Fodboldverdenen består ikke kun af kønsløse typer med autotune i hørebøfferne og intetsigende klicheer i mikrofonen.
Norske Dan Eggen er en af de spillere, der - vel uden at skamfere og udvande begrebet - kan kaldes en legende. Vi kender ham bedst sådan her:
Som studerende i København huserede den hårfagre Oslodreng i 1990'erne i den danske hovedstad og spillede først i BK Frem og siden i Brøndby IF. Her tog han i 1993 turen fra Sydhavnen til Vestegnen sammen med medspillerne Thomas Thøgersen, der ligeledes besad en bemærkelsesværdig hårpragt, og Mark Strudal, der var hjemvendt fra pokaltriumf i Borussia Dortmund og topscorertitel og mesterskab i schweiziske Grasshoppers og nu udlejet fra Vejle Boldklub.
Strudal sagde pænt farvel, da fremmerne baskede fynske B1913 med 9-1, og lejesvenden stod for fire fuldtræffere. Lige lidt hjalp det. Frem blev kun nr. 3 i forårets Kvalifikationsliga og med nedrykning i sigte gik de konkurs - og så gik Brøndby på rov!
Som spiller har Dan Eggen nogle pæne milepæle: Hans hovedstød for Brøndby sendte Liverpool ud af UEFA-cuppen på Anfield Road i 1995, for Norge var han med til at slå Brasilien ved VM-slutrunden i 1998, og i Celta de Vigo sendte han både FC Barcelona og Real Madrid hjem med nederlag med 14 dages mellemrum. Udlandseventyret fortsatte i Deportivo Alavés og sluttede i franske Le Mans.
Nordmandens hår afslører det givetvis, men midterforsvareren har altid haft hang til heavy og det, der er værre. Blandt andet har han sammen med en kammerat stiftet et mindre pladeselskab med en håndfuld metalbands i folden - herunder stonerrockbandet El Caco, som fik hovedstødseksperten som manager.
Iklædt fantrøje med det danske slås og bolle-rockband Red Warszawa og påskriften "Norsk black metal" på ryggen var han sågar backstage til en Satyricon-koncert.
I Spanien blev han inviteret på scenen til en Pantera-koncert, hvor mikrofonhåret gav en opvisning i, hvordan en centrifuge fungerer.
Gad vide, om der blandt nutidens mirakelmagere fra grønsværen findes eksempler på spillere med trang til tråd og samtidig forbilledlig opførsel på og uden for banen.