tirsdag den 9. juli 2019

Sådan var Roskilde Festival 2019

Trods en hektisk optakt med en manglende billet til undertegnede lykkedes det også i år for Camp Classic Rock at stille med A-holdet på den niogfyrretyvende udgave af festivalen og den attende af slagsen med min deltagelse.

Blå himmel og matchende shorts.
Tirsdag sidst på eftermiddagen kunne jeg som den anden halvdel af lejren fuldende truppen i Get a tent-området mellem Arena og Vor Frue Hovedgade. Og ja, for læsevenlighedens skyld er "søg og erstat"-funktionen anvendt, så prædikanten mod forandring i nærværende tekst ikke anvender scenenavne, der sidst var officielle i 2002.

I en yderst decimeret lejr var der anledning til forkælelse med god sprut og billig sodes. Den medbragte boomblaster havde ingenlunde kapacitet til at hamle op med teenagernes decibelhelvede, men hos magelighedscampisterne var det ingen sag at få liv i Vanilla Ices ukendte sange samt 3-4 års samlede MGP-albummer. Festivalen var hermed skudt i gang.

Før der kom mug i skoene.
En sen ankomst betød også snarlig musik på de store scener, og onsdag åbnedes Orange med fællessang, som vi ikke var i nærheden af at nå frem til. I stedet havde vi sørget for at være klar til Tears for Fears, der skulle indvie Arena i år. Her var der til gengæld fællessang fra første sekund, idet de gik på scenen til hittet "Everybody Wants to Rule the World". Herefter bar det mest præg af hygge, indtil et cover af Radioheads "Creep" igen fik tungerne lystigt på gled (3,5).

Herefter strøg vi hen for at høre, om norske Ulver kunne lave Ulver-lyde. Vi forventede at møde en masse metaldudes, der var vilde med det black metal, der kom ud af projektet i midthalvfemserne, selv om bagmanden Kristoffer Rygg siden 1998 har eksperimenteret med alt fra ambient og electronica til new wave og synthpop. Faktisk lykkedes det at holde både denimvestene i teltet og et ganske vellykket sæt uden snerten af metal (4). 

Ulver på Pavilion.
Da klokken slog 20 var det på tide at svinge forbi Orange for at blive pint igennem Bob Dylan With His Band. Sådan er det i alt fald gået de foregående tre gange, jeg har set hr. Zimmerman. Denne gang var den mindst ringe og indeholdt flere lyspunkter, selv om han fortsatte sin maltraktering af egen formidabel sangskat (3).

Pianoet agerede rollator det meste af aftenen.

Fra en lokal i Dublin blev en anbefaling sendt via FM-båndet om, at Fontaines D.C. skulle opleves. Forinden havde vi fået has på chilivodkaen, så koncerten indledtes vandret i teltkanten på Pavilion, mens der blev tæsket løs på scenen. Først da jeg velment blev beordret op fra de hujende masser, hældte jeg benzin i min irish coffee og strøg op foran, hvor der ikke skortede på energi (4).

The Dubliners i postpunkvarianten.

Frygt og rygter om endnu en mulig Cardi B-aflysning havde floreret i nogen tid - denne gang grundet komplikationer efter en plastikoperation. Koncerten mindede om et ansigtsløft foretaget af en slagboremaskine, og jammerlighederne sluttede efter godt fyrre minutter (2). 

Derfor fik jeg på den gode side af midnat et tip om, at Christine and the Queens skulle være værd at afslutte aftenen i selskab med. Dette skulle vise sig at blive festivalens helt store positive overraskelse, og selv om materialet undervejs svingede en smule, var den franske sangerindes levering så overbevisende, at det var svært ikke at lade sig imponere (5).

Nogen har ønsket mig hen, hvor peberet gror.
De halvgamle sjatpissere kunne ikke længere sove længe, så koncerter kl. 12 var intet problem. Ganske tilfældigt befandt vi os denne torsdag ved Pavilion, da den italienske troubadour Vinicio Capossela - meget uvant for sydeuropæere - gik i gang et kvarter før annonceret tid. Det viste sig at være en yderst grundig lydprøve. Da showet begyndte, var hovedpersonen iført ulvemaske og fjerdragt, og de morgenfriske kunne tilmed forsyne sig i merchandiseboden (3).


Lejrens på mange måder modsatrettede præferencer i musikkens verden betød også, at vi slæbte hinanden med til flere koncerter, vi normalt ikke selv ville have udpeget i programmet. Således også denne dag, hvor Apollo-scenen - med ny placering, men samme rædderlige musikprofil - skulle besøges. 

Artigeardit lokkede et utal af unge under gennemsnitsalderen til den mærkværdigvis velbesøgte scene, men ungdomsrappen blev med god vilje kun lettere pinagtig, så jeg havde hurtigt hørt rigeligt (2).

Modsætningen fandt vi på Arena, hvor Søren Huss - siden jeg så ham på samme sted med Saybia - tilsyneladende er blevet 100 år ældre. Udseendet passer dog til de sange, der rummer en lidt anden livsvisdom end netop oplevet på Apollo. I glimt var det rigtig godt, men Nik & Jay bidrog ikke med noget (4).

Selv om lejren er lille, er festivalen fyldt med flotte folk, som
først undervejs fortæller, at de selvfølgelig også er her igen.
Henne på Avalon fik jeg årets første flæskestegssandwich hos Meyer, mens Sharon Van Etten spillede under dugen. Man skulle nok have klemt sig ind i nærheden for ikke bare at få behagelig baggrundsmusik, der saltede sværene (3,5).

Amerikanske Testament spillede thrash metal om kap med sig selv, og glæden ved at straffe strengene var både tydelig og troværdig. Det var en usædvanligt udadvendt metalkoncert, der udmærkede sig ved at suge undertegnede ind i circle pitten, indtil åndedrættet kortsluttede. Bandet har mindeværdige riffs på samvittigheden, men det blev showet mere end sangene, der ihukommes efterfølgende (4,5).

Riff-o-rama og rundkredsløb.
Efter energieksplosionen var det nok ikke Julien Baker, der kunne føre festen videre, men den unge amerikaner efterlod et hæderligt indtryk (3,5). I stedet rykkede vi på Gloria, hvor Cult Leader buldrede løs med kompromisløs hardcore. Trods et malplaceret og unødvendigt postrocknummer lød skærebrænderen godt i den lille lade (4).

Fra den gamle garde kunne Roskilde i år også byde på Led Zeppelin-forsangeren Robert Plant. Han var i selskab med bandet The Sensational Space Shifters, og de luftede flere velkendte numre fra forsangerens fortid, der dog blev omarrangeret, så de passede ind i folk-stilen med banjo, mandolin og hele pibetøjet. Stemmen var nøjagtigt, som den skulle være, og teltet gyngede i godt selskab (4). 

Inden for genren er  egentligt et af de navne, jeg har det helt ok med, men denne aften blev det desværre ikke noget match (3). 


Fredag nød vi tidligt en medbragt pongvin (skrævvin / stomiposevin), som fandt vej til musikarealet via indersiden af benklæderne. 

Musikken begyndte med Jada ovre på Avalon, der krængede sin sjæl ud i popnumre, der fik sendt østrogen i vejret på publikum. Stemmen var glimrende, men demonstrationen af selv sammes kraft anedes at være en undskyldning for manglende materiale til at fylde tiden helt ud (3,5).

Selv en gammel rotte kan debutere og prøve nyt, så den nye scene House of Chroma blev indviet. Jeg tog til såkaldt "talk & oplæsning" med Theis Ørntoft, der læste digte op fra samlingen fra 2014 med efterfølgende samtale med en Zetland-journalist samt spørgsmål fra salen. Digteren havde mange væsentlige betragtninger både i digtene og samtalen om især klimaet og naturen, som blev omdrejningspunktet for seancen (4).

House of Chroma er som skabt til circle pit, men den lod vente på sig.
På Arena spillede Jungle i solskinnet, og det passede pøblen perfekt at ryste med til rytmerne, men meget mere var der ikke at komme efter (3,5). 

I stedet skulle jeg forsøge mig med drømmestemning til Spiritualized. I et lækkert lydbillede og med hovedvægt i sættet på den seneste udgivelse gik flere numre rent ind. Gak og løjer skulle man lede længe efter, og de tre kordamers vrikken med hofterne var scenens eneste motion. Men blandingen af shoegaze og drømmepop talte sit eget overbevisende sprog (4,5).  

Pulsen kom ned til Spiritualized.
På Orange kunne vi flygte forbi Vampire Weekend, der lød utiltalende (2,5), så vi søgte et sted at slukke tørsten. 

Det viste sig at være den helt passende opvarmning, inden The Smiths-guitaristen Johnny Marr var klar på Arena. En enkelt tone var nok til at cementere, hvem der havde indtaget scenen: en signaturlyd af de sjældne. Størst jubel og dertilhørende fællesskrål var der under hittene skrevet i samarbejde med Morrissey eller under Depeche Mode-coveret "I Feel You", der var fint eksekveret. Til koncertens sidste sang, "There is a Light That Never Goes Out", fandt en nordisk bromance sted mellem mig og et par finske metalgutter, så vi helt glemte, at Morrissey nok helst skulle have sunget den (4).

