mandag den 31. december 2018

Årets album 2018: 1-5

Vi nærmer os podiepladserne. Akkurat på den anden side befandt sig nordiske og transatlantiske kunstnere.


5. Uncle Acid & the Deadbeats: Wasteland


En iskold søndag novemberaften burde langt flere have fundet vej til Den Grå Hal på Christiania. Kulisserne var for store til fremmødet, men leveringen fejlede intet. Sættet blev åbnet med "I See Through You", og hele seancen lukkedes med "No Return", begge fra Wasteland. De tror med rette på materialet. På femte fuldlængde er syreonklen stadig beskidt, lyden er næsten for kalkuleret rå, mens orglet fylder lidt mere end på de hidtidige udgivelser. Det slipper dødbiderne fra Cambridge fornemt fra.




4. Antimatter: Black Market Enlightenment


De dystre stemninger er stadig Mick Moss' varemærke, og ligesom forgængeren fra 2015, The Judas Table, belønnes den tålmodige, for ikke alle numre åbner sig ved første gennemlytning. Forventningerne har derfor været højere end selvforståelsen på Fredensvang. Moss er en blændende sangskriver, og de melodiske elementer giver tyngde og melankoli. "Sanctification" bygger langsomt op og kulminerer i Paul Thomas' saxofonsolo midtvejs, mens kamanchaen - et mellemøstligt strengeinstrument - er bærende i "Existential". Når først Black Market Enlightenment æder sig helt og aldeles ind under huden, har den uanet potentiale.




3. Anna von Hausswolff: Dead Magic


Her i årets sidste måneder har jeg fået øjnene op for svenske Anna von Hausswolff, der er den nye i vennekredsen. Vi mødes på det helt rigtige tidspunkt. Ligesom Chelsea Wolfe, hvis stil ofte er beskrevet som doom folk, forbinder svenskeren det mørke med skønheden. Anmeldere forsøger at indkredse stilen med referencer til Einstürzende Neubauten og Swans, mens vokalen skulle være inspireret af Kate Bush, Nico og Siouxsie Sioux. Det er ikke helt skævt.

På den anden side af nytårsklokkerne spiller hun og bandet op til dødedans i Pumpehuset med opvarmning af neofolkgruppen :Of the Wand and the Moon:. Hør "The Mysterious Vanishing of Electra" og bliv overbevist. Der er mødepligt!




2. A Perfect Cirle: Eat the Elephant


Af alle nyudgivelser i det forgange år var A Perfect Circles hypet og ventet, som var det en MGP-vinder i Rødovre Centrum. Det gav enorme forhåbninger og som følge deraf en lige så stor frygt for skuffelsen. Det kan næsten kun overgås af Keenans hovedband Tool, hvis det utrolige sker, at der kommer et album sammen med den forestående tour, der også går via helvedesfesten på Refshaleøen.

Pladen indeholder masser af glimrende sange, der lyder som A Perfect Circle - uden dog at røbe total stilstand i de fjorten års pause. Eat the Elephant synes en kende mere afdæmpet, og i Forum skulle sangene stå sin prøve i liveregi. Til min forundring var flere af dem bedre fungerende på den rundtossede vinyl, hvor de til gengæld kom til deres ret.




1. Primordial: Exile Amongst the Ruins


Det er noget af en bedrift at spille keltisk inspireret metal uden at lyde rollespilsfjollede. Da jeg hørte deres seneste skive, Where Greater Men Have Fallen fra 2014, blev jeg draget af det episke og doomede univers. Opfølgeren er endnu stærkere. Fans af irernes endnu tidligere udgivelser vil givetvis mene, at stilen er for lettilgængelig, men det er svært at argumentere mod så sammenhængende en plade, der bedst nydes i ét langt sværdhug ledsaget af krigerisk stærk bryg. Jeg får travlt i det nye år med at udforske dublinernes bagkatalog!







Godt nytår!

søndag den 30. december 2018

Årets album 2018: 6-10

Så nåede vi til den øverste halvdel. De foregående finder du her.


10. Alice in Chains: Rainier Fog


Seattlebandet er efter Layne Staleys død i 2002 oppe på lige så mange fuldlængder før som efter, og med William DuValls vokal, der minder om Staleys, og Jerry Cantrells signaturlyd, fortsætter Alice in Chains også på Rainier Fog med at levere eskapader, som fansene forventer. På dansk jord gav de med "The One You Know" på årets Copenhell en forsmag på et album, der ikke skuffer.



9. Dimmu Borgir: Eonian


Min interesse for Dimmu Borgir var på sit højeste i sluthalvfemserne og kort ind i det nye årtusinde, mens den dalede i takt med bandets stigende symfoniske arrangementer. Derfor havde jeg - også på baggrund af den hurtigt glemte Abrahadabra, der affødte otte års ventetid - egentligt dømt Shagrath, Silenoz og de andre ude. 

At de i den grad byder på en velspillet symfoni af orkestral black metal, er derfor både overraskende og perfekt timet, idet de kommer på Copenhell til sommer.



8. The Smashing Pumpkins: 
Shiny and Oh So Bright, Vol. 1 / 
LP: No Past. No Future. No Sun.


I februar kom det frem, at James Iha og Jimmy Chamberlin var tilbage i Billy Corgans fold, og så troede alle, at det blev 1993 igen. Hvis man har fulgt lidt med i, hvad græskarene med Corgan i spidsen rent faktisk har udgivet i dette årti, vil man vide, at han ikke er så teenagetvær som tidligere, hvilket alligevel har affødt interessante og vedkommende plader. 

Titlen her er lige så lang, som pladen er kort. Godt en halv times selskab er fordelt på otte numre, hvor flere af dem vokser og viser en intakt sans for velskrevet rock godt krydret med bagmandens karakteristiske stemme.



7. Amorphis: Queen of Time


Fra de tusind søers land udsendte Amorphis i det forgangne år sit trettende studiealbum af vanlig høj standard på markedet. Folkloreinspirationen har været gennemgående siden 1990, hvor der var mere død og dommedag. Den spiller også en central rolle på Queen of Time, men heldigvis har de i Tomi Joutsen en vokalist (siden 2005), der mestrer og balancerer mellem det brutale og betagende. Olli-Pekka Laine er tilbage på bassen, og de fire grundlæggere er derfor atter forenet. 

Den 14. januar kigger de sammen med Soilwork forbi den nyrestaurerede Amager Bio til en udsolgt koncert. Vilkårene må være bedre, end da de i 2010 skulle have spillet med Orphaned Land i Pumpehuset, der dog gik konkurs. Derfor blev koncerten rykket til Amager Bio, hvor de to fik lov at varme op for Metallica Jam på J-dagen. Det bliver aldrig så respektløst igen!




6. The Brian Jonestown Massacre: 
Something Else


Antihelten Anton Newcombe så jeg i november 2017 som dj i foyeren til arrangementet Synästhesie III (med Camera, Tangerine Dream og The Horrors på programmet) i Berlins Volksbühne. Her så han mildest talt tilfældig ud, mens han spillede for passerende folk og tørstige i barkøen. I august i år var bandet på besøg i Pumpehuset, og selv om kun et par numre fra Something Else fandt vej til sætlisten, var det her en tilbagelænet, men stilsikker styrmand.

Nedenstående nummer var en af repræsentanterne fra de nye kreationer og blev også et af aftenens mindeværdige øjeblikke. 



lørdag den 29. december 2018

Årets album 2018: 11-15

I går tog vi hul på de yderste mandater på listen over årets album. I dag er vi kommet til pladserne fra elleve til femten i omvendt rækkefølge.


15. Ihsahn: Àmr


Kejser Ihsahn er ude med sit syvende soloalbum, og omsider kunne det give anledning til en koncert  på dansk grund, der i Vega fokuserede på de seneste fem. Også anno 2018 eksperimenterer Vegard Sverre Tveitan med alle tænkelige musikalske afkroge i kombination med progressiv ekstremmetal. 




14. Ghost: Prequelle


På årets Copenhell havde Tobias Forge smidt masken i kølvandet på retssagen i 2017, hvor kapelmesterens identitet blev offentliggjort. Tidligere er Ghost blevet beskyldt for at være pop i metalforklædning, men på Prequelle går Forge rent til bekendelse. Forklædningen er væk, og stadionpoprocken er så tyk, at Jon Bon Jovi føler sig truet - med rette. Albummet er fyldt med ørehængere, og "Dance Macabre" har alt til et godt MGP-hit. Men bonusnumrene - coverudgaver af Leonard Cohen og Pet Shop Boys - havde de ikke behøvet at anstrenge sig med. 




