Næste kapitel i opsamlingen på det snart forgangne musikår byder på de plader, som kunstnerne slap langt mere end hæderligt af sted med, men som ikke kandiderer til mesterværker.
Ellevte opus fra finske Amorphis fortsætter den folkloreinspirerede metalrock med iørefaldende melodier, som de efterhånden har praktiseret længe efter at have forladt den kendetegnende dødsmetal og melodød fra karrierens første plader. Det er stadig bandets styrke, og
Shades of Gray,
Hopeless Days, den nærmest poppede
Narrowpath samt
A New Day og
Nightbird's Song er gode eksempler herpå. Forsanger Tomi Joutsen har en dyb vokal, og bag de lange dreadlocks gemmer sig skiftevis en glimrende ren vokal og habil growl, som varierer udtrykket fint. Peter Tägtgren, der som aktiv er bedst kendt som bagmand i dødsmetalbandet Hypocrisy (og som liveguitarist fra selveste E-type), garanterer en tung produktion på et album, der har overbevist mig om, at det hører hjemme i samlingen.
Blackfield plejede at være den poppede rocklegeplads for Steven Wilson (Porcupine Tree) i kollaborationen med israelske Aviv Geffen. Wilson har helt overladt sangskrivningen til Geffen og bidrager selv kun med vokal på
Jupiter og
Pills, og samme position overtages af Suedes Brett Anderson på
Firefly og af Anathemas Vincent Cavanagh på den fremragende
Xray. Det er et album, der vokser, som var det Numse-Rasmus' lyst, når brede bagdele bevæger sig. Snyd ej heller dig selv for
Faking eller
Sense of Insanity, hvorpå Wilson igen antydes. På den foregående
Welcome to My DNA viste Geffen, at hans sangskriverevne er holdbar, og den status cementeres på
IV.
Uncle Acid & The Deadbeats fik æren af at varme op for Black Sabbath i Forum, og de indtog Roskildes Odeon-scene ud på den sene sommernat i år. Jeg var meget begejstret for
Blood Lust, men jeg var ikke overbevist af materialet på samme måde, da jeg fik
Mind Control på anlægget. Det ændrede sig, og langt om længe var det umuligt at fravriste sig
Mind Crawler,
Mt. Abraxas og
Death Valley Blues. Koncerten blev derfor den oplagte lejlighed til at bringe en lp til huse.
Coveret til
The Next Day er en mindre genistreg fra David Bowie, og så kan det nok være, at albummets musikalske indhold er en kende mere blandet. Det ændrer dog ikke på, at der er en stribe skæppeskønne numre som
How Does the Grass Grow,
(You Will) Set the World on Fire,
The Next Day og
Dancing Out in Space. De sytten numre er lige i overkanten til, hvad albummet kan bære, men han beviser sin stadige relevans og velbevarede sangskriverkunst.
Andet album med den nye forsanger William DuVall for grungeheltene i Alice in Chains holder stilen, og Cantrells guitarsignatur fornægter sig ikke. Materialet er bedst på første del af pladen, hvor
Pretty Done og
Hollow viser bandet fra sin bedste side.
Titelnummeret er ej heller at kimse ad, og på Copenhell kunne de have leveret en af de helt blændende koncerter, men en strømafbrydelse tog lige pusten af den store finale.
Guitarist Ripley Johnson har travlt med at kreere lækre passager, og den spacey psykadeliske stemning fortsætter igennem hele
Back to Land, der bør høres i sin helhed. Fremhæves kan
titelnummeret,
In the Roses, Servants og
Ruins, men allerbedst er det - som nævnt - at tage den fra ende til anden eller i bedste fald - at høre Wooden Shjips live, som da de åbnede den bedste låge i julekalenderen 2. december og gav Pumpehusets mange fremmødte chokolader fyldt med fuzz.
Coal er umiddelbart mere afdæmpet end forgængerne, men Leprous' tredje album er stadig metallisk og progressivt, og der leges stadigvæk med vokalen, som det sker i
Foe og
The Valley, som understreger, hvad nordmændene er i stand til. Albummet bliver bedre og bedre, og trods et par fyldnumre er der nok guf nok, til at pladen har berettigelse i samlingen.
Når man har vænnet sig til, at Kylesa også mestrer sangskrivningen, når tempoet ikke er det samme, som en 16-årig konsumerer Mokai i, er der masser af udbytte på Ultraviolet, der dog indledes med den hastighed, vi kender, i
Exhale og
Unspoken. Derimod er det en afdæmpet stemning, der ligger til grund for numre som
Low Tide og
Steady Breakdown, og efterhånden har evnerne overtalt min skepsis, så til det, der givetvis bliver årets koncert (Pumpehuset d. 12. januar) for mit vedkommende, må jeg hellere medbringe en bærepose med plads til tolv tommer.
Efter The Mars Volta havde offentliggjort sit endeligt, annoncerede Omar Rodríguez-López en solotour, der bragte ham forbi Loppen. Ved fremmødet viste det sig dog at være en ny konstellation med forsangerinde Teri Gender Bender fra Le Butcherettes under navnet Bosnian Rainbows.
Eli,
Turtle Neck og
I Cry For You viste såvel live som på plade, at skævheden pakket ind i let poppede sekvenser faktisk er særdeles velfungerende.
Thom Yorke eksperimenterer gerne på egen hånd, og i Atoms For Peace har han blandt andet Flea fra Red Hot Chili Peppers og Radioheads producer Nigel Godrich med i staben.
Before Your Very Eyes er et tydeligt billede på, at Yorke fortsætter den stil, han også har praktiseret og leget med i soloarbejdet. Ikke alt er lige interessant, men momentvist er der rigtig fine ting at fordybe sig i.
Until in Excess, Imperceptible UFO er den mundrette titel på det seneste udspil fra de canadiske indiepostrockere i The Besnard Lakes. Forgængeren
The Besnard Lakes are the Roaring Night var fremragende, og de nye sange fik lov at stå distancen på Stengade i maj. Det lykkedes til en vis grad, men først senere har
46 Satires, hitsinglen
People of the Sticks og de andre for alvor bidt sig fast.
Måske er Kvelertaks punkede death 'n' roll ikke lige så gennemført på
Meir som på debuten, men når der lægges ud med
Åpenbaring, der er et af årets mest iørefaldende numre, skal man anstrenge sig gevaldigt for ikke at begejstres.
Bruane Brenn,
Månelyst og
Nekrokosmos holder også standarden, mens der blandt de øvrige numre endnu er få, der har sat sig fast.
Fredsdyrkerne i israelske Orphaned Land er teknisk velfunderede, og live er de en sand fornøjelse. På
All is One går der tekstmæssigt lige lovligt meget kliche i fællesskabsfølelsen, men rent faktisk er melodierne stærke, og de mellemøstlige toner i en progressiv, hårdrocket skal er ikke til at ryste af sig i
Let the Truce Be Known,
All is One og
The Simple Man.
Okkultrockerne fra Canada skriver stadig ørehængere, og Jethro Tull-inspirationen er intakt, når fløjten får frit slag. Det er svært at komme uden om
Witchwood,
Goodbye Gemini,
The Magician og
titelnummeret, som på glimrende vis repræsenterer den folkede Black Sabbath-stil med Alia O'Briens karakteristiske vokal. Den lever akkurat op til forventningerne efter
Living With the Ancients fra 2011.
Titel go cover gav mig den tanke, at Placebo-løbet måske kunne være kørt med
Loud Like Love. Første indtryk var også, at det var en relativt kedelig skive, men en forestående koncert i Falconer Salen fik mig til at give albummet en chance til. Koncerten fastslog, at det nye materiale faktisk er ret godt - en erkendelse, jeg også nåede til inden ankomst på Frederiksberg. Når
Begin the End, titelnummeret og
Scene of the Crime rammer så fint et niveau, gør det ikke helt så meget, at der er et par svipsere iblandt.
De senere år har nye Deicide-udgivelser været lottokuponer i højere grad, end når AaB køber spillere, de kun har set på video. Ditto med liveoptrædener. På
In the Minds of Evil begyndes med den ubønhørlige
titelsang, og så er stilen ligesom lagt. Tempoet sættes i vejret på
Godkill, og det står klart for enhver, at det lyriske univers ikke har ændret sig. Skiven er noget af det bedste, de antikristne dødsmetallere med Onkel Glen i front har udsendt i evigheder, så gamle fans bør smide et lyt i retning af den.
Hvis man er glad for The Oceans
Pelagial, er der mulighed for at tage hele pladen i instrumentale udgaver på en medfølgende cd. At musikken egner sig til fremførelse uden vokal, beviste de på Templet for et par år siden, hvor de med en syg forsanger enten kunne aflyse eller knalde sættet af instrumentalt - og jeg kom da hjem med en t-shirt!
Hesitation Marks er ikke Nine Inch Nails' mest hårdtslående album, men når først
Copy of A og
Came Back Haunted spiller, betages man i højere grad af snedkeriet i kompositionerne end ærgrer sig over fraværet af de hårde beats. Og mon ikke alligevel der kommer kul på maskineriet, når Nine Inch Nails rammer Danmark i 2014.
Både den eponyme debut og
Murder the Mountains fra 2011 gik rent ind hos undertegnede, og opskriften er den samme på
Whales and Leeches. Der er stoner rock fra ende til anden, og selv om det krævede lidt mere tålmodighed denne gang end tidligere, er albummet for alvor begyndt at vokse på mig. Det bliver svært ikke at give luftspaden jord under neglene til marts, når
Blood Like Cream og
Crows in Swine sparkes ud over scenekanten.
Efter en række glimrende black 'n' roll-plader har Satyricon til dels bevæget sig yderligere væk fra black metal-udgangspunktet - især i
Phoenix, i hvilken Satyr har overladt mikrofonen til Sivert Høyem fra nu hedengangne Madrugada. Nummeret er egentligt vellykket, men lyder absolut mere som et Høyem-kvad end et af Satyricon.
Tro og Kraft og
Our World, it Rumbles Tonight er ikke langt fra stilen på de forrige udgivelser. Den skabelon kan de til hudløshed, og den fungerer endnu.
Nekrohaven bliver helt punket og har et riff efter omkvædet, der lyder som nabolandets Ghost, og køber man præmissen, klæder det såmænd også bandet.