Igen i går befandt jeg mig skuende op på scenen. Denne gang lokkede en fribillet til Akron/Family på Loppen, og jeg siger aldrig nej til at høre livemusik. Musikalsk set var det såmænd en positiv overraskelse. Deres kunnen er der ikke en finger at sætte på, og de formåede også at skabe syrede lydbilleder med skæve kompositioner. Ikke på skrækeksemplet Figurines-måden.
Til gengæld keder de obligatoriske vokalharmonier mig noget så grusomt. De kan sagtens synge. Problemet ligger slet ikke der. Det er i grunden bare røvsygt at høre på. Er der overhovedet lavet noget af den slags siden Pet Sounds, der er værd at lytte til? Og nej, danske bidrag som The Rumour Said Fire og Treefight for Sunlight har intet at gøre i det selskab.
Men alt i alt var aftenen yderst vellykket. Og anekdoten om liftet med tourbussen og backstagehistorierne må en anden hellere fortælle.
Med en varighed på knap to timer har fansene fået fuld valuta for pengene. Og turene fra scenen ned blandt publikum, der gejles op til at synge og danse med, går naturligvis rent ind.
Men hvor blev alle de føromtalte hornbriller og cardiganer af?
Selvfølgelig var de der da. Bevares. Men da slet ikke i den grad, jeg havde forventet. Til gengæld skal man nu åbenbart iføre sig en vanvittigt oversized sweater/sweatshirt/polo til fx temmelig stramme bukser. For år tilbage kunne jeg heller ikke se idéen med det. I dag sidder de fleste af mine bukser tættere på kroppen end en våddragt.
Men de passer trods alt til min krop. Det gør din trøje ikke, når skuldersyningen sidder længere nede end din albue. Det ligner jo bare pis. Ærligt talt.
Heldigvis lægger min mor stadig tøj frem til mig om morgenen.