13. First Aid Kit: Ruins


Broderlandets søstre i First Aid Kit leverede et glimrende indtryk på Dyrskuepladsen i sommer, og ligesom foran Orange fungerer det bedst, når de ikke sidder fast på rideskolen med et halmstrå i mundvigen. 




12. Fu Manchu: Clone of the Universe


Er du trucker? For så bør du kende Fu Manchu. I Pumpehuset leverede de lastbillækkerier som "King of the Road" og "Hell on Wheels", men det var "Il Mostro Atomico", hovedsættets afsluttende tour de force, der rendte med truckcenterets bedste pølsemix. Nummeret på atten minutter i studieversionen lukker også Clone of the Universe med stil, mens de foregående seks skæringer er Fu Manchu, nøjagtigt som vi kender dem.




11. Deicide: Overtures of Blasphemy


Glen Benton fortsætter ufortrødent sit omvendte korstog ledsaget af Steve Asheim på slagtøj, mens de strenge strenge varetages af genvalgte Kevin Quirion samt Mark English, der har taget over for Jack Owen. Den antikristne dødsmetal er rådden som i gamle dage, og selv om man kunne tro andet, er Overtures of Blasphemy heldigvis langt bedre end blot en undskyldning for at turnere og drikke sig stiv - det dur den "gode" Benton nemlig også til! 

Det er som at byde en hæderkronet traditionsklub velkommen i det gode selskab igen - og så må vi se, hvor længe der går, inden Vejle Boldklub rykker ned igen.



fredag den 28. december 2018

Årets album 2018: 16-20

Det er på tide at gøre status over, hvilke nye plader der har gjort indtryk og naglet sig fast i hukommelse og pladesamling.

Omtrent hundrede nyudgivne titler har jeg lagt ører til i årets løb, og selv når de få liveudgivelser, opsamlinger og den slags trækkes fra, burde der være masser af konkurrence om pladserne på podiet.

Imidlertid har jeg faktisk endnu kun budt velkommen i reolen til fire nye studiekammerater, der alle er at finde i årets top 10. Et par stykker i samme afdeling er undervejs med fragtmanden, men tallet indikerer, hvad der har været mit indtryk gennem de forgangne årstider:

Det har aldrig været lettere at nå til tops på årslisten. 

Få lysglimt har denne gang været tilstrækkeligt til et skulderklap. Det svarer lidt til at blive mester kun med uafgjorte kampe. Kun enkelte nye bekendtskaber har sneget sig med, og jeg har endda gjort mig umage med at lytte til alt det velrenommerede, som det brede spektrum af rocken har kastet af sig. 

Derfor har jeg spenderet mere tid i selskab med gamle kendinge, der dog samlet set har leveret noget, der er mere svingende end en hjemtur fra julefrokost ad bagvejen.   


20. Soulfly: Ritual


Da Soulfly i sommer spillede Copenhells torsdagsprogram et godt nøk ind i fredag, var det langt mere et hyggeligt gensyn end en klædelig koncert. Derfor overrasker hæderlige Ritual, som Max & co. ikke ville skulle have skammet sig over at præsentere hin juninat.




19. The Pineapple Thief: Dissolution


Bag tønderne sidder Gavin Harrison, der vel bedst er kendt for sine tævetalenter i blandt andet Porcupine Tree og King Crimson. Frontfigur og stifter er Bruce Soord, der også har samarbejdet med Katatonias Jonas Renkse, men bandet her er hans primære aktivitet. Harrison er denne gang inviteret i maskinrummet og har bidraget til den kreative del. Nok er den progressive rock poleret, men når samarbejdet lykkes, fungerer det fortræffeligt.




18. Suede: The Blue Hour


Det er efterhånden en årrække siden, at jeg har beskæftiget mig med Suede, og den to år gamle forgænger er helt gået min næse forbi. Der er glimrende takter på The Blue Hour, der ikke bare er en gentagelse af britpopgruppens halvfemserstorhed.




17. Behemoth: I Loved You at Your Darkest


Virkemidlerne er velkendte på polske Behemoths ellevte studieskive, og trods fire års ventetid er det en naturlig forlængelse af hovedværket The Satanist. Det aktuelle materiale har ikke helt samme råstyrke, men der er stadig god grund til at glæde sig til den 25. januar, hvor de bliver husherrer i Vega.




