onsdag den 12. juli 2017

Ferieklar

Ferien står for døren, og der rejses til nær og fjern. Når der skal slappes af, foretrækker mange, at det, man nu engang har betalt for, bare spiller.

Belysningen på værelset bør i alt fald ikke være distraherende i sig selv.


Man kunne også ønske sig et sted at slænge sig. Og adgang til de bløde stole.


Man føler sig velkommen, når opredningen er klaret inden ankomst.


Det bør ikke blive noget problem at finde den foretrukne vandtemperatur.


Restaurantens specialiteter er altafgørende for et vellykket ophold, så jeg tager en nummer 116.



Ingen arme, ingen småkager - og heller ikke noget toiletpapir. 


Nå, men man kan da heldigvis få et værelse med udsigt ... til toilettet.


Udsigten kan dog være andet end latrinær.


Ferien skal dog ikke kun tilbringes på et hotelværelse, så lad os se på faciliteterne.




På rejsen er det vigtigt at følge de lokale regler, så derfor er den entydige kommunikation vigtig for, at man som gæst kan rette sig herefter. 


Skulle man alligevel have indvendinger, fordi noget ikke er som forventet, kan man komme med forslag til ændringer.


Ikke alle hoteller tager kritikken til sig, men man skal huske, at man får, hvad man betaler for. De færreste bryder sig om at blive snydt, men nogle turister kan bruge hele deres ferie på at kræve og brokke.

Phuc dat, kan man i stedet sige. God ferie!


mandag den 3. juli 2017

Sådan var Roskilde Festival 2017

Det skulle vise sig at være endnu en god beslutning at lege campist i udkanten af Roskilde for nu sekstende gang. "Get a place"-området var i år flyttet så sydligt på teltarealet, at traveskoene var lige så vigtige som gummirøjserne i oppakningen.

Selv om medierne tilsyneladende har skildret årets festival som ét langt skybrud, føltes det hverken lige så regnfuldt som Northside eller Copenhell, de to øvrige besøgte festivaler denne sommer. 

Det ændrede dog ikke på, at naboerne i en ung lejr, der ved 5-tiden var dygtige til at lave en morgenudgave af Distortion med gudsjammerlig musik og opmærksomhedshungrende råb, mens andre forsøgte at tilrane sig et par timers restitution, var knap så kæphøje, da der fredag formiddag faldt regn. Straks efter stod forældrene klar i campen med beklædning i Gore-Tex til de stakkels små.

Gennemgangen af årets koncerter er efter vanlig stil anmeldt op til de fuldfede 6 stjerner for den absolutte totaloplevelse. Her er det langt fra nok, at kunstneren spillede radiohittet efter halvanden times ørkenvandring. Skalaens bundniveau sammenlignes med Figurines, der i 2006 på Odeon fortjente 1 for at være ualmindeligt frygtelige. 

Allerede nu kan jeg afsløre, at de fik en udfordrer til den bundplacering.

Ice Cube på Orange

Nå, men for mit vedkommende begyndte festivalen temmelig sent, idet der var Copenhell i weekenden og Guns N' Roses i Parken tirsdag, så jeg ankom onsdag til lejrens legendariske (musik)quiz. Da sejren overlegent var i hus, var vi klar til musik.

Indgangen til Arena var den nærmeste, så vi fik hørt noget af Warpaint som det første. Hverken på plade eller live var det et særlig mindeværdigt bekendtskab (3). Ovre på Pavilion fik vi herefter det sidste med af Idles, der om ikke andet gav alt, hvad de havde. Jeg kommer næppe til at opkøbe hele diskografien, men briternes postpunk var højenergisk eksekveret (4).

Der var gensyn med Red Fang, som i årevis har leveret metervarer, men de fik sammensmeltet nyt og gammelt, så det ikke føltes så trægt, og gensynsglæden var sporadisk stor (4). En snert fik vi også med af Kevin Morby, der bedst er kendt fra indiefolkbandet Woods, og det lød ganske habilt (4). På vej mod denne onsdags hovednavn for mit vedkommende passerede vi The Weeknd, som tilsyneladende spillede to af deres store hits. Det var da velspillet, men ganske intetsigende for undertegnede (3).

Som erstatning for Blink-182 trak bookerne svenske The Hellacopters op ad hatten. Denne kanin blev sat i et noget for stort bur, for der var brug for en intim knallertklub til den slags rock 'n' roll. Det var udmærket, men kom desværre aldrig helt til sin ret (4).

Flere vil kalde Justice en fest, men franskmændene fik mig ikke i Crazy Daisy-humør, så dansepiller og dansesko var forbeholdt nogle andre (3) og godnat med mig!

Quizmestre

Torsdag begyndte med en sidsteøjebliksbeslutning om at se Lorenzo Woodroses soloshow i Gloria. Det var en perfekt fejlplacering af den populære fødte taber. Koncerten var et tilløbsstykke, så man uden for den lukkede hal kunne høre lækkerierne, der først kom helt til sin ret, da køen langt om længe var overvundet, og omgivelserne var skræddersyet til en intim opvisning fra en mand med sin guitar og karakteristiske stemme (5).

Mens en forsinkelse udskød koncerten på Pavilion, trissede vi hen til Hun Solo, fem nordiske kvinder (herunder Kirstine Stubbe Teglbjærg fra Blue Foundation og Fallulah) med hver sin solofremførelse (4), inden norske Blood Command med Karina Ljone i front omsider var klar med posthardcore, der blev bedre, som koncerten skred frem, og de lykkedes sågar med inkorporering af Belinda Carlisle-hittet "Heaven is a Place on Earth" (3,5).

Den ægte følelse af Roskilde blev smukt sat i værk af Annisette og de halvunge, velspillende kompagnoner, da The Savage Rose glimrede på Orange foran helt sikkert for få fremmødte. Det ændrede dog ikke på, at den oprigtige og helhjertede freds- og frihedshyldest i autenticitet mindede om Patti Smiths ditto, og den fremkaldte sgu en tåre hos undertegnede - to gange - og helt sikkert også hos andre (6).

Fra Royal Blood forventede vi fadølsrock, og det fik vi (4), mens belgiske Oathbreakers mix af shoegaze og ekstremmetal blev baggrundstæppet til nogle drinks og tilsyneladende usaltede og ikkearomatiske spicy fries (3,5 - fritterne fik markant lavere karakter).

Aftenen blev skudt i gang med en voksenfest til Erasure på Arena, som er skyld i ekstra rift om hofteproteserne i nærmeste fremtid (4,5).  Senere gik turen forbi High on Fire, der ikke rigtigt kunne fortsætte i samme gear (3), og dybt inde i tillægstiden skulle et af mine must sees på scenen. The Jesus and Mary Chain skulle støje fra klokken 2, men det blev kun til en lille halv time, inden der var meldt udsolgt herfra (3,5).

Blood Command på Pavilion

Fredag kom meteorologernes såkaldte skybrud, så det støvregnede det meste af dagen. 

Seun Kuti & Egypt 80 feat. Yasiin Bey var ligeglade, og så var der eftermiddagsafrobeat - selvfølgelig inklusive en hyldest til farmand Fela Kuti i form af "Expensive Shit" fra midthalvfjerdserne (4).

Efter sangria og tørvejr i Food Court skulle Father John Misty spille hovedscenen op. Jeg var uimponeret i 2015 på Avalon, og det blev ikke bedre denne gang, hvor jeg mere intenst kom til at lytte og kede mig (2,5). Bedre var Trentemøller ikke på Arena, mens vi skyllede våde varer i svælget lige ved siden af (2).

Til gengæld overraskede Foo Fighters positivt med en fin rockfest, der var Orange værdig, og de gravede hits frem, jeg slet ikke kunne huske, at jeg kendte (4). 

Efter en blunder med stor torskefangst i en eller anden Jägermeisterbar var jeg klar til de sene måneskinssonater. Først var vellydende Cult of Luna noget for det trænede og tålmodige øre på Avalon, selv om der var lidt tekniske vanskeligheder undervejs (5). Herefter blev månen puttet af Moon Duo, som i dag var en psykedelisk synthrockende trio, der afsluttede med The Stooges' "No Fun" (4,5).

Moon Duo fra første parket på Pavilion

Lørdag er den nye søndag, og som musikdag fungerede denne ændring atter efter hensigten. Gejsten var stadig i top! Til gengæld havde utallige - fortrinsvis helt unge musikignoranter - kastet håndklædet i ringen og var daffet hjem til mors kødgryder. Ynkeligt. Gæt selv, hvor vores føromtalte naboer befandt sig ...

Morgenmadsvandringen endte tilfældigvis med et visit hos The Rumour Said Fire. Bandet råbte flere gange undervejs "Rygtet siger ild" og fortjente derfor en markedshat med påskriften "Nutid, datid, øltid, altid". Musikken var ikke så Simon & Garfunkel-lignende mere, men nærmere mere ligefrem - og kønsløs, så kun svenskerne vil kunne holde rigtigt af den. Endnu værre var rædselskabinettet af følsomme fyres fesne falsetforsøg (2,5).

I lejren var moroen kostelig, da vi fandt ud af, at Emil Stabil skulle flankeres af den såkaldte Pattesutter. Selveste Arena skulle skamferes af denne skændsel for al sceneoptræden, og grinene falmede undervejs. Til slut blev strømmen taget fra scenen, og det burde de have gjort halvanden time forinden (0).

Abonnent på Politiken bliver jeg i alt fald ikke, før de dementerer deres useriøse seks hjerter for den jammer. 

Om de foregående eskapader havde noget at gøre med de tekniske udfordringer, der udsatte esbjergensiske Kellermensch en halv times tid, vides ikke, men de leverede nyt og gammelt, så mænd med vigende hårgrænse på vores egen alder highfivede hoppende midt i teltet i ren og skær begejstring, inden finalen med "Army Ants" og "Moribund Town" sikrede en mere end solid præstation (5).

Aperollo & King

Slowdive på Avalon var noget af et trækplaster - måske på grund af den storladent smukke nattekoncert i 2014 - mens vi vist ikke denne gang fik hele oplevelsen med, selv om long island iced tea samt gin og tonic var kyndige ledsagere (4).  

En lille halv time nåede vi af Ice Cube, der skabte en fin folkefest på Orange (4), inden Neurosis aldrig blev andet end udmærket på den betydeligt for store Avalon-scene (4). Om ikke andet skulle de have fundet mørklægningsgardinerne frem, for det havde fungeret markant bedre i skumringen uden dundren fra den samtidige håndtegnshavefest på hovedscenen.

Da Arcade Fire i 2007 (dengang pissede det ned, DMI!) åbnede Arena, var jeg hverken fan eller imponeret. I mellemtiden har jeg sat ret stor pris på deres første tre fuldlængder, hvorimod den følgende Reflektor og de første singler til den kommende Everything Now er for pastichefyldt diskopop til min smag. 

Aftenens koncert lagde ud med fællessang på "Wake Up", og flere gange den næste halvanden times tid var der dømt stadionstemning, hvor alle kunne være med. Sættet var spækket med glimrende nedslag i deres bedste materiale, og kløgtigt var publikumstricks lagt ind i de nyere numre, så de lettere gled ned. Det var overbevisende, velspillet og medrivende (5,5).

Efter en hviledag var Lorenzo tilbage - denne gang med Baby Woodrose, der trykkede den af i Avalon med den energi, man fornemmede, men ikke på samme måde kunne indleve sig i til The Hellacopters (4,5).

FREEDOM! The Savage Rose på Orange

Orange blev lukket af Moderat/Modeselektor foran den sidste hungrende skare af gæster, der jagtede en fest. Den så uforløst ud, og i forbifarten var det også en indbydelse, som det ikke tog lang tid at afslå (2).

Da Sort Sol primo marts blev offentliggjort til at afslutte på Arena, var det nok ikke alle, der havde hørt om den kommende Stor Langsom Stjerne, der blandt andet er kaldt et antirockalbum. Selve lydbilledet var skarpt, men efter klokken 2 på fjerdedagen med musik var de færreste - jeg hører selv til den pulje - gearet til de alenlange kompositioner med svingende relevans i progressionen (2,5). 

Søg og erstat-funktionen har hjulpet mig til at fremstå knap så forstokket - blandt andet ved at skrive Arena i stedet for Grøn - men bare rolig. Det er bare en krakelerende facade. Intet er ændret på den front! 

Til gengæld er Rebekka, lejrens maskot og anlæg gennem 11 festivaler på slagmarken, nu historie. En ny æra kan begynde til næste år!

Seun Kuti gemmer sig på Orange omme bagved.
Et sjældent øjeblik med regn på årets festival.

onsdag den 28. juni 2017

Hvor fanden var Thomas Treo?


... Og så skete det alligevel. For nogle år siden blev Axl Rose - for vel hundrede og syttende gang - spurgt om muligheden for en gendannelse med de gamle gutter Slash og Duff. "Not in this lifetime" lød svaret, og det har selvironisk navngivet verdenstouren, som de nu er på.

Parken som spillested er berygtet for den katastrofale lyd, og Axls stjernenykker har ry for at holde Guns N' Roses fra rettidig ankomst på scenen, men i aftes kunne det være gået meget værre.

På scenen stod de nogenlunde som ventet klokken 21.25, og det blev ved, til de bukkede 00.20 små tre timer senere.

Selv om Depeche Mode for nylig fik skabt en overraskende god lyd i Løvernes hule, er forventningerne hertil aldrig skyhøj, men lydbilledet var væsentligt bedre end frygtet, hvor vi var placeret midtfor. Jeg begriber ikke, hvor pokker anmeldere som Thomas Treo stiller sig, men det må være for at kunne bruge den på forhånd skrevne anmeldelse til et eller andet.

Sættet var spækket med publikumsyndlinge, der indbød til fællessang, men også en hel stribe af bandets langture på over 7 minutter i pladeversion som "Civil War", "Estranged", "November Rain" og den overraskende "Coma". Dertil kom de personlige favoritter "Rocket Queen" og "Double Talkin' Jive" samt en lige lovlig omfattende stribe covernumre - herunder "Knockin' on Heaven's Door", "New Rose" og "Live and Let Die", som de har gjort til deres egne på studiepladerne. Nogle af de øvrige var mere tvivlsomme. 

Slash var et mesterværk i sig selv, og når man som jeg har set Guns N' Roses med Axls nye besætning i den mellemliggende periode, bliver det tydeligt som Støjbergs sorte streg i panden, at han er i en liga for sig.

Axls vokal var bestemt godkendt. Bevares, den fik opbakning af Duff og den nyhyrede Melissa Reese, men han kendte sine begrænsninger, mens den blandt andet i "Patience", "This I Love" og "November Rain" var formidabel. Når man dertil tænker på, hvad de organer har måttet finde sig i, er det imponerende, hvad den 55-årige gadedreng endnu formår.

Han er i mere end én forstand blevet rundere med tiden. Havde det været den gamle Axl, var publikum næppe sluppet af sted med konstant at optage storskærmene, og København var blevet det nye St. Louis.


Gudskelov fik vi hele svineriet denne gang.