søndag den 29. december 2019

Årets album 2019: 1-5

Fra de virkelig gode til årets fem allerbedste plader - intet mindre:

5. Cult of Luna: A Dawn to Fear


Svenske Cult of Luna har på ny leveret monumentale kompositioner, der indgyder respekt. Allerede fra "The Silent Man" tydeliggøres den hårdtslående pompøsitet, der senere i "Nightwalkers" og "The Fall" fuldender misundelsen på dem, der i oktober oplevede numrene udfolde sig i Pumpehuset. Afbud til denne seance kræver en fortrydelsespille!





4. Lightning Dust: Spectre


Vancouver-bandet Lightning Dust har siden 2007 været et sideprojekt for Black Mountain-medlemmerne Amber Webber og Joshua Wells. Nu koncentrerer de sig helt og aldeles om Lightning Dust, hvis fjerde opus begejstrer. Ikke bare på plade leveres lækkerbiskner, men 8. december fik en lille skare på Ideal Bar, Vegas mindste i søskendeflokken, en intim overlevering, der afrundede mit koncertår med en af de allerstærkeste præstationer. Omdrejningspunktet var Spectre-skæringer som "Devoted to", "Led Astray", "Run Away" og "Competitive Depression".





3. Chelsea Wolfe: Birth of Violence


Blot to år efter den formidable og forfærdende "Hiss Spun" er Chelsea Wolfe ude af studiet igen. Til foråret er hun ophøjet til Studie 2 i DR Koncerthuset, efter at Loppen, Roskilde Festival og Pumpehuset (foruden Forum som opvarmning for A Perfect Circle) tidligere har lagt scenebrædder til amerikanerens dommedagstilgang til folk. Den kommende tour er akustisk, og på Birth of Violence er den morbide metalstøj tilsidesat. Til gengæld bliver der fokuseret på vokalen og den afklædte guitarlyd, og numre som "Little Grave", Dirt Universe" "The Mother Road" og "Deranged for Rock & Roll" cementerer Wolfes ærefrygtindgydende talent for at skrive dunkle gothsange.





2. Opeth: In Cauda Venenum


Også stockholmske Opeth er rykket i finere gemakker, og de seneste indendørskoncerter er foregået i Koncerthuset og senest i november i Det Kongelige Teater. Denne var en magtdemonstration, som Trump, Omar Al-Bashir og Kim Jong-un misunder, også selv om svenskerne har ydet endnu skarpere tidligere. Albummet er indspillet på svensk, men er desuden udgivet i en engelsksproget udgave. Den svenske er nu at foretrække. Det kræver kortere betænkningstid at hylde In Cauda Venenum, end Fie Laursen behøvede for at få slebet sine tænder ned til fordel for falske. Mikael Åkerfeldt og co. rammer i alt fald plet med "Hjärtat Vet Vad Handen Gör", "Svekets Prins, "De Närmast Sörjande" og "Allting Tar Slut". Sidstnævnte blev kanoneret under skindet på publikum hin novemberaften på Kongens Nytorv. 





1. Tool: Fear Inoculum


Med en ventetid på 13 år er Fear Inoculum et sagnomspundet album på højde med Guns N' Roses' Chinese Democracy, der var omtalt og arbejdet på i et årti, før det omsider udkom i 2008. Anderledes kryptiske og hemmelighedsfulde har Tool været om en eventuel opfølger til 10,000 Days fra 2006, men da livekoncerter blev annonceret, og nye numre blev luftet, kunne fans over hele verden begynde at tro på det. Således også på Copenhell, hvor "Descending" og "Invincible" fandt plads i sættet. Kan sådan et album så ikke kun skuffe? Nærmest jo! Men trods pausen minder det heldigvis om det band, man indædt har savnet. Selv den fysiske udgave af albummet, der udkom som cd i en boks med en 4-tommer-skærm og en 2-watt-højttaler til afspilning af mesterværket, er typisk Tool-agtig. Heldigvis kan man ved hver eneste gennemlytning af numrene finde nye labre detaljer, der gør albummet til et pragtværk, der til fulde lever op til de Burj Khalifa-høje forventninger.  




Godt nytår!

lørdag den 28. december 2019

Årets album 2019: 6-10

Efter gårsdagens bidrag er vi nået ind på den berygtede top ti. De første fem repræsenterer hvert sit land.