16. Wooden Shjips: V.


Også Wooden Shjips kigger forbi Lindholmland i det nye år. Loppen lægger lokaler til, når en mindre fuzzhypnose angiveligt vil finde sted. Bidragene fra årets bidrag vil være i den tilbagelænede afdeling, og det virker lidt, som om Ripley Johnson lader Wooden Shjips og hans andet band, Moon Duo, mødes på nærværende opus.


Årets mål 2018

I disse dage hvor året skal opsummeres i kåringer, er bloggen ikke for fin til at komme med et bud på tyveattens bedste scoring i fodbold. 


Da Maidstone United tidligere i december tog imod Prince of Wales Ladies FC, pakkede gæsterne et 12-0-nederlag ned i tasken med de snavsede spilledragter. 

Selv om hjemmeholdets Natalie Stacey bliver noteret for scoringen til 3-0, får hun ikke helt egenhændigt bolden til at blafre i netmaskerne.

lørdag den 15. december 2018

Det er ikke så underligt, at de ikke kan danne regering i Sverige

Debatten ovre i vort blågule naboland er ikke nødvendigvis så politisk korrekt, som mange forestiller sig. Der anvendes også utraditionelle metoder.

Stefan Löfvens blik siger tilnærmelse, mens Jimmie Åkessons ditto antyder fornærmelse. Vi skal dog næppe forvente, at sammenstødet bringer dem nærmere et varigt forhold. 


torsdag den 18. oktober 2018

Køb bananer

Nu er Kim Larsen-feberen ved at lægge sig og nærme sig et niveau, han selv ville have kunnet holde ud, og samtidig har vi for nogle dage siden rundet etårsdagen for #metoo.

Kombinationen af de to aktuelle begivenheder ser sådan ud:


søndag den 14. oktober 2018

Da fodboldspillere ikke var forkælede flødedrenge

Fodboldverdenen består ikke kun af kønsløse typer med autotune i hørebøfferne og intetsigende klicheer i mikrofonen.

Norske Dan Eggen er en af de spillere, der - vel uden at skamfere og udvande begrebet - kan kaldes en legende. Vi kender ham bedst sådan her:


Som studerende i København huserede den hårfagre Oslodreng i 1990'erne i den danske hovedstad og spillede først i BK Frem og siden i Brøndby IF. Her tog han i 1993 turen fra Sydhavnen til Vestegnen sammen med medspillerne Thomas Thøgersen, der ligeledes besad en bemærkelsesværdig hårpragt, og Mark Strudal, der var hjemvendt fra pokaltriumf i Borussia Dortmund og topscorertitel og mesterskab i schweiziske Grasshoppers og nu udlejet fra Vejle Boldklub. 

Strudal sagde pænt farvel, da fremmerne baskede fynske B1913 med 9-1, og lejesvenden stod for fire fuldtræffere. Lige lidt hjalp det. Frem blev kun nr. 3 i forårets Kvalifikationsliga og med nedrykning i sigte gik de konkurs - og så gik Brøndby på rov! 

Som spiller har Dan Eggen nogle pæne milepæle: Hans hovedstød for Brøndby sendte Liverpool ud af UEFA-cuppen på Anfield Road i 1995, for Norge var han med til at slå Brasilien ved VM-slutrunden i 1998, og i Celta de Vigo sendte han både FC Barcelona og Real Madrid hjem med nederlag med 14 dages mellemrum. Udlandseventyret fortsatte i Deportivo Alavés og sluttede i franske Le Mans.


Nordmandens hår afslører det givetvis, men midterforsvareren har altid haft hang til heavy og det, der er værre. Blandt andet har han sammen med en kammerat stiftet et mindre pladeselskab med en håndfuld metalbands i folden - herunder stonerrockbandet El Caco, som fik hovedstødseksperten som manager.

Iklædt fantrøje med det danske slås og bolle-rockband Red Warszawa og påskriften "Norsk black metal" på ryggen var han sågar backstage til en Satyricon-koncert.



I Spanien blev han inviteret på scenen til en Pantera-koncert, hvor mikrofonhåret gav en opvisning i, hvordan en centrifuge fungerer. 



Gad vide, om der blandt nutidens mirakelmagere fra grønsværen findes eksempler på spillere med trang til tråd og samtidig forbilledlig opførsel på og uden for banen.

torsdag den 2. august 2018

Lykkehjulet vender tilbage

Jeg vil gerne købe en bindestreg og en ny styreform!


