torsdag den 31. marts 2011

Forberedelse til Roskilde Festival

Som den ivrige musikelsker og festivalgænger jeg er, elsker jeg også forberedelsen til sommerens højdepunkt.

Navnlig de senere år har jeg lyttet til mange af de for mig ukendte kunstnere, der løbende føjes til programmet. Det skyldes blandt andet, at jeg i mine første år på Roskilde er gået glip af mange fantastiske musikeres visit i Danmark - og det vil jeg naturligvis helst undgå fremover.

I år bliver det (forhåbentligt) min tiende festival, og der er meget, jeg allerede glæder mig til.


Bright Eyes kendte jeg på forhånd kun af navn, men venners anbefalinger samt beskrivelser, hvori der rundhåndet er strøet om sig med begejstrede vendinger, har fået mig til at give amerikanerne et par lyt.

Normalt er folkrock med indie som mellemnavn ikke øverst på undertegnedes hitliste, men det afholdt mig ikke fra med åbent sind at kaste mig over Fevers and Mirrors fra 2000, som desværre kedede mig halvt ihjel.

På efterfølgeren Lifted or the Story is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground er der bestemt mere at komme efter, men vokalen har en umiskendelig lighed med noget velkendt. Hør blot denne:


Jeg forbinder straks Conor Obersts vokal med den oprindelige Pink Floyd-sanger Syd Barretts ditto.


Bright Eyes er ikke for alvor blevet interessant for mig, og når det er tættest på, minder det om noget, der i forvejen findes bedre. Og så foretrækker jeg altså Syds psykedeliske udskejelser på solodebuten fra 1970.

onsdag den 30. marts 2011

Musikalsk geni og politisk aktivist - og sønnerne til Roskilde


Nigerianeren Olufela Olusegun Oludotun Ransome-Kuti er bedre kendt under kortformen Fela Kuti. Han er ikke blot en vaskeægte pioner inden for genren afrobeat - han opfandt den!

Som eksperimenterende multiinstrumentalist har han udgivet skelsættende plader med en indbydende blanding af jazz, rock, funk, traditionelle nigerianske toner og messende budskaber siden sluttresserne.

Især i halvfjerdserne var produktiviteten helt i top. Fra 1972 til 1977 udsendte han 29 plader!

Og han gik ikke på kompromis med kvaliteten. Pladen Zombie, der i øvrigt er en metafor for det nigerianske militærs metoder, og som af mange betegnes som et af de absolute hovedværker fra Fela Kuti, er fra 1976.

Ud over at være en hamrende dygtig musiker, var han - som det nok fremgår ovenfor - også politisk aktiv samt menneskerettighedsaktivist.

Zombie blev værdsat af folket og foragtet af regeringen. Som konsekvens heraf angreb en horde af soldater det lokalsamfund, Fela boede i. Han fik tæv og studie, instrumenter og optagelser blev tilintetgjort. Og værre endnu - hans mor blev smidt ud fra et vindue, hvilket senere forårsagede hendes død. Hun var for øvrigt Nigerias første kvindelige cyklist og senere også bilist!

Nyd her en af mine personlige favoritter, nemlig Shuffering and Shmiling fra 1978:



Fela var til fingerspidserne stolt af sine afrikanske rødder. Han bekæmpede blandt andet europæisk kulturimperalisme og gik ind for bibeholdelsen af de traditionelle afrikanske trosretninger og deres oprindelige levevis. 

I 1978 giftede han sig med 27 - syvogtyve, ja! - kvinder. Sit flerkoneri forsvarede han således:

A man goes for many women in the first place. Like in Europe, when a man is married, when the wife is sleeping, he goes out and fucks around. He should bring the women in the house, man, to live with him, and stop running around the streets.

Fela døde i 1997, og meget tyder på, at aids var årsagen. Over en million mennesker deltog i begravelsen.

Roskilde Festival har i dag offentliggjort to af Fela Kutis sønner, nemlig Olufela Olufemi Anikulapo Kuti og Oluseun Anikulapo Kuti med de mere mundrette navne Femi Kuti og Seun Kuti - og nærmest naturligvis med hver sin mor - til sommerens program.

