Da Varg Vikernes sad i spjældet, var det ikke black metal, der kom ud af enmandsorkestret Burzum, men ambient. Siden han blev løsladt, er der kommet tre glimrende plader, som fornyr fordums rå stil, mens seneste udspil er en tilbagevenden til kachottiden: ambient. Logoet er tillige udskiftet og nu med en jammerlig font. Nå ja, musikken: Ambient-pladerne fra fængelstiden er efter min mening ikke noget særligt, men stadig væsentligt mere interessante end
Sôl austan, Mâni vestan, som kører i tomgang.
Feðrahellir er ikke pladens værste nummer, og jeg ser frem til, at Varg finder vildskaben frem på næste opus.
Bruce Soord og Jonas Renkse, der henholdsvis er forsanger i The Pineapple Thief og Katatonia, lyder som udgangspunkt som et interessant samarbejde. Desværre hæver sangene sig ikke alverden over forholdsvist fornuftige, selv om vokalen i sig selv er en fornøjelse at lytte til.
Pleasure lægger fint fra land, men forløsningen udebliver.
Fuck It Dog, Life's A Risk kendes bedre under akronymet FIDLAR, og de fandt vej til spillelisten i år, idet Roskilde-bookerne inviterede dem til sommerlegene. Hvis man er til
Cheap Beer og punk rock, kan man give det en chance. Jeg nåede ikke koncerten på festivalen, men når deres eponyme album nærlyttes, tvivler jeg på, at jeg er gået glip af den store åbenbaring.
Amerikanske Trivium blander thrash metal og metalcore, og jeg har siden
Ascendancy, deres andet album, forsøgt og forsøgt, men trods flere fine elementer og guitarlir, der egentligt burde være lige efter mit hoved, er der noget ved vokalen og metalcore-elementerne, der udsletter begejstringen - også på dette års
Vengeance Falls som blandt andet i
Wake (The End is Nigh).
Med et lækkert miks af doom, stoner og klassisk heavy metal udsendte Trouble i firserne og halvfemserne en stribe storslåede fuldlængder. Efter tolv års pause kom i 2007 den absolut ikke mere end hæderlige
Simple Mind Condition, og nu er efterfølgeren klar. På
The Distortion Field er stilen nogenlunde den samme, og
Paranoia Conspiracy er blot et af de velfungerende numre. Niveauet er et skridt op i forhold til forgængeren, hvor vokalen er overtaget af Kyle Thomas, der bedst er kendt fra Exhorder.
Utallige gange har jeg forsøgt med Queens of the Stone Age. Meget taler for, at jeg burde kunne lide deres materiale, men trods en ivrig optakt til Roskilde-koncerten, som var en oplagt lejlighed til at få rålyttet deres plader, nåede jeg ikke til nogen erkendelse. Koncerten måtte så give mig rockkicket, men det udeblev i den grad også. Og nu efter adskillige gennemlytninger af
...Like Clockwork er jeg lige vidt. QOTSA rammer mig tilsyneladende bare slet ikke i guitarfræserens mellemgulv.
I København holder Red Sky Wizard til. Deres ep af samme navn er en rockudladning, der vil noget, og alle fire numre, hvoraf
Get Some og
I'm Knockin' kan høres er gode repræsentanter, holder fanen højt og bevidner, at The Hellacopters, The Datsuns og The Stooges ikke har levet forgæves.
Et af Seattle-grungens helt centrale bands, Mudhoney, havde gaspedalen i bund, da Loppen var fyldt til bristepunktet i maj i år, og 26. april skulle de gerne vende tilbage til endnu en seance.
Vanishing Point går næppe over i historien som en milepæl, men mindre kan sagtens gøre det, for
I Don't Remember You,
Douchebags on Parade og
I Like it Small er en del af det ganske fornuftige udfald.
Seneste album fra Maynard James Keenans sideprojekt Puscifer,
Conditions of My Parole, var strålende, så forventningsbarren var sat højt. Også selv om der denne gang kun var tale om en ep. Den indeholder to nye numre, hvoraf
Breathe er bedst, et ligegyldigt cover af
Bohemian Rhapsody, en lidt mere udfordrende coverudgave af Accepts
Balls to the Wall samt remix af numrene. Alt i alt er det mest en parentetisk udgivelse.
Da Arcade Fire udsendte
titelnummeret fra det på det tidspunkt kommende album, var det tydeligt, at canadierne havde fået James Murphy fra LCD Soundsystem til at producere. Umiddelbart fandt jeg det ikke særlig klædeligt, og offentliggørelsen af
Here Comes the Night Time understøttede blot min fornemmelse. Efter at have hørt albummet i sin fulde og lange helhed, viser det sig dog, at nummeret
Reflektor måske faktisk er albummets stærkeste - og det er relativt positivt ment, men der er alt for mange ligegyldige fyldnumre. Heldigvis er der flere numre, som momentant er begyndt at glimre, men det ændrer ikke på, at Arcade Fire vil for meget, når man tager materialet i betragtning, og de har slået et langt større brød op, end de kan bage. For lange numre, der ikke kan bære det, bliver i stedet ligegyldige, men det er ikke så katastrofalt, som jeg først frygtede.
Når man hører
Paint the Sky Black eller
I Won't Forget vil de fleste være lettere udfordret af Shinings jazzede og eksperimenterende metal. Der er fart på, og
One One One er trods det hidsige tempo tæt på mere lyttevenlig end den spændende forgænger
Blackjazz, der ligeledes er en anbefaling værd.
Længe har jeg kredset om The Black Angels'
Phosphene Dream fra 2010, og omsider er oplevelsen entydigt positiv. Derfor var det glædeligt at give sig i kast med det nye album,
Indigo Meadow. Det skuffer ikke, men det er ikke umiddelbart lige så godt.
Don't Play With Guns,
Indigo Meadow,
The Day og
I Hear Colors er allerede nu svære at slippe, så jeg behøver næppe lige så lang tid denne gang.
Efter viking metal-bandet Windir så sig nødsaget til at stoppe som følge af forsanger, stifter og kreatør Valfars død, dannedes Vreid, der efterhånden er nået til deres sjette album. Stilen er en melodisk udgave af black metal med rødder i punk og rock, hvorfor tankerne i især
The Reap ledes over på landsmændene Kvelertak. Til tider føles sangskrivningen dog en kende uvedkommende, men når det fungerer, er det tydeligt, de ikke er uefne.
