sorte streg i panden, at han er i en liga for sig.

Axls vokal var bestemt godkendt. Bevares, den fik opbakning af Duff og den nyhyrede Melissa Reese, men han kendte sine begrænsninger, mens den blandt andet i "Patience", "This I Love" og "November Rain" var formidabel. Når man dertil tænker på, hvad de organer har måttet finde sig i, er det imponerende, hvad den 55-årige gadedreng endnu formår.

Han er i mere end én forstand blevet rundere med tiden. Havde det været den gamle Axl, var publikum næppe sluppet af sted med konstant at optage storskærmene, og København var blevet det nye St. Louis.


Gudskelov fik vi hele svineriet denne gang.

fredag den 9. juni 2017

Gentlemen på NorthSide

Festivalsæsonen skydes i gang med weekendens Northside i Ådalen i Århus.

Det er ottende gang, der skal fortælles musikalske århushistorier, og det bliver samtidig min debut på festivalen. Trækplasteret er Radiohead, søndagens hovednavn, hvilket efter denne offentliggørelse betød udsolgte endagsbilletter til denne dag, og derfor var partoutbilletten den eneste fornuftige beslutning. 

Herefter blev Thomas Helmig tilføjet til programmet ...


Ret skal være ret. Selv om fx sidste år havde bomstærke navne som Deftones, Puscifer og Iggy Pop, er årets udgave ikke aldeles åndsforladt. Primus, Ride, Sort Sol, hvis nye materiale bliver interessant at høre i livesammenhæng, The Prodigy og The Afghan Whigs er markeret i lommebogen.

Sidstnævnte Ohio-band spiller i aften, og med årets ret fine In Spades i bagagen kan det snildt blive et af weekendens højdepunkter. Forsanger Greg Dulli og bassist John Curley var med til at danne bandet i 1986 og har været med siden - dog afbrudt af et par pauser, som hele ensemblet har holdt i dette årtusinde. 

Her følger fem årsager til, at du skal indfinde dig foran Red Stage kl. 21.45 i aften:

"Faded" (Black Love, 1996)


"Arabian Heights" (In Spades, 2017)


"Honky's Ladder" (Black Love, 1996)


"Algiers" (Do to the Beast, 2014)


"Gentlemen" (Gentlemen, 1993)


Men derfor står jeg nok stadig i en koger og synger med på "Stupid Man", "Groovy Day" og "Gotta Get Away from You (Keep on Walking)". Vi ses i Ådalen!

onsdag den 7. juni 2017

Action på Roskilde

Blink-182 aflyste for nylig en række europæiske koncerter, heriblandt også deres optræden på Roskilde Festival.

At de overhovedet figurerede på årets plakat, interesserede mig uendeligt lidt, indtil man så kunne gisne om, hvem festivalen havde på reservebænken.

Af navne i nogenlunde samme kategori, der er på tour på kontinentet, kan Sum 41 og Simple Plan nævnes. Så ville bunden imidlertid også være nået! 

Men næh, for i går blev afløseren offentliggjort, og det blev et navn, der burde have fået tilbuddet i første ombæring: svenske The Hellacopters, der blev gendannet sidste år for at spille en række koncerter. Onsdag aften bliver Arena-teltet derfor i stedet fyldt med guitarfræs over den glohede asfalt.


Anden pinsedag var der fint besøg i Royal Arena i Ørestad. Aerosmith har eksisteret i fem årtier, og selv om touren hedder Aero-vederci, er det ikke sikkert, det bliver deres farvel til tourlivet.

For mit vedkommende var det debut på det nye spillested, og lydmæssigt er det - trods flere anmelderes anderledes opfattelse (hvor pokker stod de i salen?) - absolut godkendt!

En dag på kontoret er for Aerosmith ikke ensbetydende med, at leveringen er uden nerve.

Efterfølgende kan jeg se, at sætlisten også bliver ændret en smule fra koncert til koncert, hvilket betød, at København fik tourens første udgave af "Mama Kin" fra debutpladen. Netop det nummer introducerede mig til Aerosmith, idet mine barndoms- og ungdomshelte (og ja, stadigvæk) Guns N' Roses indspillede sangen tidligt i karrieren.  

I efterskoletiden maltrakterede jeg "Cryin'" som en af heldigvis flere forsangere, men denne aften slap Boston-bandet heller ikke særlig godt fra den, så den dårlige samvittighed udeblev. 

Derudover svingede det svedigt som luftgynger uden restriktioner, både når det gjaldt halvfemserhits, syng med-sjælere og bluesede rocknumre fra de spæde år i deres løbebane.

Akkurat denne kvalitet gør dem til et oplagt navn til at udfylde Roskilde Festivals Orange Scene. De kan samle flere generationer og sørge for den fællesskabsfølelse, som kun fåtallige har skabt de senere år foran landets mest berømte teltdug.

Når de aldrende herrer har besluttet sig for at fortsætte lidt endnu, kan de roligt slå vejen forbi Dyrskuepladsen.