torsdag den 22. december 2011

Julegaven til familiens pædoleif

De fleste har et småskummelt familiemedlem, det er umuligt at finde en passende gave til. Hjælpen er på vej:


tirsdag den 20. december 2011

fredag den 16. december 2011

Når jul med svigermekanikken bliver for meget



Hvis det er sådan, en jul i familiens skød skal forstås, så nej tak. Ikke på vilkår! 

onsdag den 14. december 2011

Så meget for at være anonym

Og her gik jeg og troede, at billetmærket i kontaktannoncer var til for anonymitetens skyld. Så hjælper det ikke det store at vedlægge et telefonnummer, man kan slå op på De Gule Sider.


tirsdag den 13. december 2011

Åh, den kærlighed (anno 1994)


I det hedengangne MIX-blad var Lovesexy, den strålende brevkasse om den svære kærlighed, et fast indslag. 

Ofte kritiserer de tidligere generationer 'ungdommen nu til dags', men midthalvfemsernes unge kan godt klappe kaje. Det med kærester og veninder, og hvad har vi, har til alle tider været noget besværligt noget.


'Den uvidende' er ikke alene om et kompliceret følelsesliv. Man forstår, at 'Den fortvivlede' også har sit at rode med. Og på falderebet tilføjes et P.P.S., der ikke just gør episoden mindre indviklet.

   

What to do?

mandag den 12. december 2011

Røvsygt sprog truet

I en verden, hvor de fleste mestrer et nogenlunde campingengelsk, har mange af de mindre sprog svære kår. Selv om det er belejligt at kunne kommunikere på et fællessprog, de færreste dog kan udtrykke sig helt nøjagtigt på, er der megen kultur gemt i de oprindelige sprog.

Derfor findes der i alle sprog udtryk, som er vanskelige eller umulige at oversætte, netop fordi de betegner noget, der er særegent for denne kultur. Et klassisk eksempel fra dansk er 'sangskjuler'. Fordi man ude i den vide verden ikke har tradition for at skrive lejlighedssange på I en kælder sort som kul og Jeg en gård mig bygge vil om festens midtpunkt, er sådan et ord kulturelt funderet og dermed vanskeligt at oversætte.

Når sprog uddør, går der som følge heraf et stykke kultur og historie tabt.

Unescos hjemmeside er de truede sprog kortlagt, og ud af de knap 2500 sprog tales hele 255 af 0-1 person i dag.

Andre sprog betegnes som vulnerable, heriblandt anal, der endnu tales af 23000:


Et opslag på wikipedia beretter om 22 typiske ord i anal, som blandt andet indbefatter disse:

  • Zupar med betydningen 'rice beer'
  • Min med betydningen 'bride price'
  • Ithin med betydningen 'divorce'
  • Sanamba med betydningen 'kind of fiddle'
  • Ahno med betydningen 'kind of short skirt'

Og et sprog kaldet anal byder selvfølgelig også på denne:

  • Khol med betydningen 'deep hole'

Det er da en kultur, der er værd at bevare.

søndag den 11. december 2011

Derfor elsker jeg Amager #6

  • Fordi et los i løgene også er en slags rejsehjemmel. I hvert fald til kachotten.

fredag den 9. december 2011

Skal man vente på 5'eren af den der iPhone?

Jeg har ledt efter ny mobil, og som alt andet, man bruger, har og ifører sig, er det vigtigt, at den afspejler ens personlighed. Man udsender jo signaler til omverdenen om, hvem man i grunden er.

Sluttelig tror jeg, valget står mellem disse:


Maxon-modellen falder ikke uden videre ud af selv posede buksers lommer, og ledningen til opladeren er smart snoet, så den matcher spiralsnørebåndene. 


Ericsson GH198 er også en telefon af format. Antennen er lige så lang som selve telefonen, men på kløgtig vis kan den som en robotarm føres ned langs siden. Den lader op i en smart dockingstation med mulighed for enten at sætte hele mobilen i eller blot batteriet. Hvad man så vil med telefonen uden batteri, har jeg ikke helt grejet endnu.

onsdag den 7. december 2011

Derfor elsker jeg Amager #5

  • Fordi æbleskiver/blodpenge/irgendwas kan løse de fleste konflikter

Børn er dumme og grimme

BT bragte i forgårs en artikel om en Facebookside, hvor gymnasielærere deler ud af deres oplevelser med elever, der siger noget ufrivilligt morsomt - til tider endog uintelligent. Lidt ligesom den spalte i Søndagsavisen, hvor de samme forældre uge efter uge bidrager med deres respektive øjestens åh så uimodståelige guldkorn.

Artiklens bagmand opfordrer til at diskutere, hvor vidt det er i orden at hænge elever ud - ingen dog med navn - på siden, og debatten går livligt for sig. 

"poul erik" (for hvem versaler ikke eksisterer) mener, at 'lærerne skal undervise og ikke lalle rundt på facebook', for indlæggene føjes naturligvis til siden midt i undervisningen, hvilket resulterer i, at 'det udbytte vi får af de mange lærere er blandt den dårligste undervisning i europa. har de overhovedet respekt for det arbejde de bliver betalt for,de må have en meget lav moral,' 

"poul erik"s lærer har i alt fald ikke formået at lære meget fra sig til hovedpersonen selv. Heller ikke at afslutte med punktum. Men kommaet indikerer måske, at han slet ikke er færdig? Vi venter endnu spændt.