Endnu en genistreg fra ytournel.

mandag den 9. juli 2018

Sådan var Roskilde Festival 2018

Også denne gang var setuppet for festivaldeltagelse i den aldrende gruppe taget op til revision. Initiativtagerne gennemtrumfede markeringen af grånende skæg og anstrengelseslyde ved enhver bevægelse: Get a tent - endda med placering bag Orange, så nabolejre med pumpende bas og autotune fra gigantiske musikanlæg var skiftet ud med lidt motorvejsstøj.

Roskilde 2018

I stedet var naboerne i dette langt renligere miljø nu et fint sammenrend af journalister, herunder Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, hvis søn ufrivilligt skulle levere årets sommerhit i lejren. Yung Verdi havde - modsat Pattesutters seneste bedrift - trods alt lavet et både morsomt og vanedannende nummer.



Ankomst onsdag for de flestes vedkommende betød også den hidtil korteste festival for undertegnede, men den syttende udgave til samlingen indeholdt heldigvis alt det, der gør det til en mindeværdig tilbagevendende begivenhed.

Quizmasteren havde igen i år klargjort den traditionelle dyst om musik med mere, og vi nåede omkring så forskellige svar som Evanescence, Sonny & Cher og Myanmars flag med mellemspil af Bent fra Thyborøn-boybandet Tørfisk, der leverede farjokes - dog kun på anlægget. Konkurrencen kulminerede i en hæsblæsende finale om Michael Jacksons opsamlingsplade HIStory.

Denne optakt var eminent til dagens musikalske udbud, der løbende blev anmeldt med omhu. Skalaen plejede at gå fra de sjældne 6 stjerner ned til en enkelt, men sidste år sprang Emil Stabil og Pattesutter skalaen i en sådan grad, at en verdenskrig vil få større opbakning end en gentagelse.

Væskebalancen vedligeholdes

Vores færd begyndte på Avalon, hvor Clutch var en for pøllet omgang rock, der dog sendte hilsner til byture i Nordens Paris for et dusin år siden med "Electric Worry" i slutningen af sættet (2,5). Mens andre gik til St. Vincent, forsynede vi os med det allermest nødvendige til svælget og hørte Dark Tranquillity - først udefra, hvor det lød rodet, men under teltdugen viste de sig at være ganske solide, mens de præsenterede materiale fra de seneste 20 år (3,5).

Et af årets store trækplastre var uden tvivl Eminem. Første koncert i kongeriget nogensinde havde fået en frygtelig masse mennesker til at se giraffen. Har der mon før været så mange mennesker til en koncert på Orange? Selv med mange års kløgtig formåen til at undgå den værste trængsel blev det umuligt at komme igennem menneskehorderne. Lyden var lav som en vis Jørgensens selvtillid for de rød-hvide, men den blev heldigvis bedre. Leveringen var dygtig og professionel, men uskikken med at afbryde numre efter kort tid gjaldt desværre også her. Enten er sangene gode nok, eller også må de udelades (4).

Arena blev indviet med Nine Inch Nails, der imponerede efter midnat med fremragende dynamik og et lydbillede, der gik klarere igennem end en motorsav i smeltet smør. Hovedvægten af sættet var fra "The Downward Spiral" samt de to seneste udgivelser, og de faldt fint ind blandt halvfemsermaterialet (5).

Familietræf, når Eminem er i Danmark

Torsdag blev jeg lokket til Black Star - tilsyneladende et scoop - på Arena. Da koncerten skulle til at begynde, blev det annonceret, at den lige krævede noget opvarmning i form af et dj-sæt. Ellers tak. Da Mos Def (nu med et andet navn) og Talib Kweli omsider entrerede, kedede jeg mig bravt (2,5) og søgte trøst i Beer Barn.

De svenske søstre i First Aid Kit kunne sagtens fylde eftermiddagens baggrundstæppe på Orange, og når de holdt nallerne fra country, var det slet ikke uinteressant - heller ikke da de gav deres udgave af Kate Bush-hittet "Running Up That Hill" (4).

På Pavilion spillede et af mine personlige hovednavne i år: Chelsea Wolfe. Den dystre blanding, der ofte er blevet kaldt folk doom, er ganske enkelt noget af det mest spændende og fremadskuende, jeg har lagt øre til i årevis. Sommerstemningen var ikke optimal for netop dette univers, men sangene fra  primært Hiss Spun og Abyss, de to seneste fuldlænger, blev modtaget med begejstring (4,5).