Sammen på samme scene har de hidtil aldrig optrådt, hvilket får festivalen til at kalde det intet mindre end en sensation.

Det bliver spændende at se, om familiens arvtagere også er afrobeatens arvtagere. Jeg tror bestemt, vi får en fest!

tirsdag den 29. marts 2011

Das Bierbar

Det er netop kommet mig for øre, at en ny beværtning i Jomfru Ane Gade kalder sig Das Bierbar.


Såvel navn som slagord er så håbløst uintelligent og tåkrummende forkert, at jeg ikke kan udtrykke min utilfredshed nok. Det har jeg heldigvis folk til:


fredag den 25. marts 2011

Ikke bestået

I sidste weekends opgør i Superligaen mellem FC Nordsjælland og Esbjerg fB gik bølgerne mod slutningen af kampen ganske højt. Blandt andet førte en provokerende handling fra Esbjergs Thomas Gaardsøe til, at Morten Nordstrand sparkede ud efter førstnævnte og derfor blev udvist.

Dommer Jakob Kehlet så ikke, at Gaardsøe trak sin støvle hen over den liggende Nordstrand. Følgelig har FC Nordsjælland indberettet sagen til disciplinærudvalget, som nu har medgivet, at Gaardsøes handling var bevidst, selv om hovedpersonen hårdnakket hævder det modsatte. Dog har de valgt ikke at uddele karantæne for provokationen.

Sådanne episoder medfører som regel massiv diskussionsaktivitet, og denne gang er ingen undtagelse. På bold.dk er der en overflod af saglige argumenter, og brugeren i indlægget herunder ser sig nødsaget til at give DBU karakter for håndtering af sagen: 02 - ikke bestået...


onsdag den 23. marts 2011

Madpyramiden

Langt de fleste kender til Madpyramiden. Måske nærmere fra hjemkundskabslokalerne end fra tankerne, når indkøbskurven skal fyldes, men det trekantede sundhedsorakel er dog et eller andet sted i vor bevidsthed.

Orakel er dog nok så meget sagt, idet det er kommet frem, at Madpyramiden fra sin begyndelse i 1976 ikke havde til hensigt at skildre den optimale kostsammensætning ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. I stedet skulle den vise et fornuftigt niveau, hvor langt de fleste danskere økonomisk kunne være med og samtidig undgå decideret fejlernæring.

Madpyramiden anno 2011 har fået flyttet grøntsagerne ned i bunden, hvor pasta og lyst brød til gengæld er kommet op i midterfeltet til de søde frugter.

For tredive år siden så Madpyramiden sådan ud:


Under pyramiden er der en masse klistermærker med herlige, rimende slagord:

Pommes frites i olie er stegt - så de øger rask din vægt.

Pynt hellere med et lille flag - end mayonnaise lagt i lag.

Den brune fede sovs, som mætter - på sidebenet fast sig sætter.

Vingummi er sukker og ingenting - et æble i stedet er pingeling.

Sunde colaer finder du ej - uden farve dog bedre for dig.

Så vidt vides var klar cola et dansk fænomen, og selv om de fleste producenter nu har droppet den legendariske sodavand, har jeg set en økologisk variant fra Harboe, og når alle på stribe drikker Frem fra Ribe, må det hænge sammen med, at mineralvandsfabrikken stadig har klar cola i produktion - nu under navnet Albino Cola.

mandag den 21. marts 2011

Vem kan segla förutan vind?

Lee Hazlewood, den amerikanske countrysanger med det flotte overskæg, udgav i 1970 det blændende album Cowboy in Sweden.


Pladen afrundes med en udgave af den kendte svenske vise Vem Kan Segla, hvor han indgår kompagniskab med den ligeledes svenske slagersangerinde Nina Lizell.


Lee Hazlewood fik strålende resultater ud af at arbejde sammen med bedårende kvinder. 

Tidligere (og igen senere) samarbejdede han endvidere med Frank Sinatras smukke datter Nancy, og resultatet blev denne plade fra 1968, som i sandhed også er anbefalelsesværdig:


fredag den 18. marts 2011

Overspringshandlinger

Det er fredag. Weekenden er lige om hjørnet, og tankerne flyver i retning af den.

Måske er det derfor, jeg ikke orker overspringshandlinger. Jeg tror, jeg vil lave noget andet for at udskyde dem.

Nogle overspringshandlinger er at foretrække frem for andre!

tirsdag den 15. marts 2011

Danskerne interesserer sig for assimilation - og langt vigtigere emner!

For nylig var der ministerrokade, og kvindernes internationale kampdag markeredes med, at de to kvinder Birthe Rønn Hornbech og Tina Nedergaard forlod deres respektive poster, og at to mænd overtog. Sådan er der jo så meget.

Søren Pind var den ene, og kort efter udnævnelsen til integrationsminister fremhævede han, at tiden er løbet fra integration, og at han foretrækker assimilation.

Sådan en udtalelse vækker opsigt i det lille kongerige, hvor Pind nu blandt andet har fået opmærksomhed på Facebook, hvor flere tusind brugere nu har profilbillede af den nyudnævnte minister. Herved vil man vise, hvor trist og ensidigt et land, der ønsker at tilflyttere skal assimilere sig, egentligt er. Og Søren Pind får gratis og rigelige mængder reklame.

Debatten har selvfølgelig medført øget fokus på udtrykkene integration og det hidtil lidet benyttede assimilation.

På det fremragende opslagsværk Den Danske Ordbog kan man finde definitioner og eksempler på langt størstedelen af vort modersmåls ord og udtryk, der forekommer i moderne sprogbrug fra 1955 til i dag.

På forsiden finder man en top 5-liste over de hyppigste søgeord inden for den seneste uge, hvor netop de højaktuelle assimilation og integration nu er at finde og altså har vakt nysgerrighed hos mange danskere.

Siden lanceringen af ordbogens netudgave i november 2009, hvor jeg gjorde flittigt brug af den i forbindelse med min specialeskrivning, har ét særligt ord uafbrudt ligget i top 5 og interesseret danskerne - gæt selv hvilket!

lørdag den 12. marts 2011

Grisepunkere var forløbere for Red Warszawa

Hvis man har været til koncert med Red Warszawa, ved man også, at det ikke er de musikalske evner, der er i centrum.

Sådan var det også for det københavnske band IJ-X, der blev dannet omkring 1980.


Stilen kaldes neodadaistisk punk, og ikke et eneste medlem kunne fra starten mestre et instrument, selv om forfatteren, der var med til at danne IJ-X, hævder at kunne en smule. Det kom så småt hen ad vejen. Til gengæld var sceneshowene langt mere bemærkelsesværdige.


I bogen "Hvad fanden skal man gøre for at komme med i Dansk Rockleksikon" skildres bandets forsøg på en karriere og hele deres historie i undergrundsmusiklivet. Bogen krydres med masser af interessante og morsomme beretninger og anekdoter, som de andre i og omkring IJ-X bidrager med. 

Ikke alle ting er de helt enige om, men det ligger selvfølgelig også en årrække tilbage, og de var måske heller ikke helt klare i hovederne, når de optrådte.

Ikke desto mindre har de delt øvelokale med de dengang (som igen i dag) ikke særlig respekterede Disneyland After Dark. På Christianshavn Gymnasium har de spillet med et viborgensisk punkband ved navn Næste Uges TV, som havde en ung Jens Unmack (fra Love Shop) som forsanger.

I efteråret 1984 spillede de koncert i Ungdomshuset, hvor der forevistes pornofilm med dyresex. Til en anden koncert havde de slæbt en gammel Citroën på scenen med det ene formål at smadre den, og vinkelslibere, boremaskiner med videre blev fast inventar som effekter på scenen, og dette var mere imponerende end den musikalske kunnen. 

