Fra de virkelig gode til årets fem allerbedste plader - intet mindre:
5. Cult of Luna: A Dawn to Fear
Svenske Cult of Luna har på ny leveret monumentale kompositioner, der indgyder respekt. Allerede fra "The Silent Man" tydeliggøres den hårdtslående pompøsitet, der senere i "Nightwalkers" og "The Fall" fuldender misundelsen på dem, der i oktober oplevede numrene udfolde sig i Pumpehuset. Afbud til denne seance kræver en fortrydelsespille!
4. Lightning Dust: Spectre
Vancouver-bandet Lightning Dust har siden 2007 været et sideprojekt for Black Mountain-medlemmerne Amber Webber og Joshua Wells. Nu koncentrerer de sig helt og aldeles om Lightning Dust, hvis fjerde opus begejstrer. Ikke bare på plade leveres lækkerbiskner, men 8. december fik en lille skare på Ideal Bar, Vegas mindste i søskendeflokken, en intim overlevering, der afrundede mit koncertår med en af de allerstærkeste præstationer. Omdrejningspunktet var Spectre-skæringer som "Devoted to", "Led Astray", "Run Away" og "Competitive Depression".
3. Chelsea Wolfe: Birth of Violence
Blot to år efter den formidable og forfærdende "Hiss Spun" er Chelsea Wolfe ude af studiet igen. Til foråret er hun ophøjet til Studie 2 i DR Koncerthuset, efter at Loppen, Roskilde Festival og Pumpehuset (foruden Forum som opvarmning for A Perfect Circle) tidligere har lagt scenebrædder til amerikanerens dommedagstilgang til folk. Den kommende tour er akustisk, og på Birth of Violence er den morbide metalstøj tilsidesat. Til gengæld bliver der fokuseret på vokalen og den afklædte guitarlyd, og numre som "Little Grave", Dirt Universe" "The Mother Road" og "Deranged for Rock & Roll" cementerer Wolfes ærefrygtindgydende talent for at skrive dunkle gothsange.
2. Opeth: In Cauda Venenum
Også stockholmske Opeth er rykket i finere gemakker, og de seneste indendørskoncerter er foregået i Koncerthuset og senest i november i Det Kongelige Teater. Denne var en magtdemonstration, som Trump, Omar Al-Bashir og Kim Jong-un misunder, også selv om svenskerne har ydet endnu skarpere tidligere. Albummet er indspillet på svensk, men er desuden udgivet i en engelsksproget udgave. Den svenske er nu at foretrække. Det kræver kortere betænkningstid at hylde In Cauda Venenum, end Fie Laursen behøvede for at få slebet sine tænder ned til fordel for falske. Mikael Åkerfeldt og co. rammer i alt fald plet med "Hjärtat Vet Vad Handen Gör", "Svekets Prins, "De Närmast Sörjande" og "Allting Tar Slut". Sidstnævnte blev kanoneret under skindet på publikum hin novemberaften på Kongens Nytorv.
1. Tool: Fear Inoculum
Med en ventetid på 13 år er Fear Inoculum et sagnomspundet album på højde med Guns N' Roses' Chinese Democracy, der var omtalt og arbejdet på i et årti, før det omsider udkom i 2008. Anderledes kryptiske og hemmelighedsfulde har Tool været om en eventuel opfølger til 10,000 Days fra 2006, men da livekoncerter blev annonceret, og nye numre blev luftet, kunne fans over hele verden begynde at tro på det. Således også på Copenhell, hvor "Descending" og "Invincible" fandt plads i sættet. Kan sådan et album så ikke kun skuffe? Nærmest jo! Men trods pausen minder det heldigvis om det band, man indædt har savnet. Selv den fysiske udgave af albummet, der udkom som cd i en boks med en 4-tommer-skærm og en 2-watt-højttaler til afspilning af mesterværket, er typisk Tool-agtig. Heldigvis kan man ved hver eneste gennemlytning af numrene finde nye labre detaljer, der gør albummet til et pragtværk, der til fulde lever op til de Burj Khalifa-høje forventninger.
Godt nytår!