Note to self:
Når hårgrænsen viger, mængden af corpsepaint stiger

Hvis man skal tale om et band, der ikke fungerer, når solen steger, kan Interpol ikke forbigås. Det mindede desværre mest om revisorrock i byfestens fadølstelt (3), så vi forsøgte os i stedet med et modigt projekt i Gloria. Her spillede Paal Nilssen-Love's Brazil Funk Impro, og bandnavnet holdt faktisk, hvad det lovede, men den eneste blandt publikum, der vel egentligt nød det, blev abrupt hevet ud af sin trance og ud fra indendørsscenen af sine kumpaner. De havde hørt nok (2,5).

Da Stone Sour debuterede i min gymnasietid, kom jeg aldrig med på vognen, og det blev heller ikke aftenens Arena-koncert, der gjorde mig til discipel (3,5). Promilletanken blev fyldt yderligere, og dagens sidste visit foregik på Avalon til et japansk og temmelig uforudsigeligt psykedelisk støjinferno i samarbejdet mellem Boris & Merzbow (4), og herefter var der ikke mere at komme efter, så My Bloody Valentine blev forrådt denne gang.

Det stak vist af om fredagen

Nogen kom noget i min drink, og så var en lystig fredag ellers i gang.

Indledningsvis præsenterede amerikanske Skeletonwitch en blanding af thrash og melodisk dødsmetal, men særlig vedkommende blev det aldrig (3).

Helt draget blev jeg heller ikke af Mike Patton og Dave Lombardos projekt Dead Cross, men frontmanden rører sjældent ved noget, der ikke emmer bare en smule af vanvid. Indsatsen var selvfølgelig hamrende dygtig og tilsat velvalgte covers af The Stooges og Bauhaus, mens de rundede af med et medley af Slayers "Raining Blood", Faith No Mores "Epic" samt Dead Kennedys' "Nazi Punks Fuck Off", så de fremmødte fik lidt at synge med på (4).

Under den bagende sol bidrog den 70-årige reggaelegende Pablo Moses til vuggende kroppe ud over pladsen og afsluttede med "Ready, Aim, Fire", som publikum efterhånden fik lært (4).

Pablo Moses

Herefter var der længe til must-sees, så vinbeholderen blev genopfyldt, og ølkortet blev afprøvet med en blid begyndelse med en chocolate stout på 10%. Fra baren kunne vi konstatere, at Fleet Foxes var ligegyldige inde i Arena-teltet (2,5), så vi fortsatte opvarmningen til aftenens store navne.

Fra en god position nær scenen var vi klar til Nick Cave & the Bad Seeds, og selv om pitten denne aften åbenbart skiftede position, hver gang jeg forlod den, var vi vidne til en intens og vital præstation, hvor der blev fokuseret mindre på den dystre og afdæmpede Skeleton Tree, end da de optrådte i Royal Arena i oktober (5).

Nogen i selskabet traf herefter den glimrende beslutning, at vi skulle huske David Byrne, på trods af at det krævede en gåtur til den anden ende. Hans solomateriale kender jeg kun overfladisk, og det er jeg næppe alene om. I hvert fald havde Byrne selv indset, at sættet overvejende måtte bestå af Talking Heads-numre, og stikket blev solidt hevet hjem (4).

Skønt heftige anstrengelser for at bibeholde væskebalancen intakt, var jeg stadig oprejst herefter, og til Massive Attack på Orange imponerede denne anmelders klarsyn, og der var intet at sige til, at det måtte afføde en velfortjent applaus (4,5).

Selv en udmattet anmelder er aldrig for fin til
at afgive sin umiddelbare dom

Lørdag var der på vores del af campen ikke helt den søndagsstemning, som stadig er gældende blandt de ølbowlende: Mange har fået nok og pakker sammen før tid.

Vores opvågnen blev til Operap, der var et sympatisk forsøg på at udbrede opera ved at blande det med rap. En stor strygersektion og forskellige vokalister inden for begge genrer var på scenen, hvor Per Vers var velkendt veloplagt, mens operasangerne nok er vant til et noget ældre og anderledes publikum. Om ikke andet blev det pænt modtaget, og som engangsforestilling var eksperimentet godkendt (3,5).

Der var mere dansk på programmet, da C.V. Jørgensen med en imponerende stærk vokal og uden egentlig leflen for publikum blev hyldet som nationalskjald, så han blev overvældende rørt. Jeg selv fik gåsehud selv på skinnebenene, mens en fyr i teltkanten dånede to gange i træk - måske havde heden også noget at sige (4,5).

C.V. Jørgensen fik en salut i EM-triumf-størrelsen

På Orange kunne jeg konstatere, at Peter Sommers udseende mindede mig om Pilou Asbæk. Musikken påvirkede dog kun sporadisk pulsmåleren trods velmente hensigter og en tilegnelse til hans syge mor, og bedst var det såmænd, da Søren Huus på trompet gav noget fylde (3).

Et smut i lejren for at presse druer i flasken betød, at Veto ikke kunne nås, men på vejen kunne vi iagttage Dua Lipa, der havde pæne besøgstal på Orange, men som også lød totalt som en kopi af noget, der vel kun kan være Rihanna, så relevansen var til at overse (2,5).

Skotske Mogwai har leveret store oplevelser på dansk jord, men det måtte være en velbevaret hemmelighed ud fra det sparsomme fremmøde at dømme. Heldigvis var der en forsinkelse i forbindelse med Veto-koncerten, så mængden nåede at blive tilforladelig, inden "Mogwai Fear Satan" tæskede af sted. Lyden fra allernærmeste hold var sublim, og de fåmælte Glasgow-gutter gav al den gas, som pedalerne kunne trække (5).

Mogwai for de indviede

Koncertslutningen passede med, at vi kunne streame  straffesparkskonkurrencen mellem Rusland  og  Kroatien, hvilket betød exit for værtsnationen.

Årets sidste koncert blev noget af en ørkenvandring med Gorillaz, hvor Damon Albarn var tilbage med scenen fyldt med folk. I 2015 blev han slæbt af scenen efter 5 timer med Africa Express, og året efter var han alligevel tilbage - denne gang med The Orchestra of Syrian Musicians. Passionen for den såkaldte verdensmusik er tiltalende, men materialet stikker i alt for mange retninger. Dette var også tilfældet til lukningen af Orange, hvor Gorillaz' hit "Clint Eastwood" blev leveret i en udgave, de formodentlig ikke kommer til at gentage foreløbigt.


Selskabet var på ny forrygende, og så længe der stadig er mulighed for en dag at ende i Caravan-området, er der grundlag for, at flokken fortsat kan samles til quiz, koncerter og et krus godt øl.

fredag den 1. juni 2018

Ikke en anmeldelse

Forandringsfjendske Svend Brinkmann har lært mig i alt fald én ting med denne bog: at gå glip. Jeg gik i hvert fald glip af at læse bogen inden afleveringsfristen.





tirsdag den 22. maj 2018

Sommerjob til Bent i eksamensperioden

For et års tid siden blev fixminopgave.dk lanceret. Siden tilbyder at lave forskellige typer opgaver primært for gymnasieelever, og du betaler for den karakter, du ønsker for din opgave - såre simpelt. 

Man må formode, at trafikken er rødglødende i eksamensperioden og under gymnasiernes srp-skrivning, når elever rundt omkring i kongeriget sander, at de har sovet i den berømte time, der nok har varet et års tid eller flere.

Dengang beviste tjenesten, at hvis du er tosset med at lave fejl, som folkeskoleelever burde skamme sig over, så er de de helt rette til at skrive dine opgaver. 

Hvordan ser det så ud efter et år? Er børnesygdomme i pandemistørrelsen kureret, så det trods alt ser ud, som om det produkt, de sælger i dyre domme, også tilnærmelsesvis har nogen form for værdi?


Efter alt at dømme består staben, der ved siden af førnævnte tjenester udøver hjælp til "universitets afleveringer", "bachelor opgaver" og paradoksalt nok også korrekturlæsning af de mest kompetente "studernede". 

Hvis Bent vil avancere til "Skirbent", kan han bare give besked, og snart er han en del af det hold, der sørger for, at du som køber opnår "din ønskede reslutat".

Hvis du absolut vil snydes, kan du lige så godt smide pengene efter Nigeria-mails, hvis de stadig er i omløb. Der er chancerne for et rimeligt afkast trods alt større.  

tirsdag den 17. april 2018

Røvgodt sommerhit

Bedst som man troede, at Numse-Rasmus var havnet i glemslens mørke, dukker forårssolen op med et soleklart sommerhit fra eventmagerens lidt for kreative værksted.


Singlen hedder "Who's Your Daddy" og indeholder lyriske guldkorn i hobetal. Gennem 3 minutter og 20 sekunders lydspor til en limbofest i Gaden, hvor iq'en skraber bunden under kosteskaftet, byder det poetiske snedkeri blandt andet på følgende linjer:

Er I klar derude, Danmark?
Har du en stor røv?
Jeg vil ha' en megafed stor røv.
Jeg smører din røv ind i olie.
Kom hjem til Numse-Rasmus. Du får den største oplevelse.
Din røv den twerker 24-7.
... and suck that fucking cock.

Tiden må vise, om Singleliv-legendens pauvre opkog i kendisgryden får twerkværket i sving, eller om det bliver den visse død fra realityperiferien.



fredag den 16. marts 2018

Endelig er den autentiske rejseoplevelse her

Nå, men er der slet ingen, der har tænkt over, at rejselystne hellere vil indkvarteres privat end at bo på identitetsløse hoteller? Autenticitet slår da de forcerede servicesmil.

Det har Aalborgvirksomheden Sharebnb, der blev grundlagt i januar i år, snedigt  regnet ud.


Men er den ide ikke set før?


Overnatningernes Uber, Airbnb, udbyder efterhånden kun hoteldrift uden hotelbranchens øvrige regler, men man kan da få en overnatning i Nordens Paris hos Soeren for 302 kroner - men han bor der næppe selv.


Er du i stedet ude efter den ægte aalborgensiske oplevelse, der emmer af Aalborg Portland, Spritfabrikkerne og en halvfesen kamp på stadion efterfulgt af håndmadder af en dørmand i Gaden, bør du vende blikket i retning af Sharebnb. 

Her tilbyder Søren for 313 kroner uforglemmelige eventyr i hjertet af Aalborg. På Sharebnb rykker man en balle, så der er plads til alle, og selv om du har hele lejligheden for dig selv, er det næsten som at ligge i ske med en indfødt aalborgenser. 

Flere beviser behøver du vist ikke. Tryk på "Anmodning til bog" - og du er selv en del af næste spændende  kapitel.  




onsdag den 7. marts 2018

Lastbil i overhalingsbanen

At sidde tretten til bords skal man helst undgå, men det er det helt rette antal at invitere ind i den überpimpede Navistars førerhus.

Meget tæt på klokken 21 stod Fu Manchu allerede klar til svedigt selskab med et ualmindeligt tirsdagstændt publikum. Langhåret guitarfræs var øjensynligt passende lokkemad for svenskere, og der blev både røget fede og - omend forsøget var noget blodfattigt - stagedivet i den gyngende sal.


Lir og tråd med venstre arm ude af vinduet var formlen, mens vi blev præsenteret for kendinge som "Weird Beard", "Evil Eye", "King of the Road" og "Hell on Wheels" ivrigt krydret med numre fra "Clone of the Universe", californiernes seneste udspil. 

Med en placering lige ved lydmanden var det uundgåeligt at se sætlisten. Vi var tolv sange inde i sættet, og det var sandt, da aftenens sidste nummer nu blev annonceret efter blot 55 minutter. Heldigvis ventede det 18 minutter lange afslutningsnummer "Il Mostro Atomico", der også jammer den nye skive ud. 

Der var dermed ikke lagt op til mere, men dét krævede publikum. Mange var så småt begyndt at trisse mod udgangen, men da bandet mod forventning vendte tilbage, kunne folk i stedet tage endnu en øl med fra baren og rocke i takt med de andre.

Umiddelbart uforberedt blev der fra scenen spurgt, hvad de skulle spille, og svaret lød på usynkroniseret fuldemandssvensk. Resultatet blev med to ekstranumre derefter: en sidste lektion i tilbagelænet og stenet guitarrock.

"King of the Road" må uden tvivl også være soundtracket for René Thrane fra dokumentaren "Trucker søger mage". Det står i alt fald skrevet ved Scania-logoet blandt plakater af nøgne damer og flag med lastbiler på væggene i soveværelset.







fredag den 2. marts 2018

Lønfest

Er det fredag? Ja, i allerhøjeste grad. Men det er såmænd lige meget, for hver dag er en fest - især i det offentlige. Velkommen til lønfest i det almene boligbyggeri. 


fredag den 2. februar 2018

Koreansk bollevise

Nordmændene har det pænt vildt over det sydkoreanske indieband 무키무키만만수 (Mukimukimanmansu) og sangen "Andromeda".