10. Mark Lanegan Band: Somebody's Knocking


Ellevte soloudgivelse fra amerikanske Mark Lanegan, der er berygtet som frontfigur i Screaming Trees og flittig bidragyder i Queens of the Stone Age ved siden af utallige samproduktioner, har udvidet synthrepertoiret, men guitaren er hverken glemt eller skjult, og Lanegans mørke røst er en elegant ledsager igennem "Night Flight to Kabul", "Stitch it Up" og "Disbelief Suspension". En novemberaften i Amager Bio blendede disse og yderligere tre fra Somebody's Knocking solidt ind i sættet og solgte overbevisende den nye plade.



9. Rammstein: Rammstein


Har Tysklands bedste eksportvare stadig relevans, eller har vi ventet et decennium på en ny "Pussy", som forgængeren præsenterede sig med? Svaret er heldigvis, at der stadig er bid i det berlinske Eisbein, som fx "Ausländer" og "Deutschland" viser. Vi slipper heller ikke denne gang for Rammstein-balladen, og "Diamant" blev leveret udsøgt i Parken midt i festivalsæsonen med en overraskende acceptabel lyd, og i "Radio" sørger Flake for den velkendte signatur på tangenterne. 




8. Black Mountain: Destroyer


Siden debuten i 2005 har jeg trofast været med på canadiernes tungrockende psychvogn. En af forcerne har været de blytunge grooves og selvfølgelig vokalsamarbejdet mellem Stephen McBean og Amber Webber. Sidstnævnte besidder en helt særlig stemme, men hun har sammen med Joshua Wells forladt bandet og dedikeret krafterne i et andet projekt - herom senere - og en ny besætning er med på Destroyer. Rachel Fannan er skiftet ind i pausen og gør det godt som i "Future Shade", et af årets lækreste numre overhovedet - men hun har et ganske andet udtryk end Webber. Det ændrer ikke på, at roadtrippet også i "License to Drive" og "High Rise" tilfredsstiller og hensætter mig med ønsket om en snarlig tilbagevenden til de københavnske scener.



7. Borknagar: True North


Fra Canada skal vi til det ægte nord - men tilbage over Atlanterhavet, og på Thunbergsk maner lader vi propellerne være og tager vikingeskibet til Norge. ICS Vortex med det borgerlige navn Simen Hestnæs er en Beelzebub-benådet sanger, som han også har vist talenter for i Dimmu Borgir, Arcturus og Lamented Souls. Efter Winter Thrice fra 2016, som aldrig helt hævede sig til sin forgængers styrke, er True North en vellykket togt, hvor "Voices", "Up North" og "Lights" viser det nordlige fra sit sande perspektiv: lige dele smukt og grumt.  



6. Alcest: Spiritual Instinct


Af sted mod sydligere himmelstrøg, hvor franske Alcest - ligesom Borknagar - spiller på de store følelser. I "Sapphire" og "Protection" kulminerer de shoegazede lydfladers storladenhed i medrivende melodier. Det er smukt og fyldt med patos, men metallen er ikke tilsidesat trods den iørefaldende sangskrivning, så Neige kan betragte Spiritual Instinct som et mere end godkendt post metal-opus.




fredag den 27. december 2019

Årets album 2019: 11-15

Facitlisten på årets udgivelser begyndte i går, og denne gang gælder det nogle danske kunstnere samt nogle stykker, der optræder i eget navn eller et til anledningen opfundet navn.

15. Uffe Lorenzen: Triprapport


Danmarks psykedeliske bagmand præsenterede sin debutplade på en landsdækkende tour med det endnu eksisterende Rejsekort, og efterfølgeren krævede et tålt ophold, som dette års koncertrække blev benævnt. Jeg oplevede tourens afslutning på Hotel Cecil i København med scenen som kopholder. Anekdoter og alverdens afkroge i guldalderrock samt Spids Nøgenhat-nedslag blev blandet med Triprapport, der med "Alting er Eet", "Psykonauten", "Lille Fugl" og endnu en Hyldemor-omskrivning gør trippets tidslomme aktuelt og relevant.



14. Altar of Oblivion: The Seven Spirits


Firserne har ikke været forgæves, for også på The Seven Spirits krydres den storslåede episke doom metal med melodilinjer, der leder tankerne i retning af klassisk heavy metal. Bedst er det på "No One Left" og "Created in the Fire of Holiness", og konceptet balancerer som altid mellem catchy og corny,  men udfaldet er velafstemt. 



13. Lana Del Rey: Norman Fucking Rockwell!


Lana Del Rey er om nogen en mester i at dyrke et tilbageskuende kunstnerisk udtryk, og ledsaget af den sensuelle stemme går resultatet rent ind i "Venice Bitch", "Mariners Apartment Complex", Hope is a Dangerous Thing for a Woman Like Me to Have - But I Have it" samt pladens titelnummer, der alle forsøder som saft og sukker til risengrøden.



12. Swans: Leaving Meaning


Det er aldrig kedeligt i selskab med Michael Gira. Der er sket meget siden de eksperimenterende støjværker fra 1980'erne, men op igennem det seneste årti har Swans flere gange været på diskografiens bjergtinder. Dog mente Gira, at der ikke var mere at komme efter, så han aflivede  bandkonstellationen, og svanesangen i 2016 blev begyndelsen på det, der nu i 2019 er blevet til Leaving Meaning. Opbyggende numre som "The Hanging Man", "Sunfucker" og "Leaving Meaning" viser alsidigheden i Giras univers, der rummer flere akustiske elementer end tidligt i karrieren. Men under overfladen er der lige så supersonisk dystert som førhen. 



11. Nick Cave and the Bad Seeds: Ghosteen


Trods lyset på omslaget er Ghosteen endnu en dyster og sørgmodig samling sange, som det har været tendensen på de seneste udgivelser. Til tider kan man godt savne tiden med mere Blixa Bargeld end Warren Ellis, men klogest er det nok at undlade at sammenligne. Ghosteen indeholder enormt smukke skæringer, men det er alligevel lidt sigende, at albummet først fandt sin vej til min pladesamling efter en tur i gavepapir og under en nordmannsgran i stuen. På sigt kan det imidlertid vise sig at blive en fordel. 



torsdag den 26. december 2019

Årets album 2019: 16-20

Julefuglen er fortæret, og årtiets sidste dage går på hæld. Derfor er det også tid til at gøre status over musikåret 2019. Lad nedtællingen begynde!

20. Moon Duo: Stars are the Light


Selvom måneduoen oftest byder på nattestemning, er der noget solbeskinnet over dette tilbagelænede syvende album. Formlen er fortsat repetitioner med variationer, der i al sin lækkerhed udfoldes som i "Stars are the Light" og "The World and the Sun".



19. Denial of God: The Hallow Mass


Sønderborg er sikkert bedst kendt for musikalske sværvægtere som Psyched Up Janis og L:Ron:Harald, men et af rigets ældste black metal-bands huserer også på disse kanter. Det går stærkt i "The Shapeless Mass", mens Azters klassiske heavyriffs i fx "Hallowmas" ledsager Ustumallagams snerrende vokal i en velsmagende heksebryg. 7 år er det siden, at forgængeren Death and the Beyond så dagens dis, og vi bliver heller ikke snydt for horror denne gang. 



18. Korn: The Nothing


Det er vel rundt regnet et årti siden, at de amerikanske nu metal-pionerer sidst har udsendt noget, der har fastholdt min interesse, så derfor var The Nothing lidt af et comeback, hvor "Cold", "Idiosyncrasy" og "The Darkness is Revealing" efterlader mindeværdige indtryk. Det skulle ikke undre mig, om pladen vil begejstre endnu mere, når den for alvor sætter sig. 



17. Love Shop: Brænder Boksen med Smukke Ting


En håndfuld Love Shop-albums er det blevet til efter Hilmer Hassigs exit, og Henrik Hall nåede kun det første af disse inden sine sidste blæs i den karakteristiske mundharmonika. Jens Unmack har siden dengang fornemt ført kærlighedstropperne videre, selv om kærligheden blandt andre også indbefatter Vesterbros prostituerede på Brænder Boksen med Smukke Ting. Meloditækket er intakt, og den inkarnerede Liverpoolfan er (på trods af dette) uanfægteligt en sangskrivningskreatør med landsholdsstatus. 



16. Neil Young and Crazy Horse: Colorado


Produktiviteten fejler intet hos den stædige canadier. Bare i 2010'erne taler vi altså 9 studiealbums, et livealbum, et soundtrack, halvanden håndfuld udgivelser i Archives-serien og sikkert endnu mere. Det ville ikke være overraskende, hvis der udkom endnu en plade kort før nytår! Colorado, hvorpå Young atter protesterer for klimaets skyld, blev ved udgivelsen sammenlignet med diskografiens ypperligste værker, men helt samme status nyder det genoptagne samarbejde med Crazy Horse ikke. Efter et par decideret lunkne studiealbums, er det dog rart at høre glimrende takter i den næsten 14 minuter lange "She Showed Me Love" med masser af guitarjam - så kender vi ham igen!



tirsdag den 17. september 2019

Håland

På en aften hvor Erling Braut Håland er på hele Fodboldeuropas læber, er det en passende anledning til at gense farmand Alf-Inge, der huserede i Nottingham Forest, Leeds United og Manchester City i halvfemserne og ind i det nye årtusinde.

