mandag den 9. juli 2018

Sådan var Roskilde Festival 2018

Også denne gang var setuppet for festivaldeltagelse i den aldrende gruppe taget op til revision. Initiativtagerne gennemtrumfede markeringen af grånende skæg og anstrengelseslyde ved enhver bevægelse: Get a tent - endda med placering bag Orange, så nabolejre med pumpende bas og autotune fra gigantiske musikanlæg var skiftet ud med lidt motorvejsstøj.

Roskilde 2018

I stedet var naboerne i dette langt renligere miljø nu et fint sammenrend af journalister, herunder Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, hvis søn ufrivilligt skulle levere årets sommerhit i lejren. Yung Verdi havde - modsat Pattesutters seneste bedrift - trods alt lavet et både morsomt og vanedannende nummer.



Ankomst onsdag for de flestes vedkommende betød også den hidtil korteste festival for undertegnede, men den syttende udgave til samlingen indeholdt heldigvis alt det, der gør det til en mindeværdig tilbagevendende begivenhed.

Quizmasteren havde igen i år klargjort den traditionelle dyst om musik med mere, og vi nåede omkring så forskellige svar som Evanescence, Sonny & Cher og Myanmars flag med mellemspil af Bent fra Thyborøn-boybandet Tørfisk, der leverede farjokes - dog kun på anlægget. Konkurrencen kulminerede i en hæsblæsende finale om Michael Jacksons opsamlingsplade HIStory.

Denne optakt var eminent til dagens musikalske udbud, der løbende blev anmeldt med omhu. Skalaen plejede at gå fra de sjældne 6 stjerner ned til en enkelt, men sidste år sprang Emil Stabil og Pattesutter skalaen i en sådan grad, at en verdenskrig vil få større opbakning end en gentagelse.

Væskebalancen vedligeholdes

Vores færd begyndte på Avalon, hvor Clutch var en for pøllet omgang rock, der dog sendte hilsner til byture i Nordens Paris for et dusin år siden med "Electric Worry" i slutningen af sættet (2,5). Mens andre gik til St. Vincent, forsynede vi os med det allermest nødvendige til svælget og hørte Dark Tranquillity - først udefra, hvor det lød rodet, men under teltdugen viste de sig at være ganske solide, mens de præsenterede materiale fra de seneste 20 år (3,5).

Et af årets store trækplastre var uden tvivl Eminem. Første koncert i kongeriget nogensinde havde fået en frygtelig masse mennesker til at se giraffen. Har der mon før været så mange mennesker til en koncert på Orange? Selv med mange års kløgtig formåen til at undgå den værste trængsel blev det umuligt at komme igennem menneskehorderne. Lyden var lav som en vis Jørgensens selvtillid for de rød-hvide, men den blev heldigvis bedre. Leveringen var dygtig og professionel, men uskikken med at afbryde numre efter kort tid gjaldt desværre også her. Enten er sangene gode nok, eller også må de udelades (4).

Arena blev indviet med Nine Inch Nails, der imponerede efter midnat med fremragende dynamik og et lydbillede, der gik klarere igennem end en motorsav i smeltet smør. Hovedvægten af sættet var fra "The Downward Spiral" samt de to seneste udgivelser, og de faldt fint ind blandt halvfemsermaterialet (5).

Familietræf, når Eminem er i Danmark

Torsdag blev jeg lokket til Black Star - tilsyneladende et scoop - på Arena. Da koncerten skulle til at begynde, blev det annonceret, at den lige krævede noget opvarmning i form af et dj-sæt. Ellers tak. Da Mos Def (nu med et andet navn) og Talib Kweli omsider entrerede, kedede jeg mig bravt (2,5) og søgte trøst i Beer Barn.

De svenske søstre i First Aid Kit kunne sagtens fylde eftermiddagens baggrundstæppe på Orange, og når de holdt nallerne fra country, var det slet ikke uinteressant - heller ikke da de gav deres udgave af Kate Bush-hittet "Running Up That Hill" (4).

På Pavilion spillede et af mine personlige hovednavne i år: Chelsea Wolfe. Den dystre blanding, der ofte er blevet kaldt folk doom, er ganske enkelt noget af det mest spændende og fremadskuende, jeg har lagt øre til i årevis. Sommerstemningen var ikke optimal for netop dette univers, men sangene fra  primært Hiss Spun og Abyss, de to seneste fuldlænger, blev modtaget med begejstring (4,5).

Note to self:
Når hårgrænsen viger, mængden af corpsepaint stiger

Hvis man skal tale om et band, der ikke fungerer, når solen steger, kan Interpol ikke forbigås. Det mindede desværre mest om revisorrock i byfestens fadølstelt (3), så vi forsøgte os i stedet med et modigt projekt i Gloria. Her spillede Paal Nilssen-Love's Brazil Funk Impro, og bandnavnet holdt faktisk, hvad det lovede, men den eneste blandt publikum, der vel egentligt nød det, blev abrupt hevet ud af sin trance og ud fra indendørsscenen af sine kumpaner. De havde hørt nok (2,5).

Da Stone Sour debuterede i min gymnasietid, kom jeg aldrig med på vognen, og det blev heller ikke aftenens Arena-koncert, der gjorde mig til discipel (3,5). Promilletanken blev fyldt yderligere, og dagens sidste visit foregik på Avalon til et japansk og temmelig uforudsigeligt psykedelisk støjinferno i samarbejdet mellem Boris & Merzbow (4), og herefter var der ikke mere at komme efter, så My Bloody Valentine blev forrådt denne gang.

Det stak vist af om fredagen

Nogen kom noget i min drink, og så var en lystig fredag ellers i gang.

Indledningsvis præsenterede amerikanske Skeletonwitch en blanding af thrash og melodisk dødsmetal, men særlig vedkommende blev det aldrig (3).

Helt draget blev jeg heller ikke af Mike Patton og Dave Lombardos projekt Dead Cross, men frontmanden rører sjældent ved noget, der ikke emmer bare en smule af vanvid. Indsatsen var selvfølgelig hamrende dygtig og tilsat velvalgte covers af The Stooges og Bauhaus, mens de rundede af med et medley af Slayers "Raining Blood", Faith No Mores "Epic" samt Dead Kennedys' "Nazi Punks Fuck Off", så de fremmødte fik lidt at synge med på (4).

Under den bagende sol bidrog den 70-årige reggaelegende Pablo Moses til vuggende kroppe ud over pladsen og afsluttede med "Ready, Aim, Fire", som publikum efterhånden fik lært (4).

Pablo Moses

Herefter var der længe til must-sees, så vinbeholderen blev genopfyldt, og ølkortet blev afprøvet med en blid begyndelse med en chocolate stout på 10%. Fra baren kunne vi konstatere, at Fleet Foxes var ligegyldige inde i Arena-teltet (2,5), så vi fortsatte opvarmningen til aftenens store navne.

Fra en god position nær scenen var vi klar til Nick Cave & the Bad Seeds, og selv om pitten denne aften åbenbart skiftede position, hver gang jeg forlod den, var vi vidne til en intens og vital præstation, hvor der blev fokuseret mindre på den dystre og afdæmpede Skeleton Tree, end da de optrådte i Royal Arena i oktober (5).

Nogen i selskabet traf herefter den glimrende beslutning, at vi skulle huske David Byrne, på trods af at det krævede en gåtur til den anden ende. Hans solomateriale kender jeg kun overfladisk, og det er jeg næppe alene om. I hvert fald havde Byrne selv indset, at sættet overvejende måtte bestå af Talking Heads-numre, og stikket blev solidt hevet hjem (4).

Skønt heftige anstrengelser for at bibeholde væskebalancen intakt, var jeg stadig oprejst herefter, og til Massive Attack på Orange imponerede denne anmelders klarsyn, og der var intet at sige til, at det måtte afføde en velfortjent applaus (4,5).

Selv en udmattet anmelder er aldrig for fin til
at afgive sin umiddelbare dom

Lørdag var der på vores del af campen ikke helt den søndagsstemning, som stadig er gældende blandt de ølbowlende: Mange har fået nok og pakker sammen før tid.

Vores opvågnen blev til Operap, der var et sympatisk forsøg på at udbrede opera ved at blande det med rap. En stor strygersektion og forskellige vokalister inden for begge genrer var på scenen, hvor Per Vers var velkendt veloplagt, mens operasangerne nok er vant til et noget ældre og anderledes publikum. Om ikke andet blev det pænt modtaget, og som engangsforestilling var eksperimentet godkendt (3,5).

Der var mere dansk på programmet, da C.V. Jørgensen med en imponerende stærk vokal og uden egentlig leflen for publikum blev hyldet som nationalskjald, så han blev overvældende rørt. Jeg selv fik gåsehud selv på skinnebenene, mens en fyr i teltkanten dånede to gange i træk - måske havde heden også noget at sige (4,5).

C.V. Jørgensen fik en salut i EM-triumf-størrelsen

På Orange kunne jeg konstatere, at Peter Sommers udseende mindede mig om Pilou Asbæk. Musikken påvirkede dog kun sporadisk pulsmåleren trods velmente hensigter og en tilegnelse til hans syge mor, og bedst var det såmænd, da Søren Huus på trompet gav noget fylde (3).

Et smut i lejren for at presse druer i flasken betød, at Veto ikke kunne nås, men på vejen kunne vi iagttage Dua Lipa, der havde pæne besøgstal på Orange, men som også lød totalt som en kopi af noget, der vel kun kan være Rihanna, så relevansen var til at overse (2,5).

Skotske Mogwai har leveret store oplevelser på dansk jord, men det måtte være en velbevaret hemmelighed ud fra det sparsomme fremmøde at dømme. Heldigvis var der en forsinkelse i forbindelse med Veto-koncerten, så mængden nåede at blive tilforladelig, inden "Mogwai Fear Satan" tæskede af sted. Lyden fra allernærmeste hold var sublim, og de fåmælte Glasgow-gutter gav al den gas, som pedalerne kunne trække (5).

Mogwai for de indviede

Koncertslutningen passede med, at vi kunne streame  straffesparkskonkurrencen mellem Rusland  og  Kroatien, hvilket betød exit for værtsnationen.

Årets sidste koncert blev noget af en ørkenvandring med Gorillaz, hvor Damon Albarn var tilbage med scenen fyldt med folk. I 2015 blev han slæbt af scenen efter 5 timer med Africa Express, og året efter var han alligevel tilbage - denne gang med The Orchestra of Syrian Musicians. Passionen for den såkaldte verdensmusik er tiltalende, men materialet stikker i alt for mange retninger. Dette var også tilfældet til lukningen af Orange, hvor Gorillaz' hit "Clint Eastwood" blev leveret i en udgave, de formodentlig ikke kommer til at gentage foreløbigt.


Selskabet var på ny forrygende, og så længe der stadig er mulighed for en dag at ende i Caravan-området, er der grundlag for, at flokken fortsat kan samles til quiz, koncerter og et krus godt øl.