mandag den 30. januar 2012

fredag den 27. januar 2012

I Kina spiser de hunde. På Fyn tygger de katte.

Eller i alt fald kat. Og måske endda en tyk en af slagsen.

Tidligere på måneden kunne Fyens Stiftstidende rapportere, at tre mænd var fængslet for handel med kat. Den ene var tiltalt for at besidde 680 kg. kat. Ikke khat. Kat.


Efter eget udsagn er avisen efterfølgende blevet kimet ned, og som linket til artiklen afslører, har det også på netudgaven medført kommentarer om de sjuskende journalister. Eksempelvis skriver Joan:

Det er utroligt at journalister ikke kan stave... I det mindste burde de læse deres artikel igennem inden den sendes i "trykken" og ikke stole blindt på stavekontrol. Det er desværre ikke første gang og det hedder stadig khat!

Nu er problemet såmænd bare, at det gør det ikke. Se selv. Og avisen har da også forsvaret og forklaret sig selv.

Bevares, der er utallige fejl i de skrevne medier, men man burde kunne nøjes med at lynche journalisterne for manglende sprogkundskaber, når de rent faktisk bøffer i det.

onsdag den 25. januar 2012

Så fik piben en anden lyd


Sjældent er et udskældt folk blevet hyldet som i aften, da Polens sejr over Tyskland gav Danmark mulighed for videre avancement i håndbold-EM. I morgen er det garanteret glemt, og polakkerne kan igen blive en af danskernes foretrukne syndebukke. 

tirsdag den 24. januar 2012

Bedte vi om for meget?

Inde på Ekstra Bladet gåede de og syngede. Det betydede såmænd ikke så meget, så længe de ikke drikkede imens. Det gældede jo om, at man ikke hængede med næbbet, når nu man siddede på sin flade og skrivede. Hvorfor nydede man ikke livet samtidig? Og lyvede de egentlig derinde? Stjælede de andre steder fra? Ikke nødvendigvis, men de slibede og skærede bevidst noget af sandheden, så historierne blivede interessante og seede læseværdige ud.

lørdag den 21. januar 2012

Lidt om melodigrandprix

  • Christian Brøns ikke bare er en flødebolle, han gemmer også en i hver kind 
  • Patrik Isaksson gad godt være med i Brdr. Olsen. Han ligner også den ene. Og stop nu med al den vinken
  • Morten Hampenberg, tror du selv, du kan skrive en sang, der 'kommer ind under huden på folk'? Duck Toy var dog tæt ved
  • Før i aften anede ingen, hvad hende fra SOAP, der ikke er Saseline, hedder
  • Det eneste underholdende er klippene fra dengang melodigrandprix havde relevans

fredag den 20. januar 2012

Uortodoks fødselar

Der er næppe nogen, der som dagens mand i skysovs har fået påklistret betegnelsen uortodoks. Se eller gense et par af nigerianerens scoringer herunder, og nyd de friske overgange mellem klippene.


Naturligvis blev hans indsats belønnet med landskampe for Super Eagles - dog som højre back grundet holdets stjernespækkede angrebsbesætning.

Og på grund af det korrupte fodboldforbund blev Abdul Sule ikke en af dem, man kunne finde på tyggegummiklistermærker og samlekort til VM-slutrunden i USA i 1994.

Hvor ville det have pyntet med Abdul Sule i dette selskab.

torsdag den 19. januar 2012

DR lagt for had af hele Danmarks Kidd

Pia K. er fucking klam ... Jeg sværger på mit liv, at jeg spytter Pia K. i ansigtet. Jeg spytter på Morten Messerschmidt ... De er så klamme. Det er bunden af bunden. Det er virkelig bunden af bunden. Det er så pinligt for Danmark. Jeg håber, at nogen dræber dem.

Sådan har Kidd tilsyneladende ytret sig på en blog, og Dansk Folkeparti har reageret prompte ved at politianmelde den mere dame- end pengeglade rapper.

Sandsigerne inde på Berlingske kan i aften berette, at skørtejægeren ikke blot har set sig sur på Dansk Folkeparti, men også Danmarks Radio.

Rapperen Kidd, der er meldt til politiet for mordtrusler
mod DR-toppen, føler sig misforstået.

Hvad han har sagt om DR-toppen, melder historien dog intet videre om.

onsdag den 18. januar 2012

Hjælp til Wordfeud

... får du ikke her (sådan en teaser + 'ha ha, snydt' var engang især benyttet i pennevenannoncer).

Øjensynligt er mange dog interesseret i de småord, der pludselig er aktuelle for andre end krydsogtværseksperter.

