mandag den 29. december 2014

Årets plader fra G til L


Den psykedeliske verdensmusik har på den nyeste Goat-plade taget rejsen fra Afrika, hvor forgængeren World Music fandt sin inspiration, til Asien med Østens toner på Commune. Hør bare "Hide From the Sun". Pladen vinder ved mere intens lytning, hvor desuden "Talk to God" og "Gathering of Ancient Tribes" skiller sig positivt ud.


Green Day har udgivet demoudgaver fra deres trilogi ¡Uno!, ¡Dos! og ¡Tré! på samlingen Demolicious. Hvis materialet er nogenlunde repræsentativt for de føromtalte plader, har jeg sparet mig for tiden med de tre.


Powermetallerne i svenske Hammerfall har været åh, så opfindsomme med titlen (r)Evolution på den niende langspiller. Der er dog ingen lækre ørehængere, og så er det svært at begejstres. Trøsten må i stedet søges i fordums herligheder.


I det danske skatkammer med rockhistorie er Hyldemors Grønsaligheder fundet frem og Lysene Tændes er blevet udgivet på vinyl mm. i år. Medvirkende til Hyldemors nærmest nyvundne kultstatus er Spids Nøgenhats coverudgave af "Den Gennemsigtige Mand", som er en af Hans Vindings - forsangeren, der pryder coveret af denne udgivelse - mægtigste underfundigheder udi lyrikken. Selv samtidige rockelskere høres i dag intetanende om Hyldemors eksistens, og derfor er det vigtigt, at grønsalighederne - ligesom det var tilfældet med Glem det hele fra 1978 - genudgives. "Hallo Hallo Frøken", "Hvordan Går Det" og "Wah-Wah Pedalen" ser jeg helst bevaret!


Illdisposed ligner sig selv. Der er smæk for skillingen, og Bo Summers barnerøve (Kussen, Batten, Smukke Ken mv.) er heldigvis mere seriøse, når der skal komponeres. Jeg har dog længe haft tendens til altid at søge tilbage til de første plader, når lysten er faldet på Illdisposed, og det ændrer With the Lost Souls on our Side ikke på i denne ombæring.


Ligesom med Illdisposed, har jeg haft svært ved at få In Flames' nyere materiale ind under huden. Den store forskel er nok, at In Flames genremæssigt har udviklet (eller afviklet - afhængigt af synsvinklen) sig en hel del. Siren Charms er en fortsættelse, og det vil kun være besynderligt, hvis de søgte tilbage til dødsrødderne. Er man til melodiske og skarptslebne omkvæd, er der rigeligt at tage af. Fx "In Plain View" og "With Eyes Wide Open" er svendestykker desangående. Men anken er den samme som tidligere: Det bliver også let for pænt og dermed kedeligt.


J Mascis, der er kendt som forsanger i Dinosaur Jr, forsøger endnu engang med en soloskive. Vokalen sidder lige i øjet (av!), og med blandt andre "Every Morning", "Me Again" og "Wide Awake" serveres skrøbeligt skønne sange.


Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig har ikke tænkt sig at betale. Ingen regning til mig er titlen på seneste udgivelse i det interessante samarbejde, som før har kastet guldkorn af sig. Jørgen Leths stemme er svær at blive træt af, men det er ikke alle berørte emner, der vedbliver med at forføre lytteren. Baggrundsmusikken er passende som vanligt, og når lyrik og stemningsgivende støj ramler perfekt sammen, viser d'herrer, hvor frugtbar konstellationen er.


Yeah Yeah Yeahs-forsangerinde Karen O slap behændigt fra soundtracket til Where the Wild Things are under navnet Karen O and the Kids. Nu forsøger hun sig med sin første egentlige soloplade, og her er resultatet noget mere broget. Crush Songs er 15 korte numre på mellem 1 og 3 minutter, og trods den hurtige udskiftning, når de færreste at efterlade noget særligt indtryk.


Supergrupper er der for tiden mange af, og Killer Be Killed er endnu en i rækken. Max Cavalera (Soulfly, Cavalera Conspiracy), Troy Sanders (Mastodon), Greg Puciato (The Dillinger Escape Plan) og The Mars Volta-grydebaskeren David Elitch er en del af besætningen. Udfaldet er faktisk blandt det bedre, for stjernehold lever desværre ikke altid op til forventningerne. Den selvtitulerede plades åbningsnummer herover viser retningen!


Den forførende stemme hos Lana del Rey lever ikke helt op til den foregående succes på Ultraviolence, men "West Coast og "Pretty When You Cry" er blandt glimrene bidrag på en alt i alt hæderlig opfølger.


Er du til lynhurtig thrash metal, kan du sagtens give dig i kast med Legion of the Damneds Ravenous Plague. Der er masser af glimrende riffs, men vokalen er på grænsen til enerverende.


Dagen efter sin 80-års fødselsdag udsendte canadieren Leonard Cohen med den lækre, mørke stemme Popular Problems, den trettende fuldlængde i karrieren. Den kan ikke måle sig med mesterværkerne fra 60'erne og 70'erne, men med sådan en stemme kan man slippe af sted med en del. 


Kongerigets måske bedste popsnedker har med sit mandskab lavet en ganske typiske Love Shop-plade, hvor "Bellavista Regn", "I Morgen" og "Danmark Bye-Bye" er medvirkende til, at bandet på Kærlighed og Straf fortsætter i samme dur som på de foregående med glimrende elektropoprocksange og vedkommende tekster.

Årets plader fra D til F


Jeg har aldrig sådan rigtigt været en Blur-pige, men der er faldet megen ros i retning af Damon Albarns første soloplade, Everyday Robots, så den har også fået en række rotationer her. Blandt andet "Heavy Seas of Love" har bestemt noget over sig, men alt i alt er der ikke en omvendelse i sigte.


Deep Purple-nummeret "Demon's Eye" har været inspiration til bandnavnet hos Demon Eye, hvis udspil Leave the Light trækker på alle velkendte retrorocktricks. Originalt er det ikke, men på sange som "Secret Sect" svinger det som en fyrig Numse-Rasmus nede i klubben.


The Great and Secret Show er titlen på et lettere tilfældigt samarbejde mellem Daniel Finch, hvis materiale manglede en stabil forsanger, og Dani Filth, som endte med at varetage rollen i Devilment. Sidstnævnte er kendt for sin skrigevokal i Cradle of Filth, og han er givetvis årsagen til de fleste lyt, der ofres på pladen her. Coverudgaven af Midnight Oil-hittet "Beds are Burning" er morsommere, end det er godt.


Stoner metal fra Spanien er næppe det, heavyfolket kender mest til. Dolmenns debut I er velspillet, men forsanger Fil har et lidt for stensikkert idol i Phil Anselmo, hvilket overskygger en egentligt udmærket stribe riffs, så det personlige udtryk udebliver.


Hvem satte Saturnus på? Doom:VS er et enmandsprojekt af Johan Ericson, der har besiddet stort set alle roller i Draconian, og nu er tredje doomudgivelse, Earthless, søsat, og det er samtidig mit første bekendtskab. Såvel stil som vokal minder om danske Saturnus' med den dybe growl, råbevokalen og den sagte talen fra Thomas A.G. hen over langsom og melodisk doom metal.


Den rigtige Phil Anselmo har også været aktiv i år, og fjerde album fra sydstatsrockerne i Down er delt op i to ep'er, hvoraf del 2 med den opfindsomme titel Down IV - Part II udkom i maj. Når man sammenligner med genrefæller, bliver det her tydeligt, at det generelle niveau her er lige så højt, som guitarerne er stemt ned. "Conjure" og "Steeple" er gode eksempler, ligesom "Sufferer's Years" tvinger luftguitaren frem.


Årstidspassende Dying Sun fra De Forenede Stater mikser atmosfærisk stemning med sludge og post metal, men Transcendence formår ikke at overskride nok grænser til, at den efterlader et mindeværdigt indtryk. 


Tolvte album fra britiske Echo & the Bunnymen hedder Meteorites, og det er det første, jeg hører siden deres fjerde, Ocean Rain fra 1984. Ian McCullochs tropper nærmer sig noget fornuftigt på blandt andet "Constantinople", men det bliver næppe en plade, jeg vender tilbage til i det nye år.


Fra 1998 til 2003 udsendte svenske Evergrey fire progressive perler, og efterfølgeren kan måske også medregnes. Dernæst kom rædderligheden Monday Morning Apocalypse, hvorefter jeg holdt med at beskæftige mig med Göteborg-gutterne. Uden kendskab til de to efterfølgende er Hymns for the Broken udkommet i år med fortrinlige ord med på vejen, som har fået mig til at give dem endnu en chance. Første gennemlytning har ikke taget mig med storm, men formidable plader vælter ikke nødvendigvis omkuld med det samme.


Uden der på nogen måde er tale om en ny No One Rides for Free eller The Action is Go, kan man sagtens finde skateboardet frem til GigantoidFu Manchus seneste udspil. Riffhelvedet drøner derudad i numre som "Anxiety Reducer" og "Evolution Machine".


"Seasons (Waiting on You)" åbner Future Islands-pladen Singles, og singlen er også albummets måske eneste mindeværdige øjeblik. Dertil er indiepopmaterialet for kedsommeligt, hvilket blev understreget på årets Roskilde Festival trods fanboystemning omkring det hypede band. En optræden i Late Show with David Letterman viser dog, at de gør en del for ikke bare at forsvinde i mængden: Den ret morsomme dans og den overrumplende growl er kærkomne indslag.

søndag den 28. december 2014

Årets plader fra B til C


Der er dømt ondskab for alle pengene på den nye skive med polske Behemoth. Titlen The Satanist skjuler intet, og "Messe Noir", "O Father O Satan O Sun!" og "Amen" gør ikke de hellige mildere stemt.


Danske Black Book Lodge har fået rosende ord i kølvandet på fuldlængdedebuten Tûndra, og det er ligeledes blevet til en sceneplads på Copenhells Pandæmonium-scene i sommer. Tûndra har dog ikke fejet benene væk under mig endnu, men det er værd at holde et vågent øje med den københavnske kvartet.


The Black Keys har på det ottende album fået rørt noget psykedelisk i gryden, men trods pæn succes på denne og de foregående to plader, som jeg også har forsøgt mig med, er det heller ikke Turn Blue, der overbeviser mig.


Eric Wagner er bedst kendt som den originale forsanger og frontmand hos doompionerbandet Trouble, der med Kyle Thomas bag mikrofonen gjorde en glimrende figur på Loppen d. 6. november i år. Wagners nye band hedder Blackfinger, og pladen af samme navn er habil, men glimrer mest ved genkendelsen af den legendariske vokal og forbliver en parentes i Wagners samlede karriere.


Copenhell har på 2015-udgaven allerede annonceret Body Count som et af hovednavnene. Hvis man ikke har kastet lyttelapperne over Manslaughter, lyder det mest som en dårlig joke, men ventetiden på otte år siden Murder 4 Hire har Ice-T og co. brugt på udskejelser, der nok skal begejstre Refshaleøen.


Det er sjældent uinteressant med nyt materiale fra The Brian Jonestown Massacre, selv om vi skal tilbage til 2001 for at finde seneste helstøbte mesterstykke, nemlig Bravery, Repetition and Noise. Dette års udspil hedder Revelation, og det har krævet nogle gennemlytninger at komme ind på livet af pladen. Med numre som ovenstående "Food for Clouds",  "Days, Weeks and Moths" samt "Fist Full of Bees" kan galningen Anton Newcombe være udmærket tilfreds med udfaldet.


Sidste års Sôl austan, Mâni vesta var ikke en enlig svale for Varg Vikernes, for den nye Burzum-plade The Ways of Yore er atter en rundtur i ambientmanegen. Det er dog ikke her nordmanden med en sekstendedel svensk blod i sig har sin styrke, og uden det bliver noget særligt, er det mest interessante genindspilningerne af henholdsvis "Tomhet" ("Emptiness") fra Hvis Lyset Tar Oss og "Til Hel og Tilbake Igjen" ("To Hel and Back Again") fra Fallen. Uden hæsblæsende riffs fungerer det ikke.


De unge berlinere i Camera har uden tvivl lyttet til Neu! og andre krautrockforbilleder. Koncerten på Loppen viste en åbenlys spilleglæde og et lige så tydeligt talent. Kan man abstrahere fra referencerne tilbage i tiden, vil man få flere fremragende kompositioner på Remember I Was Carbon Dioxide ligesom på de to foregående.


Cavalera Conspiracy består af de brasilianske brødre Max og Igor Cavalera, bedst kendt fra tiden i Sepultura. I denne konstellation er tredje album på gaden, og tempoet er højere og brutaliteten i højsædet på denne blanding af thrash og death metal. Derfor er det også den mindst catchy og groovy af de tre, og efter sigende var arbejdstitlen "Fuck That Groovy" for netop at fokusere på det tempofyldte. Det er i sandhed lykkedes, men der er ikke kommet ørehængere i hobetal ud af opusset.


††† (Crosses) er navnet på Deftones-forsanger Chino Morenos sideprojekt, og debuten af samme navn indeholder elektroniske, poppede, rockede og alskens andre elementer, uden at det dog får pladen til at stritte i for mange forskellige retninger. Indtil videre er jeg mest betaget af Morenos vokal, og det er endnu ikke de enkelte numre, som fastholder mig til pladen.


Sludge metal er de senere år blevet meget en populær undergenre, og bands i massevis er hoppet med på bølgen. Crowbar har eksisteret siden 1988 - men først fra 1991 under dette navn - og Symmetry in Black er New Orleans-gutternes tiende album, hvorfor de ikke kan siges at lukrere på genrens vundne anerkendelse. Den slæbende lyd er et af byens kendetegn, hvor også Down, Acid Bath og Eyehategod har fundet sammen. Nærværende samling sludge er tung og traskende - hør fx "Symmetry in White", der heller ikke sparer på melodisk potentiale - men Kirk Windstein sætter for en stund også tempoet i vejret på "Ageless Decay".

Årets plader med A

2014 er ved at gå på hæld, og sædvanen tro er det også her tid til et tilbageblik på årets musikalske udgivelser. Vi begynder med nyudgivelser fra kunstnere med A:

The Afghan Whigs har ikke mistet sansen for at skrive gode rocksange. Do to the Beast, syvende udspil fra gruppen, kommer efter en albumpause siden 1998 og bandpause siden 2001, som sidste år blev genoptaget med få shows og denne plade til følge. ”The Lottery”, ”Matamoros” og ”Lost in the Woods” viser en velkendt side af bandets formåen.


The Serpent & the Sphere er titlen på den femte fuldlængde med atmosfærisk og folket black metal fra Agalloch. De ni stemningsfulde skæringer har tilsammen fået flotte anmeldelser, og selv om pladen ikke nærmer sig hovedværkerne The Mantle og Ashes Against the Grains niveau, er det aldeles fortjent.


Franske Alcest varmede op for Opeth på Store Vega d. 9. november i år. Hvor svenskerne trækker på de progressive rødder, har Alcest bevæget sig fra black metal til en drømmende art post metal, hvorfor det måske havde været mere nærliggende at dele scene med Anathema på Pumpehuset dagen efter. Shelter er – især set i perspektiv af hele bandets diskografi – nok poleret, men det fungerer. Vega havde de tag på, og ligesom ”Délivrance” gør det på fornem vis på pladen, blev optrædenen på Vesterbro rundet smukt af med udsvævende toner.



Duncan Patterson, den tidligere bassist i Anathema, udsendte i 2014 sit andet udspil i navnet Alternative 4 – en reference til Anathema-albummet fra 1998 af samme navn, som Patterson var hovedkreatøren bag. Stemningen på nærværende The Obscurants videreføres, ligesom der også er tydelige tråde at trække til Antimatter, det melankolske samarbejde med Mick Moss, og resultatet her er glimrende. Den opbyggende ”Paracosm”, "The Tragedy Shield” og ”Dina” er højdepunkterne.


Mens Patterson inddrager fortidige kompositioner og referencer hertil, har Anathema fortsat udviklingen med atmosfærisk og progressiv postrock på Distant Satellites, hvor sangerinde Lee Douglas nu er fuldblodsmedlem og fylder godt i det vokale billede. Som helhed er det en solid og sammenhængende plade – blændende bevist med ”The Lost Song” i tre dele. I forhold til de foregående sammenlignelige udgivelser mangler der dog flere enkeltstående klassenumre, hvor dog ”Anathema” og ”Distant Satellites” hører til, for at ramme det høje niveau, der har sendt stort set hele Liverpool-bandets varierede diskografi blandt mine favoritplader.


I januar 2013 bekendtgjorde forsanger Cedric Bixler-Zavala på Twitter, at samarbejdet med Omar Rodríguez-López, der havde travlt med sit nye projekt Bosnian Rainbows, i succesen The Mars Volta var slut. Den 10. november 2014 var surmuleriet tilsyneladende overstået, og en ny kollaboration med de to udgav en selvtituleret plade: ANTEMASQUE. Lyden fra de tykke strenge havde de fået Flea fra Red Hot Chili Peppers til at varetage, så projektet slap ikke ud uden forventninger. Helt indfriet vil jeg ikke sige, de er blevet, men gode skæringer er ”In the Lurch”, ”4AM” og ”Memento Mori”, og så får pladen lov at vokse i det nye år.


At the Gates var genredefinerende i halvfemserne for den gøteborgske dødsmetal, og Slaughter of the Soul fra 1995 er stadig milepælen fra den æra. 19 år senere har de udsendt efterfølgeren At War with Reality, som har fået pæne ord med på vejen. Til sommer har jeg forhåbentligt fået hørt mere af pladen, når de spiller på Copenhell.


mandag den 22. december 2014

tirsdag den 16. december 2014

Jeg VIL have mine negerboller

Er træt af folk, som er i Danmark og underordner sig udanske stavemåder. De kan stave ad helvede til i deres stuer.


mandag den 8. december 2014

God is a concept by which we measure our pain


God is a concept
By which we measure our pain
I'll say it again
God is a concept
By which we measure our pain

I don't believe in magic
I don't believe in I-ching
I don't believe in Bible
I don't believe in tarot

I don't believe in Hitler
I don't believe in Jesus
I don't believe in Kennedy
I don't believe in Buddha

I don't believe in Mantra
I don't believe in Gita
I don't believe in Yoga
I don't believe in Kings

I don't believe in Elvis
I don't believe in Zimmerman
I don't believe in Beatles
I just believe in me
Yoko and me and that's reality

The dream is over
What can I say?
The dream is over yesterday
I was the Dreamweaver
But now I'm reborn

I was the Walrus
But now I'm John
And so dear friends
You'll just have to carry on
The dream is over

John Lennon, 9. oktober 1940 - 8. december 1980