Engang var det ypperligt at kæmpe for sit fædreland. I dag er nationalisme i de flestes øjne ubetinget noget skidt. Jeg selv er borger i en matriarkalsk verden og kæmper for Moder Jord.
I kølvandet på de grusomme terroraktioner i Norge er højreekstremisme og nationalisme blevet synderne hos pøbeldomstolen og de medieliderlige medier - forstået således, at nærmest enhver overskrift om den tragiske begivenhed og baggrunden for hændelsen har skullet være så sensationspræget som muligt.
Som sådan er der ikke noget nyt i det, for det har været tabloidpressens overlevelse i mange år, og nationen! elsker det tilsyneladende.
At gerningsmonstret for en stund var medlem af Fremskrittspartiet, blev naturligvis fremhævet tykt, men at det var i mangel af bedre, og at han meldte sig ud af samme årsag var knap så relevant.
Herhjemme var man derfor ikke lang tid om at spille DF-kortet. "Med hans baggrund kunne det lige så godt ske i Dansk Folkepartis bagland", lød det fra førnævnte medier og borgere. Det kan langt fra afvises. Men måske skal forklaringen findes et andet sted end blot i den politiske korrektheds efterhånden hult klingende navn. For i deres parti sidder der religiøse fanatikere, der hylder den bestialske kristendom, som det fint beskrives i artiklen her.
Breivik hader den moderne kirke og præster i jeans, hvilket ifølge ham selv kan blive dens egen undergang. Han ønsker så konservativ en kristendom som overhovedet tænkeligt - og i den forbindelse er eksempelvis Krarup værd at bringe på banen, som det fremgår af førnævnte artikel.
Men ingen eller i alt fald et ubetydeligt fåtal har nævnt eller antydet Breiviks kristne baggrund som en del af skylden for hans vanvid. Trods alt er hele 80% af den danske befolkning medlem af folkekirken, så det er måske på høje tid at afgøre, hvad vi vil med Gud, konge og fædreland. Er vi en befolkning, der åbenbart uvidende støtter snæversynet og en religion, der i en gal mands hoved ender som frygtelig terrorisme? Måske er det oven i købet ikke engang så slemt at elske et yndigt land.
I USA er de dygtige til begge dele. De kristne tager religionen langt mere seriøs end de fleste danskere, og amerikanerne overhaler vel akkurat kolonihaverne herhjemme i at vaje med flaget. Nu har vi set et væmmeligt eksempel på nationalismens mest ækle ansigt, men dens pæne ansigt skal retmæssigt også vises: