Det er blevet tid til at gøre status over årets musikalske udgivelser, og vanen tro har jeg hørt en hulens masse. Første kapitel bliver en gennemgang af albummer, som ikke kom i betragtning til den eftertragtede titel.
Amerikanske Melvins har været produktive, og fans er derfor sendt til pladepusheren to gange i år efter nyt. Den seneste,
Tres Cabrones, fra november har jeg dog ikke haft lejlighed til at høre. Det har jeg til gengæld med coverpladen
Everybody Loves Sausages, hvorpå Buzz Osborne & co. assisteres af flere gæstemusikere - heriblandt Mudhoneys Mark Arm og Jelly Biafra fra Dead Kennedys på vokal. Bedst fungerer numre som
In Every Dream Home a Heartache (Roxy Music),
Attitude (The Kinks) og
Warhead (Venom), mens Queen-nummeret
You're My Best Friend nok skal regnes for noget af et eksperiment.
Cult of Luna udgav appendikset
Vertikal II til albummet tituleret på samme måde men uden romertal. Der er reelt set tale om et ep-format, og kompositionerne er langstrakte, metalliske lydbilleder. De fire numre har en samlet spilletid på mere end 35 minutter, og især
Shun the Mask viser lovende takter, så fans går ikke galt i byen her.
Med en tidstypisk blanding af neopsykedelia og elektronisk indierock samt en adresse i Montreal, Canada burde grundlaget være til stede for at få succes.
Images du Futur er dog ikke i nærheden af at forløse det potentiale, men skæringer som
Powers of Ten og
Music Won't Save You er blandt de bedre.
Drømmende postrock på islandsk fås ikke bedre end fra Sigur Ros, og 2013-bidraget
Kveikur har jeg ikke givet den fornødne opmærksomhed. Numre som
Ísjaki og førstesinglen
Brennisteinn bevidner dog, at der er masser at komme efter, og at albummet fortjener opmærksomhed og tålmodighed. Som vanligt er bundniveauet højere end hos de fleste, og på sigt kan
Kveikur måske hamle op med deres ypperligste præstationer.
Odeon-scenen på Roskilde Festival fik i sommer besøg af Sonic Youth-medstifteren Thurston Moore i sideprojektet Chelsea Light Moving, som i år har udgivet et eponymt album. Ikke alt er lige interessant, men
Alighted er en af de mere vellykkede sange. Det er dog ikke helt nok til, at
Chelsea Light Moving skal hjem på pladehylden.
Endnu en af sommerens festivalaktuelle navne har som opvarmning til løjerne fået rotation på anlægget. Det er nigereren (som en person fra Niger altså kaldes) Bombino med albummet
Nomad, og genremæssigt bevæger vi os omkring vestafrikanske toner blandet med ørkenrock. Et nummer som
Amidinine viser, at jeg burde have slået vejen forbi Odeon.
Cult of Luna udgav appendikset Vertikal II til albummet tituleret på samme måde men uden romertal. Der er reelt set tale om et ep-format, og kompositionerne er langstrakte, metalliske lydbilleder. De fire numre har en samlet spilletid på mere end 35 minutter, og især Shun the Mask viser lovende takter, så fans går ikke galt i byen her.
Drømmende postrock på islandsk fås ikke bedre end fra Sigur Ros, og 2013-bidraget Kveikur har jeg ikke givet den fornødne opmærksomhed. Numre som Ísjaki og førstesinglen Brennisteinn bevidner dog, at der er masser at komme efter, og at albummet fortjener opmærksomhed og tålmodighed. Som vanligt er bundniveauet højere end hos de fleste, og på sigt kan Kveikur måske hamle op med deres ypperligste præstationer.