How soon is now?
Herefter skulle Wu-Tang Clan som erstatning for Chance the Rapper overtage Orange, men legenderne gav en noget forkølet optræden. Der blev mumlet meget, og det virkede af og til så ukoordineret, at man skulle tro, de først lige var blevet hentet ind, kort før de stod på scenen (2,5). For lang tid omgivet af andres smøgtåger sendte mig herefter beklageligvis tidligt på kollisionskurs mod madrassen.

Jeg var beredt til, hvad end vejrguderne bød på.
Lørdag plaskede det på teltdugen, der selvsikkert afviste dråberne, som var de Numse-Rasmus på date. Selv regntøjet var uimponeret over, at det var, hvad smatten havde at tilbyde. Derfor var det en glimrende disposition at lade røjserne springe festivalen over i år. 

Alligevel overværede vi horder af kids, der ligesom de mange foregående år overgav sig tidligt og slæbte stakkevis af øl med sig hjem, som de ikke fik hældt i ølbongen i ugens løb. Vi andre havde en forrygende festivaldag mere i vente.

En tørstig tukan udgjorde bagtæppet til Catfish and the Bottlemen.
Dagen begyndte med fællessang på Gloria, hvor et lille orkester spillede hits med blandt andre Gasolin, 4 Non Blondes, Queen og Madonna, mens folkemængden sang med.  

Efter at have givet livstegn til familien ventede et besøg til Apollo, hvor den unge reggaespire Koffee and the Raggamuffins Band gav en solid optræden - vistnok det bedste, jeg endnu har oplevet på den scene (3,5).

For lige at se giraffen tog vi herefter forbi Gloria, hvor den friblødende maratonløber Madame Gandhi spillede. Under et nummer læste hun desuden op fra sit feministiske manifest. Det var trods alt bedre end ventet (3).

Dagen var kun netop begyndt, men på Avalon var Khruangbin i færd med at sende solbeskinnede soundtracktoner i lettere funky lydbilleder ud i det regnvejr, de mærkværdigvis hyldede (4).

Første indslag på Arena i dag var Catfish and the Bottlemen, som jeg først var blevet præsenteret for i en lejrstund, hvor D-batterierne viste deres værd. Umiddelbart var begejstringen her temmelig begrænset, men live: Tak skæbne for en energiudladning med alle tænkelige rockklicheer, som frontmanden præsterede - og de virkede. Strengene blev flænset med tænderne, mikrofonstativet var svimmelt inden første nummer var omme, og hverken Mick Jagger eller The Who har været forgæves (4,5).

100% af årets Camp Classic Rock-deltagere foran naboerne,
der promoverede et kaos, som havde grusomt lange udsigter.
Jeg hastede forbi Scarlet Pleasures ligegyldigheder på Arena, idet berlinske Zeitkratzer fristede med klassisk musik og avantgarde noise. Orkestret er kendt for at lave udgaver af Kraftwerks to første albummer og af Lou Reeds Metal Machine Music. Her er vi absolut ude i afkrogene for kendere. Teltet var tomt som aldrig før, men de, der kom og bevarede tålmodigheden, fik en helt fin oplevelse - især anmelderen fra Undertoner, hvis hverv var let at lure blandt de andre få lyttere (3). 

Bashelvedet fra Bikstok på Orange ødelagde dog nogle nuancer, så jeg daffede over for at mødes med de andre. Her var festen stor - især blandt endagsarmbåndsklientellet med fandens store rygsække og medbragte campingstole - men jøsses, hvor var det alligevel under lavmålet. Særligt da de skreg "sving med patterne". Ja, du læste rigtigt (2,5)!

Når Kraftwerk ikke spiller "Kling Klang", så gør Zeitkratzer det da bare!
Efter at have udnyttet den sidste levetid i boomblasterbatterierne og drukket de sidste sprutslatter blev det tid til Philip H. Anselmo & the Illegals. I 2014 var Pantera-forsangeren på Roskilde med sit intetsigende sludge/dødsmetalprojekt, og siden har han indset, at der er mere fidus i at spille Pantera-klassikere - så det var agendaen. 

Vi fik en helvedes masse hits med en frontfigur, der kendte sit værd og skiftevis hyldede sig selv og sine fans, som han konstant tækkede. Der var nonstop circle pit, fødselsdagssang til en fyr i mængden samt respekt til en ung knægt på skuldrene af faderen, men som fik at vide, at han skulle spørge om lov, før han sang med på "Yesterday Don't Mean Shit". 

