søndag den 29. december 2019

Årets album 2019: 1-5

Fra de virkelig gode til årets fem allerbedste plader - intet mindre:

5. Cult of Luna: A Dawn to Fear


Svenske Cult of Luna har på ny leveret monumentale kompositioner, der indgyder respekt. Allerede fra "The Silent Man" tydeliggøres den hårdtslående pompøsitet, der senere i "Nightwalkers" og "The Fall" fuldender misundelsen på dem, der i oktober oplevede numrene udfolde sig i Pumpehuset. Afbud til denne seance kræver en fortrydelsespille!





4. Lightning Dust: Spectre


Vancouver-bandet Lightning Dust har siden 2007 været et sideprojekt for Black Mountain-medlemmerne Amber Webber og Joshua Wells. Nu koncentrerer de sig helt og aldeles om Lightning Dust, hvis fjerde opus begejstrer. Ikke bare på plade leveres lækkerbiskner, men 8. december fik en lille skare på Ideal Bar, Vegas mindste i søskendeflokken, en intim overlevering, der afrundede mit koncertår med en af de allerstærkeste præstationer. Omdrejningspunktet var Spectre-skæringer som "Devoted to", "Led Astray", "Run Away" og "Competitive Depression".





3. Chelsea Wolfe: Birth of Violence


Blot to år efter den formidable og forfærdende "Hiss Spun" er Chelsea Wolfe ude af studiet igen. Til foråret er hun ophøjet til Studie 2 i DR Koncerthuset, efter at Loppen, Roskilde Festival og Pumpehuset (foruden Forum som opvarmning for A Perfect Circle) tidligere har lagt scenebrædder til amerikanerens dommedagstilgang til folk. Den kommende tour er akustisk, og på Birth of Violence er den morbide metalstøj tilsidesat. Til gengæld bliver der fokuseret på vokalen og den afklædte guitarlyd, og numre som "Little Grave", Dirt Universe" "The Mother Road" og "Deranged for Rock & Roll" cementerer Wolfes ærefrygtindgydende talent for at skrive dunkle gothsange.





2. Opeth: In Cauda Venenum


Også stockholmske Opeth er rykket i finere gemakker, og de seneste indendørskoncerter er foregået i Koncerthuset og senest i november i Det Kongelige Teater. Denne var en magtdemonstration, som Trump, Omar Al-Bashir og Kim Jong-un misunder, også selv om svenskerne har ydet endnu skarpere tidligere. Albummet er indspillet på svensk, men er desuden udgivet i en engelsksproget udgave. Den svenske er nu at foretrække. Det kræver kortere betænkningstid at hylde In Cauda Venenum, end Fie Laursen behøvede for at få slebet sine tænder ned til fordel for falske. Mikael Åkerfeldt og co. rammer i alt fald plet med "Hjärtat Vet Vad Handen Gör", "Svekets Prins, "De Närmast Sörjande" og "Allting Tar Slut". Sidstnævnte blev kanoneret under skindet på publikum hin novemberaften på Kongens Nytorv. 





1. Tool: Fear Inoculum


Med en ventetid på 13 år er Fear Inoculum et sagnomspundet album på højde med Guns N' Roses' Chinese Democracy, der var omtalt og arbejdet på i et årti, før det omsider udkom i 2008. Anderledes kryptiske og hemmelighedsfulde har Tool været om en eventuel opfølger til 10,000 Days fra 2006, men da livekoncerter blev annonceret, og nye numre blev luftet, kunne fans over hele verden begynde at tro på det. Således også på Copenhell, hvor "Descending" og "Invincible" fandt plads i sættet. Kan sådan et album så ikke kun skuffe? Nærmest jo! Men trods pausen minder det heldigvis om det band, man indædt har savnet. Selv den fysiske udgave af albummet, der udkom som cd i en boks med en 4-tommer-skærm og en 2-watt-højttaler til afspilning af mesterværket, er typisk Tool-agtig. Heldigvis kan man ved hver eneste gennemlytning af numrene finde nye labre detaljer, der gør albummet til et pragtværk, der til fulde lever op til de Burj Khalifa-høje forventninger.  




Godt nytår!

lørdag den 28. december 2019

Årets album 2019: 6-10

Efter gårsdagens bidrag er vi nået ind på den berygtede top ti. De første fem repræsenterer hvert sit land.

10. Mark Lanegan Band: Somebody's Knocking


Ellevte soloudgivelse fra amerikanske Mark Lanegan, der er berygtet som frontfigur i Screaming Trees og flittig bidragyder i Queens of the Stone Age ved siden af utallige samproduktioner, har udvidet synthrepertoiret, men guitaren er hverken glemt eller skjult, og Lanegans mørke røst er en elegant ledsager igennem "Night Flight to Kabul", "Stitch it Up" og "Disbelief Suspension". En novemberaften i Amager Bio blendede disse og yderligere tre fra Somebody's Knocking solidt ind i sættet og solgte overbevisende den nye plade.



9. Rammstein: Rammstein


Har Tysklands bedste eksportvare stadig relevans, eller har vi ventet et decennium på en ny "Pussy", som forgængeren præsenterede sig med? Svaret er heldigvis, at der stadig er bid i det berlinske Eisbein, som fx "Ausländer" og "Deutschland" viser. Vi slipper heller ikke denne gang for Rammstein-balladen, og "Diamant" blev leveret udsøgt i Parken midt i festivalsæsonen med en overraskende acceptabel lyd, og i "Radio" sørger Flake for den velkendte signatur på tangenterne. 




