søndag den 29. december 2013

Ikke årets album #5


Orkestret med den ualmindeligt lave gennemsnitshøjde synger Hallelujah Last Patrol, men der er intet højhelligt over albummet. Til gengæld får vi en række ganske hæderlige numre, hvor fx Mindless Ones og End of Time er værd at se frem til, når de forhåbentligt luftes i Lille Vega d. 20. januar.









Der er skrald på, når Helhorse sparker stoner/sludgefesten i gang. Allerede i åbningsnummeret Fuck Art Let's Kill står missionen klar. Også Red Eye har et riff, der indbyder til luftguitar og flodbølger af fadøl, så det må snart være på tide, at jeg får hørt de groovy toner live.









The Fall of Every Season er et norsk enmandsorkester, som spiller doom metal ikke ulig danske Saturnus med masser af melodiske hooklines. Hvor vokalen hos danskerne veksler mellem growl og sagte hvisken, benytter Marius Strand en ren vokal, som er helt udmærket, men også en tand anonym. Sole Passenger er et godt eksempel på en velfungerende kombination. Fire af de fem numre på Amends er over ti minutter lange, så de utålmodige skulle hellere finde noget grindcore.







Gaver og anbefalinger er altid kærkomne, og da jeg fik denne mefistofeliske plade foræret, kendte jeg ikke til projektet. Erlend Hjelvik, forsanger i Kvelertak, samt medlemmer med baggrund i Koldbrann, Enslaved, Gorgoroth m.m. står bag, og der er tale om rendyrket black metal med djævelske tekster som i Aapne Graver og Tomme Kister eller ...Og Englene Dinglet Fra Galgene








Jonny Hefty og Jøden er et fantastisk makkerpar, og selv om det ikke hver gang er lige morsomt, er der et par nyklassikere gemt i blandt andre Gamle DrengTung Som en Sten, Kom Igen og Do Da For Græm. Det er som altid en fornøjelse at labbe referencer om Aalborg og andre dumme ting i sig.









Jason Newsted spillede på dette års Copenhell, og det var derfor oplagt at høre, hvad han var i stand til på egen hånd. Ep'en Metal blev udgivet før fuldlængden Heavy Metal Music, hvorpå to numre fra Metal er inkluderet, blandt andet King of the Underdogs. Jeg følte dog ikke for at følge op på ep'en og høre albummet, for trods megen velvilje over for Newsted, forblev det en tørvetriller.









Der er sket meget, siden Darkthrone huserede som et af de vigtige og dystre black metal-navne på den norske scene i første halvdel af halvfemserne. I dag er der mere rendyrket heavy metal og punk blandet ind i ekstremiteterne, og der er sågar blevet et vaskeægte hit ud af den iørefaldende Leave No Cross Unturned. Her høres King Diamond-inspirationen tydeligt.








Drømmeteatret finder på deres tolvte studiealbum anledning til at opkalde pladen efter sig selv. Det er længe siden, de har leveret mesterværker, og det er heller ikke her, de topper. The Enemy Inside er et fintslebet nummer, hvor de (gen)bruger repertoiret af ekvilibristiske virkemidler, mens den alt for lange dødsejler af en afslutning, Illumination Theory, der varer mere end 22 minutter, ikke lever op til amerikanernes standard.








Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken, når nu den fungerer. Sådan synes devisen at lyde hos ungersvendene i Essence, der på deres andet album fortsætter stimen af thrash-skæringer såsom Children of Rwanda. Hvad sangene mangler i originalitet, havde de i højere grad i kvalitet på debuten, men Essence slipper med Last Night of Solace helskindet igennem den svære toer.








Jeg gik glip af koncerten på Vega i efteråret, og derfor har jeg ikke orket at høre pladen siden da. Jeg vil kun komme til at ærgre mig. Men det er altid som minimum interessant, når Mike Patton er med.










Palms lyder ikke langt fra det, man kunne forvente af et projekt med Chino Moreno fra Deftones og 3 gutter fra Isis. Det er slet ikke dumt, når Future Warrior og Patagonia folder sig ud. Men den endegyldige forløsning er ikke opstået endnu, så 2014 må vise, om Palms er et interessant bekendtskab eller et holdbart værk.








Også hørt - og ramte heller ikke plet: