onsdag den 30. juli 2014

Celebration


Klinsi fylder 50 i dag!

Jürgen Klinsmann blev i VM-finalen 1990 mod Argentina klandret for at dive, da han blev tacklet af indskifteren Pedro Monzón, som prompte blev præsenteret for kortet i baglommen på dommer Codesal.



Da Klinsmann i 1994 blev købt til Tottenham fra AS Monaco - sammen med blandt andre de rumænske profiler Ilie Dumitrescu fra Steaua og senere Gheorghe Popescu fra PSV - af den i øvrigt argentinske træner Osvaldo Ardiles, svarede tyskeren igen med en fejring, der var en henvisning til episoden fra VM-finalen.

Siden åbningskampen af Premier League-sæsonen 1994/95 på Hillsborough, hvor Spurs besejrede Sheffield Wednesday 4-3, er denne fejring blevet kendt som en Klinsmann.


tirsdag den 29. juli 2014

Blondiner, var det noget med en bad boy?

Og han er ikke engang rigtigt kriminel, men hvad gør det, når scooteren har meget tun?


onsdag den 16. juli 2014

Hvad gør man, når den dygtige kollega er på ferie?

Så skriver man en artikel om at bevare gejsten på en ferieramt arbejdsplads. Det er der nødvendigvis ikke noget i vejen med, for den tilbagevendende agurketid er trods alt over os, og konfliktopdateringer kan ikke fylde hele nyhedsdækningen. Der må også noget mere letbenet til.

Men det er vanvittigt vanærende, at en vanartet skribent ikke vil fokusere bare en smule på det vigtige: at formidle. Korrekturopgaven blev i alt fald sløjfet denne gang.

Kom snart tilbage fra ferie, kære kollega!

tirsdag den 15. juli 2014

Weltmeister!

Tyskerne er hjemvendt til Berlin til fortjent fejring. Om nogen fik Bastian Schweinsteiger lov at kæmpe til sidste blodsdråbe.


Schweini er efter endt kamp som regel et antisvin og viser ofte overskud til at trøste de skuffede modstandere. Lionel Messi blev efter finalen på Maracanã mødt med et medfølende klap fra kæmperen fra Bayern.


Radikales kommunikationsansvarlige?

I disse fodboldtider ...


søndag den 13. juli 2014

Opbakning til tyskerne fra pornobranchen

Tyskland er kendt for Ritter Sport, store biler og hudfilm i lange baner.

Derfor kommer det næppe som den store overraskelse, at den tidligere pornoskuespiller Melanie Müller, bedre kendt under navnet Scarlet Young, har lavet en (ganske forfærdelig) VM-sang for at støtte fodboldheltene.

Jetzt geht's los!

Tyskland i ny, forbedret udgave

Under VM-slutrunden i Frankring i 1938 så tyskernes mandskab således ud:


De var ikke ene om at give denne salut. Blandt andet også Italien, turneringens vinder, indledte kampene således, og selv englænderne havde tidligere på året krampe i armen, da de spillede i Berlin. Gestussen blev givetvis givet under tvang.

Tyskerne har siden VM på hjemmebane i 2006 stolte vajet med Schwarz-Rot-Gold uden at forbinde national hyldest med den brogede fortid. Endelig - fristes man til at sige.

De har været lige ved og næsten nogle gange, og i aften er det atter alvor, hvor vor nabo mod syd er favoritter mod Argentina. I 1938 røg Tyskland ud til Schweiz i første runde, en knald eller fald-kamp svarende til ottendedelsfinalerne - nu gælder det guldet.

Til den afgørende peptalk har de Joachim Löw og på modstanderbænken sidder Alejandro Sabella klar. Begge har været aktive fra 1970'erne.


Jogis tropper får næppe så lidt modstand som mod Brasilien, men hvis Klose & co. igen er flyvende, har de fortjent at tage trofæet med hjem.  

  

lørdag den 12. juli 2014

Forfremmet til bænken

I aftenens VM-kamp om bronzemedaljerne skal værtsnationen redde æren efter sammenbruddet mod tyskerne.

Hollænderne får en sidste chance for at bevise, at de kan andet end at spille kalkuleret afventende, som de beviste, at de også formår, i den resultatmæssige ydmygelse af Spanien tidligt i turneringen.

I sommeren 1995 sad træner Louis van Gaal på Ajax' bænk, da de i Champions League-finalen besejrede AC Milan, hvilket var tredje gang i turneringen.

Begge hold stillede op med blot to udlændinge fra start: AC Milan med Marcel Desailly og Zvonimir Boban - Ajax med Finidi George og Jari Litmanen. Sidstnævnte blev udskiftet efter 70 minutter, og ind kom talentet Patrick Kluivert, der blot behøvede et kvarter, før han afgjorde kampen til hollændernes fordel.




Da drømmene om at løfte den store pokal endnu var langt ude i fremtiden, var der store øjeblikke i mødet med helte som Frank Rijkaard og Marco van Basten.


Siden hin juniaften i 1995, da Louis van Gaal viste stortalentet Kluivert tillid, er tiltroen til hans evner ikke forduftet. Indtil den nutidige cheftræner tager over i Manchester United efter aftenens opgør, sidder Kluivert i lære hos og i samme påklædning som ham med hovedansvaret - ganske som midt i halvfemserne. 

Om trænerteamet er i stand til at bringe en medalje med til lavlandene, vil tiden vise sig. Og måske får Kluivert lov at stå i spidsen næste gang - gerne med mere udfordrende og mindre beregnende spil end det, vi så mod Argentina i semifinalen.


torsdag den 10. juli 2014

Roskilde Festival 2014 i tilbageblik

Vanen tro har jeg på årets udgave af Roskilde Festival vurderet de koncerter, jeg har fået glimt eller mere af. Skalaen går fra 1-6.

I opvarmningsdagene foregik musikken på den nye scene Rising, der er en åben scene beliggende på campingområdets østside. Den fungerede ikke nær så godt som Pavilon Junior-teltet, og Apollo Countdown, hvor der primært var elektronisk musik - det blev til flere passager forbi denne scene i ugens løb, men intet her virkede dragende. Der er dog noget særligt ved at have adskilt campingområdet fra festivalpladsen, og man ser frem til at betræde de - sammenlignet med en hærget teltplads - jomfruelige territorier og nye madboder.


Mandag blev der mulighed for at stifte bekendtskab med Get Your Gun, som jeg gik glip af for nylig som opvarmning for Sivert Høyem på Lille Vega. Trods lydproblemer i begyndelsen fik de givet et godt indtryk, og de skal bestemt tjekkes ud ved senere lejlighed (4,5). Vi blev hængende i bodega-lastvognen nær scenen, hvorfra vi kunne høre falsetpoprock med Blaue Blume, og da bodegaen trillede videre, gjorde vi det samme (2). Da The Minds of 99 spillede, var vi blevet skræmt tilbage i druksølet i vores camp.

Ra var de første, jeg fik set tirsdag, og beskrivelsen af psykedelisk garagerock var lokkende, men sammenligningen med The Brian Jonestown Massacre var lige i overkanten (3,5). De næste på scenen var Förtress, og de gjorde ikke tingene svære for sig selv. Det var medrivende pik-rock 'n' roll, men ikke interessant nok til at investere i udgivelser (4).


Onsdag var det blevet tid til Narcosatanicos, som gav lige dele narko og satan, og det hektiske lydbillede fungerede mestendels godt. De bliver spændende at følge (4). Inden Bloody Beach fra Bergen kom på, havde vi forsynet os med våde varer og nåede at få et ikke særlig overbevisende indtryk. Hvor Narcosatanicos forinden havde fordelt sol og vind lige, havde nordmændene mikset for meget trope og for lidt blod i drinken (2,5).


Omsider åbnede pladsen, og torsdag kunne allerede byde på fine festivaloplevelser. I 2011 var slæbende tunge Electric Wizard afløsere for Dååth, men i år var de inviteret til at åbne Arena (bedre kendt som Grøn). Dengang var det udmærket, men fik ikke helt skovlen under mig, og det samme var lidt tilfældet denne torsdag (3,5). På vej videre gik vi forbi Outkast, der helt usædvanligt fik lov at åbne Orange. De har altid irriteret mig grusomt, og det kunne det glimt, vi fik, ikke ændre på (2).

Bombus var næste band på listen, og på plade lyder det helt fornuftigt. Det indtryk var det samme efter deres visit i Pavilion (4). Gennemsnitsalderen på pladsen ved Orange steg betydeligt i tiden inden The Rolling Stones, som jeg var spændt på at høre. Dels på grund af deres betydning, dels fordi man aldrig kan vide, om de endnu leverer varen. Det gør de heldigvis, og selv om Keith Richard på vokal ikke bidrager positivt - den del kan de roligt sløjfe - er helhedsindtrykket af koncerten mere end godkendt, og en sand hitparade lukkede for en fin præstation af de aldrende herrer (5).

Mens månen havde overtaget oppe i det høje, fandt en sand bromance sted i et mindre blackout uden for Pavilion, mens The Master Musicians of Jajouka led by Bachir Attar fra Mali lukkede for første rigtige musikdag (3).

Fredag var der en masse på mit foreløbige program, og morgenkvalmen fik svenske Les Big Byrd lov at fjerne på Avalon med til tider ret spændende psykedelisk rock (4). Dernæst var der sydstatsvrede på Arena med Philip H. Anselmo & The Illegals. Han er en vred mand, der ejer scenen, men hans projekt her er desværre for uinteressant. Dog blev der disket op med nogle ikke oplagte Pantera-sange at supplere med - velvalgt (3,5).


Tilbage på Avalon var nu Les Claypool's Duo De Twang i fuld gang, og selv om flere havde ønsket Primus, var det en passende og publikumvenlig affære (4). Efter at have tanket op med en såkaldt pongvin nåede vi at se en del af Mammar Kassey fra Niger. Vokalen får man let et anspændt forhold til, men der er guf i guitaren og ægte spilleglæde fra orkestret (3,5). 

Deftones har spillet på Orange før, men fremmødet kl. 19.30 var måske en indikator for, at det unge publikum hellere ølbowler end udforsker nye navne. Vi, der kom, fik en fremragende koncert ledt af en svedende Chino Moreno iklædt Beyoncé-t-shirt, og vi fik lækkerier fra karrierens højdepunkter (5). Akkurat efter koncerten for vi hen til Pavilion for at se slutningen af Corrections House, som på Loppen gav en af sidste års bedste oplevelser, og mens der på scenen var hæsblæsende gang i den, sad Phil Anselmo bagved i siden med hovedet begravet i hænderne.


Tyske The Ocean gik på, lidt tid efter Damon Albarn trak kunder til Arena, og de fik med deres spiselige eksperimenterende metal sparket gang i Avalon (4,5). Det blev en mægtig overgang til det, der skulle vise sig at blive årets koncert. Skotske Mogwai gav nemlig en opvisning af dimensioner, og Arenas lyd har næppe været bedre, end da postrocklydbilledet denne aften stod klinisk rent og smukt. Sættet var blændende, og magi opstod (6)!

Da Trentemøller hev folk mod Orange, var vi en flok, der tog til Future Islands. Publikum var mødt talstærkt op og tog godt imod amerikanerne, men materialet var desværre tamt med kun få lyspunkter (3). Klokken 2 fik vi besøgt den lille Gloria-scene, hvor Skammens Vogn ville slutte aftenen af. Musikken var bedre end forventet, men de dansksprogede tekster var enerverende, så man følte sig indlagt til Roben & Knud-rædderligheder (2,5).

Lørdag morgen smagte af gårsdagens udskejelser, så det gik lidt trægt med at komme i gang. Et fornemt 2x20-års-jubilæum blev fejret, og om eftermiddagen var vi omsider klar til et nostalgitrip med Psyched Up Janis, der lagde ud med nogle af de største hits og holdt højt niveau tiden ud. Luftspaden var fundet frem og blev ikke lagt væk, før Shudder tonede ud (5). 

Vi hastede over på Avalon til mashuppet Helhorse vs. The Psyke Project, der - når de fungerede - var rigtig fedt, men til tider blev det også en rodet affære. Dog er det nogle af dansk metals stærkeste kort pt. (4).

Stuttgart-bandet Die Nerven var det næste på programmet, og det lød udmærket uden at sætte varige indtryk. De må få chancen igen ved en senere lejlighed (3,5). Psykedelisk rock bliver næppe større i Danmark end med Spids Nøgenhat, som umuligt kunne leve op til den suveræne natteoptræden i 2011. Mindre kunne gøre det, og med den lækre Kommer Med Fred i bagagen fik vi et syretrip af såvel nyt som gammelt (5). 

Trætheden, eller hvad vi nu kan kalde den, meldte sig, og mens Interpol spillede Arena op, blev det til en tiltrængt lur uden for teltet, så koncerten fik jeg ikke meget ud af. Til gengæld var jeg så parat til de unge briter i Hookworms, som gav en pumpende opvisning i psykedeliske toner (5). Inden natten var omme, blev det tid til Slowdive, som Roskilde hev op af hatten i sidste øjeblik. Selv om det var småt med energien hos undertegnede, var det et lækkert lydbillede, der fik lov at udfolde sig i en skøn forening af støj og melodi, inden solsortefløjtene varslede daggry (5).


De sene lørdagskoncerter og almindeligt søndagssløvsind var vist årsag til, at Skambankt ikke blev besøgt til middag. Derimod fandt den musikalske begyndelse sted i skyggen nær Arena, hvor dødslegenderne Carcass formåede at krydre med underholdende kommentarer mellem numrene på en  for genren lettere usædvanlig måde. Der var smæk for skillingen, selv om det havde klædt arrangørerne at give briterne en mindre scene (4).

På Orange skulle Klumben & Raske Penge, et af Danmarks bedste bud på reggae, sparke festen i gang. Der var en god stemning og søndagsgæsterne virkede meget begejstrede, trods klicheer og lyriske banaliteter i hobetal, så vi daffede mod slutningen tilbage til Arena (2). Her tog vi atter plads i skyggen, mens Deerhunter fra afstand var mere fængende, end at vi traskede mod lejren for at pakke sammen (3). 

Kasabian var næste aktør på den store scene, og de har fået chancer før - såvel på plade som på Roskilde - men udfaldet er det samme: De forbliver ufarlige og pæne, men de har et par velskrevne hits, som bestemt gør det til en udholdelig fadølsfest (3).

Mens Mø var et tilløbsstykke på Arena, fyldtes pladsen foran Orange for at være klar til den ellers oplagte festival-afrunder, Stevie Wonder. Kroppene kom i bevægelse under hele seancen, mens Wonders vidunderlige stemme tryllebandt. Masser af floskler kom i brug for at få publikum med, og de virkede hensigtsmæssigt. I Just Called to Say I Love You blev leveret med så megen calypso, at krabben Sebastian fra Den lille havfrue ikke længere ville synes, at havet er skønt. Det var lige før, at Stevie Wonder kom, så og sejrede - og fællesskabsfølelsen var i højsædet (4,5), alt imens Nails spillede lynhurtig hardcore ovre på Pavilion.   

Efter Drakes aflysning var Jack White hevet ind for at give revanche fra 2012, hvor jeg ikke blev overbevist. Denne søndag var indskifteren i fremragende form, og uagtet mindre udsving på vokalen påviste han, at Roskilde burde have kontaktet ham i første omgang og ikke blot på et afbud. Da Raconteurs-nummeret Steady, As She Goes og fodboldhymnen Seven Nation Army sluttede aftenen (4,5), var det også enden på festivalen for mit vedkommende.

På gensyn næste år - dog ikke til skoene, som klarede seks festivaler plus det løse.