6. december

19. Duke Garwood: Heavy Love

Ovre i England gemmer de på en multiinstrumentalist, der for mit vedkommende kun var kendt for samarbejdet med Mark Lanegan. I fællesskab udgav de i 2013 Black Pudding, som jeg fandt lettere uvedkommende. I år er den mindre kendte del af den duo ude med soloalbum nummer 5, der har fået titlen Heavy Love.

Ligesom Screaming Trees-frontfiguren fungerer Duke Garwood glimrende i eget navn. Garwood har ovenikøbet hjulpet på Lanegans storartede Blues Funeral fra 2012. Desuden har han netop turneret med Dave Gahan & Soulsavers - Soulsavers, som Lanegan i en årrække var med i.

Foruden titelnummeret kan man snildt læne sig tilbage og nyde Garwoods behagelige og langt fra kedelige stemme i "Sweet Wine", "Some Times" og "Hawaiian Death Ballad". Og jeg skal bruge det kommende år på at grave ti år og fire soloplader frem.

5. december

20. Tame Impala: Currents

Odeon-scenen på 2011-udgaven af Roskilde Festival blev åbnet af australske Tame Impala. Da havde de Innerspeaker fra året før i bagagen, og derfor var det et lovende og fortjent valg. Desværre forblev den sløve psykedelia på scenen og nåede ikke ud blandt de mange tilhørere. Lonerism hedder efterfølgeren, som stilmæssigt ligger tæt som mikadopinde op ad debuten.

I indeværende år er tredje udspil på markedet, og her på Currents har Tame Impala om noget fundet poptimismen. I "Let it Happen" og "'Cause I'm a Man" er der ørehængere klarere end en Svendborg Snaps, og trods en påkrævet tilvænningstid, er resultatet værd at vente på - lad det bare ske.

4. december

21. Puscifer: Money $hot

Mens vi venter på nyt udspil fra Tool - og det har vi gjort så længe, at Chinese Democracy II nærmest kun kan skuffe, når den engang bliver en realitet - er der anderledes produktivitet i Puscifer-lejren, hvor Maynard James Keenan - udover på sine vinmarker - primært anvender sin tankevirksomhed.



Det var i denne ombæring en forståeligt uoverkommelig bedrift at overgå den fire år gamle Conditions of my Parole, men Money $hot er dog væsentligt mere interessant end ventetids-ep'en Donkey Punch the Night, der bød på covernumre som "Bohemian Rhapsody" og "Balls to the Wall".

Puscifer er bestemt noget andet end Tool, men kompliceret at sætte i bås. Man kan dog forsøge, mens man lytter til pladens bedste numre, nemlig "Agostina", "Grand Canyon" og "Life of Brian (Apparently You Haven't Seen)".