I 2000/01-sæsonen var Håland i City-trøjen, og i 35. spillerunde blev det for meget for Manchester Uniteds Roy Keane, der gemte på en grum mundfuld nag.

mandag den 16. september 2019

Sæsonen er slut

Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Sådan indledes omkvædet på C.V. Jørgensens hit "Sæsonen er slut" fra 1980.

I løbet af sommeren har Københavns Biblioteker afholdt en konkurrence, hvor læsere kunne bidrage med egne bud på byens bedste læsested i byrummet.

På et af byens glimrende læsesteder er sæsonen også slut.




lørdag den 14. september 2019

Rolf er helt ren

At Rolf Sørensen er ren, er de fleste klar over. Men hvad med Hermann Göring? Spørg i dit lokale supermarked med norske aner.


tirsdag den 9. juli 2019

Sådan var Roskilde Festival 2019

Trods en hektisk optakt med en manglende billet til undertegnede lykkedes det også i år for Camp Classic Rock at stille med A-holdet på den niogfyrretyvende udgave af festivalen og den attende af slagsen med min deltagelse.

Blå himmel og matchende shorts.
Tirsdag sidst på eftermiddagen kunne jeg som den anden halvdel af lejren fuldende truppen i Get a tent-området mellem Arena og Vor Frue Hovedgade. Og ja, for læsevenlighedens skyld er "søg og erstat"-funktionen anvendt, så prædikanten mod forandring i nærværende tekst ikke anvender scenenavne, der sidst var officielle i 2002.

I en yderst decimeret lejr var der anledning til forkælelse med god sprut og billig sodes. Den medbragte boomblaster havde ingenlunde kapacitet til at hamle op med teenagernes decibelhelvede, men hos magelighedscampisterne var det ingen sag at få liv i Vanilla Ices ukendte sange samt 3-4 års samlede MGP-albummer. Festivalen var hermed skudt i gang.

Før der kom mug i skoene.
En sen ankomst betød også snarlig musik på de store scener, og onsdag åbnedes Orange med fællessang, som vi ikke var i nærheden af at nå frem til. I stedet havde vi sørget for at være klar til Tears for Fears, der skulle indvie Arena i år. Her var der til gengæld fællessang fra første sekund, idet de gik på scenen til hittet "Everybody Wants to Rule the World". Herefter bar det mest præg af hygge, indtil et cover af Radioheads "Creep" igen fik tungerne lystigt på gled (3,5).

Herefter strøg vi hen for at høre, om norske Ulver kunne lave Ulver-lyde. Vi forventede at møde en masse metaldudes, der var vilde med det black metal, der kom ud af projektet i midthalvfemserne, selv om bagmanden Kristoffer Rygg siden 1998 har eksperimenteret med alt fra ambient og electronica til new wave og synthpop. Faktisk lykkedes det at holde både denimvestene i teltet og et ganske vellykket sæt uden snerten af metal (4). 

Ulver på Pavilion.
Da klokken slog 20 var det på tide at svinge forbi Orange for at blive pint igennem Bob Dylan With His Band. Sådan er det i alt fald gået de foregående tre gange, jeg har set hr. Zimmerman. Denne gang var den mindst ringe og indeholdt flere lyspunkter, selv om han fortsatte sin maltraktering af egen formidabel sangskat (3).

Pianoet agerede rollator det meste af aftenen.

Fra en lokal i Dublin blev en anbefaling sendt via FM-båndet om, at Fontaines D.C. skulle opleves. Forinden havde vi fået has på chilivodkaen, så koncerten indledtes vandret i teltkanten på Pavilion, mens der blev tæsket løs på scenen. Først da jeg velment blev beordret op fra de hujende masser, hældte jeg benzin i min irish coffee og strøg op foran, hvor der ikke skortede på energi (4).

The Dubliners i postpunkvarianten.

Frygt og rygter om endnu en mulig Cardi B-aflysning havde floreret i nogen tid - denne gang grundet komplikationer efter en plastikoperation. Koncerten mindede om et ansigtsløft foretaget af en slagboremaskine, og jammerlighederne sluttede efter godt fyrre minutter (2). 

Derfor fik jeg på den gode side af midnat et tip om, at Christine and the Queens skulle være værd at afslutte aftenen i selskab med. Dette skulle vise sig at blive festivalens helt store positive overraskelse, og selv om materialet undervejs svingede en smule, var den franske sangerindes levering så overbevisende, at det var svært ikke at lade sig imponere (5).

Nogen har ønsket mig hen, hvor peberet gror.
De halvgamle sjatpissere kunne ikke længere sove længe, så koncerter kl. 12 var intet problem. Ganske tilfældigt befandt vi os denne torsdag ved Pavilion, da den italienske troubadour Vinicio Capossela - meget uvant for sydeuropæere - gik i gang et kvarter før annonceret tid. Det viste sig at være en yderst grundig lydprøve. Da showet begyndte, var hovedpersonen iført ulvemaske og fjerdragt, og de morgenfriske kunne tilmed forsyne sig i merchandiseboden (3).


Lejrens på mange måder modsatrettede præferencer i musikkens verden betød også, at vi slæbte hinanden med til flere koncerter, vi normalt ikke selv ville have udpeget i programmet. Således også denne dag, hvor Apollo-scenen - med ny placering, men samme rædderlige musikprofil - skulle besøges. 

Artigeardit lokkede et utal af unge under gennemsnitsalderen til den mærkværdigvis velbesøgte scene, men ungdomsrappen blev med god vilje kun lettere pinagtig, så jeg havde hurtigt hørt rigeligt (2).

Modsætningen fandt vi på Arena, hvor Søren Huss - siden jeg så ham på samme sted med Saybia - tilsyneladende er blevet 100 år ældre. Udseendet passer dog til de sange, der rummer en lidt anden livsvisdom end netop oplevet på Apollo. I glimt var det rigtig godt, men Nik & Jay bidrog ikke med noget (4).

Selv om lejren er lille, er festivalen fyldt med flotte folk, som
først undervejs fortæller, at de selvfølgelig også er her igen.
Henne på Avalon fik jeg årets første flæskestegssandwich hos Meyer, mens Sharon Van Etten spillede under dugen. Man skulle nok have klemt sig ind i nærheden for ikke bare at få behagelig baggrundsmusik, der saltede sværene (3,5).

Amerikanske Testament spillede thrash metal om kap med sig selv, og glæden ved at straffe strengene var både tydelig og troværdig. Det var en usædvanligt udadvendt metalkoncert, der udmærkede sig ved at suge undertegnede ind i circle pitten, indtil åndedrættet kortsluttede. Bandet har mindeværdige riffs på samvittigheden, men det blev showet mere end sangene, der ihukommes efterfølgende (4,5).

Riff-o-rama og rundkredsløb.
Efter energieksplosionen var det nok ikke Julien Baker, der kunne føre festen videre, men den unge amerikaner efterlod et hæderligt indtryk (3,5). I stedet rykkede vi på Gloria, hvor Cult Leader buldrede løs med kompromisløs hardcore. Trods et malplaceret og unødvendigt postrocknummer lød skærebrænderen godt i den lille lade (4).

Fra den gamle garde kunne Roskilde i år også byde på Led Zeppelin-forsangeren Robert Plant. Han var i selskab med bandet The Sensational Space Shifters, og de luftede flere velkendte numre fra forsangerens fortid, der dog blev omarrangeret, så de passede ind i folk-stilen med banjo, mandolin og hele pibetøjet. Stemmen var nøjagtigt, som den skulle være, og teltet gyngede i godt selskab (4). 

Inden for genren er  egentligt et af de navne, jeg har det helt ok med, men denne aften blev det desværre ikke noget match (3). 


Fredag nød vi tidligt en medbragt pongvin (skrævvin / stomiposevin), som fandt vej til musikarealet via indersiden af benklæderne. 

Musikken begyndte med Jada ovre på Avalon, der krængede sin sjæl ud i popnumre, der fik sendt østrogen i vejret på publikum. Stemmen var glimrende, men demonstrationen af selv sammes kraft anedes at være en undskyldning for manglende materiale til at fylde tiden helt ud (3,5).

Selv en gammel rotte kan debutere og prøve nyt, så den nye scene House of Chroma blev indviet. Jeg tog til såkaldt "talk & oplæsning" med Theis Ørntoft, der læste digte op fra samlingen fra 2014 med efterfølgende samtale med en Zetland-journalist samt spørgsmål fra salen. Digteren havde mange væsentlige betragtninger både i digtene og samtalen om især klimaet og naturen, som blev omdrejningspunktet for seancen (4).

House of Chroma er som skabt til circle pit, men den lod vente på sig.
På Arena spillede Jungle i solskinnet, og det passede pøblen perfekt at ryste med til rytmerne, men meget mere var der ikke at komme efter (3,5). 

I stedet skulle jeg forsøge mig med drømmestemning til Spiritualized. I et lækkert lydbillede og med hovedvægt i sættet på den seneste udgivelse gik flere numre rent ind. Gak og løjer skulle man lede længe efter, og de tre kordamers vrikken med hofterne var scenens eneste motion. Men blandingen af shoegaze og drømmepop talte sit eget overbevisende sprog (4,5).  

