torsdag den 12. marts 2015

Mens Bas Dost er på alles læber ...

VfL Wolfsburg tager i aften imod italienske Inter i Europa League. På det seneste har Bas Dost været noget nær ustoppelig, og hollænderen har mildest talt ikke levnet Bendtner nogen som helst mulighed for at tilspille sig kamptræning på førsteholdsniveau i Stadt des KdF-Wagens bei Fallersleben i Niedersachsen, folkevognsboblens hjemby.

Klubben overraskede med sit første og hidtil eneste mesterskab i 2008/09, hvor topscorerlistens nummer 1 og 2, brasilianeren Grafite og den nuværende Manchester City-bosnier Edin Džeko, bidrog med henholdsvis 28 og 26 ligamål, mens Zvjezdan Misimović i 10'er-rollen formåede at lægge op til 20 scoringer.

10 år forinden så holdet markant anderledes ud, og træneren i perioden 1998-2003 i VfL Wolfsburg hed Wolfgang Wolf. Det er næsten for komisk til at være sandt! Cheftræneren er herren klædt i rødt ude til højre.


Danske Claus Thomsen var netop ankommet til klubben, efter et halvt år i AB havde afløst et foregående ophold med blandet succes i det engelske, hvor først Ipswich og siden Everton var arbejdsgiver. 

Wolfgang Wolf havde desuden forstærket Wolfsburg med ghaneseren Charles Akonnor fra Fortuna Köln, spydspidsen Steffen Baumgart fra Hansa Rostock, den solide skotske oprydder Brian O’Neil fra Aberdeen, polakken Andrzej Juskowiak fra Borussia Mönchengladbach og ligeledes polske Krzysztof Nowak fra den brasilianske klub Atlético Paranaense. Nowak fik senere konstateret en sjælden form for sklerose, som han døde af i 2005. Klubben oprettede efterfølgende en fond, der støtter andre med samme sygdom. 

Status på 1998/99-sæsonen blev, at VfL Wolfsburg via sin sjetteplads kvalificerede sig til UEFA-cuppen.  Man forestiller sig, at Wolfsburg-træner Wolfgang Wolf har motiveret spillerne med tonerne af Der Wolf-hittet "Oh Shit, Frau Schmidt".