Verdens bedste guitarist ifølge - blandt mange andre - musikmagasinet Rolling Stone kunne i dag være fyldt 69.
Helt fra barndommen har mit fædrende ophav sørget for god opdragelse og indoktrineret mig til at elske guitarguruens evner. Det er også svært ikke at holde af en mand, der har forstand på både gribebræt og damer. Nedenstående er fra pladecoveret til Electric Ladyland.
I mange år har det været fast tradition til jul, at juletræet blev pyntet, mens videoen (yes, vhs'en) øredøvende højt drønede derudad med en flimret koncertoptagelse i sin tid vist på TV2 og - bedst af alt - med teksterne kreativt oversat i underteksterne.
Foxy lady blev dermed til rævet kvinde. Den er go' nok. Det skrev de sgu.
Jimi Hendrix vil om mange år stadig figurere i toppen af føromtalte liste. Med rette.