søndag den 30. december 2018

Årets album 2018: 6-10

Så nåede vi til den øverste halvdel. De foregående finder du her.


10. Alice in Chains: Rainier Fog


Seattlebandet er efter Layne Staleys død i 2002 oppe på lige så mange fuldlængder før som efter, og med William DuValls vokal, der minder om Staleys, og Jerry Cantrells signaturlyd, fortsætter Alice in Chains også på Rainier Fog med at levere eskapader, som fansene forventer. På dansk jord gav de med "The One You Know" på årets Copenhell en forsmag på et album, der ikke skuffer.



9. Dimmu Borgir: Eonian


Min interesse for Dimmu Borgir var på sit højeste i sluthalvfemserne og kort ind i det nye årtusinde, mens den dalede i takt med bandets stigende symfoniske arrangementer. Derfor havde jeg - også på baggrund af den hurtigt glemte Abrahadabra, der affødte otte års ventetid - egentligt dømt Shagrath, Silenoz og de andre ude. 

At de i den grad byder på en velspillet symfoni af orkestral black metal, er derfor både overraskende og perfekt timet, idet de kommer på Copenhell til sommer.



8. The Smashing Pumpkins: 
Shiny and Oh So Bright, Vol. 1 / 
LP: No Past. No Future. No Sun.


I februar kom det frem, at James Iha og Jimmy Chamberlin var tilbage i Billy Corgans fold, og så troede alle, at det blev 1993 igen. Hvis man har fulgt lidt med i, hvad græskarene med Corgan i spidsen rent faktisk har udgivet i dette årti, vil man vide, at han ikke er så teenagetvær som tidligere, hvilket alligevel har affødt interessante og vedkommende plader. 

Titlen her er lige så lang, som pladen er kort. Godt en halv times selskab er fordelt på otte numre, hvor flere af dem vokser og viser en intakt sans for velskrevet rock godt krydret med bagmandens karakteristiske stemme.



7. Amorphis: Queen of Time


Fra de tusind søers land udsendte Amorphis i det forgangne år sit trettende studiealbum af vanlig høj standard på markedet. Folkloreinspirationen har været gennemgående siden 1990, hvor der var mere død og dommedag. Den spiller også en central rolle på Queen of Time, men heldigvis har de i Tomi Joutsen en vokalist (siden 2005), der mestrer og balancerer mellem det brutale og betagende. Olli-Pekka Laine er tilbage på bassen, og de fire grundlæggere er derfor atter forenet. 

Den 14. januar kigger de sammen med Soilwork forbi den nyrestaurerede Amager Bio til en udsolgt koncert. Vilkårene må være bedre, end da de i 2010 skulle have spillet med Orphaned Land i Pumpehuset, der dog gik konkurs. Derfor blev koncerten rykket til Amager Bio, hvor de to fik lov at varme op for Metallica Jam på J-dagen. Det bliver aldrig så respektløst igen!




6. The Brian Jonestown Massacre: 
Something Else


Antihelten Anton Newcombe så jeg i november 2017 som dj i foyeren til arrangementet Synästhesie III (med Camera, Tangerine Dream og The Horrors på programmet) i Berlins Volksbühne. Her så han mildest talt tilfældig ud, mens han spillede for passerende folk og tørstige i barkøen. I august i år var bandet på besøg i Pumpehuset, og selv om kun et par numre fra Something Else fandt vej til sætlisten, var det her en tilbagelænet, men stilsikker styrmand.

Nedenstående nummer var en af repræsentanterne fra de nye kreationer og blev også et af aftenens mindeværdige øjeblikke.