I august 1985 havde nogle venner fra et andet band slæbt et grisehoved med til en IJ-X-koncert, og det endte naturligvis på scenen og frem og tilbage mellem band og publikum. Herefter blev stilen også kaldt grisepunk, og slagteraffald var ikke med på scenen for sidste gang.

Bandet er i dag ikke berømt blandt masserne, men de har med sikkerhed vakt opsigt på undergrundsscenen og har sågar spillet til et arrangement, hvor også Sebastian, Kim Larsen, Dan Turell, Jesper Klein og flere andre kendte optrådte. 

I Finn Brødsgaard Kristensens bog "De 100 bedste danske rockplader 1965-2005" fortælles det, at Lars Hug på Roskilde Festival 1985 fremfører pladen City Slang. Det foregår med skærebrændere og bilvrag, grisemasker og pornofilm - tydeligvis i samme stil som IJ-X, men for et væsentligt større publikum end punkorkestret kunne trække på de små spillesteder. 

Måske har IJ-X ladet sig inspirere af dette, og måske har Lars Hug fået en idé den anden vej. Det melder historien intet videre om.


mandag den 7. marts 2011

Guf fra guldminen

Et smut i Goldmine Records på Vester Voldgade udvidede i dag min pladesamling med fire nye kammerater med en diameter på tolv tommer.

Første fund var Faith No Mores liveplade fra 1990, Live at the Brixton Academy.



Dernæst et regulært kup, idet jeg fik debuten med Quicksilver Messenger Service fra 1968 for bare 60 kr.


It's a Beautiful Day er et ret tamt bandnavn, synes jeg, men musikken er fremragende. De spiller psykedelisk rock i stil med blandt andre Jefferson Airplane og ovennævnte Quicksilver Messenger Service, og alle tre er for øvrigt fra San Francisco.

I dag er It's a Beautiful Day vel mest berømt for rent faktisk at have skrevet introen til Deep Purple-klassikeren Child in Time, der udkom på In Rock-pladen året efter amerikanernes debut fra 1969. Briterne nøjedes ikke bare med at lade sig inspirere. Hør selv:


For en slik fik jeg også noget hård rock af Ted Nugent fra solodebuten fra 1975 af samme navn. Albummet åbnes af den legendariske Stranglehold.

MGP

Børnemelodigrandprixet MGP har årligt fundet sted under dette navn siden 2001, og i lørdags var det tid til 2011-udgaven.

Der var mange interessante bidrag blandt de ti finalister, og ligesom hos de voksne er det ofte let at genkende andre kunstnere i de musikalske indslag.

Min personlige favorit var sang nummer 8, Isabella med Rockstar. Hun lagde ellers ikke særlig godt fra land, men skuden blev vendt med et blændende og fængende omkvæd.


Det blev dog Chestnut Avenue, der rendte med sejren med deres sang Tro på dig selv. Om ikke andet et ganske fint budskab.

I 2001 var der ligeledes masser af dygtige børn og unge, og især Shitkid, der banede vejen for det efterfølgende års vinder, Razz, viste stort talent.

Han fik tilmed en pladekontrakt ud af anstrengelserne, og omtalen herunder viser, at stjernefrøet absolut havde noget at byde på.


Lad mig lige fremhæve:

As with Razz's CDs, this release may only appeal to the more adventurous listener.

Flotte ord om en dygtig knægt, der desværre nu er kendt for en lidt anden historie:


Vinderen det år var Sisse Søby. Også hun er i dag mindste lige så kendt for noget andet:


Lad os håbe, de nykårede MGP-vindere trods alt nøjes med at blive kendt for musikken!

torsdag den 3. marts 2011

Melodigrandprix

I lørdags løb den vel eneste nuværende anakronisme, som er værre end kongehuset, af stablen.

Melodigrandprixet Melodi Grand Prix blev vundet af gruppen A Friend in London, som på fornem vis har lånt tilpas meget fra svenske Andreas Johnsons melodigrandprixbidrag fra 2006, Sing for Me, til at danskernes nummer gik rent ind hos publikum hjemme i stuerne. Dog er deres inspiration tilsyneladende ikke nok til, at der er tale om plagiat.

Vindersangen er skrevet af Lise Cabble, der i midthalvfemserne stod bag sangskrivningen til Fra Mols til Skagen fra samme sangkonkurrence, og Johnny Deluxe-bassisten Jakob Glæsner, så det er i virkeligheden nærmere de to, der om nogen skal klandres.

Kvartetten, der fremførte nummret, var naturligvis glade for sejren:


Hvordan man kan have det finurligt er mig stadig en gåde. Her gik jeg og troede, at det betød noget i retning af snedigt, durkdrevent, spidsfindigt eller udspekuleret. Måske mener de, at de har handlet udspekuleret ved at optræde og vinde med et iørefaldende nummer, som en anden burde krediteres for.

tirsdag den 1. marts 2011

Vega indtaget af Skunk Anansie

I evigheder har gårsdagens Skunk Anansie-koncert været udsolgt, og man kunne frygte, at besøget af den grund ville blive flyttet til en af hovedstadsområdets betonhaller. Således er det sket med hollandske Within Temptation, der får et større publikum i KB Hallen end i Store Vega, og vi betalende må tage til takke med en markant ringere lyd.

Heldigvis skete det ikke, og mandag aften blev nydt i selskab med briterne i Store Vegas sædvanligt fantastiske rammer. Lydbilledet her er til at blive forelsket i. 

Jeg havde ikke set Skunk Anansie før, men de gæstede Copenhagen Live sidste sommer. Skin som soloartist så jeg på Hurricane Festival i Tyskland i 2003 - i øvrigt med genvalg til den medsammensvorne, som også deltog i aftes. 

Da lyset i salen sænkede sig, kunne bandmedlemmernes silhuetter ses bag det endnu hængende tæppe. Cass og Ace på hver sin side af orkestrets frontfigur iklædt en stram sag, som de færreste på hendes alder tør kaste sig i, og med et enormt fjerhelvede på skuldrene. Sort fra top til tå kan man vist godt sige uden at træde nogen over tæerne.


At den nu 43-årige Skin har karisma, ved de fleste, og alene med hendes udstråling kommer hun betydeligt længere ud over scenekanten end de fleste. Også bogstaveligt talt. 

Når vokalen sidder lige i skabet er det til tider decideret eminent, og selv om der enkelte gange var en smule rust at spore i stemmen, var det veloplagte publikum for det meste vidne til en storartet præstation af hele bandet. Mark på slagtøj skal også fremhæves for en blændende indsats. 

Tydeligvis stolte af efternøleren Wonderlustre, bandets fjerde albumudspil, som udkom i efteråret 2010 over et årti efter den hidtil seneste, serverede Skunk Anansie en god blanding herfra krydret med masser af gamle kendinge. 

Når pausen er så lang, er man som lytter spændt på at høre, om tiden er løbet fra bandet, eller om de har formået at skabe noget, der stadig holder. Portishead stod i samme situation i 2008 og udgav et mesterværk. 

Helt så flotte ord kan jeg ikke give Wonderlustre med på vejen, men den indeholder gode numre, og udgivelsen har bestemt sin berettigelse. Live fungerede de udvalgte fornuftigt mellem de ældre kompositioner. At den seneste skive nok næppe har trukket nyt publikum til kunne ses på publikum. Jeg hørte til blandt de yngste. 

I aldeles blændende form gik Skin ud på publikums bærende hænder for derefter at lade sig falde, hun crowdsurfede, og hun klatrede op i højttalerne og op på Vegas balkon, hvor tilhørerne her fik fint besøg. Alt imens hun energisk sang videre.

Desværre fik jeg ikke en sætliste med mig, idet jeg blev vist væk af en medarbejder, der forklarede, at jeg "blev nødt til at komme væk fra scenen, så jeg ikke blev ramt af tunge ting." Javel! Det kan man jo ikke sige noget til. Til gengæld ser det ud til, at aftenens spilleliste ligner denne fra et tidligere show: