fredag den 28. december 2018

Årets album 2018: 16-20

Det er på tide at gøre status over, hvilke nye plader der har gjort indtryk og naglet sig fast i hukommelse og pladesamling.

Omtrent hundrede nyudgivne titler har jeg lagt ører til i årets løb, og selv når de få liveudgivelser, opsamlinger og den slags trækkes fra, burde der være masser af konkurrence om pladserne på podiet.

Imidlertid har jeg faktisk endnu kun budt velkommen i reolen til fire nye studiekammerater, der alle er at finde i årets top 10. Et par stykker i samme afdeling er undervejs med fragtmanden, men tallet indikerer, hvad der har været mit indtryk gennem de forgangne årstider:

Det har aldrig været lettere at nå til tops på årslisten. 

Få lysglimt har denne gang været tilstrækkeligt til et skulderklap. Det svarer lidt til at blive mester kun med uafgjorte kampe. Kun enkelte nye bekendtskaber har sneget sig med, og jeg har endda gjort mig umage med at lytte til alt det velrenommerede, som det brede spektrum af rocken har kastet af sig. 

Derfor har jeg spenderet mere tid i selskab med gamle kendinge, der dog samlet set har leveret noget, der er mere svingende end en hjemtur fra julefrokost ad bagvejen.   


20. Soulfly: Ritual


Da Soulfly i sommer spillede Copenhells torsdagsprogram et godt nøk ind i fredag, var det langt mere et hyggeligt gensyn end en klædelig koncert. Derfor overrasker hæderlige Ritual, som Max & co. ikke ville skulle have skammet sig over at præsentere hin juninat.




19. The Pineapple Thief: Dissolution


Bag tønderne sidder Gavin Harrison, der vel bedst er kendt for sine tævetalenter i blandt andet Porcupine Tree og King Crimson. Frontfigur og stifter er Bruce Soord, der også har samarbejdet med Katatonias Jonas Renkse, men bandet her er hans primære aktivitet. Harrison er denne gang inviteret i maskinrummet og har bidraget til den kreative del. Nok er den progressive rock poleret, men når samarbejdet lykkes, fungerer det fortræffeligt.




18. Suede: The Blue Hour


Det er efterhånden en årrække siden, at jeg har beskæftiget mig med Suede, og den to år gamle forgænger er helt gået min næse forbi. Der er glimrende takter på The Blue Hour, der ikke bare er en gentagelse af britpopgruppens halvfemserstorhed.




17. Behemoth: I Loved You at Your Darkest


Virkemidlerne er velkendte på polske Behemoths ellevte studieskive, og trods fire års ventetid er det en naturlig forlængelse af hovedværket The Satanist. Det aktuelle materiale har ikke helt samme råstyrke, men der er stadig god grund til at glæde sig til den 25. januar, hvor de bliver husherrer i Vega.




16. Wooden Shjips: V.


Også Wooden Shjips kigger forbi Lindholmland i det nye år. Loppen lægger lokaler til, når en mindre fuzzhypnose angiveligt vil finde sted. Bidragene fra årets bidrag vil være i den tilbagelænede afdeling, og det virker lidt, som om Ripley Johnson lader Wooden Shjips og hans andet band, Moon Duo, mødes på nærværende opus.