Gymnasielærernes bidrag på Facebooksiden får nok fremstillet eleverne som dumme, men også Journalisthøjskolens undervisere har 'lav moral' og forsømmer at berige deres studerende med lærdom, mens de 'laller rundt' på de sociale medier.

Find en milliard fejl.


mandag den 5. december 2011

Mens vi venter på Black Sabbath

Nedtællingen til Black Sabbath-koncerten i Malmö til juni er så småt begyndt. Et lille halvt års tid er længe at glæde sig, men alt godt kommer til den, der venter, siger man jo. Forhåbentligt bliver den kommende plade fra forfædrene til den tunge metal ikke helt uinteressant.

I mellemtiden var der i går på Loppen lejlighed til at høre et af de første bands, der tog Black Sabbath-lyden til sig. Amerikanske Pentagram lavede demoer en masse i halvfjerdserne, men albumdebuterede først i 1985, hvor andre legendariske doombands som Saint Vitus, Trouble og Witchfinder General havde set dagens lys og samtidig også havde ladet sig inspirere af Iommis nedstemte guitar.


Pentagram har i frontfigur Bobby Liebling en særdeles markant skikkelse, og med sit dæmonisk insisterende blik bragtes dommedagsstemningen ind under Loppens lave loft.

Denim- og læderjakkerne var utallige, og fremmødet imponerende denne søndag - meget tæt på udsolgt, hvis ikke der blev det. Københavnske Moonless varmede på glimrende vis op, og når deres første fuldlængde udkommer, skal den bestemt ofres opmærksomhed på.

Tekniske vanskeligheder udsatte hovednavnets entre, så først tæt på klokken et fik folk det, de var kommet for. Til gengæld var det for fuld udblæsning i de små fem kvarter, vi blev underholdt. Victor Griffin er en glimrende guitarist, der for alvor får lov at lave lir. Og mens soliene leveres, supplerer Liebling med fingerspil på den tænkte guitar samt diabolsk stirren ud på den dæmoniserede skare.

Turnerende med Last Rites fra i år gav Pentagram en medrivende opvisning i tung og velspillet doom, hvor den nye plade selvsagt blev præsenteret, men som så ofte set, er det de tidlige albums klassikere, der vækker størst jubel.

Pionerbandets optræden blev atter en vellykket aften på Loppen, og selv om natten for længst var faldet på, blev folk hængende og fortsatte festen.

søndag den 4. december 2011

Julen står for døren


Sneen skulle efter sigende være på vej, og så er det da ikke til at undgå at komme bare en smule i julestemning. Juleøllene bidrager selvsagt også, hvis alt andet fejler.

fredag den 2. december 2011

Den lille dinosaurstemme

Især i slutfirserne og starthalvfemserne udsendte amerikanske Dinosaur Jr. en lille håndfuld glimrende plader, og deres letgenkendelige og særdeles karakteristisk tynde stemme fra frontfigur J Mascis er tilbage på egen hånd.


Solokarrieren er søsat, og Can I hedder den lille perle ovenfor, der er fra Several Shades of Why fra i år.


I akustisk indpakning adskiller solomaterialet sig fra dinosaurernes. Noget tenderer det nærmest kedsommelige og er hurtigt glemt, men de små højdepunkter som ovenstående gør pladen værd at dykke ned i.

torsdag den 1. december 2011

Jeg, en hipster

Uagtet at mit syn er glimrende, går jeg altid med hornbriller. Eller det burde jeg måske. Og iføre mig en cardigan. Det havde ligesom passet.

Igen i går befandt jeg mig skuende op på scenen. Denne gang lokkede en fribillet til Akron/Family på Loppen, og jeg siger aldrig nej til at høre livemusik. Musikalsk set var det såmænd en positiv overraskelse. Deres kunnen er der ikke en finger at sætte på, og de formåede også at skabe syrede lydbilleder med skæve kompositioner. Ikke på skrækeksemplet Figurines-måden.

Til gengæld keder de obligatoriske vokalharmonier mig noget så grusomt. De kan sagtens synge. Problemet ligger slet ikke der. Det er i grunden bare røvsygt at høre på. Er der overhovedet lavet noget af den slags siden Pet Sounds, der er værd at lytte til? Og nej, danske bidrag som The Rumour Said Fire og Treefight for Sunlight har intet at gøre i det selskab.

Men alt i alt var aftenen yderst vellykket. Og anekdoten om liftet med tourbussen og backstagehistorierne må en anden hellere fortælle.


Med en varighed på knap to timer har fansene fået fuld valuta for pengene. Og turene fra scenen ned blandt publikum, der gejles op til at synge og danse med, går naturligvis rent ind.

Men hvor blev alle de føromtalte hornbriller og cardiganer af?

Selvfølgelig var de der da. Bevares. Men da slet ikke i den grad, jeg havde forventet. Til gengæld skal man nu åbenbart iføre sig en vanvittigt oversized sweater/sweatshirt/polo til fx temmelig stramme bukser. For år tilbage kunne jeg heller ikke se idéen med det. I dag sidder de fleste af mine bukser tættere på kroppen end en våddragt.

Men de passer trods alt til min krop. Det gør din trøje ikke, når skuldersyningen sidder længere nede end din albue. Det ligner jo bare pis. Ærligt talt.

Heldigvis lægger min mor stadig tøj frem til mig om morgenen.