tirsdag den 31. december 2013

Årets album 2013

Årets ti bedste plader efter min objektive vurdering kræver naturligvis købetvang - intet mindre - og de bør høres fra ende til anden - mange gange. Godt nytår!


10. Ghost: Infestissumam



9. Lightning Dust: Fantasy



8. Corrections House: Last City Zero



7. Black Sabbath: 13



6. Ihsahn: Das Seelenbrechen



5. Spids Nøgenhat: Kommer Med Fred



4. Steven Wilson: The Raven That Refused to Sing



3. Cult of Luna: Vertikal



2. Tricky: False Idols



1. Nick Cave and the Bad Seeds: Push the Sky Away





Boblerne til årets album 2013

Næste kapitel i opsamlingen på det snart forgangne musikår byder på de plader, som kunstnerne slap langt mere end hæderligt af sted med, men som ikke kandiderer til mesterværker.

Ellevte opus fra finske Amorphis fortsætter den folkloreinspirerede metalrock med iørefaldende melodier, som de efterhånden har praktiseret længe efter at have forladt den kendetegnende dødsmetal og melodød fra karrierens første plader. Det er stadig bandets styrke, og Shades of Gray, Hopeless Days, den nærmest poppede Narrowpath samt A New Day og Nightbird's Song er gode eksempler herpå. Forsanger Tomi Joutsen har en dyb vokal, og bag de lange dreadlocks gemmer sig skiftevis en glimrende ren vokal og habil growl, som varierer udtrykket fint. Peter Tägtgren, der som aktiv er bedst kendt som bagmand i dødsmetalbandet Hypocrisy (og som liveguitarist fra selveste E-type), garanterer en tung produktion på et album, der har overbevist mig om, at det hører hjemme i samlingen.


Blackfield plejede at være den poppede rocklegeplads for Steven Wilson (Porcupine Tree) i kollaborationen med israelske Aviv Geffen. Wilson har helt overladt sangskrivningen til Geffen og bidrager selv kun med vokal på Jupiter og Pills, og samme position overtages af Suedes Brett Anderson på Firefly og af Anathemas Vincent Cavanagh på den fremragende Xray. Det er et album, der vokser, som var det Numse-Rasmus' lyst, når brede bagdele bevæger sig. Snyd ej heller dig selv for Faking eller Sense of Insanity, hvorpå Wilson igen antydes. På den foregående Welcome to My DNA viste Geffen, at hans sangskriverevne er holdbar, og den status cementeres på IV.




Uncle Acid & The Deadbeats fik æren af at varme op for Black Sabbath i Forum, og de indtog Roskildes Odeon-scene ud på den sene sommernat i år. Jeg var meget begejstret for Blood Lust, men jeg var ikke overbevist af materialet på samme måde, da jeg fik Mind Control på anlægget. Det ændrede sig, og langt om længe var det umuligt at fravriste sig Mind Crawler, Mt. Abraxas og Death Valley Blues. Koncerten blev derfor den oplagte lejlighed til at bringe en lp til huse. 






Coveret til The Next Day er en mindre genistreg fra David Bowie, og så kan det nok være, at albummets musikalske indhold er en kende mere blandet. Det ændrer dog ikke på, at der er en stribe skæppeskønne numre som How Does the Grass Grow, (You Will) Set the World on Fire, The Next Day og Dancing Out in Space.  De sytten numre er lige i overkanten til, hvad albummet kan bære, men han beviser sin stadige relevans og velbevarede sangskriverkunst.






Andet album med den nye forsanger William DuVall for grungeheltene i Alice in Chains holder stilen, og Cantrells guitarsignatur fornægter sig ikke. Materialet er bedst på første del af pladen, hvor Pretty Done og Hollow viser bandet fra sin bedste side. Titelnummeret er ej heller at kimse ad, og på Copenhell kunne de have leveret en af de helt blændende koncerter, men en strømafbrydelse tog lige pusten af den store finale.







Guitarist Ripley Johnson har travlt med at kreere lækre passager, og den spacey psykadeliske stemning fortsætter igennem hele Back to Land, der bør høres i sin helhed. Fremhæves kan titelnummeret, In the Roses, Servants og Ruins, men allerbedst er det - som nævnt - at tage den fra ende til anden eller i bedste fald - at høre Wooden Shjips live, som da de åbnede den bedste låge i julekalenderen 2. december og gav Pumpehusets mange fremmødte chokolader fyldt med fuzz.






Coal er umiddelbart mere afdæmpet end forgængerne, men Leprous' tredje album er stadig metallisk og progressivt, og der leges stadigvæk med vokalen, som det sker i Foe og The Valley, som understreger, hvad nordmændene er i stand til. Albummet bliver bedre og bedre, og trods et par fyldnumre er der nok guf nok, til at pladen har berettigelse i samlingen.







Når man har vænnet sig til, at Kylesa også mestrer sangskrivningen,   når tempoet ikke er det samme, som en 16-årig konsumerer Mokai i, er der masser af udbytte på Ultraviolet, der dog indledes med den hastighed, vi kender, i Exhale og Unspoken. Derimod er det en afdæmpet stemning, der ligger til grund for numre som Low Tide og Steady Breakdown, og efterhånden har evnerne overtalt min skepsis, så til det, der givetvis bliver årets koncert (Pumpehuset d. 12. januar) for mit vedkommende, må jeg hellere medbringe en bærepose med plads til tolv tommer.





Efter The Mars Volta havde offentliggjort sit endeligt, annoncerede Omar Rodríguez-López en solotour, der bragte ham forbi Loppen. Ved fremmødet viste det sig dog at være en ny konstellation med forsangerinde Teri Gender Bender fra Le Butcherettes under navnet Bosnian Rainbows. Eli, Turtle Neck og I Cry For You viste såvel live som på plade, at skævheden pakket ind i let poppede sekvenser faktisk er særdeles velfungerende.







Thom Yorke eksperimenterer gerne på egen hånd, og i Atoms For Peace har han blandt andet Flea fra Red Hot Chili Peppers og Radioheads producer Nigel Godrich med i staben. Before Your Very Eyes er et tydeligt billede på, at Yorke fortsætter den stil, han også har praktiseret og leget med i soloarbejdet. Ikke alt er lige interessant, men momentvist er der rigtig fine ting at fordybe sig i.







Until in Excess, Imperceptible UFO er den mundrette titel på det seneste udspil fra de canadiske indiepostrockere i The Besnard Lakes. Forgængeren The Besnard Lakes are the Roaring Night var fremragende, og de nye sange fik lov at stå distancen på Stengade i maj. Det lykkedes til en vis grad, men først senere har 46 Satires, hitsinglen People of the Sticks og de andre for alvor bidt sig fast.







Måske er Kvelertaks punkede death 'n' roll ikke lige så gennemført på Meir som på debuten, men når der lægges ud med Åpenbaring, der er et af årets mest iørefaldende numre, skal man anstrenge sig gevaldigt for ikke at begejstres. Bruane Brenn, Månelyst og Nekrokosmos holder også standarden, mens der blandt de øvrige numre endnu er få, der har sat sig fast.







Fredsdyrkerne i israelske Orphaned Land er teknisk velfunderede, og live er de en sand fornøjelse. På All is One går der tekstmæssigt lige lovligt meget kliche i fællesskabsfølelsen, men rent faktisk er melodierne stærke, og de mellemøstlige toner i en progressiv, hårdrocket skal er ikke til at ryste af sig i Let the Truce Be Known, All is One og The Simple Man.







Okkultrockerne fra Canada skriver stadig ørehængere, og Jethro Tull-inspirationen er intakt, når fløjten får frit slag. Det er svært at komme uden om Witchwood, Goodbye Gemini, The Magician og titelnummeret, som på glimrende vis repræsenterer den folkede Black Sabbath-stil med Alia O'Briens karakteristiske vokal. Den lever akkurat op til forventningerne efter Living With the Ancients fra 2011.





Titel go cover gav mig den tanke, at Placebo-løbet måske kunne være kørt med Loud Like Love. Første indtryk var også, at det var en relativt kedelig skive, men en forestående koncert i Falconer Salen fik mig til at give albummet en chance til. Koncerten fastslog, at det nye materiale faktisk er ret godt - en erkendelse, jeg også nåede til inden ankomst på Frederiksberg. Når Begin the End, titelnummeret og Scene of the Crime rammer så fint et niveau, gør det ikke helt så meget, at der er et par svipsere iblandt.






De senere år har nye Deicide-udgivelser været lottokuponer i højere grad, end når AaB køber spillere, de kun har set på video. Ditto med liveoptrædener. På In the Minds of Evil begyndes med den ubønhørlige titelsang, og så er stilen ligesom lagt. Tempoet sættes i vejret på Godkill, og det står klart for enhver, at det lyriske univers ikke har ændret sig. Skiven er noget af det bedste, de antikristne dødsmetallere med Onkel Glen i front har udsendt i evigheder, så gamle fans bør smide et lyt i retning af den.






Hvis man er glad for The Oceans Pelagial, er der mulighed for at tage hele pladen i instrumentale udgaver på en medfølgende cd. At musikken egner sig til fremførelse uden vokal, beviste de på Templet for et par år siden, hvor de med en syg forsanger enten kunne aflyse eller knalde sættet af instrumentalt - og jeg kom da hjem med en t-shirt!








Hesitation Marks er ikke Nine Inch Nails' mest hårdtslående album, men når først Copy of A og Came Back Haunted spiller, betages man i højere grad af snedkeriet i kompositionerne end ærgrer sig over fraværet af de hårde beats. Og mon ikke alligevel der kommer kul på maskineriet, når Nine Inch Nails rammer Danmark i 2014.








Både den eponyme debut og Murder the Mountains fra 2011 gik rent ind hos undertegnede, og opskriften er den samme på Whales and Leeches. Der er stoner rock fra ende til anden, og selv om det krævede lidt mere tålmodighed denne gang end tidligere, er albummet for alvor begyndt at vokse på mig. Det bliver svært ikke at give luftspaden jord under neglene til marts, når Blood Like Cream og Crows in Swine sparkes ud over scenekanten.







Efter en række glimrende black 'n' roll-plader har Satyricon til dels bevæget sig yderligere væk fra black metal-udgangspunktet - især i Phoenix, i hvilken Satyr har overladt mikrofonen til Sivert Høyem fra nu hedengangne Madrugada. Nummeret er egentligt vellykket, men lyder absolut mere som et Høyem-kvad end et af Satyricon. Tro og Kraft og Our World, it Rumbles Tonight er ikke langt fra stilen på de forrige udgivelser. Den skabelon kan de til hudløshed, og den fungerer endnu. Nekrohaven bliver helt punket og har et riff efter omkvædet, der lyder som nabolandets Ghost, og køber man præmissen, klæder det såmænd også bandet.



søndag den 29. december 2013

Ikke årets album #5


Orkestret med den ualmindeligt lave gennemsnitshøjde synger Hallelujah Last Patrol, men der er intet højhelligt over albummet. Til gengæld får vi en række ganske hæderlige numre, hvor fx Mindless Ones og End of Time er værd at se frem til, når de forhåbentligt luftes i Lille Vega d. 20. januar.









Der er skrald på, når Helhorse sparker stoner/sludgefesten i gang. Allerede i åbningsnummeret Fuck Art Let's Kill står missionen klar. Også Red Eye har et riff, der indbyder til luftguitar og flodbølger af fadøl, så det må snart være på tide, at jeg får hørt de groovy toner live.









The Fall of Every Season er et norsk enmandsorkester, som spiller doom metal ikke ulig danske Saturnus med masser af melodiske hooklines. Hvor vokalen hos danskerne veksler mellem growl og sagte hvisken, benytter Marius Strand en ren vokal, som er helt udmærket, men også en tand anonym. Sole Passenger er et godt eksempel på en velfungerende kombination. Fire af de fem numre på Amends er over ti minutter lange, så de utålmodige skulle hellere finde noget grindcore.







Gaver og anbefalinger er altid kærkomne, og da jeg fik denne mefistofeliske plade foræret, kendte jeg ikke til projektet. Erlend Hjelvik, forsanger i Kvelertak, samt medlemmer med baggrund i Koldbrann, Enslaved, Gorgoroth m.m. står bag, og der er tale om rendyrket black metal med djævelske tekster som i Aapne Graver og Tomme Kister eller ...Og Englene Dinglet Fra Galgene








Jonny Hefty og Jøden er et fantastisk makkerpar, og selv om det ikke hver gang er lige morsomt, er der et par nyklassikere gemt i blandt andre Gamle DrengTung Som en Sten, Kom Igen og Do Da For Græm. Det er som altid en fornøjelse at labbe referencer om Aalborg og andre dumme ting i sig.









Jason Newsted spillede på dette års Copenhell, og det var derfor oplagt at høre, hvad han var i stand til på egen hånd. Ep'en Metal blev udgivet før fuldlængden Heavy Metal Music, hvorpå to numre fra Metal er inkluderet, blandt andet King of the Underdogs. Jeg følte dog ikke for at følge op på ep'en og høre albummet, for trods megen velvilje over for Newsted, forblev det en tørvetriller.









Der er sket meget, siden Darkthrone huserede som et af de vigtige og dystre black metal-navne på den norske scene i første halvdel af halvfemserne. I dag er der mere rendyrket heavy metal og punk blandet ind i ekstremiteterne, og der er sågar blevet et vaskeægte hit ud af den iørefaldende Leave No Cross Unturned. Her høres King Diamond-inspirationen tydeligt.








Drømmeteatret finder på deres tolvte studiealbum anledning til at opkalde pladen efter sig selv. Det er længe siden, de har leveret mesterværker, og det er heller ikke her, de topper. The Enemy Inside er et fintslebet nummer, hvor de (gen)bruger repertoiret af ekvilibristiske virkemidler, mens den alt for lange dødsejler af en afslutning, Illumination Theory, der varer mere end 22 minutter, ikke lever op til amerikanernes standard.








Der er ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken, når nu den fungerer. Sådan synes devisen at lyde hos ungersvendene i Essence, der på deres andet album fortsætter stimen af thrash-skæringer såsom Children of Rwanda. Hvad sangene mangler i originalitet, havde de i højere grad i kvalitet på debuten, men Essence slipper med Last Night of Solace helskindet igennem den svære toer.








Jeg gik glip af koncerten på Vega i efteråret, og derfor har jeg ikke orket at høre pladen siden da. Jeg vil kun komme til at ærgre mig. Men det er altid som minimum interessant, når Mike Patton er med.










Palms lyder ikke langt fra det, man kunne forvente af et projekt med Chino Moreno fra Deftones og 3 gutter fra Isis. Det er slet ikke dumt, når Future Warrior og Patagonia folder sig ud. Men den endegyldige forløsning er ikke opstået endnu, så 2014 må vise, om Palms er et interessant bekendtskab eller et holdbart værk.








Også hørt - og ramte heller ikke plet: