søndag den 6. september 2015

Fodboldgal bænkevarmer

Mon den fodboldgale nede fra Wolfsburg (kan ikke huske hans navn) har fået lavet en bænk, der passer til de lange stunder, hvor han mageligt ser på, at resten af ulveflokken kæmper?


fredag den 4. september 2015

Så skal der skråles håndboldsange i Parken

Det danske fodboldlandshold kan forvente skyhøj opbakning fra lægterne, når det albanske ditto sætter støvleknopperne på græstæppet i et udsolgt Parken. Og selv om nationalarenaen - når den er nærmest betegnelsen heksekedel - i vildskab mest af alt indeholder Bertel Haarders livret, klar suppe, og langt fra sprænger Scoville-skalaen, er de danske roligans klar til at gjalde for fuld damp - på trods af misbruget af sangen i håndboldsammenhæng.


Og mens størstedelen af de godt 38.000 inden startfløjt synger med på hymnen, hvis ord er nedfældet af Adam Oehlenschläger, er der en, der går sine helt egne veje. Lad os håbe, han får mikrofonen og skal synge for, så yndlingslandet kan trække sig sejrrigt ud af opgøret!


tirsdag den 1. september 2015

Tøfting-typen, der aldrig får en advarsel

Transfervinduet er klappet i, men hvilken klub gjorde mon den gode handel at skaffe den beskidte skraldemand på midtbanen, der altid undgår dommerens gule kort?