15. Uffe Lorenzen: Triprapport
Danmarks psykedeliske bagmand præsenterede sin debutplade på en landsdækkende tour med det endnu eksisterende Rejsekort, og efterfølgeren krævede et tålt ophold, som dette års koncertrække blev benævnt. Jeg oplevede tourens afslutning på Hotel Cecil i København med scenen som kopholder. Anekdoter og alverdens afkroge i guldalderrock samt Spids Nøgenhat-nedslag blev blandet med Triprapport, der med "Alting er Eet", "Psykonauten", "Lille Fugl" og endnu en Hyldemor-omskrivning gør trippets tidslomme aktuelt og relevant.
14. Altar of Oblivion: The Seven Spirits
Firserne har ikke været forgæves, for også på The Seven Spirits krydres den storslåede episke doom metal med melodilinjer, der leder tankerne i retning af klassisk heavy metal. Bedst er det på "No One Left" og "Created in the Fire of Holiness", og konceptet balancerer som altid mellem catchy og corny, men udfaldet er velafstemt.
13. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell!
Lana Del Rey er om nogen en mester i at dyrke et tilbageskuende kunstnerisk udtryk, og ledsaget af den sensuelle stemme går resultatet rent ind i "Venice Bitch", "Mariners Apartment Complex", Hope is a Dangerous Thing for a Woman Like Me to Have - But I Have it" samt pladens titelnummer, der alle forsøder som saft og sukker til risengrøden.
12. Swans: Leaving Meaning
Det er aldrig kedeligt i selskab med Michael Gira. Der er sket meget siden de eksperimenterende støjværker fra 1980'erne, men op igennem det seneste årti har Swans flere gange været på diskografiens bjergtinder. Dog mente Gira, at der ikke var mere at komme efter, så han aflivede bandkonstellationen, og svanesangen i 2016 blev begyndelsen på det, der nu i 2019 er blevet til Leaving Meaning. Opbyggende numre som "The Hanging Man", "Sunfucker" og "Leaving Meaning" viser alsidigheden i Giras univers, der rummer flere akustiske elementer end tidligt i karrieren. Men under overfladen er der lige så supersonisk dystert som førhen.
11. Nick Cave and the Bad Seeds: Ghosteen
Trods lyset på omslaget er Ghosteen endnu en dyster og sørgmodig samling sange, som det har været tendensen på de seneste udgivelser. Til tider kan man godt savne tiden med mere Blixa Bargeld end Warren Ellis, men klogest er det nok at undlade at sammenligne. Ghosteen indeholder enormt smukke skæringer, men det er alligevel lidt sigende, at albummet først fandt sin vej til min pladesamling efter en tur i gavepapir og under en nordmannsgran i stuen. På sigt kan det imidlertid vise sig at blive en fordel.