Eksempelvis er der ingen tvivl om, at utallige (ok, der er faktisk tal på dem) har undret sig - endog følt sig snydt - når modstanderen har presset vy ind i spillet. Og de har med garanti forbandet den fordanskede stavemåde af vue og inddraget det forkastelige eksempel majonæse i samme ombæring. 'Norske tilstande' og 'nu må man stave, som man udtaler det' osv.

Ikke desto mindre figurerer vy nu i toppen af søgte opslagsord på Den Danske Ordbog.


For første gang siden lanceringen af den online og yderst anbefalelsesværdige ordbog figurerer fisse ikke på seneste uges hitliste. Uden bonus og hvad har vi, giver det selvfølgelig også kun 11 point.

   

Roskilde Festival for ungdommen

Jeg vil hellere fange noget, som jeg synes, er mere interessant at vise for vores publikum, end jeg vil indfri forventninger fra folk, der havde deres debut på festivalen for 25 år siden eller sådan noget.

- Rikke Øxner, musikbooker på Roskilde Festival 

Det skal ikke være mors og fars festival ... Vi synes selv, det går godt, vores kernepublikum har en alder på mellem 20 og 25 år.

- Esben Danielsen, udviklingschef på Roskilde Festival

I så fald påskønner jeg, at Bruce Springsteen (albumdebuterende i 1973), Björk (albumdebuterende i 1977) og de senest tilføjede The Cure (albumdebuterende i 1979) appellerer til kernepublikummet. Men hvad pokker skal vi gamle røvhuller så brokke os over?

tirsdag den 17. januar 2012

Hvis bare Ekstra Bladet og B.T. praktiserede samme metode

Engang kunne man for en poleret 20-krone få underholdende historier, der næsten var for gode til at være sande. I 1994 måtte man punge ud med 25,95 for En skør skør verden, men så fik man også et flot digital-ur med i handlen.

Det eminente ved bladet var, at - det sagde man i alt fald - beretningerne på de farvelagte sider var sande, mens der var smurt lige tykt nok på, når det gjaldt tryksværten i sort-hvid. 

Hvis tabloidaviserne ville gøre brug af samme praksis, var der højst sandsynligt også længere mellem de lidt for farvestrålende nyheder.

Et efterhånden svært opdriveligt blad

mandag den 16. januar 2012

Just saying

Ifølge Danmarks Statistik er der 128 her til lands, der hedder Just. Men ham Just Saying, der citeres for alverdens guldkorn, er tilsyneladende ikke dansk - just saying.

onsdag den 11. januar 2012

Lev i nuet

Ofte når mennesker bliver spurgt om, hvad deres motto er, forfalder de til et slet ikke særlig klichefyldt svar i retning af 'lev i nuet' eller 'carpe diem'.

Den tankegang kan være svær for mig at følge. Når jeg ser et tilbud, hvor jeg kan få 3 stk. af et eller andet for 2's pris, køber jeg da ikke dem alle tre med henblik på at fortære dem alle 'i nuet'. Det er da for pokker langsigtet tænkning og med forhåbning om, at jeg også lever i morgen og ugen ud.

Karpe diem

tirsdag den 10. januar 2012

Årets album 2011

Ja ja. Bedre sent end aldrig. Men omsider er den her. Opgørelsen over de objektivt set (min personlige smag er jo som bekendt en endegyldig facitliste) bedste nye musikudgivelser udsendt i det forgangne år. Og hverken liveplader eller genindspilninger af tidligere udsendt materiale tæller ikke med.

Derfor figurerer fx Anathema ikke på listen med den anbefalelsesværdige Falling Deeper, hvor tidligt doom-materiale er indspillet i storladen orkestral indpakning (d'damer, ingen growl, så I kan også bjergtages).


Lad nedtællingen begynde!

20. Graveyard - Hisingen Blues


Det er for alvor blevet populært at søge tilbage mod gamle dyder, og svenske Graveyard har fin succes med blytung og bluesdreven hardrock.

19. Spindrift: Classic Soundtracks vol. 1


For os, der køber cowboybukser i Cowboyland, skal cowboyfilm ledsages af velvalgte westernhits, som Spindrift er yderst leveringsdygtige til. Som opvarmning for Black Mountain i Lille Vega i april, fik de i den grad overbevist mig om deres kvaliteter.

18. Björk: Biophilia


Islands vigtigste importvare er tilbage. Jeg har ikke forsøgt mig med app-udgaven af albummet, hvor videnskab og natur går op i en højere enhed, men musikken holder, og der bør være en del at glæde sig til, når hun gæster Roskilde til sommer. Og på skolerne i Odder Kommune, hvor samtlige lærere og elever nu er udstyret med iPads (iPadder?) bliver natur/teknik-timerne forhåbentligt også musikalsk opdragende.

17. Uncle Acid & the Deadbeats: Blood Lust


Syreonklen og (med lidt god vilje) dødbiderne har høstet ros fra nær og fjern, siden der kom fokus på englændernes til at begynde med selvtrykte album. Okkult og tungt, psykedelisk og catchy. Mund til mund-metoden har sjældent fungeret bedre på nettet!

16. Pain of Salvation: Road Salt Two


Pain of Salvation kan til tider være overprætentiøse, og somme tider kan det i mine øjne virke, som om de laver komplekse kompositioner for kompleksitetens skyld. Det tog også nogle gennemlytninger, før jeg bevægede mig fra, at albummet kedede mig, til det nu er begyndt at vokse og formentligt fortsat vil. Det hænger godt sammen og giver oven i købet lyst til at give forgængeren endnu en chance.

15. Blackfield: Welcome to My DNA


Yderst produktive Steven Wilson er i konstellationen med israeleren Aviv Geffen i det mere poppede hjørne af sit musikalske spektrum. Hovedkomponisten er sidstnævnte, og der leveres virkelig iørefaldende sange, men vi bevæger os samtidig i ufarlighedens grænseland.

14. The Raveonettes: Raven in the Grave


Wagner og Foo holder høj standard, og 2011's bidrag krævede også lyttertålmodighed, før den for alvor dykkede ned under huden. Det klæder dem, at Troelsen-lyden nu er fortid, og Raveonettes mestrer at støje, både når de larmer, og når det gælder dybfølt tungsind.

13. Leprous: Bilateral


Medlemmerne fra Leprous har udgjort Ihsahns udøvende livemandskab, og det har været noget helt særligt at stifte bekendtskab med nordmændene. Progressiv metal, der fænger. Vokalen er formidabel, og selv om jeg umiddelbart føler, at pladens første halvdel er bedst, er jeg ikke i tvivl om, at flere sange vil følge trop. Det lader sig ej heller fornægte, at kreatøren af coveret er den samme, som står bag The Mars Voltas ditto siden Amputechture.

12. Puscifer: Conditions of My Parole


Mens vi atter venter på nyt Tool-udspil, har Maynard James Keenans sideprojekt Puscifer omsider vundet gehør hos mig, og skønhederne findes i flæng. Umiddelbart er albummet mere rocket, end jeg husker det tidligere materiale (en enkelt fuldlængde samt en række ep'er og remixalbum), som også har elementer af industrial og triphop. Når sangene har sat sig i kroppen på lytteren, slippes de ikke foreløbigt, og Maynards stemme og komponeringssans er et sikkert hit. 

11. Dream Theater: A Dramatic Turn of Events

 
Når Dream Theater sidst på indeværende måned gæster Valby-Hallen, er det med deres bedste udgivelse længe i bagagen. De tør mere, og det klæder dem gevaldigt. Som coveret kunne antyde, er de skyhøjt at flyve, og for de progressive amerikanere knækker linen ikke, men balladerne kører stadig med støttehjul.

10. Burzum: Fallen


Sidste års Belus var ulvens fænomenale tilbagevenden, og efterfølgeren ligger stilmæssigt helt i tråd hermed. Helt så overrumplende bliver Fallen ikke, men eksempelvis Budstikken, Jeg Faller og Valen hæver pladen et par niveauer.

9. Mastodon: The Hunter


Det er næppe hollænderen Klaas-Jan Huntelaar, der deler (kæle)navn med denne udgivelse, Mastodon har haft i tankerne under indspilningen. Amerikanerne har lagt et mere punkrocket udtryk over sangene, og samtidig er deres artwork væsentligt mere simpelt end tidligere set. Måske der er en sammenhæng? Når første hurdle - at vænne sig (ikke vende, venner) til den enklere sangskrivning - fungerer det såmænd yderst prisværdigt, selv om singlen Curl of the Burl er mig en tand for letkøbt.

8. Blood Ceremony: Living With the Ancients


Tidligere omtalt og anbefalet, og selv om der ikke tilnærmelsesvis er opfundet nyt herpå, sidder canadiernes tunge halvfjerdserinspirerede rock "med dyb, velafstemt kvindevokal, fængende soli, orgel, fløjte, så Jethro Tull misundes" (skal man benytte citationstegn, når man citerer sig selv og endnu mener det samme?), lige i skabet.

7. Radiohead: The King of Limbs


Trods det faktum at Radioheads seneste udgivelser har høstet mere opmærksomhed på udgivelsesformen - denne gang udgivet med en trykt avis og nogle klistermærker, jeg endnu har til gode at få fidus til  - end selve det musikalske indhold, er lemmedaskeren fra 2011 ingenlunde vanskabt. Legesygen er stadig i højsædet. Lotus Flower er fantastisk, mens et nummer som Codex i al sin enkelhed er smuk, og helt generelt er balladerne nu kvintettens styrke, hvor de i en årrække har været akilleshælen.

6. Sivert Høyem: Long Slow Distance


Den tidligere Madrugada-forsanger holder uhyre højt niveau på sin fjerde skive i eget navn. Hans sangskrivertalent er uomtvisteligt, og rocksange i ét væk skabes med melodier, man får på hjernen - ikke af den slags, man helst er fri for, idet Long Slow Distance både indbyder til at synge med og stemme luftspaden. Eneste anke må være, at nogle få sange tenderer til at blive lige en kende for pæne. Live fungerer det nye materiale eminent, og Høyem behøver ikke gemme sin forrygende og følelsesladede vokal bag producerknapper.

5. Opeth: Heritage


Selv med en basisviden om musikhistorien bør man ud fra coveret kunne regne ud, hvilken retning Opeth på det nye album har dyrket. Og når man kender til Mikael Åkerfeldts gigapassion for den progressive rock (tak for tippet om Caravan), siger det sig selv, at inspirationen herfra vil komme til udtryk på Heritage. Væk er al growl, og det klæder nødvendigvis ikke bandet, men det er ærligt talt heller ikke savnet, når først pladen roterer. Med ganske få undtagelser er prog-pladen en stor succes, og den kunstneriske påvirkning fra forbillederne formår Opeth at gøre til deres naturlige karriereskridt videre.

4. Ghost: Opus Eponymous


Ligesom Uncle Acid og vennerne inviterer Ghost os ind i det okkulte mørke, hvor den tunge rock hersker. Fra første lyt var albummet iørefaldende som bare pokker, men min største tvivl var, om den vedvarende ville være interessant - og det er den så afgjort. En opfølgning inden alt for længe er ønskværdig fra de kutteklædte satanrockere fra Stockholm.

3. Steven Wilson: Grace for Drowning


Porcupine Tree-bagmanden Steven Wilson er nutidens prog-konge, og han har en helt særlig evne til ikke bare at skrive prog-sange, så fordums stjerner må bøje sig i støvet, men også popsange, som gør enhver blød i knæene, dirrende tung rock, der nærmer sig kulsort metal, og han er heller ikke bleg for at røre elektronisk musik. Et multitalent og en usammenligneligt stor musiknørd - intet mindre. Og Grace for Drowning er et storslået værk, hvor såvel det vind og skæve som det stenhårde og fløjlsbløde repræsenteres. Og han formår at samle det hele under samme paraply, så det fremstår som en strålende enhed. Det kræver en vis portion tålmod at give sig i kast med det næsten 85 minutter lange album, men fx Raider II, der udgør mere end en fjerdedel af den samlede spilletid, giver belønning nok i sig selv.

2. Machine Head: Unto the Locust


Efter mesterværket The Blackening var der selvsagt forventninger så høje som antallet af dives i en vilkårlig La Liga-kamp. Machine Head har ikke overgået forgængeren, men de har fundet en recept, det er svært at blive træt af. Inspirerende og pågående leveres et varierende miks af heavygenrer i episk monumentalitet.

1. PJ Harvey: Let England Shake


Allerede da PJ Harveys prægtige bidrag til 2011 udkom, var jeg overbevist om, at vi havde at gøre med en seriøs bejler til årets udgivelse. Polly Jean har skabt et tematisk mesterværk af en antikrigsplade - og hun evner på magisk vis at gøre det uden at lyde frelst. Let England Shake har længere holdbarhed end usolgt hakkekød i Super Best, og det i sig selv er jo en kunst.

Til slut et par boblere i aldeles tilfældig og samtidig alfabetisk rækkefølge, som også har præsteret at efterlade et overvejende positivt indtryk:

















tirsdag den 3. januar 2012

Optakt til kåring af årets album 2011

Lang jule- og nytårsferie i alle landets afkroge har forsinket den obligatoriske årsliste over nye albummer. Ikke fotoalbummer, men musikudgivelser. Årets album 2011.

Kåringen er lige på trapperne, og indtil da er der her - måske, måske ikke - en indikation på, hvad der kunne ende i toppen af listen.

Nedenstående oversigter viser, hvad der digitalt via computer og iPod er afspillet i årets løb; topliste over først kunstnere, siden albummer og slutteligt enkeltnumre. De bærer tydeligt præg af, at især nye udgivelser og koncertaktuelle kunstnere har fået rotation. Vinylerne må man tænke sig til.

Klik, og dit syn er på ny skarpt.