Henrik 'Store' Larsen i ekstase. |
Henrik Larsen startede sin udlandskarriere i Serie A-klubben Pisa, hvor han i 1990/91 havde en fin sæson, selv om holdet rykkede ned. Imidlertid gjaldt reglen om maksimalt to udlændinge for holdene i Serie B, og da Pisa rådede over og foretrak de argentinske stamspillere José Antonio Chamot og Diego Simeone, måtte danskeren søge spilletid andetsteds, og det blev i Lyngby BK, som han kom fra, da han tog til Italien. Hollænderen Mario Been led samme skæbne og returnerede ligeledes til sit hjemland og tørnede ud for Heerenveen.
Efter EM-triumfen i 1992 tog 'Store' tilbage til Pisa, som profilen Simeone netop havde forladt til fordel for Sevilla med den kroatiske måltyv Davor Suker og den sniffende håndboldlegende Diego Maradona i truppen.
Desværre blev det ikke til mange kampe i det italienske efter sin tilbagevenden, før Henrik Larsen blev sat til salg, og han røg på lejeophold i Aston Villa i begyndelsen af 1993. Her fandt han sig aldrig til rette, og manager 'Big' Ron Atkinson satte ham på reserveholdet perioden ud.
Endnu en lejekontrakt kom i hus, og denne gang kaldte Tyskland. 2. Bundesliga-klubben Waldhof Mannheim bød sig til, og her fik Larsen en succesrig tilværelse, og klubben endte sæsonen på en fornem 6.plads.
Retur til Lyngby (nu FC) på leje en enkelt sæson var næste skridt, og da han efter 1994/95-sæsonen blev fritstillet af Pisa, tog han endnu en tørn for de blåblusede, inden han sluttede sin karriere med tre sæsoner i FC København, hvor det blev til en pokaltriumf i første sæson med en sejr over Ikast fS og et finalenederlag til Brøndby året efter.
Siden har han prøvet kræfter med trænergerningen som cheftræner for bl.a. det færøske landshold, Ølstykke, Køge og Lyngby samt assistent for FC København og senest Randers FC i 2009. Hvem ved - måske vender han tilbage igen med samme gejst som i dag for 21 år siden.