Skalaen går som vanligt fra 1 til 6, og topkarakteren gives kun for de helt usædvanlige øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed - tænk 13-tallet på den gamle skala eller EM-triumfen i 1992. Til sammenligning vil en studenterhue for et gennemført kursus give karakteren 4 og et håndbold-EM-trofæ ender på 2. Karaktererne er naturligvis påvirket af subjektivt foretrukne genrer samt væskeindtag - det var jo en varm festival!
Camp Classic Rock havde i år indfundet sig i "Get a place" i N nær østindgangen. Det fungerede fortrinligt med lejrens sammensætning og mødeaktivitet, så den aldrende lejrsammensætning har givetvis fundet løsningen for de kommende år.
Endnu nogenlunde ren |
Rising-scenen, der i år var placeret på vestsiden af broen, giver mindre bands mulighed for at spille for et større publikum i opvarmningsdagene. Søndag fik The Vintage Caravan fornøjelsen af at levere deres bluesede hardrock, som kunne afsløre, at der må stå Blue Cheer og Cream i pladereolen hjemme på Island (4).
Vi blev hængende i området, og pludselig stod Josefin Öhrn + The Liberation på scenen. Sangerinden er blevet sammenlignet med selveste Nico, og en anden i mit selskab tilføjede Hope fra Mazzy Star som reference. Det var hypnotisk og nærmest sløvende rock med et anstrøg af støj (4,5).
Scenen blev ved midnatstid lukket af danske Black Book Lodge, der med velspillet groovy grungeinspireret tungrock placerede sig i en tidslomme, som nok bedst havde hørt hjemme i halvfemserne (4).
Ekstra bacon som tilvalg til alt |
Mandag havde jeg noteret mig Molly, Gooms, Piss Vortex, De Underjordiske og The Entrepreneurs som interessante bekendtskaber, men på teenageagtig vis vandt lejrlivet denne dag, og det blev derfor ikke til nogen ekspedition mod Rising.
Revanchen blev taget tirsdag, hvor Ruined i sidste øjeblik afløste pigepunkerne i svenske Beyond Pink. Energien fejlede bestemt ikke noget, og de efterlod et godt indtryk som stand-in (4).
Selv om mageligheden sniger sig ind, bliver man ikke for fin til dåsemakrel |
Onsdag gik det for alvor løs, og vi blev sluppet ind på festivalområdet med de rigtige scener og bedre madudbud. Efter fire dage på den anden side, var det tiltrængt. Første band i mit program var hardcorepunkgruppen OFF!. De har medlemmer med rødder i bl.a. Black Flag, men mere end hæderligt blev det sjældent (3,5).
Dernæst skulle den ikoniske Canopy-scene indvies for i år, og æren var tildelt The Minds of 99. Det er ikke just noget, jeg ser som stor kunst, men de skød med det, de havde. Alle aktører på scenen var iklædt noget orange, og kunne man andet end at bifalde valget af den legendariske 1988-udgave af den hollandske fodboldlandsholdstrøje (3,5)?
King Gizzard & The Lizard Wizard havde ikke gjort noget mærkbart indtryk i mine forberedelser til festivalen, og live hævede australiernes garagerock sig da heller ikke over det middelmådige (3). Derfor fløj vi fra Pavilion til Arena, hvor Noel Gallagher's High Flying Birds vel var nærmere dybt at falde end højt at flyve. I alt fald er projektets materiale ikke synderlig mindeværdigt, og sikre Oasis-stik som Champagne Supernova og Don't Look Back in Anger fik stemningen under teltdugen til at lette op i den højde, som de flyvende fugle selv havde ønsket at befinde sig i (3,5).
"Rapist's corner" |
Det blev til et kort kig ind i Gloria, hvor norske Electric Eye fuzzede nogenlunde fornuftigt (3,5), og efter en lettere omstændelig optankning på drikkevarefronten, vendte vi tilbage til Arena-teltet, hvor The War on Drugs - bandet med sidste års bedste album - spillede hovedparten fra netop det album, hvor Springsteen-inspirationen ej fornægter sig, men det fungerer, og det blev til mere end en enkelt lang og veldrejet guitarsolo (4,5).
Torsdag må være den hele dag i alle mine nu 14 festivaler, jeg har set færrest koncerter. Først klokken 17 på Avalon blev Father John Misty dagens første indslag. Mange har talt varmt om ham, og især tekstuniverset er blevet rost. Musikalsk blev det i længden for intetsigende og få gange også lidt gumpetungt til min smag, men sangene høstede store bifald, så man rev sig alligevel med (3,5).
På samme scene var Foxygen næste aktør. Jeg kendte dem kun sporadisk fra deres hypede plade fra 2013, men mit indtryk fra dengang var ikke noget særligt. Denne dag klarede de sig glimrende med et energisk show og acceptable melodier (4).
Værn mod solen |
Midt i december spillede Mastodon i Store Vega, og med et lækkert album i ryggen blev det et musikalsk tordenbrag af dimensioner, men med en katastrofal vokal, hvilket jeg frygtede ville gentage sig. Sådan gik det desværre også, og da de var ramt af yderligere tekniske udfald, blev det desværre ikke bedre end før årsskiftet (3,5).
Måske den bedste stadionrockkoncert, der har været på Orange i årevis, fandt sted, da Muse spillede en sand hitparade og for et øjeblik glemte at være kvalmende douchebags (5). Senere hastede jeg forbi Die Antwoord, som - vidste jeg med et klarsyn, der kun er få forundt - slet ikke er noget for mig. Pænere kan jeg vist ikke sige det.
Lejrliv |
Fredag begyndte anderledes tidligt, idet det gik op for os, at Hudna blidt ville vække folket klokken 12.30 på Gloria med tyrkisk-inspireret folk. Det var et sympatisk og velspillet kælderprojekt, som fungerer live, men på plade næppe er helt så sindsoprivende (4).
Herefter samledes lejren på Avalon til Susanne Sundfør, og hun efterlod et godkendt indtryk, men den norske sangfugl fægtede i mange retninger, hvilket hendes karrieres udvikling også vidner om. Stemmen var fremragende, og glimtvis fungerede det (4).
Fra en madkø i Kirstinedal hørte jeg lidt af The Tallest Man on Earth, inden en skyggeplads blev søgt. Det lød fra afstand ok. Også på Arena gav Lars H.U.G. sit special show med egne popperler og flere Kliché-hits, som hvirvlede støv og sand op fra det dansende publikum - mestendels den slags, der trak gennemsnitsalderen op. Da John Mogensens Så længe jeg lever og senere et medley med bl.a. hits fra TV-2, Nephew og D.A.D. indbød til folkelig fællessang, følte man sig til mere til Hjallerup Marked end Roskilde Festival (4).
Lejrliv |
En forsinkelse til Einstürzende Neubauten, der ifølge rygter skyldtes Blixa Bargelds modvilje mod at spille, mens bassen buldrede fra Kendrick Lamar på Orange, udsatte resten af dagens Avalon-program en lille time. Magen til Axl Rose-kompromisløshed er sjældent set. Det var til tider en kende mere lyttevenligt end noget af det yderst eksperimenterende, jeg har hørt på plade, og jeg er bestemt nysgerrig efter mere, så det bliver til en tur i Koncerthuset til efteråret (4,5).
Førnævnte forsinkelse blev også den direkte årsag til, at der nu blev metalsammenfald mellem Enslaved og et af festivalens hovednavne inden for denne overgenre, nemlig Lamb of God ovre på Arena, som efter sigende skulle have fjernet teltdugen fuldstændigt! Derfor havde det progressive norske ekstremmetal enormt svære vilkår og forsøgte undervejs at live op i det tilbageværende publikum med en sløj vittighed og introen til Gasolins Langebro. Heldigvis fik vi også perler fra dette års "In Times", som er en kommende investering fra min side (4).
