En gavflab på 70

Lou Reed fylder 70 i dag.

Af de helt unge er han måske bedst kendt for det udskældte samarbejde med Metallica sidste år, men evnen til at provokere som den rock 'n' roll-stjerne, han utvivlsomt er, har han bibeholdt.

At det mest interessante materiale ligger år tilbage, er en anden side af sagen, men i karrieren har han skrevet så vidt forskellige ting som ørehængere som Perfect Day og eksperimenterende støj på Metal Machine Music. De kunstneriske rammer er for længst nedbrudt.
 
Her med flabet smil i selskab med The Velvet Undergrounds egen femme fatale, tyskfødte Nico.

En fridag fra Moe's Tavern.

5 år efter Jagtvej 69

I dag for 5 år siden blev Ungdomshuset på Jagtvej 69 revet ned.

MetroXpress har i den anledning fyldt dagens forside med historien om, at brugerne af det nye hus på Dortheavej ikke er de samme ekstremister, som tilsyneladende fyldte det forhenværende Ungeren.

Politiken kan sågar berette, at de unges nye sted er til gavn for hele kvarteret.

Det lyder alt sammen meget godt.

Men var de unge på Jagtvej 69 en flok ekstreme og voldsforherligende unge mennesker? Gratisavisens billede til overskriften får det til at se sådan ud:

Optøjer i gaderne med bål, brand og hærværk, der gik ud over uskyldige blandt Nørrebros beboere og butiksejere, har naturligvis ikke hjulpet deres sag. 

Men til sådanne - lad os kalde dem demonstrationer - dukker destruktive personer altid op, og deres mål er vold og ødelæggelser, mens midlet er den sag, de i bund og grund er ligeglade med. Man ser noget tilsvarende i forbindelse med hooliganisme. Og disse typer kom naturligvis også til København, da urolighederne stod på.

Jeg vil på ingen måde forsvare de handlinger, men jeg tvivler meget stærkt på, at den udlægning, MetroXpress bringer, er det sande billede af dagligdagen på Jagtvej 69. Det lugter lidt af skjult agenda.

Det er så let at tage stilling til noget, man ikke selv har oplevet, og siden jeg hverken har været på det gamle eller nye sted, vil jeg heller ikke afgøre, hvordan brugerne af huset agerer og har ageret.

De mest markante holdninger kommer mærkeligt nok oftest fra de folk, der ved mindst om realiteterne. Det gælder også dagbladenes reportere og breaking news-helikopteren fra TV2. Og følgelig den majoritet, der får nyhederne herfra. 

Man kan sige meget om den slags sensationsjournalistik, men i gratisavisens tilfælde får man vist, hvad man betaler for.

Svigter Microsoft de handicappede?

Uden på nogen måde at bemærke det kan jeg klikke på en kuglepen utallige gange, og først når en venlig - nu rasende - sjæl har fået mere end nok, bliver det påpeget.

På samme måde kan jeg taste musikrytmer et cetera på et tastatur, og forvilder jeg mig hen på en Windows-computer, ender det, nogen vil kalde en uvane, med, at dette kommer til syne efter en lind strøm af tryk på skift-knappen:

Jeg har set det adskillige gange før og skyndt mig at annullere på samme paniske måde, som når jeg før afslutning bliver bedt om at gemme et Word-dokument, som jeg sværger på, at jeg med garanti ikke har ændret bare det mindste i.

Men hvad er træge taster egentligt for noget? Jeg har aldrig læst efter før nu.

Tilsyneladende findes denne indstilling under hjælp for handicappede, og det giver fin mening, at personer med besvær med at holde flere taster nede samtidigt får hjælp til at gøre det i et sænket tempo og én ad gangen.

Det sker bare ikke.

Der er overhovedet ingen ændring, når jeg accepterer at benytte træge taster. Så nu kan jeg roligt fortsætte med at hamre på skift-knappen. Men lades de handicappede, der behøver hjælpen, ikke i stikken?