Anselmo hamrede mikrofonen mod brystet og proklamerede i øvrigt, at de tekster, han skrev i starten af sine tyvere, stod han stadig ved. Og så taler vi ikke om episoden, hvor han heilede i 2016, og at han derfor var en problematisk tilføjelse til programmet. Koncerten holdt, hvad den lovede (4,5). 

Phil Anselmo og de illegale lejesvende underholdt i en times tid.
Selv om Meyers serverede flæskestegssandwich lige udenfor
(jeg nåede en under "Mouth for War") hungrede publikum!
Vejret skiftede, som Luca Toni har skiftet klub i karrieren, og pausen blev brugt på proviant, varmt tøj og gensyn med gode venner. Et slattent pizzastykke og en halvlunken dåsebajer senere mente jeg, at jeg kunne holde til en uendelig gang mørkerock på Orange og forhåbentligt også bonghovederne fra Cypress Hill.

Orange før The Cure. 
Årets sidste hovednavn på den store scene var britiske The Cure. Med 30-års-jubilæet for Disintegration, kunne man formode en overvægt i sættet fra mesterværket. I 2012 spillede de i 3 timer på samme scene, men helt så meget fik vi ikke i aften. 

De spillede nemlig "kun" 27 numre, hvoraf en håndfuld var fra førnævnte album. Til gengæld var spilleglæden uovertruffen og tydelig at se på scenen. Lyden skulle under aftenens første nummer, "Shake Dog Shake", lige reguleres i vinden, men herefter sad den nærmest lige i skabet. Kun under "Fascination Street" og aftenens eneste Bloodflowers-skæring "39", blev lydbilledet en kende mudret.

Heldigvis var der glimrende tilbageblik til de kulsorte plader i karrierens begyndelse, hvoraf "A Forest" var perfekt leveret, mens "One Hundred Years" var ønsket, men leveret med skønhedsfejl, som Robert Smith sympatisk undskyldte. Til gengæld nød han at spille den mere end nogensinde, tilføjede han. 

Herefter forlod bandet scenen, en ny sætliste blev sat på scenen, og ekstranumrene var en demonstration udi varierende popgenialiteter afsluttende med "Boys Don't Cry". 

Hvornår mon festivalen for øvrigt hyrer en rapper (Eminem undtaget), der kan udfylde flere timer på den ikoniske Canopy-scene, uden at det bliver - ja, fyld? 

For trods den korte spilletid på 2 timer og 15 minutter (!), og selv om man som individ altid kan finde numre, man hellere havde set indlemmet i sættet, så var det for længst gået op i en højere enhed, da storsmilende Smith og kompagni lidt i halv to om natten forlod og lukkede Orange ned i den mørke nat (6).

The Cure kurerede eventuelle skeptikere. Det var magnifikt!
Egentligt burde man nok have sluttet årets festival oven på disse indtryk, men når to gange gammelfar stadig var vågne, måtte vi en tur i Beer Barn for at hente aftenens sidste krus øl og så opleve Cypress Hill. Det var heldigvis helt godkendt, og de leverede en skudsalve af gamle venner som "When the Shit Goes Down", "Hits From the Bong", "How I Could Just Kill a Man", "I Ain't Goin' Out Like That" og selvfølgelig "Insane in the Brain".

Og så var der udsolgt!

Inden "I Wanna Get High" blev der passende nok tændt op for en joint
på størrelse med en julemedister. 
Engang blev telte, madrasser, madrester med videre smidt på bålet til såkaldte containerfester på campingarealet efter sidste koncert, mens pavillonstænger og andet brugbart anvendtes som rytmeinstrumenter den ganske nat. Her tilbragte vi mange mindeværdige nætter med sod i svælget som følge heraf. 

Det bål mindede i grunden om småt brændbart-containeren fra "genbrugs"pladsen i min barndom, og nu da man gudskelov har nedlagt lige nøjagtigt den del, er traditionen med rytmerne nu rykket til Arena efter sidste koncert.

Fra vores orange tomandstelte ledsagede lydene fra Arena vores ringe forsøg på søvn, så efter blot få timer på luftmadrassen, der for femte nat holdt mig over jordskorpen, var det på tide at pakke sammen og få det til at se ud, som om ingen havde været der.

Tak til Camp Classic Rock for ubeskriveligt godt selskab. Vi ses sgu til festivalens jubilæum næste år!   

Bad? Det er titlen på et Michael Jackson-album fra 1987.