fredag den 2. februar 2018

Koreansk bollevise

Nordmændene har det pænt vildt over det sydkoreanske indieband 무키무키만만수 (Mukimukimanmansu) og sangen "Andromeda".


søndag den 31. december 2017

Årets album 2017: 1-5

Kåringen er som sædvanlig trukket i langdrag, men nu er podiet fundet frem. Og selv om følgende fem har en skattet plads i pladereolen, har det aldrig været lettere at få en medaljeplads. Sådan var 2017 tilsyneladende. Godt nytår!


5. The Aghan Whigs: In Spades


På femtepladsen finder vi Ohio-veteranerne The Afghan Whigs, der leverede varen på sjaskvåde Northside i sommer. I år leverede de en blændende rockplade, der kandiderer i toppen af deres diskografi. Køen af skarptslebne numre begynder ved "Birdland", og i rækken har "Arabian Heights", "Demon in Profile", "Copernicus", "The Spell" og "Light as a Feather" også stillet sig. 




4. Satyricon: Deep Calleth Upon Deep


I Norge har svartmetallen i årevis søgt inspiration i malerkunsten. Hvis den folkekære Theodor Kittelsen havde levet endnu, ville der falde betydelige royalties af for de utallige coverforsider, der prydes af hans værker. Satyricon har dog denne gang valgt den internationalt bedre kendte Edvard Munch, hvis Dødskyss altså er ansigtet udadtil for Satyricon anno 2017. Deep Calleth Upon Deep er bedre sammenhængende end den eponyme forgænger, men det bliver det hverken ensformigt eller trættende af. "To Your Brethren in the Dark", "The Ghost of Rome" og "Dissonant" med den psykotiske intro går rent ind.




3. The War on Drugs: A Deeper Understanding


I 2014 blev jeg og mange flere overrumplet af den formidable Lost in the Dream fra et orkester, jeg kun kendte af navn. Det var den Springsteen-plade, bossen havde drømt om at skrive i årevis. Opmærksomheden rettet mod bandet er kun tiltaget siden, og forventningerne til A Deeper Understanding var selvsagt skyhøje. "Pain", "Knocked Down", "Thinking of a Place" og "In Chains" er bare begyndelsen på det, der i medierne kaldes moderne farrock. Sandt er det, at tonerne er blevet mere stadionvenlige, men selv om de tidligere plader stinker mere af indierock, er Adam Granduciels fingeraftryk en tydelig rød tråd. Man får næsten lyst til at købe en bil for at bruge dette som soundtrack.  




2. Chelsea Wolfe: Hiss Spun


En af de senere års mest interessante kunstnere er uden tvivl Chelsea Wolfe, der genremæssigt har fået det nogenlunde dækkende prædikat "doom folk". Hiss Spun var længe om at åbne sig, men perler som "16 Psyche", "Spun" og den overlegne "Twin Fawn" fornægter sig ikke. Et gensyn på Loppen i 2018 vil være kærkomment.




1. Kellermensch: Goliath


Det er sjældent, at danske album er med i opløbet om de helt store titler i dette regi, men når man har bedrevet et værk, der stinker af kunst, skal man også hyldes behørigt. Så er det lige meget, at Kellermensch er en 12-talspige og hverken høster 13-taller eller ug - men det ér udmærket godt, det her. Koncerten på Arena på Roskilde blev skæmmet af tekniske udfordringer, mens skabet sidenhen fik sin rette plads til revanchen på Vega. Goliath var længe undervejs, og med skriveblokade og pause kunne man frygte resultatet. Det var der ingen grund til, for udviklingen er kærkommen og betyder ingenlunde, at Kellermensch ikke stadig har en ikonisk og særlig lyd, selv om growlvokalen integreres mindre i enkelte numre, men har fået "Moth" for sig selv. Ikke desto mindre: en esbjergensisk opvisning, der fortjener international opmærksomhed.

lørdag den 30. december 2017

Årets album 2017: 6-10

Optakten er overstået, og top ti er nået. Vi skal nu se nærmere på nogle af de plader, der har imponeret mest i år.

10. Pillorian: Obsidian Arc


Da amerikanske Agalloch gik fra hinanden i 2016, efterlod de et vakuum, men heldigvis besluttede bagmanden John Haughm at samle et hold af ligesindede. Udfaldet er Pillorian, som fortsætter, hvor Agalloch slap med atmosfærisk sortmetal. I blandt andet "Dark is the River of Man" og "Archaen Divinity" slår de berettigelsen fast, hvilket ikke var mindre tydeligt, da turneen bragte dem forbi Loppen i foråret.




9. Tricky: Ununiform


Ununiform er en særdeles ujævn plade, men cool lækkerhed findes næppe så godt, som Tricky med gæster leverer det i "Wait for Signal", "Blood of My Blood" med den kasakhiske rapper Scriptonite, "Dark Days", "When We Die" samt det eneste bidrag fra Martina Topley-Bird i "The Only Way". 




8. Anathema: The Optimist


Anathema har bevæget sig langt væk fra død og dommedag, hvor karrieren begyndte, men bandets udvikling mod atmosfærisk, progressiv og patosladet rock har af og til været udfordrende, men hver gang har der været guld og mere til. Det er også tilfældet på The Optimist, der har referencer til A Fine Day to Exit fra 2001. "Springfield" og det opbyggende titelnummer, der kulminerer i typisk Anathema-guitar er nogle af højdepunkterne. 




7. Pain of Salvation: In the Passing Light of Day


Det er mange år siden, jeg har beskæftiget mig med svenske Pain of Salvation, men for dælen, hvor var det vigtigt at rende ind i en gammel bekendt, der viste sig at være langt rarere end de ellers gode minder. Konceptpladen rummer en lang række storladne skæringer, der appellerer til hele følelsesspektret.



6. Steven Wilson: To the Bone


Jeg har altid beundret Steven Wilson for at være i stand til at lave rock, der skræmmer de onde, og melodisk pop, der gør Hugh Grant endnu blødere i knæene. På To the Bone fejler selvsikkerheden ikke noget, i og med han selv er kommet på forsiden. Popsnedkeriet er mere dominerende denne gang som fx i "Nowhere Now" og "Permanating", men kvaliteten overgår langt det meste, der ser dagens lys. "Detonation", "Song of Unborn" og "Pariah" er på pensumlisten for 2017.