Årets sidste dag går næppe stille for sig, og her i det sydtyske er julesalmen "Stille Nacht" (på dansk "Glade jul" også erstattet med noget mere tempofyldt.
Her følger et par snapshots fra de seneste ugers jule- og nytårsfejring i München, Innsbruck og tilbage i München.
Godt nytår!
Jeg har omsider lært at spille klaver.
Marienplatz i München.
Ved Karlsplatz kunne man løbe på skøjter eller nedkøle sig med en øl.
For fin til lokale specialiteter bliver man aldrig.
Innsbruck var tørlagt for sne, men ødslede med solskin og blå himmel.
Bjergtinderne var kun akkurat dyppet i hvid chokolade.
Ikke engang Isostar kunne hjælpe Østrigs hold fra VM '90.
Hitlersjov på hotellet.
Innsbruck i juledagene.
Vegansk juleaften.
1. juledag skulle en enkelt juletradition holdes i hævd: risalamande.
Solstråler.
En hike i bjergene 30 km. fra Innsbruck gav omsider
knasende sne under vinterstøvlerne.
Ja ja, jeg kom også selv derop.
Nedad gik det heldigvis ikke på isede bjerge,
men på en bund af lysebrunt efterårsnedfald.
Belønningen.
Patémad møder pebertornado på banegården i Innsbruck.
Turen går tilbage til München.
Når man må undvære den sædvanlige nytårshygge i sommerhus,
er en café med tv-pejs et sløjt alternativ.
I år åbnede NS-Dokumentationszentrum, et glimrende
museum om nazismen med fokus på Bayern.
Alfred Rosenberg har lånt sine øjne ud til Morten Messerschmidt.
Besynderligt nok holdt partiet dette billede skjult.
Selv om vi er sydpå, er der støtte til den mecklenburgske kogge.
Museer er svære at komme udenom her i byen,
og Residenz München var såmænd besøget værd.
Pyntesygen var til at få øje på.
Alle rum havde selvfølgelig lavalamper.
God seng i regnvejr.
Tilbage til det væsentlige. Augustiner-Keller!
Haxe med knödel og kraut.
Tag en seddel, og tal pænt til og om flygtningene.
Dronningen sagde det, og München er enig!
Hvad er mere passende end at annoncere religionsprovokatøren Marilyn Manson på førstepladsen på selveste juleaftensdag? Touren, der bragte Brian Warner med lejesvende til Store Vega i juni, hed lige så velvalgt "The Hell Not Hallelujah Tour".
Her blev vi spist af med favoritten "Third Day of a Seven Day Binge" og den oplagte koncertåbner "Deep Six". Desværre blev pladen ikke promoveret mere end dette - for første gang i mange år havde det ellers været en kærkommen beslutning.
Det er noget af et comeback af den 46-årige amerikaner, der har parkeret shockrocken for en stund og trods sit blege image har suppleret med blues og akustisk guitar, men ikke glemt det industrielle indspark. The Pale Emperor er en sublimt sammenhængende skive, og især "The Mephistopheles of Los Angeles", "Killing Strangers", "The Devil Beneath My Feet" og "Odds of Even" havde pyntet på sommerens sætliste.
Når jeg her på domænet ikke kværulerer om sørgelig sprogbrug eller finurlige fodboldfortællinger, er musikalske begivenheder ofte omdrejningspunktet. The Judas Table er ikke bare én, men to gange blevet positivt præsenteret - og ikke uden grund.
Den uimodståelige "Stillborn Empires" blev ledsaget af en video, men mange andre byder sig til for at fortjene samme ære. Det er i sandhed en forræderisk formidabel plade.
Spydspidsen Mick Moss viderefører kanylen fyldt med melankoli og storladne rockkompositioner med personlige tekster og stor stemmeføring. Med rette kan man hævde, at albummet som helhed bør fremhæves, men skal man absolut slå ned på enkelte højdepunkter - selv om de kan skifte fra gang til gang - vil "Killer", "Black Eyed Man", "The Judas Table", "Can of Worms" og "Hole" være iblandt.
Det er ikke uden grund, at jeg uden tøven turde forudbestille The Judas Table, for det tårnhøje niveau fra de foregående udgivelser er om muligt overgået.
Det er længe siden, at My Dying Bride har lydt så godt, som
de formår på Feel the Misery. Elendigheden
er til at føle på, og til de nedstemte toner på ”A Cold New Curse”, "I Celebrate Your Skin" og “Feel the Misery” knuger
man sig til knoglerne, der omgiver smertenshjertet. Lidelsen skal dog nærmere ses samfundskritisk, hvor unødvendigt had sætter dagsordenen - en problemstilling, der er globalt aktuel.
Det er såvel bistert og brutalt som inderligt og intenst på studiepladen, der eksekverer dusinet fra sværvægternes imponerende karriere. Selv om vi befinder os i doomgenren, er der plads til balladen "I Almost Loved You" og overlegent uberegnelige tordenbrag i hidsigt tempo på trommerne i "And My Father Left Forever" - alt imens Aaron Stainthorpes vidvinkelregister på vokalen spænder fra det knusende til det dybfølte.
My Dying Bride skuffer sjældent, men Feel the Misery skriver sig ind blandt deres allerbedste.
På fjerdepladsen og akkurat uden for podiepladserne findes fjerde fuldlængde fra kapelmester Wilson. Som solokunstner under eget navn debuterede han i 2008 med Insurgentes, og dengang begyndte han sin "iPod destruction" - en protest mod den komprimerede mp3-lyd og lytteroplevelse, som han sammenlignede med at se en fotokopi af et maleri på et kunstmuseum.
Wilsons holdninger formodes at være de samme, om end iPod i dag er skiftet ud med streamingtjeneste for manges vedkommende.
Konceptpladen Hand. Cannot. Erase. er baseret på en historie inspireret af sagen om den londonske kvinde Joyce Vincent, der i en alder af 38 døde i sin lejlighed og først blev fundet mere end to år senere. Hvor ideen om temaet om det ubemærkede dødsfald kun akkurat købes, er sangskrivningen anderledes vellykket.
På den ene side kan stilen være tung og larmende og på den anden side forførende pæn - nærmest kun med et strålende resultat som følge. Sådan overbeviser fx "3 Years Older", "Routine", "Regret #9", "Happy Returns" og den omkringfarende "Ancestral", der toptunet forener det bedste fra halvfjerdsernes progressive rock på nutidig vis.
Siden det selvudnævnte årets album i 1997 har der været opløsning og gendannelse i Faith No More, og i maj kom den perfekte forårsbebuder: Sol Invictus, det syvende album i alt og det femte med institutionen Mike Patton som vokal bidragsyder.
Genkomsten har været samtlige atten års ventetid værd. I blandt andre "Superhero", "Sunny Side Up", "Matador", "Sol Invictus", "Black Friday" og førstesinglen "Motherfucker" skydes der med syleskarpe kompositioner, og en tour med præsentation af perlerækken i Danmark vil være yderst velset.
Bag låge nummer 19 gemmer Paradise Lost på 6.-pladsen sig. De ikoniske briter har længe holdt et bundniveau på højde med den sum, som José Mourinho modtager efter fyringen i Chelsea. The Plague Within fortsætter stimen og hæver sågar overliggeren.
Således slæbes brillante riffs fra de første dybe spadestik på "No Hope in Sight" til "Return to the Sun", der slutter pladen, og de spreder sig smittende som en pandemi i "Beneath Broken Earth", "An Eternity of Lies" og "Victim of the Past".
Trods mere end et kvart århundrede på bagen er potensen i Paradise Lost vidtstrakt som Morten Messerschmidts arm i Tivoli, og koncerten på Pumpehuset understregede blot viriliteten.
For godt tyve år siden var selveste Satan den primære inspirationskilde for portugisiske Moonspell. Stilen er lagt en kende om siden sortmetallen. Den er stadig dyster, men har længe været sat i gothic metal-båsen, som ikke er helt så død, som man kunne tro.
I alt fald er trekløveret "Breathe (Until We are No More)", "Extinct" og "Medusalem", der indleder pladen, en ren hitparade. Sangsnedkeriet er så velfungerende, at "The Last of Us" nærmer sig det poppede, men håndværket er skarpt som den indvendige kant af dåsekonserves. "Malignia" og "Domina" holder fast i de tungere toner, og alt i alt har sydeuropæerne med forsanger Fernando Ribeiro i topform begået deres klart bedste plade i mere end et årti.
Hvis man foretrækker sin musik lige ud ad landevejen, er det ikke her, man skal lægge sine kræfter. Et kig ud i verdensrummet lader øjet skue Arcturus, og her er der progressiv avantgardemetal til hver en lysende stjerne og navnlig den allerlyseste i stjernebilledet Bjørnevogteren, som bandet er opkaldt efter.
Sammensmeltningen af skæv uforudsigelighed og melodiske guldkorn virker fænomenalt på "Crashland" og "The Arcturian Sign". ”Demon” begynder afdæmpet, men bygger sig langsomt op til klimaks. Der anvendes spacey effekter i så rigt et omfang, at Andreas Mogensen bliver aliengrøn af misundelse.
ICS Vortex forestår vokalen - på samme måde som han har lagt stemme til Borknagar, Lamented Souls, sit eget soloprojekt og Dimmu Borgir - og han rammer vilde toner, der er lysere end klar cola. Og ligesom sodavanden står frontmanden tilbage med pondus og udstråling funklende som - ja, en stjerne.
Tilbage i 2012 var det atter tid for norske Enslaved at begynde en progressiv black metal-færd med titlen RIITIIR. Togten blev en succes, der var vikingerne værdig, og i foråret var det tid til en opfølgning, som kun har fortsat perlerækken af plyndringer.
På In Times - nummer 13 i rækken - skal man ikke vente mange nanosekunder, før helvede bryder løs. "Thurisaz Bleeding" lægger straks fra land i et hæsblæsende tempo med bemanding ved alle årer. Såvel her som i "Building With Fire" er Herbrand Larsens rene vokal eminent og supplerer Grutle Kjellsons harske variant på blændende vis.
En skam var det, at forsinkelser på samme scene tidligere på dagen var skyld i sammenfald mellem deres og Lamb of Gods koncert på årets Roskilde Festival, hvilket betød, at fremmødet var begrænset. Enslaved kæmpede bravt, men omstændighederne gjorde, at koncerten ikke kunne leve op til den overvældende udgivelse.
I januar offentliggjorde Roskilde Festival en røvfuld nye navne til sommerens kommende eskapader. Heriblandt fandt man Chelsea Wolfe, som senere skulle vise sig at blive en af de bedste begivenheder til tørsvømning i mudderet - et ry, som festivalen næppe slipper af med, trods varmerekorden nær blev slået i år.
Den dødsens oplivende oplevelse gav lyst til et gensyn, da Loppen på Christiania i november lagde scene til dommedags-singer-songwriteren. Loppens lokaler indbød mere til bulder end blidhed - en kombination af tung folk og elektronisk støjrock, hun ellers mestrer at få til at kulminere, som det sker på blandt andre "After the Fall", "Iron Moon", "Color of Blood" og "Carrion Flowers" samt "Survive", der har intensitet som en knödel, men uden at føles klæg.
Den københavnske fristad fik alle førnævnte favoritter at høre en sen novemberaften, og hvert genhør med pladen understreger, at den vokser hurtigere end bambus.