søndag den 31. december 2017

Årets album 2017: 1-5

Kåringen er som sædvanlig trukket i langdrag, men nu er podiet fundet frem. Og selv om følgende fem har en skattet plads i pladereolen, har det aldrig været lettere at få en medaljeplads. Sådan var 2017 tilsyneladende. Godt nytår!


5. The Aghan Whigs: In Spades


På femtepladsen finder vi Ohio-veteranerne The Afghan Whigs, der leverede varen på sjaskvåde Northside i sommer. I år leverede de en blændende rockplade, der kandiderer i toppen af deres diskografi. Køen af skarptslebne numre begynder ved "Birdland", og i rækken har "Arabian Heights", "Demon in Profile", "Copernicus", "The Spell" og "Light as a Feather" også stillet sig. 




4. Satyricon: Deep Calleth Upon Deep


I Norge har svartmetallen i årevis søgt inspiration i malerkunsten. Hvis den folkekære Theodor Kittelsen havde levet endnu, ville der falde betydelige royalties af for de utallige coverforsider, der prydes af hans værker. Satyricon har dog denne gang valgt den internationalt bedre kendte Edvard Munch, hvis Dødskyss altså er ansigtet udadtil for Satyricon anno 2017. Deep Calleth Upon Deep er bedre sammenhængende end den eponyme forgænger, men det bliver det hverken ensformigt eller trættende af. "To Your Brethren in the Dark", "The Ghost of Rome" og "Dissonant" med den psykotiske intro går rent ind.




3. The War on Drugs: A Deeper Understanding


I 2014 blev jeg og mange flere overrumplet af den formidable Lost in the Dream fra et orkester, jeg kun kendte af navn. Det var den Springsteen-plade, bossen havde drømt om at skrive i årevis. Opmærksomheden rettet mod bandet er kun tiltaget siden, og forventningerne til A Deeper Understanding var selvsagt skyhøje. "Pain", "Knocked Down", "Thinking of a Place" og "In Chains" er bare begyndelsen på det, der i medierne kaldes moderne farrock. Sandt er det, at tonerne er blevet mere stadionvenlige, men selv om de tidligere plader stinker mere af indierock, er Adam Granduciels fingeraftryk en tydelig rød tråd. Man får næsten lyst til at købe en bil for at bruge dette som soundtrack.  




2. Chelsea Wolfe: Hiss Spun


En af de senere års mest interessante kunstnere er uden tvivl Chelsea Wolfe, der genremæssigt har fået det nogenlunde dækkende prædikat "doom folk". Hiss Spun var længe om at åbne sig, men perler som "16 Psyche", "Spun" og den overlegne "Twin Fawn" fornægter sig ikke. Et gensyn på Loppen i 2018 vil være kærkomment.




1. Kellermensch: Goliath


Det er sjældent, at danske album er med i opløbet om de helt store titler i dette regi, men når man har bedrevet et værk, der stinker af kunst, skal man også hyldes behørigt. Så er det lige meget, at Kellermensch er en 12-talspige og hverken høster 13-taller eller ug - men det ér udmærket godt, det her. Koncerten på Arena på Roskilde blev skæmmet af tekniske udfordringer, mens skabet sidenhen fik sin rette plads til revanchen på Vega. Goliath var længe undervejs, og med skriveblokade og pause kunne man frygte resultatet. Det var der ingen grund til, for udviklingen er kærkommen og betyder ingenlunde, at Kellermensch ikke stadig har en ikonisk og særlig lyd, selv om growlvokalen integreres mindre i enkelte numre, men har fået "Moth" for sig selv. Ikke desto mindre: en esbjergensisk opvisning, der fortjener international opmærksomhed.

lørdag den 30. december 2017

Årets album 2017: 6-10

Optakten er overstået, og top ti er nået. Vi skal nu se nærmere på nogle af de plader, der har imponeret mest i år.

10. Pillorian: Obsidian Arc


Da amerikanske Agalloch gik fra hinanden i 2016, efterlod de et vakuum, men heldigvis besluttede bagmanden John Haughm at samle et hold af ligesindede. Udfaldet er Pillorian, som fortsætter, hvor Agalloch slap med atmosfærisk sortmetal. I blandt andet "Dark is the River of Man" og "Archaen Divinity" slår de berettigelsen fast, hvilket ikke var mindre tydeligt, da turneen bragte dem forbi Loppen i foråret.




9. Tricky: Ununiform


Ununiform er en særdeles ujævn plade, men cool lækkerhed findes næppe så godt, som Tricky med gæster leverer det i "Wait for Signal", "Blood of My Blood" med den kasakhiske rapper Scriptonite, "Dark Days", "When We Die" samt det eneste bidrag fra Martina Topley-Bird i "The Only Way". 




8. Anathema: The Optimist


Anathema har bevæget sig langt væk fra død og dommedag, hvor karrieren begyndte, men bandets udvikling mod atmosfærisk, progressiv og patosladet rock har af og til været udfordrende, men hver gang har der været guld og mere til. Det er også tilfældet på The Optimist, der har referencer til A Fine Day to Exit fra 2001. "Springfield" og det opbyggende titelnummer, der kulminerer i typisk Anathema-guitar er nogle af højdepunkterne. 




7. Pain of Salvation: In the Passing Light of Day


Det er mange år siden, jeg har beskæftiget mig med svenske Pain of Salvation, men for dælen, hvor var det vigtigt at rende ind i en gammel bekendt, der viste sig at være langt rarere end de ellers gode minder. Konceptpladen rummer en lang række storladne skæringer, der appellerer til hele følelsesspektret.



6. Steven Wilson: To the Bone


Jeg har altid beundret Steven Wilson for at være i stand til at lave rock, der skræmmer de onde, og melodisk pop, der gør Hugh Grant endnu blødere i knæene. På To the Bone fejler selvsikkerheden ikke noget, i og med han selv er kommet på forsiden. Popsnedkeriet er mere dominerende denne gang som fx i "Nowhere Now" og "Permanating", men kvaliteten overgår langt det meste, der ser dagens lys. "Detonation", "Song of Unborn" og "Pariah" er på pensumlisten for 2017.

Årets album 2017: 11-15

Vi bladrer frem i årbogen, og selv om der på denne side er meget mørke, er der også blevet plads til solen.

15. A Sun Traverse: A Sun Traverse


Med en stab af tidligere Saturnus-folk og Withering Surface- og Thorium-forsanger (og meget, meget mere) Michael H. Andersen var debutkoncerten på Beta på Amager i januar 2017 en affære med kløgtige og dygtige folk. Sjældent har debutanter lydt så erfarne. Minialbummet, der blev udgivet ved samme lejlighed, vidner om, at vi slet ikke er færdige med dommedagstråd.




14. Enslaved: E


Det ville have været en overnaturlig bedrift, hvis Enslaved havde overgået forgængeren In Times fra 2015. Dengang roste jeg Herbrand Larsens sublime vokal, men han er smuttet i mellemtiden og erstattet af Håkon Vinje, hvis indsats på E, som er den minimalistiske albumtitel, er accepteret, selv om den ikke dominerer og tryllebinder som Larsens. Heldigvis varierer og overrasker stilen i de fleste af numrene, så der dukker nye detaljer op ved hver gennemlytning.




13. Lacrimosa: Testimonium


Tyskeren Tilo Wolff, der længe har resideret i Schweiz, får på vore breddegrader ikke megen omtale med sit band Lacrimosa, der desuden tæller finske Anne Nurmi. Den gotiske duo er med Testimonium oppe på 13 studiealbum, og årets bidrag i rækken er det bedste i årevis. "Weltenbrand" er noget nær det mest brutale, de nogensinde har kreeret, mens der er vanlige ørehængere som "Zwischen allen Stuhlen" og "Nach dem Sturm". Sangene på tysk fungerer klart bedst - tyskere og engelsk lyder næsten altid en smule komisk. 




12. Mogwai: Every Country's Sun


I oktober fyldte Mogwai Store Vega, men blev ikke hængende længe nok - for det smagte af mere! Som jeg bemærkede i forbindelse med koncerten, er der tydelige henvisninger til den düsseldorfske krautrock på Every Country's Sun, og på "Crossing the Road Material", "Coolverine" og Don't Believe the Fife" er det yderst vellykket.  




11. Mark Lanegan Band: Gargoyle


Mark Lanegans mørke stemme er en af de mest betagende i musiklandskabet i disse år. Han kan slippe af sted med meget, men heldigvis gør han det ikke svært at lade ham. Gargoyle kan hverken måle sig med nyere storværker som Blues Funeral og Phantom Radio, men "Emperor" og "Old Swan" skriver sig ind i rækken af formidable udgydelser fra hans side, hvor bundniveauet er højere end griseindtaget i julemåneden her til lands. 



fredag den 29. december 2017

Årets album 2017: 16-20

Så nåede vi et skridt videre på listen, hvor der er blevet plads til et par danske navne, der har udmærket sig.

20. Uffe Lorenzen: Galmandsværk


Guf og Lorenzo er lagt på hylden på soloudgivelsen i eget borgerlige navn fra frontfiguren i blandt andet Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. Coveret er et af årets smukkeste, og musikken blev på udgivelsesdagen præsenteret på en eftermiddag i tre forskellige københavnske pladebutikker. Vinylen måtte naturligvis hjembringes i signeret udgave, og det er synd at sige, at pladen indeholder mange egentlige overraskelser, men det kan jo komme på efterfølgeren. Det samlede resultat er bestemt godkendt. 




19. Love Shop: Risiko


Jens Unmack har gang på gang vist, at han og de øvrige kumpaner i bandets nuværende konstellation er rigets fornemste popsmede udi langtidsholdbare sange. På Risiko er der endnu engang melodier, som øret ikke kan forstå, at andre tidligere ikke har skrevet. Teksterne har som vanligt mere at byde på end det meste, og skulle man forvilde sig forbi en af deres mange koncerter, beviser de, at de er langt mere end blot storhedstiden i halvfemserne. 




18. Moon Duo: Occult Architecture Vol. 1


Opus 1 i år fra Ripley Johnson og Sanae Yanada bed sig ikke fast med det samme, men den velkendte formel med repetitiv krautinspiration og døsigt vokalspor rammer alligevel efter tid, hvor "The Death Set" og "White Rose" begynder og fuldender pladen. Begge numre er blandt de fire, de præsenterer i videoen herunder. 




17. Slægt: Domus Mysterium


Med en fornemmelse for det catchy som ind i helvede har Slægt med Domus Mysterium begået en blændende blanding af klassisk heavy metal med iørefaldende riffs og rå black metal i en fin forening. "I Smell Blood" og "The Tower" er blandt albummets ypperlige repræsentanter. 




16. Paradise Lost: Medusa


Femtende album i karrieren er tungt og dystert, men i begyndelsen var jeg ikke synderligt imponeret. Først da jeg alligevel investerede i pladen - tålmodighed lønner sig heldigvis ofte - begyndte kvaliteterne at vise sig som fx i "Blood & Chaos", "The Longest Winter" og "Fearless Sky".


Årets album 2017: 21-25

2017 går på hæld, og det er atter blevet tid til at gøre status over årets bedste albumudgivelser. Samlet set er der udkommet mange fine ting i løbet af de seneste tolv måneder, men de store mesterværker har vi måttet skue langt efter.

Det siges, at ens musiksmag stagnerer, når man er midt i tyverne. Min nysgerrighed er heldigvis stadig nogenlunde intakt, så jeg har også i år opsøgt musikblogs inden for forskellige genrer for at lytte til nye kunstnere, der hypes og hyldes. 

Imidlertid bærer årets liste også præg af, at majoriteten er kunstnere, der i forvejen har plads i pladesamlingen herhjemme. Om det så er tegn på, at de nye bekendtskaber ikke har højt nok niveau, eller om det nu er endegyldigt, at min musiksmag er udviklingsresistent, forbliver indtil videre usagt.

Omtrent 130 albums fra i år har jeg lyttet til, og indtil videre har 14 af dem fået en plads i reolen. Som altid udelader jeg liveplader og opsamlinger på listen, mens ep'er er med i det fine selskab. 

Vi tager fem ad gangen og begynder nedtællingen her:

25. Body Count: Bloodlust


Efter det overraskende vellykkede comebackalbum i 2014, Manslaughter, er Ice-T og drengene tilbage med en habil efterfølger. Denne gang medvirker prominente gæster som Max Cavalera, Randy Blythe og Dave Mustaine, og Bloodlust køres sikkert hjem blandt andet på grund af "This is Why We Ride" og "No Lives Matter" - knap så meget på grund af coverudgaven af Slayers "Raining Blood".



24. Slowdive: Slowdive


På årets Roskilde Festival fik jeg ikke den fulde oplevelse af Slowdive, og skal man tro anmelderne, burde jeg have taget revanche, da bandet gæstede Koncerthuset med topkarakterer til følge. Albumpausen siden 1995 har ikke skadet noget som helst, så tankerne flyver endnu frit i Slowdives drømmeunivers. 




23. Moon Duo: Occult Architecture Vol. 2


Også måneduoen spillede på årets Roskilde Festival - dog som trio. I år har de udsendt to plader i samme serie, hvor "Vol. 2" er lysere og knap så syret som den første.




22. Marilyn Manson: Heaven Upside Down


Marilyn Manson er kendt for at chokere. I 2015 chokerede han ved at lave en overraskende storslået plade, der nærmest lød voksen og moden. Forandringen klædte Manson ualmindelig godt. Dette års Heaven Upside Down trækker tråde tilbage til 1998-klassikeren Mechanical Animals, men tempoet er også overkommeligt som fx i singlen "KILL4ME". 




21. WPC: Ogilala


Bag initialerne WPC gemmer sig The Smashing Pumpkins-frontmanden William Patrick Corgan, og selv om det er hans anden soloplade, er det første udgivelse under dette navn. Som det er tilfældet på hovedbandets senere plader, fejler Corgans sans for melodiøsitet ikke det mindste. På Ogilala er den karakteristiske stemme ledsaget af akustisk guitar, klaver og strygere, mens der på "Processional" er et gensyn med James Iha fra de gamle Pumpkins-dage.