lørdag den 3. januar 2015

Årets plader fra M til R

Nytåret er overstået, og derfor er det på tide at komme til ende med listen fra det år, som allerede er nået til ende.

Bloodstone & Diamonds skulle ifølge Machine Head selv overgå The Blackening i grandiositet. Er det at tage munden for fuld? Ja, så afgjort! Den når hverken niveauet på The Blackening eller efterfølgeren Unto the Locust, men "Killers & Kings" og "Game Over" er medvirkende til, at Machine Heads ottende opus bliver bedre og bedre og en helt hæderlig fortsættelse.


Mark Lanegan, der netop er rundet 50 år, skulle i 2013 have gæstet Koncerthuset med Duke Garwood, men det fik en vis storm ved navn Allan sat en stopper for. Den 2. februar i år kommer den produktive amerikaner tilbage - denne gang med sit band og Phantom Radio fra 2014 i bagagen - og inden da lover jeg at have skamlyttet til den mørke røsts seneste skive.


Twerking er også noget til metalverdenen, hvor ballerysteriet fylder en del i videoen til "The Motherload" fra Once More 'Round the SunMastodons hidtil pæneste plade. Nogen vil endda hævde, de har solgt ud, hvilket altid vil være et tema, når et hidsigt band bliver til at tale med. Albummet har masser af veldrejede numre, som fungerer rigtigt godt på plade, mens de live volder store vokalproblemer, hvilket gjorde det til måske årets koncertskuffelse. Isoleret set holder pladen dog indtil videre.


Blomberg er ikke kun navnet på en luksusgløgg. Det er også det borgerlige efternavn på Hellhammer, Mayhems tøndetæver. Esoteric Warfare har kastet singlen "Psywar" af sig, og uden på nogen måde at nærme sig en De Mysteriis Dom Sathanas efterlader albummet et overvejende positivt indtryk.


Hvor Mastodon live ikke kunne leve op til studieindspilningernes fortræffeligheder, leverede skotske Mogwai i en helt anden kaliber, da Arena-teltet på seneste udgave af Roskilde Festival blev tryllebundet af blandt andet Rave Tapes' "Heard About You Last Night", "Deesh", "Remurdered" og "Master Card". Koncerten var festivalens bedste, og albummets kvalitet er medvirkende hertil.


2014 var året, hvor Manchester-darlingen Morrissey fortalte omverdenen, at han har kræft. Det var også året, hvor omverdenen fik at vide, at World Peace is None of Your Business. Pladen virker afdæmpet og har endnu ikke helt ramt mig med hans typisk ironiske tekster.


Kan en dansk popsangerinde og model lave black metal? Det er i alt fald det, der er sket med Amalie Bruun under navnet Myrkur, som også er titlen på debut-ep'en. Det bliver interessant at opleve på årets Roskilde Festival, hvor numrene, der endnu ikke har overbevist mig, får en reel mulighed.


Hvad er federe end "Narko og porno", som Red Warszawa synger om? Narko og satan, naturligvis. Kombinationen på århusianske Narcosatanicos' første fuldlængde er desværre ikke lige så omkuldrivende som live, hvor der eksekveres kaotiske tilstande for et godt (det vil sige ondt) ord.


34. deciderede studieplade fra gode gamle Neil Young så dagens lys i 2014. Pladen indeholder folkfortolkninger af klassikere skrevet af kunstnere som Bob Dylan, Willie Nelson, Bruce Springsteen, Tim Hardin og Bert Jansch. Pladen er indspillet på en såkaldt voice-o-graph, og Jack White har drejet på knapperne, men resultatet skrives næppe ind i rockhistorien.


Ikke mange er så kreationslysten som Neil Young, der også udsendte 35. opus fra sin hånd i det forgangne år. Til koncerten i Forum i juli kunne man frygte et covermekka fra føromtalte A Letter Home, og det blev heldigvis ikke tilfældet. Stemmen var viril og stærk, den skøre hest gav den hele armen sammen med Onkel Neil, der var ustoppelig i adskillige solostormløb, og seancen afsluttedes med at redde kloden i "Who's Gonna Stand Up?" fra Storytone, som blev udgivet i november. Pladen indeholder 10 numre, og deluxeudgaven har dem i såvel orkestrale som nøgne soloversioner. Sidstnævnte fungerer som oftest bedst, hvor også "Plastic Flowers" og "I'm Glad I Found You" er Young i vanlig form.



Inked in Blood er titlen på Florida-bandet Obituarys første plade i fem år. John Tardys growl har altid været en af dødsmetallens fedeste, og det er stadig tilfældet. Efter en lidt sløv start opper skiven sig, hvor "Back in Top", "Violence", titelnummeret, "Within a Dying Breed" og "Minds of the World" holder headbanghumøret højt.


Mikael Åkerfeldt fra svenske Opeth er den type sanger, der både kan skræmme livet af dig og lulle dig i søvn. På forgængeren Heritage var det slut med growl, og det progressive havde taget klart over.   På Pale Communion er status den samme: Åkerfeldt growler heller ikke her, men sangene er langt mere dragende. "Cusp of Eternity", "Elysian Woes" og "Eternal Rains Will Come" havde fundet vej til sættet til koncerten i Vega i november, men for min skyld måtte de også gerne have tilføjet fx "Moon Above, Sun Below" og "Faith in Others". 


Pallbearer er med doom-orienteret metal ved at nå ud over landegrænsen, og amerikanerne har fået masser af positiv omtale med toeren Foundations of Burden. De var supportband for YOB på Loppen, og i 2015 får de chancen for at nå et endnu bredere publikum på en af Dyrskuepladsens scener.


I 2010 blev jeg ret fænget af The Pineapple Thiefs Someone Here is Missing, og de ramte en tilpas progressiv åre. I mellemtiden har jeg overset 2012-udspillet All the Wars, men Magnolia har fået et par rotationer. Til at begynde med var jeg ikke imponeret, og melodierne kedede mig rent ud sagt. Heldigvis har jeg ikke ladet den indskydelse forplante sig, for med tiden åbner sangene sig som en blomstrende magnolia.


Tyve år efter The Division Bell ser The Endless River dagens lys, hvorpå David Gilmour, Nick Mason og en posthumt medvirkende Richard Wright har udsendt materiale fra indspilningerne i tiden omkring forgængerpladen. Den er mestendels instrumental, og det lyder umiskendeligt som Pink Floyd. Det er der slet ingen tvivl om. Og selv om flere passager lyder som en gentagelse af tidligere kompositioner, fungerer det glimrende som baggrundstæppe, men "Louder Than Words" er det tætteste på noget egentligt storslået på vel den sidste albumudgivelse fra pionerbandet.


Ti år efter debuten er det blevet tid til fjerde album fra Pink Mountaintops, hvis canadiske ruskomsnusk indeholder ingredienser fra det alternative, psykedeliske, countryfolkede og indierockede. Bandleder Stephen McBean har haft et væld af musikere inde over projektet gennem tiden, og første indskydelse pegede desværre i retning af, at gryderetten Get Back ikke var veltilberedt. Den fik dog lov at stå på blusset, og nuancerne dukkede ved tålmodig sansning op, hvor råvarerne "Wheels", The Second Summer of Love" og "Sell Your Soul" samt det besynderlige krydderi "North Hollywood Microwaves" for alvor kommer til deres ret.


Pixies har holdt pladepause siden 1991, og trods fordums bedrifter ikke i nærheden af overgås, er Indie Cindy ved nærmere gennemlyt en habil og fin sag.


Det tog mig noget tid at komme ind på livet af Pe'ahi, som The Raveonettes udsendte uden videre varsel. Kvaliteten blev understreget på Vega, hvor lyd og lys gik op i en højere enhed, men der var sparet på spilletiden. "Kill", "Sisters" og "Killer in the Streets"var blandt den stribe sange, vi blev forkælet med i december, og som er blandt højdepunkterne på pladen.



På den danske metalscene er en del nyere bands ved at etablere fodfæste. Redwood Hill er et af dem, og efter Descender året før er opfølgeren Collider udkommet i 2014. De folder sig ud og stiger til vejrs "Wie ein Adler", og de stemningsfulde passager gør større og større indtryk.


Danske Reptile Youth har jeg ofte hørt omtalt i rosende vendinger, og især deres koncerter skulle byde på noget særligt. Denne form for elektrorock rammer dog slet intet hos undertegnede, så hvis jeg skulle med på bølgen, måtte de give mig et trælår til en overrumplende koncert.