Et gedemarked af psykedelisk rock og verdensmusik blev skønt forenet af Goat, der sædvanligvis med masker, kostumer og iørefaldende numre gav, hvad de havde til en nattekoncert, hvor første del af sættet indeholdt de stærkeste numre (5). Herefter daffede vi mod Orange, hvor Mew med patosfyldte Jonas Bjerre i front klarede at spille pladsen op, men der var godt nok mange følelser i den alt for pivede stemme efter min smag (2,5).
Utilfredshed med "Fest-i-hval", men glæde over ikke at være naboer i år |
Sidste musikdag på årets festival var for første gang en lørdag, hvilket virker til at være en god beslutning. Efter at morgenmaden var indtaget, stod den på fadølsrock med Spidergawd, der dog udtrykte sig for boogieagtigt til at gøre den store forskel (3). Den foregående dag var ikke helt ude af kroppen, så en slapper under Pavilion-teltet til tyske Warm Graves' ambient-krautrock, som beskrivelsen lød, var passende (3,5).
All Pigs Must Die spillede foran deres hidtil største publikum, og der var vrede og energi i frygtindgydende forening, mens sludget hardcoremetal fik os tilbage på sporet (5). Tilbage på Pavilion gav postpunkbandet Girl Band et fint indtryk fuld af energi, men heller ikke uden direkte referencer til genrens foregangsnavne (4).
Drinkspige |
Efter at have motioneret helt over til Arena samledes vi til Whomadewho, og her gør en genrekonflikt sig vist også gældende. Pæn elektrorock, der skal danses til, er ikke det, der præger min pladesamling. Da bagtæppet faldt, var der til publikums store fornøjelse et helt orkester gemt bag (2,5).
Bluesrocken var omdrejningspunktet for Benjamin Booker, men det imponerede mest ved sin ligegyldighed (3). Til gengæld var det en vigtig beslutning, at dreje ind på Gloria for at nyde Chelsea Wolfe. Det er både slæbende og smukt og indbyder til såvel at drømme som tungt at rocke med til - et fremragende bekendtskab (5).
Drinkspigekvartet |
Paul McCartney var plakatens største navn, og han skuffede ikke. Den første time blev der ikke ligefrem leflet for masserne, men klassikere som Hey Jude og Let it Be kunne for alvor få the orange feeling frem på pladsen. Til sådanne lejligheder kan Orange give den helt oprigtige fællesskabsfølelse. Der var passende med fyrværkeri og lir, og Sir Paul virkede vital på aftenen (5).
Den lange seance på Orange betød, at vi gik glip af Myrkurs debutkoncert, men i stedet fortsatte natten med Øresund Space Collective, der ikke overraskende spacede helt ud i over to timer med syrerock. Til sidst var der kun få tilbage, men de fortsatte ufortrødent og spillelystne videre (4).
Familiefoto |
Inden afgang mod sidste nat i telt for denne gang, var jeg forbi Suspekt, der lukkede Orange, og trods affolkning var der stadig en skare, der lod sig medrive. Jeg nåede at høre Kinky Fætter og en guitarsolo, der afløstes af en - navnet taget i betragtning - håbløst upassende portion fyrværkeri, inden jeg havde fået nok. På vej forbi Africa Express hørtes tonerne af Gorillaz-hittet Clint Eastwood, mens man i morgenlyset trissede tilbage i campen.
Værn mod solen |
Denne udgave af Roskilde Festival var den første med musik fra onsdag til lørdag, men også den første i mange år uden gratis søndagsadgang for de ældre Roskildeborgere. Sidste år brokkede Ældre Sagen sig over, at The Rolling Stones ikke spillede om søndagen for de ældre gratister, og nu er det altså helt slut. Jeg synes dog godt, man kunne fastholde gratis adgang lige netop søndag, for jeg kunne godt have brugt en hjælpende hånd til at pakke det ildelugtende telt sammen.
På gensyn i "Get a place" næste år!
Tak for hjælpen med at pakke mit telt, Ældre Sagen! |