Derfor figurerer fx Anathema ikke på listen med den anbefalelsesværdige Falling Deeper, hvor tidligt doom-materiale er indspillet i storladen orkestral indpakning (d'damer, ingen growl, så I kan også bjergtages).
Lad nedtællingen begynde!
20. Graveyard - Hisingen Blues
Det er for alvor blevet populært at søge tilbage mod gamle dyder, og svenske Graveyard har fin succes med blytung og bluesdreven hardrock.
19. Spindrift: Classic Soundtracks vol. 1
For os, der køber cowboybukser i Cowboyland, skal cowboyfilm ledsages af velvalgte westernhits, som Spindrift er yderst leveringsdygtige til. Som opvarmning for Black Mountain i Lille Vega i april, fik de i den grad overbevist mig om deres kvaliteter.
18. Björk: Biophilia
Islands vigtigste importvare er tilbage. Jeg har ikke forsøgt mig med app-udgaven af albummet, hvor videnskab og natur går op i en højere enhed, men musikken holder, og der bør være en del at glæde sig til, når hun gæster Roskilde til sommer. Og på skolerne i Odder Kommune, hvor samtlige lærere og elever nu er udstyret med iPads (iPadder?) bliver natur/teknik-timerne forhåbentligt også musikalsk opdragende.
17. Uncle Acid & the Deadbeats: Blood Lust
Syreonklen og (med lidt god vilje) dødbiderne har høstet ros fra nær og fjern, siden der kom fokus på englændernes til at begynde med selvtrykte album. Okkult og tungt, psykedelisk og catchy. Mund til mund-metoden har sjældent fungeret bedre på nettet!
16. Pain of Salvation: Road Salt Two
Pain of Salvation kan til tider være overprætentiøse, og somme tider kan det i mine øjne virke, som om de laver komplekse kompositioner for kompleksitetens skyld. Det tog også nogle gennemlytninger, før jeg bevægede mig fra, at albummet kedede mig, til det nu er begyndt at vokse og formentligt fortsat vil. Det hænger godt sammen og giver oven i købet lyst til at give forgængeren endnu en chance.
15. Blackfield: Welcome to My DNA
Yderst produktive Steven Wilson er i konstellationen med israeleren Aviv Geffen i det mere poppede hjørne af sit musikalske spektrum. Hovedkomponisten er sidstnævnte, og der leveres virkelig iørefaldende sange, men vi bevæger os samtidig i ufarlighedens grænseland.
14. The Raveonettes: Raven in the Grave
Wagner og Foo holder høj standard, og 2011's bidrag krævede også lyttertålmodighed, før den for alvor dykkede ned under huden. Det klæder dem, at Troelsen-lyden nu er fortid, og Raveonettes mestrer at støje, både når de larmer, og når det gælder dybfølt tungsind.
13. Leprous: Bilateral
Medlemmerne fra Leprous har udgjort Ihsahns udøvende livemandskab, og det har været noget helt særligt at stifte bekendtskab med nordmændene. Progressiv metal, der fænger. Vokalen er formidabel, og selv om jeg umiddelbart føler, at pladens første halvdel er bedst, er jeg ikke i tvivl om, at flere sange vil følge trop. Det lader sig ej heller fornægte, at kreatøren af coveret er den samme, som står bag The Mars Voltas ditto siden Amputechture.
12. Puscifer: Conditions of My Parole
Mens vi atter venter på nyt Tool-udspil, har Maynard James Keenans sideprojekt Puscifer omsider vundet gehør hos mig, og skønhederne findes i flæng. Umiddelbart er albummet mere rocket, end jeg husker det tidligere materiale (en enkelt fuldlængde samt en række ep'er og remixalbum), som også har elementer af industrial og triphop. Når sangene har sat sig i kroppen på lytteren, slippes de ikke foreløbigt, og Maynards stemme og komponeringssans er et sikkert hit.
11. Dream Theater: A Dramatic Turn of Events
Når Dream Theater sidst på indeværende måned gæster Valby-Hallen, er det med deres bedste udgivelse længe i bagagen. De tør mere, og det klæder dem gevaldigt. Som coveret kunne antyde, er de skyhøjt at flyve, og for de progressive amerikanere knækker linen ikke, men balladerne kører stadig med støttehjul.
10. Burzum: Fallen
Sidste års Belus var ulvens fænomenale tilbagevenden, og efterfølgeren ligger stilmæssigt helt i tråd hermed. Helt så overrumplende bliver Fallen ikke, men eksempelvis Budstikken, Jeg Faller og Valen hæver pladen et par niveauer.
9. Mastodon: The Hunter
Det er næppe hollænderen Klaas-Jan Huntelaar, der deler (kæle)navn med denne udgivelse, Mastodon har haft i tankerne under indspilningen. Amerikanerne har lagt et mere punkrocket udtryk over sangene, og samtidig er deres artwork væsentligt mere simpelt end tidligere set. Måske der er en sammenhæng? Når første hurdle - at vænne sig (ikke vende, venner) til den enklere sangskrivning - fungerer det såmænd yderst prisværdigt, selv om singlen Curl of the Burl er mig en tand for letkøbt.
8. Blood Ceremony: Living With the Ancients
Tidligere omtalt og anbefalet, og selv om der ikke tilnærmelsesvis er opfundet nyt herpå, sidder canadiernes tunge halvfjerdserinspirerede rock "med dyb, velafstemt kvindevokal, fængende soli, orgel, fløjte, så Jethro Tull misundes" (skal man benytte citationstegn, når man citerer sig selv og endnu mener det samme?), lige i skabet.
7. Radiohead: The King of Limbs
Trods det faktum at Radioheads seneste udgivelser har høstet mere opmærksomhed på udgivelsesformen - denne gang udgivet med en trykt avis og nogle klistermærker, jeg endnu har til gode at få fidus til - end selve det musikalske indhold, er lemmedaskeren fra 2011 ingenlunde vanskabt. Legesygen er stadig i højsædet. Lotus Flower er fantastisk, mens et nummer som Codex i al sin enkelhed er smuk, og helt generelt er balladerne nu kvintettens styrke, hvor de i en årrække har været akilleshælen.
6. Sivert Høyem: Long Slow Distance
Den tidligere Madrugada-forsanger holder uhyre højt niveau på sin fjerde skive i eget navn. Hans sangskrivertalent er uomtvisteligt, og rocksange i ét væk skabes med melodier, man får på hjernen - ikke af den slags, man helst er fri for, idet Long Slow Distance både indbyder til at synge med og stemme luftspaden. Eneste anke må være, at nogle få sange tenderer til at blive lige en kende for pæne. Live fungerer det nye materiale eminent, og Høyem behøver ikke gemme sin forrygende og følelsesladede vokal bag producerknapper.
5. Opeth: Heritage
Selv med en basisviden om musikhistorien bør man ud fra coveret kunne regne ud, hvilken retning Opeth på det nye album har dyrket. Og når man kender til Mikael Åkerfeldts gigapassion for den progressive rock (tak for tippet om Caravan), siger det sig selv, at inspirationen herfra vil komme til udtryk på Heritage. Væk er al growl, og det klæder nødvendigvis ikke bandet, men det er ærligt talt heller ikke savnet, når først pladen roterer. Med ganske få undtagelser er prog-pladen en stor succes, og den kunstneriske påvirkning fra forbillederne formår Opeth at gøre til deres naturlige karriereskridt videre.
4. Ghost: Opus Eponymous
Ligesom Uncle Acid og vennerne inviterer Ghost os ind i det okkulte mørke, hvor den tunge rock hersker. Fra første lyt var albummet iørefaldende som bare pokker, men min største tvivl var, om den vedvarende ville være interessant - og det er den så afgjort. En opfølgning inden alt for længe er ønskværdig fra de kutteklædte satanrockere fra Stockholm.
3. Steven Wilson: Grace for Drowning
Porcupine Tree-bagmanden Steven Wilson er nutidens prog-konge, og han har en helt særlig evne til ikke bare at skrive prog-sange, så fordums stjerner må bøje sig i støvet, men også popsange, som gør enhver blød i knæene, dirrende tung rock, der nærmer sig kulsort metal, og han er heller ikke bleg for at røre elektronisk musik. Et multitalent og en usammenligneligt stor musiknørd - intet mindre. Og Grace for Drowning er et storslået værk, hvor såvel det vind og skæve som det stenhårde og fløjlsbløde repræsenteres. Og han formår at samle det hele under samme paraply, så det fremstår som en strålende enhed. Det kræver en vis portion tålmod at give sig i kast med det næsten 85 minutter lange album, men fx Raider II, der udgør mere end en fjerdedel af den samlede spilletid, giver belønning nok i sig selv.
2. Machine Head: Unto the Locust
Efter mesterværket The Blackening var der selvsagt forventninger så høje som antallet af dives i en vilkårlig La Liga-kamp. Machine Head har ikke overgået forgængeren, men de har fundet en recept, det er svært at blive træt af. Inspirerende og pågående leveres et varierende miks af heavygenrer i episk monumentalitet.
1. PJ Harvey: Let England Shake
Allerede da PJ Harveys prægtige bidrag til 2011 udkom, var jeg overbevist om, at vi havde at gøre med en seriøs bejler til årets udgivelse. Polly Jean har skabt et tematisk mesterværk af en antikrigsplade - og hun evner på magisk vis at gøre det uden at lyde frelst. Let England Shake har længere holdbarhed end usolgt hakkekød i Super Best, og det i sig selv er jo en kunst.
Til slut et par boblere i aldeles tilfældig og samtidig alfabetisk rækkefølge, som også har præsteret at efterlade et overvejende positivt indtryk:
Til slut et par boblere i aldeles tilfældig og samtidig alfabetisk rækkefølge, som også har præsteret at efterlade et overvejende positivt indtryk:
