Engang var det ypperligt at kæmpe for sit fædreland. I dag er nationalisme i de flestes øjne ubetinget noget skidt. Jeg selv er borger i en matriarkalsk verden og kæmper for Moder Jord.
I kølvandet på de grusomme terroraktioner i Norge er højreekstremisme og nationalisme blevet synderne hos pøbeldomstolen og de medieliderlige medier - forstået således, at nærmest enhver overskrift om den tragiske begivenhed og baggrunden for hændelsen har skullet være så sensationspræget som muligt.
Som sådan er der ikke noget nyt i det, for det har været tabloidpressens overlevelse i mange år, og nationen! elsker det tilsyneladende.
At gerningsmonstret for en stund var medlem af Fremskrittspartiet, blev naturligvis fremhævet tykt, men at det var i mangel af bedre, og at han meldte sig ud af samme årsag var knap så relevant.
Herhjemme var man derfor ikke lang tid om at spille DF-kortet. "Med hans baggrund kunne det lige så godt ske i Dansk Folkepartis bagland", lød det fra førnævnte medier og borgere. Det kan langt fra afvises. Men måske skal forklaringen findes et andet sted end blot i den politiske korrektheds efterhånden hult klingende navn. For i deres parti sidder der religiøse fanatikere, der hylder den bestialske kristendom, som det fint beskrives i artiklen her.
Breivik hader den moderne kirke og præster i jeans, hvilket ifølge ham selv kan blive dens egen undergang. Han ønsker så konservativ en kristendom som overhovedet tænkeligt - og i den forbindelse er eksempelvis Krarup værd at bringe på banen, som det fremgår af førnævnte artikel.
Men ingen eller i alt fald et ubetydeligt fåtal har nævnt eller antydet Breiviks kristne baggrund som en del af skylden for hans vanvid. Trods alt er hele 80% af den danske befolkning medlem af folkekirken, så det er måske på høje tid at afgøre, hvad vi vil med Gud, konge og fædreland. Er vi en befolkning, der åbenbart uvidende støtter snæversynet og en religion, der i en gal mands hoved ender som frygtelig terrorisme? Måske er det oven i købet ikke engang så slemt at elske et yndigt land.
I USA er de dygtige til begge dele. De kristne tager religionen langt mere seriøs end de fleste danskere, og amerikanerne overhaler vel akkurat kolonihaverne herhjemme i at vaje med flaget. Nu har vi set et væmmeligt eksempel på nationalismens mest ækle ansigt, men dens pæne ansigt skal retmæssigt også vises:
MIGUELLANS OPDAGELSER
lørdag den 30. juli 2011
mandag den 20. juni 2011
Stadionrock skal høres på stadion
Anmeldelse af Bon Jovi, Horsens d. 19/6-2011
Indledningsvis skal jeg nævne, at jeg hører til typen, der evig og altid råber "spil noget fra demoen", og derfor kommer det næppe som en overraskelse, at mit favoritnummer er Runaway - første nummer fra bandets første album.
Før koncerten har arrangøren i dagevis delt flittigt ud af informationer, og for pøbelvældet med offentlig transport var der ingen tvivl om, hvordan nattens efterfølgende hjemtransport skulle foregå. Horsens var afgjort i stemning, og det sås lige fra ankomsten til banegården, at byen var gået i Bon Jovi-mode.
Rammerne lod ganske enkelt til at være i orden, hvilket som oftest er af stor betydning for stadionrocksegmentet af lidt ældre dato.
Hvide tænder og vind i håret. Jon Bon Jovi er vel en af de få læderklædte hardrockgutter, som smelter selv svigermors hjerte. Og ganske forståeligt. Der kan næppe herske tvivl om, at han charmerer, og tandpastasmilet blev flashet repetitivt, og han udstrålede - som resten af aktørerne - ægte spilleglæde.
Jeg sætter meget pris på, at kunstnere varierer deres sæt fra koncert til koncert, og det er også tilfældet med Bon Jovi. Det giver følelsen af en unik optræden og ikke blot endnu en dag på kontoret. Kun seks sange har været repræsenteret ved hver eneste koncert på 2011-touren.
Sætlisten vil altid kunne diskuteres, og jeg må indrømme, at den efterhånden 11 år gamle fællessang It's My Life stadig er at betragte som ny i min bog, selv om der tilsyneladende er udsendt fire fuldlængder siden.
Når bandet leverede hits som ovennævnte, Bad Medicine i et fornemt medley med Bob Seger- og Roy Orbison-numre, Keep the Faith, balladen Bed of Roses, Runaway, You Give Love a Bad Name og den obligatoriske afrunder Livin' on a Prayer, var det virkelig en fest for de 30.000 tilhørere. Bandet spillede både imponerende og medlevende, og Jon sang intet mindre end prægtigt.
Desværre var ikke alt af det luftede materiale af lige høj klasse, og derfor kørte det i perioder i dødvande. De sang og spillede stadig godt, men flere af de udvalgte numre var simpelthen for kedelige til at holde stemningen kørende.
Blaze of Glory og tøsernes yndling Always har på touren kun sjældent været spillet, og selv om jeg ikke mener, man kan forvente samtlige af et orkesters hits, havde eksempelvis disse bidraget til en fortsat fest.
Lyden har efterfølgende fået kritik, men hvorfra vi stod, var lydbilledet klart og veltilpasset, men dog især i starten for lavt. Senere kom lydstyrken heldigvis op på behørigt niveau for en stadionrockkoncert, for det var netop i sådanne omgivelser, koncerten hørte hjemme.
At Jon få dage forinden var kommet til skade under Helsinki-koncerten, betød, at han spillede med en skinne på benet og ikke kunne bevæge sig synderligt meget rundt, skønt han forsøgte. Angiveligt derfor var koncertens varighed af to timer og et kvarter noget af det korteste, de hidtil har spillet på touren.
Ekstranumrene indledtes med en fornem hyldest til den netop afdøde saxofonist i E Street Band, Clarence Clemons, og Springsteen-nummeret Tenth Avenue Freeze-Out leveredes, mens billeder af hovedpersonen kørte på skærmen bagved. En smuk anerkendelse og endnu et tydeligt bevis på, at der er afveksling i koncerterne.
Anmeldelser ledsages som oftest af en karakter, og for lige at fastslå, at jeg ikke er typen, der på Gaffa/Nationen etc. skriver og mener, at fordi det var en stor oplevelse, at det var rigtig godt, at der ikke var noget katastrofalt, eller at de ikke aflyste på grund af benskaden, giver de 6 stjerner. Disse mennesker har aldrig oplevet magi (som fx Roger Waters i '06 eller Neil Young i '08, begge på Roskilde)!
Jeg havner på tre stensikre og en lille fjerde stjerne for en trods alt god stadionrockkoncert, der antydede en enorm fest, men fyrværkeriet udeblev.
Indledningsvis skal jeg nævne, at jeg hører til typen, der evig og altid råber "spil noget fra demoen", og derfor kommer det næppe som en overraskelse, at mit favoritnummer er Runaway - første nummer fra bandets første album.
Før koncerten har arrangøren i dagevis delt flittigt ud af informationer, og for pøbelvældet med offentlig transport var der ingen tvivl om, hvordan nattens efterfølgende hjemtransport skulle foregå. Horsens var afgjort i stemning, og det sås lige fra ankomsten til banegården, at byen var gået i Bon Jovi-mode.
Rammerne lod ganske enkelt til at være i orden, hvilket som oftest er af stor betydning for stadionrocksegmentet af lidt ældre dato.
Hvide tænder og vind i håret. Jon Bon Jovi er vel en af de få læderklædte hardrockgutter, som smelter selv svigermors hjerte. Og ganske forståeligt. Der kan næppe herske tvivl om, at han charmerer, og tandpastasmilet blev flashet repetitivt, og han udstrålede - som resten af aktørerne - ægte spilleglæde.
Jeg sætter meget pris på, at kunstnere varierer deres sæt fra koncert til koncert, og det er også tilfældet med Bon Jovi. Det giver følelsen af en unik optræden og ikke blot endnu en dag på kontoret. Kun seks sange har været repræsenteret ved hver eneste koncert på 2011-touren.
Sætlisten vil altid kunne diskuteres, og jeg må indrømme, at den efterhånden 11 år gamle fællessang It's My Life stadig er at betragte som ny i min bog, selv om der tilsyneladende er udsendt fire fuldlængder siden.
Når bandet leverede hits som ovennævnte, Bad Medicine i et fornemt medley med Bob Seger- og Roy Orbison-numre, Keep the Faith, balladen Bed of Roses, Runaway, You Give Love a Bad Name og den obligatoriske afrunder Livin' on a Prayer, var det virkelig en fest for de 30.000 tilhørere. Bandet spillede både imponerende og medlevende, og Jon sang intet mindre end prægtigt.
Desværre var ikke alt af det luftede materiale af lige høj klasse, og derfor kørte det i perioder i dødvande. De sang og spillede stadig godt, men flere af de udvalgte numre var simpelthen for kedelige til at holde stemningen kørende.
Lyden har efterfølgende fået kritik, men hvorfra vi stod, var lydbilledet klart og veltilpasset, men dog især i starten for lavt. Senere kom lydstyrken heldigvis op på behørigt niveau for en stadionrockkoncert, for det var netop i sådanne omgivelser, koncerten hørte hjemme.
At Jon få dage forinden var kommet til skade under Helsinki-koncerten, betød, at han spillede med en skinne på benet og ikke kunne bevæge sig synderligt meget rundt, skønt han forsøgte. Angiveligt derfor var koncertens varighed af to timer og et kvarter noget af det korteste, de hidtil har spillet på touren.
Ekstranumrene indledtes med en fornem hyldest til den netop afdøde saxofonist i E Street Band, Clarence Clemons, og Springsteen-nummeret Tenth Avenue Freeze-Out leveredes, mens billeder af hovedpersonen kørte på skærmen bagved. En smuk anerkendelse og endnu et tydeligt bevis på, at der er afveksling i koncerterne.
Anmeldelser ledsages som oftest af en karakter, og for lige at fastslå, at jeg ikke er typen, der på Gaffa/Nationen etc. skriver og mener, at fordi det var en stor oplevelse, at det var rigtig godt, at der ikke var noget katastrofalt, eller at de ikke aflyste på grund af benskaden, giver de 6 stjerner. Disse mennesker har aldrig oplevet magi (som fx Roger Waters i '06 eller Neil Young i '08, begge på Roskilde)!
Jeg havner på tre stensikre og en lille fjerde stjerne for en trods alt god stadionrockkoncert, der antydede en enorm fest, men fyrværkeriet udeblev.
søndag den 12. juni 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)