torsdag den 29. januar 2015

The king will come!

Det indflydelsesrige britiske progrockband Wishbone Ash gæster atter Amager Bio. Verdensturneen for Live Dates' 40-års-jubilæum rammer således Shit Island i aften med livepladen fra december 1973 samt det nye album Blue Horizon som omdrejningspunkt.


Livepladen sparkes i gang af "The King Will Come", der oprindeligt er fra det formidable hovedværk Argus fra 1972, hvor den indleder B-siden.

søndag den 18. januar 2015

Alt er, som det skal være i Africa Cup of Nations

Blot få måneder før slutspillets begyndelse trak Marokko sig som værtsnation af frygt for ebolasmitte. Ny værtsnation blev Ækvatorialguinea, som i går indledte turneringen mod Republikken Congo, der har et enkelt mesterskab i historiebøgerne. Det var tilbage i 1972, hvor de i finalen mod Mali vendte 0-1 til 3-1 på syv minutter og vandt 3-2.

Sædvanligvis er det afrikanske mesterskab spækket med frække finesser, taktiske tosserier og målmænd på mellemhånd. Det var også tilfældet i åbningskampen.


Hjemmeholdet i de røde spilledragter førte opgøret i det meste af kampen, og mod slutningen pressede congoleserne på for at udligne. Chancen bød sig i kampens afgørende fase.


Gigantiske afbrændere er også en velkendt del af turneringen, og det led det congolesiske mandskab under i går.


Trods dette mislykkede hovedstød fra gæsterne formåede ækvatorialguineanerne ikke at trække sig sejrrigt ud af opgøret. Endelig med fire minutters spilletid tilbage nettede den 22-årige Thievy Bifouma, der til dagligt honoreres af spanske UD Almería, hvor han er udlejet til fra Espanyol. Slet ikke uvant for en åbningskamp blev den uafgjort og denne gang med resultatet 1-1.

De forsvarende mestre fra Nigeria klarede sig ikke igennem kvalifikationen, hvor netop Republikken Congo sammen med suveræne Sydafrika tog de to slutspilspladser.

Der er mange nationer, der potentielt kan hæve trofæet den 8. februar. Måske er det et af de hold, der ikke har skullet koncentrere sig om logistiske udfordringer som fx at have hotelværelser nok til spillerne. Den slags problemer er Ækvatorialguinea allerede blevet kritiseret for, og dermed bliver man atter overrasket over tilstandene.

Når intet er, som man forventer, er alt tilsyneladende, som det skal være på disse kanter. This is Africa!

onsdag den 14. januar 2015

Sort opera

Satyricon udsender i april livepladen "Live at the Opera", som er indspillet med Operakoret, Norges eneste professionelle kor.

Ligeledes i april tager bandet på en tour, der har fået titlen "The Dawn of a New Age". Den bringer ikke black 'n' roll-karavanen forbi Danmark, men tourens næstsidste koncert foregår i København M på Kulturbolaget den 25. april.

Ifølge bandet selv kan man forvente sange i sættet, de ellers ikke plejer at spille, jamsessions, og desuden har de efterspurgt dygtige musikere, der mestrer instrumenter, som ikke normalt er en del af setuppet, og de vil få mulighed for at jamme med bandet til koncerterne.

Black metal er ikke blevet udfordret for sidste gang.

mandag den 12. januar 2015

Transferudsalg i legendarisk fodboldfamilie

Transfervinduet står på vid gab her i januar måned, og klubber og spillere har føleren ude i den ene og anden retning.


Fra den lille vestnorske flække Flo, hvor der end ikke findes en fodboldbane, kommer familien Flo, som nu har serveret 7 spillere til den bedste norske række, Tippeligaen, og nogle stykker på endnu højere niveau.

Ovenfor ses brødrene Tore André og Jostein med fætter Håvard i midten i selskab med daværende landstrænder Egil Drillo Olsen. De to brødre havde to andre og mindre kendte brødre: storebror Kjell Rune og Jarle, der var nummer tre af de fire. Jarle og Tore Andre debuterede i øvrigt for Sogndal i samme kamp mod Tromsø i 1994.

I dag render der endnu to fra Flo-klanen rundt i Tippeligaen. Kjell Runes søn Ulrik tørner ud for Sogndal, mens Per-Egil, hvis far hedder Kjetil, i 2013 skiftede til Molde fra selvsamme Sogndal.

Og hvad skal man så med Flo-familien her i transfervinduet? Man kan se, om man kan få en god pris på Flo-Markt.




søndag den 11. januar 2015

fredag den 9. januar 2015

Friday I'm in love


Og det er ikke Dagmar, jeg er forelsket i. Hun er og bliver en såkaldt tærte!


søndag den 4. januar 2015

Årets album 2014

20 plader er tilbage. Opløbet og forklaringer kan ses herher og der og her, der og alle vegne. Status på året er, at mesterværker blev der lavet få af, mens der var rift om pladserne til de habile, men ikke helstøbte album.

20. Triptykon: Melena Chasmata


19. Down: Down IV - Part II


18. Behemoth: The Satanist


17. Machine Head: Bloodstone & Diamonds


16. The Brian Jonestown Massacre: Revelation


15. Sleeping Pulse: Under the Same Sky


14. Alcest: Shelter


13. Body Count: Manslaughter


12. Goat: Commune


11. The Raveonettes: Pe'ahi


10. Tricky: Adrian Thaws


9. Alternative 4: The Obscurants


8. Pink Mountaintops: Get Back


7. The Smashing Pumpkins: Monuments to an Elegy


6. Anathema: Distant Satellites


5. Mastodon: Once More 'Round the Sun


4. Sivert Høyem: Endless Love


3. Opeth: Pale Communion


2. Mogwai: Rave Tapes


1. The War on Drugs: Lost in the Dream


lørdag den 3. januar 2015

Årets plader fra S til Å

Så nåede vi til sidste etape af årets plader, inden toplisten for 2014 slippes løs.



Madrugada-forsangeren Sivert Høyem har de senere år været en hyppig gæst i Danmark, og live bliver han sammen med sit orkester kun bedre og bedre. Siden Madrugada, et af norsk rockhistories vigtigste navne, er indtil videre udgivet 5 skæppeskønne skiver i Siverts eget navn, hvor Endless Love er den seneste i rækken. "Görlitzer Park", "Endless Love", "Enigma Machine" og "Wat Tyler" er blandt de rockede indslag, mens dybfølte "Handsome Savior", "Inner Vision" og "Ride on Sisters" har klangen af den mørke vokal i centrum på pladen, der er dedikeret til Sivert Høyems nyligt afdøde manager.


Sleeping Pulse er navnet på det nye projekt med Mick Moss, hvis primære kreationer finder sted i Antimatter. Der er flere af de samme melankolske stemninger i spil på Under the Same Sky, og "War", "The Blind Lead the Blind, "The Puppeteer" samt især åbneren "Parasite" lykkes rigtig godt og formår at sætte sig på nethinden.


Fra San Francisco kommer det tidstypiske psykedelisk rockband Sleepy Sun, som med Maui Tears - det første, jeg stifter bekendtskab med - har begået det fjerde værk siden debuten i 2009. Pladen kan let forsvinde i mængden, men på fx "Everywhere Waltz" og "Thielbar" er der bestemt gode takter at spore.


Slipknots femte album, .5: The Gray Chapter, skyller flere hårdtpumpende hooklines ind over melodiske stykker, og denne kombination får mig kun til at se frem til livefremførelserne i Forum d. 12. februar. Måske er jeg ved at være klar til at overgive mig!?


Diskussionen om, hvorvidt The Smashing Pumpkins er det rigtige band, når kun Billy Corgan er tilbage, dukker op hver eneste gang, de er aktuelle med nyt. Mærkeligt, idet masser af bands skifter besætning i løbet af årelange karrierer. Der var allerede annonceret to plader i 2015, hvoraf Monuments to an Elegy altså nåede udgivelse før 2014-timeglasset løb tør for sand. Det er en af de mest skarptslebne plader med blot 9 sange og en samlet spilletid på godt en halv time. Og resultatet er mere end godkendt. Faktisk har sange som "One and All", "Anti-Hero" og "Tiberius" vanskeligheder ved ikke at forfølge mig, og skæring 5 er eneste svage punkt på pladen. En koncert på et mindre, intimt spillested, hvor Billy får lov (han gør det jo alligevel) at spille nyere sange foran et dedikeret publikum, som ikke kun venter på skamspillede halvfemserhits, er mit ønske for det kommende år.


Islandske Sólstafir har flyttet sig fra black metal i retning af atmosfærisk post metal/rock i løbet af bandets knap 20 års levetid. På Ótta får følelserne frit løb, og de store landskaber males af kønnere lydflader, end de hidtil har kastet sig ud i. Om man kan lide den mere letfordøjelige udgave er naturligvis et spørgsmål om subjektiv smag, men man kan give det et forsøg d. 4. februar på Pumpehuset.


Sæt to timer af til Michael Giras nye værk med Swans, der har fået titlen To Be Kind. Pladen er endnu en eksperimenterende tour de force, som denne gang fordeler spilletiden på ti numre. Kritikken fra nær og fjern har været yderst fornem. De to timer har jeg haft for få af i det forgangne år, så pladen forbliver på min spilleliste med album, der fortjener ekstra opmærksomhed.


Et hypet band fra England udgav i 2014 debuten Sun Structures. Temples skriver gode sange, men de lægger ikke skjul på, hvilken tid finder inspiration fra. Således er coveret en næsten planket udgave af Who's Next af The Who. Musikken tager udgangspunkt nogenlunde samme sted som The Byrds, The Beatles og venner af samme tid, men Temples sætter dog et personligt præg på den lovende debut.


Mens Radiohead lader vente på næste plade, er frontmanden Thom Yorke klar med soloopfølgeren til The Eraser fra 2006. Der er atter dømt elektronisk legestue på Tomorrow's Modern Boxes, og pladen kommer såmænd solidt fra start med "A Brain in a Bottle" og Guess Again!", men herefter fordamper toppen af snapsene, inden de ryger i svælget.


False Idols fra 2013 var et decideret mesterværk fra Trickys hånd. Allerede året efter har han været i værkstedet igen, og håndværket er bestemt godkendt. Adrian Thaws er Trickys rigtige navn, hvilket har lagt navn til albummet. Det er en plade, der så at sige vokser med tiden, og "Lonnie Listen", "Keep Me in Your Shake" med et sample fra Alice in Chains' "Heaven Beside You", "Different People" samt Oh Lands bidrag på "Right Here" er blot nogle af de blændende øjeblikke i selskab med Tricky.  


Schweizisk metal har ikke en perlerække af nåle på det helt store kort over metallens vigtigste navne, men Celtic Frost står utvivlsomt for sin andel. Frontfigur Tom G. Warrior er nu aktuel med sit band Triptykon, der gæstede Copenhell i sommer, og tilstedeværelsen på metalscenen er stadig vedkommende. Melena Chasmata er nemlig en superfed skive med en dosis død, doom og gotisk grumhed blandt andet. Første halvdel af skiven er bedst, hvor "Tree of Suffocating Souls" og "Altar of Decit" skiller sig positivt ud.


Jeg har været ret pjattet med de seneste plader med norske Taake, og derfor ser jeg også frem til at føre kniven og komme under huden på Stridens Hus.


Østrigske Valina har på ny ingen ringere end Steve Albini inde over produktionen af en udgivelse -  denne gang Container. Det er en energisk bastard af alternativ rock, indie, punk og pop, og på fx "Opium Days" har de gang i noget interessant.


Vintersorg har en vanvittigt god stemme, som har udfoldet sig i mesterværker i Borknagar og også de tre første fuldlængder i eget navn, som bestemt har holdbarhed endnu. Siden da har det knebet med at lave noget skelsættende, og det blev heller ikke Naturbål, der ændrede den tendens.


The War on Drugs har skrevet det bedste Bruce Springsteen-album siden firserne. Lost in the Dream er en guldgrube af lækkerier, som fortjener at blive hørt fra ende til anden.


Sharon den Adel har en formidabel stemme, og hun er en dygtig frontkvinde for Within Temptation. Det fik vi at se på Copenhell 2014. Men det var også tydeligt, at det er længe siden, nederlænderne  har spillet egentligt metal - ikke at det nødvendigvis er en dårlig beslutning. Men på Hydra, der også har velskrevne numre, bliver det for poleret og yndigt, og helt galt går det i "And We Run" med Xzibit. Hvis man er til symfonisk hard rock med lyttevenlige omkvæd, har man ikke valgt forkert.


Zaum er fra Canada og disker på debuten Oracles op med psykedelisk doom metal. De første gennemlytninger kedede mig noget, og det lugtede af metervare, men den seneste tur på anlægget har alligevel pirret nysgerrigheden.



Til slut skal denne kompilation nævnes. A Psych Tribute to the Doors er ikke overraskende en hyldestplade til The Doors med indslag af psykedelisk orienterede kunstnere. Dead Skeletons, Camera, The Black Angels og Psychic Ills er blandt bidragyderne, men Geri X skal fremhæves for "Love Her Madly", ligesom The Raveonettes runder pladen af med en fin fortolkning af "The End".

Årets plader fra M til R

Nytåret er overstået, og derfor er det på tide at komme til ende med listen fra det år, som allerede er nået til ende.

Bloodstone & Diamonds skulle ifølge Machine Head selv overgå The Blackening i grandiositet. Er det at tage munden for fuld? Ja, så afgjort! Den når hverken niveauet på The Blackening eller efterfølgeren Unto the Locust, men "Killers & Kings" og "Game Over" er medvirkende til, at Machine Heads ottende opus bliver bedre og bedre og en helt hæderlig fortsættelse.


Mark Lanegan, der netop er rundet 50 år, skulle i 2013 have gæstet Koncerthuset med Duke Garwood, men det fik en vis storm ved navn Allan sat en stopper for. Den 2. februar i år kommer den produktive amerikaner tilbage - denne gang med sit band og Phantom Radio fra 2014 i bagagen - og inden da lover jeg at have skamlyttet til den mørke røsts seneste skive.


Twerking er også noget til metalverdenen, hvor ballerysteriet fylder en del i videoen til "The Motherload" fra Once More 'Round the SunMastodons hidtil pæneste plade. Nogen vil endda hævde, de har solgt ud, hvilket altid vil være et tema, når et hidsigt band bliver til at tale med. Albummet har masser af veldrejede numre, som fungerer rigtigt godt på plade, mens de live volder store vokalproblemer, hvilket gjorde det til måske årets koncertskuffelse. Isoleret set holder pladen dog indtil videre.


Blomberg er ikke kun navnet på en luksusgløgg. Det er også det borgerlige efternavn på Hellhammer, Mayhems tøndetæver. Esoteric Warfare har kastet singlen "Psywar" af sig, og uden på nogen måde at nærme sig en De Mysteriis Dom Sathanas efterlader albummet et overvejende positivt indtryk.


Hvor Mastodon live ikke kunne leve op til studieindspilningernes fortræffeligheder, leverede skotske Mogwai i en helt anden kaliber, da Arena-teltet på seneste udgave af Roskilde Festival blev tryllebundet af blandt andet Rave Tapes' "Heard About You Last Night", "Deesh", "Remurdered" og "Master Card". Koncerten var festivalens bedste, og albummets kvalitet er medvirkende hertil.


2014 var året, hvor Manchester-darlingen Morrissey fortalte omverdenen, at han har kræft. Det var også året, hvor omverdenen fik at vide, at World Peace is None of Your Business. Pladen virker afdæmpet og har endnu ikke helt ramt mig med hans typisk ironiske tekster.


Kan en dansk popsangerinde og model lave black metal? Det er i alt fald det, der er sket med Amalie Bruun under navnet Myrkur, som også er titlen på debut-ep'en. Det bliver interessant at opleve på årets Roskilde Festival, hvor numrene, der endnu ikke har overbevist mig, får en reel mulighed.


Hvad er federe end "Narko og porno", som Red Warszawa synger om? Narko og satan, naturligvis. Kombinationen på århusianske Narcosatanicos' første fuldlængde er desværre ikke lige så omkuldrivende som live, hvor der eksekveres kaotiske tilstande for et godt (det vil sige ondt) ord.


34. deciderede studieplade fra gode gamle Neil Young så dagens lys i 2014. Pladen indeholder folkfortolkninger af klassikere skrevet af kunstnere som Bob Dylan, Willie Nelson, Bruce Springsteen, Tim Hardin og Bert Jansch. Pladen er indspillet på en såkaldt voice-o-graph, og Jack White har drejet på knapperne, men resultatet skrives næppe ind i rockhistorien.


Ikke mange er så kreationslysten som Neil Young, der også udsendte 35. opus fra sin hånd i det forgangne år. Til koncerten i Forum i juli kunne man frygte et covermekka fra føromtalte A Letter Home, og det blev heldigvis ikke tilfældet. Stemmen var viril og stærk, den skøre hest gav den hele armen sammen med Onkel Neil, der var ustoppelig i adskillige solostormløb, og seancen afsluttedes med at redde kloden i "Who's Gonna Stand Up?" fra Storytone, som blev udgivet i november. Pladen indeholder 10 numre, og deluxeudgaven har dem i såvel orkestrale som nøgne soloversioner. Sidstnævnte fungerer som oftest bedst, hvor også "Plastic Flowers" og "I'm Glad I Found You" er Young i vanlig form.



Inked in Blood er titlen på Florida-bandet Obituarys første plade i fem år. John Tardys growl har altid været en af dødsmetallens fedeste, og det er stadig tilfældet. Efter en lidt sløv start opper skiven sig, hvor "Back in Top", "Violence", titelnummeret, "Within a Dying Breed" og "Minds of the World" holder headbanghumøret højt.


Mikael Åkerfeldt fra svenske Opeth er den type sanger, der både kan skræmme livet af dig og lulle dig i søvn. På forgængeren Heritage var det slut med growl, og det progressive havde taget klart over.   På Pale Communion er status den samme: Åkerfeldt growler heller ikke her, men sangene er langt mere dragende. "Cusp of Eternity", "Elysian Woes" og "Eternal Rains Will Come" havde fundet vej til sættet til koncerten i Vega i november, men for min skyld måtte de også gerne have tilføjet fx "Moon Above, Sun Below" og "Faith in Others". 


Pallbearer er med doom-orienteret metal ved at nå ud over landegrænsen, og amerikanerne har fået masser af positiv omtale med toeren Foundations of Burden. De var supportband for YOB på Loppen, og i 2015 får de chancen for at nå et endnu bredere publikum på en af Dyrskuepladsens scener.


I 2010 blev jeg ret fænget af The Pineapple Thiefs Someone Here is Missing, og de ramte en tilpas progressiv åre. I mellemtiden har jeg overset 2012-udspillet All the Wars, men Magnolia har fået et par rotationer. Til at begynde med var jeg ikke imponeret, og melodierne kedede mig rent ud sagt. Heldigvis har jeg ikke ladet den indskydelse forplante sig, for med tiden åbner sangene sig som en blomstrende magnolia.


Tyve år efter The Division Bell ser The Endless River dagens lys, hvorpå David Gilmour, Nick Mason og en posthumt medvirkende Richard Wright har udsendt materiale fra indspilningerne i tiden omkring forgængerpladen. Den er mestendels instrumental, og det lyder umiskendeligt som Pink Floyd. Det er der slet ingen tvivl om. Og selv om flere passager lyder som en gentagelse af tidligere kompositioner, fungerer det glimrende som baggrundstæppe, men "Louder Than Words" er det tætteste på noget egentligt storslået på vel den sidste albumudgivelse fra pionerbandet.


Ti år efter debuten er det blevet tid til fjerde album fra Pink Mountaintops, hvis canadiske ruskomsnusk indeholder ingredienser fra det alternative, psykedeliske, countryfolkede og indierockede. Bandleder Stephen McBean har haft et væld af musikere inde over projektet gennem tiden, og første indskydelse pegede desværre i retning af, at gryderetten Get Back ikke var veltilberedt. Den fik dog lov at stå på blusset, og nuancerne dukkede ved tålmodig sansning op, hvor råvarerne "Wheels", The Second Summer of Love" og "Sell Your Soul" samt det besynderlige krydderi "North Hollywood Microwaves" for alvor kommer til deres ret.


Pixies har holdt pladepause siden 1991, og trods fordums bedrifter ikke i nærheden af overgås, er Indie Cindy ved nærmere gennemlyt en habil og fin sag.


Det tog mig noget tid at komme ind på livet af Pe'ahi, som The Raveonettes udsendte uden videre varsel. Kvaliteten blev understreget på Vega, hvor lyd og lys gik op i en højere enhed, men der var sparet på spilletiden. "Kill", "Sisters" og "Killer in the Streets"var blandt den stribe sange, vi blev forkælet med i december, og som er blandt højdepunkterne på pladen.



På den danske metalscene er en del nyere bands ved at etablere fodfæste. Redwood Hill er et af dem, og efter Descender året før er opfølgeren Collider udkommet i 2014. De folder sig ud og stiger til vejrs "Wie ein Adler", og de stemningsfulde passager gør større og større indtryk.


Danske Reptile Youth har jeg ofte hørt omtalt i rosende vendinger, og især deres koncerter skulle byde på noget særligt. Denne form for elektrorock rammer dog slet intet hos undertegnede, så hvis jeg skulle med på bølgen, måtte de give mig et trælår til en overrumplende koncert.