Pulsen kom ned til Spiritualized.
På Orange kunne vi flygte forbi Vampire Weekend, der lød utiltalende (2,5), så vi søgte et sted at slukke tørsten. 

Det viste sig at være den helt passende opvarmning, inden The Smiths-guitaristen Johnny Marr var klar på Arena. En enkelt tone var nok til at cementere, hvem der havde indtaget scenen: en signaturlyd af de sjældne. Størst jubel og dertilhørende fællesskrål var der under hittene skrevet i samarbejde med Morrissey eller under Depeche Mode-coveret "I Feel You", der var fint eksekveret. Til koncertens sidste sang, "There is a Light That Never Goes Out", fandt en nordisk bromance sted mellem mig og et par finske metalgutter, så vi helt glemte, at Morrissey nok helst skulle have sunget den (4).

How soon is now?
Herefter skulle Wu-Tang Clan som erstatning for Chance the Rapper overtage Orange, men legenderne gav en noget forkølet optræden. Der blev mumlet meget, og det virkede af og til så ukoordineret, at man skulle tro, de først lige var blevet hentet ind, kort før de stod på scenen (2,5). For lang tid omgivet af andres smøgtåger sendte mig herefter beklageligvis tidligt på kollisionskurs mod madrassen.

Jeg var beredt til, hvad end vejrguderne bød på.
Lørdag plaskede det på teltdugen, der selvsikkert afviste dråberne, som var de Numse-Rasmus på date. Selv regntøjet var uimponeret over, at det var, hvad smatten havde at tilbyde. Derfor var det en glimrende disposition at lade røjserne springe festivalen over i år. 

Alligevel overværede vi horder af kids, der ligesom de mange foregående år overgav sig tidligt og slæbte stakkevis af øl med sig hjem, som de ikke fik hældt i ølbongen i ugens løb. Vi andre havde en forrygende festivaldag mere i vente.

En tørstig tukan udgjorde bagtæppet til Catfish and the Bottlemen.
Dagen begyndte med fællessang på Gloria, hvor et lille orkester spillede hits med blandt andre Gasolin, 4 Non Blondes, Queen og Madonna, mens folkemængden sang med.  

Efter at have givet livstegn til familien ventede et besøg til Apollo, hvor den unge reggaespire Koffee and the Raggamuffins Band gav en solid optræden - vistnok det bedste, jeg endnu har oplevet på den scene (3,5).

For lige at se giraffen tog vi herefter forbi Gloria, hvor den friblødende maratonløber Madame Gandhi spillede. Under et nummer læste hun desuden op fra sit feministiske manifest. Det var trods alt bedre end ventet (3).

Dagen var kun netop begyndt, men på Avalon var Khruangbin i færd med at sende solbeskinnede soundtracktoner i lettere funky lydbilleder ud i det regnvejr, de mærkværdigvis hyldede (4).

Første indslag på Arena i dag var Catfish and the Bottlemen, som jeg først var blevet præsenteret for i en lejrstund, hvor D-batterierne viste deres værd. Umiddelbart var begejstringen her temmelig begrænset, men live: Tak skæbne for en energiudladning med alle tænkelige rockklicheer, som frontmanden præsterede - og de virkede. Strengene blev flænset med tænderne, mikrofonstativet var svimmelt inden første nummer var omme, og hverken Mick Jagger eller The Who har været forgæves (4,5).

100% af årets Camp Classic Rock-deltagere foran naboerne,
der promoverede et kaos, som havde grusomt lange udsigter.
Jeg hastede forbi Scarlet Pleasures ligegyldigheder på Arena, idet berlinske Zeitkratzer fristede med klassisk musik og avantgarde noise. Orkestret er kendt for at lave udgaver af Kraftwerks to første albummer og af Lou Reeds Metal Machine Music. Her er vi absolut ude i afkrogene for kendere. Teltet var tomt som aldrig før, men de, der kom og bevarede tålmodigheden, fik en helt fin oplevelse - især anmelderen fra Undertoner, hvis hverv var let at lure blandt de andre få lyttere (3). 

Bashelvedet fra Bikstok på Orange ødelagde dog nogle nuancer, så jeg daffede over for at mødes med de andre. Her var festen stor - især blandt endagsarmbåndsklientellet med fandens store rygsække og medbragte campingstole - men jøsses, hvor var det alligevel under lavmålet. Særligt da de skreg "sving med patterne". Ja, du læste rigtigt (2,5)!

Når Kraftwerk ikke spiller "Kling Klang", så gør Zeitkratzer det da bare!
Efter at have udnyttet den sidste levetid i boomblasterbatterierne og drukket de sidste sprutslatter blev det tid til Philip H. Anselmo & the Illegals. I 2014 var Pantera-forsangeren på Roskilde med sit intetsigende sludge/dødsmetalprojekt, og siden har han indset, at der er mere fidus i at spille Pantera-klassikere - så det var agendaen. 

Vi fik en helvedes masse hits med en frontfigur, der kendte sit værd og skiftevis hyldede sig selv og sine fans, som han konstant tækkede. Der var nonstop circle pit, fødselsdagssang til en fyr i mængden samt respekt til en ung knægt på skuldrene af faderen, men som fik at vide, at han skulle spørge om lov, før han sang med på "Yesterday Don't Mean Shit". 

Anselmo hamrede mikrofonen mod brystet og proklamerede i øvrigt, at de tekster, han skrev i starten af sine tyvere, stod han stadig ved. Og så taler vi ikke om episoden, hvor han heilede i 2016, og at han derfor var en problematisk tilføjelse til programmet. Koncerten holdt, hvad den lovede (4,5). 

Phil Anselmo og de illegale lejesvende underholdt i en times tid.
Selv om Meyers serverede flæskestegssandwich lige udenfor
(jeg nåede en under "Mouth for War") hungrede publikum!
Vejret skiftede, som Luca Toni har skiftet klub i karrieren, og pausen blev brugt på proviant, varmt tøj og gensyn med gode venner. Et slattent pizzastykke og en halvlunken dåsebajer senere mente jeg, at jeg kunne holde til en uendelig gang mørkerock på Orange og forhåbentligt også bonghovederne fra Cypress Hill.

Orange før The Cure. 
Årets sidste hovednavn på den store scene var britiske The Cure. Med 30-års-jubilæet for Disintegration, kunne man formode en overvægt i sættet fra mesterværket. I 2012 spillede de i 3 timer på samme scene, men helt så meget fik vi ikke i aften. 

De spillede nemlig "kun" 27 numre, hvoraf en håndfuld var fra førnævnte album. Til gengæld var spilleglæden uovertruffen og tydelig at se på scenen. Lyden skulle under aftenens første nummer, "Shake Dog Shake", lige reguleres i vinden, men herefter sad den nærmest lige i skabet. Kun under "Fascination Street" og aftenens eneste Bloodflowers-skæring "39", blev lydbilledet en kende mudret.

Heldigvis var der glimrende tilbageblik til de kulsorte plader i karrierens begyndelse, hvoraf "A Forest" var perfekt leveret, mens "One Hundred Years" var ønsket, men leveret med skønhedsfejl, som Robert Smith sympatisk undskyldte. Til gengæld nød han at spille den mere end nogensinde, tilføjede han. 

Herefter forlod bandet scenen, en ny sætliste blev sat på scenen, og ekstranumrene var en demonstration udi varierende popgenialiteter afsluttende med "Boys Don't Cry". 

Hvornår mon festivalen for øvrigt hyrer en rapper (Eminem undtaget), der kan udfylde flere timer på den ikoniske Canopy-scene, uden at det bliver - ja, fyld? 

For trods den korte spilletid på 2 timer og 15 minutter (!), og selv om man som individ altid kan finde numre, man hellere havde set indlemmet i sættet, så var det for længst gået op i en højere enhed, da storsmilende Smith og kompagni lidt i halv to om natten forlod og lukkede Orange ned i den mørke nat (6).

The Cure kurerede eventuelle skeptikere. Det var magnifikt!
Egentligt burde man nok have sluttet årets festival oven på disse indtryk, men når to gange gammelfar stadig var vågne, måtte vi en tur i Beer Barn for at hente aftenens sidste krus øl og så opleve Cypress Hill. Det var heldigvis helt godkendt, og de leverede en skudsalve af gamle venner som "When the Shit Goes Down", "Hits From the Bong", "How I Could Just Kill a Man", "I Ain't Goin' Out Like That" og selvfølgelig "Insane in the Brain".

Og så var der udsolgt!

Inden "I Wanna Get High" blev der passende nok tændt op for en joint
på størrelse med en julemedister. 
Engang blev telte, madrasser, madrester med videre smidt på bålet til såkaldte containerfester på campingarealet efter sidste koncert, mens pavillonstænger og andet brugbart anvendtes som rytmeinstrumenter den ganske nat. Her tilbragte vi mange mindeværdige nætter med sod i svælget som følge heraf. 

Det bål mindede i grunden om småt brændbart-containeren fra "genbrugs"pladsen i min barndom, og nu da man gudskelov har nedlagt lige nøjagtigt den del, er traditionen med rytmerne nu rykket til Arena efter sidste koncert.

Fra vores orange tomandstelte ledsagede lydene fra Arena vores ringe forsøg på søvn, så efter blot få timer på luftmadrassen, der for femte nat holdt mig over jordskorpen, var det på tide at pakke sammen og få det til at se ud, som om ingen havde været der.

Tak til Camp Classic Rock for ubeskriveligt godt selskab. Vi ses sgu til festivalens jubilæum næste år!   

Bad? Det er titlen på et Michael Jackson-album fra 1987.

torsdag den 25. april 2019

Nikitas store tasker

Henne på Ekstra Bladet dækker de naturligvis retssagen med fodboldspilleren Nicki Bille, der tilsyneladende ikke har kunnet holde nallerne fra stoffer, vold og våben, og hvis karriere må siges at være et foreløbigt overstået kapitel.

Ikke mindre interesseret er dagbladet i at dække, hvilke kendisser der dukker op i Københavns Byret, og der skulle ikke færre end to skarpe journalister til at bemærke, at Nikita Klæstrup "slæbte rundt på et par store tasker."  





lørdag den 9. marts 2019

Nede igen fra bjerget

Mine Vancouver-helte i Black Mountain er dygtige til at forsvinde fra omverdenens søgelys for pludselig at have et album klar. 

Det er sket igen.


Destroyer udsendes 24. maj ledsaget af en forårstour i USA. Gid de finder over Atlanterhavet senere på året.

Siden forgængeren IV fra 2016 har Amber Webber desværre og uden offentlighedens inddragelse forladt The Black Mountain Army, og i det nye setup har Rachel Fannan fra Sleepy Sun overtaget det kvindelige vokalislæt.  

Albummets første nummer er tilgængeligt lige her:


Køb en rigtig plade her (evt. i en pakke med alverdens gøgl, herunder "Mountain Fresh Destroyer Air Freshener") eller her uden toldgebyrer.

torsdag den 7. marts 2019

Dommerfejl er en del af fodboldreglerne

Vi er i begyndelsen af juli 2017. U19-EM er i gang med gruppespillets anden kamp. Både Tjekkiet og Portugal er sluppet fra første seance (henholdsvis Sverige og værtsnationen Georgien) med smalle, men vigtige sejre. Nu krydser de klinger i en tæt affære, som portugiserne umiddelbart ser ud til at trække sig knapt, men sejrrigt ud af. 

Vi venter blot på dommerens tillægstid, da tjekkerne får et frispark en lille meters penge inde på egen banehalvdel. Midterforsvareren Matěj Chaluš, der efter turneringen skifter fra 1. FK Příbram til hovedstadsklubben SK Slavia, høvler bolden i retning af en håndfuld medspillere i modstandernes straffesparksfelt.

Bolden suser direkte i nettet bag FC Portos Diogo Costa, og jubelscenerne hos de rødklædte spillere og få medrejsende fans bryder ud efter den sene og overrumplende udligning.

Sagen er bare, at Ali Palabıyık, der ellers straks anerkender målet, når at omstøde sin beslutning - angiveligt med hjælp fra det resterende dommerteam. Frisparket fra banens midte skulle tilsyneladende have været indirekte, og der kan derfor ikke scores direkte på sparket. 


Findes der efterhånden en fodboldkamp, hvor dommerens fordeling af slud og sjap ikke skal diskuteres?

Næppe. Se bare gårsdagens Champions League-opgør.

Dog kan de fleste kendelser kategoriseres under dommerens skøn - altså gråzonen, hvor upopularitetens kronede konge skal vurdere, om det er nok til at dømme eller under petitessegrænsen. Her er tilhængerne som regel uenige, selv om den objektive i midten sagtens kan forsvare sit trufne valg. Når han (m/k) kan det, er der nok noget at diskutere, men ikke meget at lave om.

Anderledes er det, når dommeren laver en decideret fejl - fx som i ovenstående EM-kamp, der blev afgørende for holdenes placering i puljen. 

Fodboldloven tager nemlig højde for, at dommeren kan glemme at strække armen i vejret og derved markere for indirekte frispark. Heldigvis havde han bedre held i andet forsøg. Det havde tjekkerne bare ikke.  




onsdag den 6. marts 2019

Hvad folk snakker om og går op i

Sandsigeren Philip Ytournel kortlægger lige debattens paradokser:

Klik, hvis du kniber øjnene sammen.