8. Black Mountain: Destroyer


Siden debuten i 2005 har jeg trofast været med på canadiernes tungrockende psychvogn. En af forcerne har været de blytunge grooves og selvfølgelig vokalsamarbejdet mellem Stephen McBean og Amber Webber. Sidstnævnte besidder en helt særlig stemme, men hun har sammen med Joshua Wells forladt bandet og dedikeret krafterne i et andet projekt - herom senere - og en ny besætning er med på Destroyer. Rachel Fannan er skiftet ind i pausen og gør det godt som i "Future Shade", et af årets lækreste numre overhovedet - men hun har et ganske andet udtryk end Webber. Det ændrer ikke på, at roadtrippet også i "License to Drive" og "High Rise" tilfredsstiller og hensætter mig med ønsket om en snarlig tilbagevenden til de københavnske scener.



7. Borknagar: True North


Fra Canada skal vi til det ægte nord - men tilbage over Atlanterhavet, og på Thunbergsk maner lader vi propellerne være og tager vikingeskibet til Norge. ICS Vortex med det borgerlige navn Simen Hestnæs er en Beelzebub-benådet sanger, som han også har vist talenter for i Dimmu Borgir, Arcturus og Lamented Souls. Efter Winter Thrice fra 2016, som aldrig helt hævede sig til sin forgængers styrke, er True North en vellykket togt, hvor "Voices", "Up North" og "Lights" viser det nordlige fra sit sande perspektiv: lige dele smukt og grumt.  



6. Alcest: Spiritual Instinct


Af sted mod sydligere himmelstrøg, hvor franske Alcest - ligesom Borknagar - spiller på de store følelser. I "Sapphire" og "Protection" kulminerer de shoegazede lydfladers storladenhed i medrivende melodier. Det er smukt og fyldt med patos, men metallen er ikke tilsidesat trods den iørefaldende sangskrivning, så Neige kan betragte Spiritual Instinct som et mere end godkendt post metal-opus.




fredag den 27. december 2019

Årets album 2019: 11-15

Facitlisten på årets udgivelser begyndte i går, og denne gang gælder det nogle danske kunstnere samt nogle stykker, der optræder i eget navn eller et til anledningen opfundet navn.

15. Uffe Lorenzen: Triprapport


Danmarks psykedeliske bagmand præsenterede sin debutplade på en landsdækkende tour med det endnu eksisterende Rejsekort, og efterfølgeren krævede et tålt ophold, som dette års koncertrække blev benævnt. Jeg oplevede tourens afslutning på Hotel Cecil i København med scenen som kopholder. Anekdoter og alverdens afkroge i guldalderrock samt Spids Nøgenhat-nedslag blev blandet med Triprapport, der med "Alting er Eet", "Psykonauten", "Lille Fugl" og endnu en Hyldemor-omskrivning gør trippets tidslomme aktuelt og relevant.



14. Altar of Oblivion: The Seven Spirits


Firserne har ikke været forgæves, for også på The Seven Spirits krydres den storslåede episke doom metal med melodilinjer, der leder tankerne i retning af klassisk heavy metal. Bedst er det på "No One Left" og "Created in the Fire of Holiness", og konceptet balancerer som altid mellem catchy og corny,  men udfaldet er velafstemt. 



13. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell!


Lana Del Rey er om nogen en mester i at dyrke et tilbageskuende kunstnerisk udtryk, og ledsaget af den sensuelle stemme går resultatet rent ind i "Venice Bitch", "Mariners Apartment Complex", Hope is a Dangerous Thing for a Woman Like Me to Have - But I Have it" samt pladens titelnummer, der alle forsøder som saft og sukker til risengrøden.



12. Swans: Leaving Meaning


Det er aldrig kedeligt i selskab med Michael Gira. Der er sket meget siden de eksperimenterende støjværker fra 1980'erne, men op igennem det seneste årti har Swans flere gange været på diskografiens bjergtinder. Dog mente Gira, at der ikke var mere at komme efter, så han aflivede  bandkonstellationen, og svanesangen i 2016 blev begyndelsen på det, der nu i 2019 er blevet til Leaving Meaning. Opbyggende numre som "The Hanging Man", "Sunfucker" og "Leaving Meaning" viser alsidigheden i Giras univers, der rummer flere akustiske elementer end tidligt i karrieren. Men under overfladen er der lige så supersonisk dystert som førhen. 



11. Nick Cave and the Bad Seeds: Ghosteen


Trods lyset på omslaget er Ghosteen endnu en dyster og sørgmodig samling sange, som det har været tendensen på de seneste udgivelser. Til tider kan man godt savne tiden med mere Blixa Bargeld end Warren Ellis, men klogest er det nok at undlade at sammenligne. Ghosteen indeholder enormt smukke skæringer, men det er alligevel lidt sigende, at albummet først fandt sin vej til min pladesamling efter en tur i gavepapir og under en nordmannsgran i stuen. På sigt kan det imidlertid vise sig at blive en fordel.