torsdag den 25. november 2010

Jørgen Leth & Morten Sabroe: Det er derfor de knepper så meget i dette land

Sex sælger og har vel alle dage gjort det! Det giver umiddelbar opmærksomhed, og modtagerens nysgerrighed vækkes. Derfor er det givetvis en del af årsagen til, at Monrad og Rislund i 1996 kaldte deres udgivelse Knepper De? (rimende på quizprogrammet Jeopardy).

Titlens appetitvækker går igen i den ditto i korrespondancebogen mellem filmmager, digter og cykelkommentator (blandt meget andet) Jørgen Leth og journalist og forfatter Morten Sabroe.


2010 har for alvor været Jørgen Leth-år. Han er højaktuel med den antropologiske film Det Erotiske Menneske, han udgav tidligere i år i Vi Sidder Bare Her-konstellationen albummet Ikke Euforisk, og der er kommet så meget fokus på mandens tidligere bedrifter, at man i september afholdt en festival i Kolding over fire dage om hans værker i alle genrer.

Sidste år udkom den herover viste bog, som er en udveksling af e-mails fra december 2008 til maj 2009 uden fra starten at have nogen overordnet temaramme. Leth befinder sig mestendels i Haiti, Sabroe i Nordsjælland. De skriver om alverdens emner, der falder dem ind, og spørger hinanden om dette og hint, hvortil de - som det fremgår af undertitlen - gør sig eksistentielle overvejelser. Stemningen de to imellem er god langt det meste af tiden, men der kommer undervejs en mindre krise, som de selvfølgelig får løst.

Forhold med yngre kvinder, lidt ældre kvinder og kvinder generelt får de skrevet om. Krig og katastrofer, kolleger og kritikere, voodoo og verdensbilleder, og selv nærværende bog samt Det Erotiske Menneske, som i bogen er i tilblivelsesprocessen, behandles. Al landsens emner, tanker, rejser og oplevelser beskrives omhyggeligt, og selv om bogformen også sagtens kan føles som en sludder for en sladder, beriges læseren indimellem af velovervejede tanker og fængslende beskrivelser.

Mod slutningen skal læserne have nogle vise ord med på vejen. Sabroe skriver:

Elsk dig selv!

Kan du finde ud af at elske et menneske med så mange fejl, kan du også finde ud af at elske andre med lige så mange fejl. Som du kan tilgive dig selv dine fejl, kan du også tilgive andre deres. Sådan starter sympati, venskaber, kærlighed.


Og hvorfor pokker er det så, de knepper så meget? Ja, det afslører de allerede på side 118. God fornøjelse.

torsdag den 18. november 2010

Tre dage med dansk musik

I dag og de kommende to dage står for mit vedkommende i den danske musiks tegn.

Aftenen byder på Simon & Garfunkel-inspirerede vokalharmonier, når gigahypede The Rumour Said Fire gæster Forbrændingen i Albertslund.

I morgen går turen til Lille Vega, hvor esbjergensiske Kellermensch, som ligeledes har nydt godt af massiv medieomtale, giver en forhåbentligt længere koncert, end det var tilfældet på årets Roskilde Festival.


Lørdag er der gensyn med Love Shop, som sammenlignet med de andre har langt flere år på bagen, men også et spritnyt album i bagagen. Jens Unmack har på soloskiverne bevist, at han stadig har sans for lyrik og melodi, så det bliver spændende at høre, om det samme er gældende på Love Shops seneste udgivelse.   

mandag den 15. november 2010

Et par sandheder om november

November byder på adskillige regnfulde dage, og her er et bud på soundtracket, når man alligevel er inden døre.


5. Novembers Doom: Rain

Det sjette album af det amerikanske doom metal-band indledes med dette fortrinlige nummer.



4. Morrissey: November Spawned a Monster

Stifteren af legendariske The Smiths kendes efterhånden mere for sine holdninger til kødspisning end for sine ypperlige sangskrivningsevner. Her dykker vi tilbage til en single fra 1990, som senere samme år figurerer på opsamlingspladen Bona Drag.



3. Mad Season: November Hotel

I starthalvfemserne, mens grungebølgen stadig huserede, dannedes Mad Season blandt andet af medlemmer fra nogle af genrens mastodontbands. Alice in Chains' formidable vokalist Layne Staley, Pearl Jams guitarist Mike McCready, der også var med i supergruppen Temple of the Dog, bassisten John Baker Saunders samt Barrett Martin fra Screaming Trees udgjorde firkløveret, som i 1995 udgav deres eneste fuldlængde.



2. Opeth: Dirge for November

Nabolandets bedste bud på progressiv metal må være storslåede Opeth, og nummeret her er fra Blackwater Park fra 2001. 



1. Guns N' Roses: November Rain

Efterhånden har GN'R eksisteret i halvandet årti kun med Axl Rose fra originalbesætningen. Da de gæstede Roskilde Festival 2006, var der mange, der ikke syntes, det var det "rigtige" Guns N' Roses, de fik at se. Alligevel kendte de ikke numrene fra den æra godt nok til ikke at klappe, før November Rain var færdig. I den korte pause inden den sidste fænomenale passage af sangen, kvitterede Axl klapsalverne med kommentaren "it's a looong song"!

Hvis folk ønsker originalbesætningen, skal de fleste få sig en overraskelse. Da bandet blev dannet var det nemlig ikke med den velkendte Duff McKagan på bass. Det var Ole Beich fra Esbjerg!


søndag den 14. november 2010

Fodboldfans

I eftermiddag har AGF spillet hjemmekamp mod Viborg FF i 1. division i fodbold. Det er et jysk lokalopgør af den slags, der godt kan blive dramatisk, og uden at have set kampen kan jeg forstå, der var mange afgørende situationer, der kunne diskuteres.


I forummet på bold.dk diskuteres der livligt, hvorvidt der var straffespark i overtiden til århusianerne, som resulterede i det afgørende mål. Nu er fodboldfans ikke kendt for at komme med de klogeste kommentarer på stadioner rundt omkring, og det samme bevises ofte i forskellige diskussionsfora.

Eksempelvis mener en bruger, at der klart var et lille straffe til Graulund i første halvleg.

Såfremt der er tale om et klart straffe, kan det aldrig betegnes som værende lille, og samtidig kan et lille straffe netop diskuteres og derfor næppe være klart!

En anden argumenterer imod det dømte straffespark i overtiden ved at sige, at målmanden takler BOLD, i ved nok den er lille og rund, da taklingen ikke var farlig for modspillerens helbred er det dermed at se som en ren takling..

Tilsyneladende er det mere afgørende, hvorvidt Dennis Høegh, som forseelsen blev begået imod, i morgen vågner op med lungebetændelse eller tilsvarende på baggrund af omtalte tackling, end om Høegh (ligesom bolden) bliver ramt i tacklingen fra Viborgs målmand.

torsdag den 11. november 2010

Hippieparty i provinsen

Da jeg har i sinde at tilbringe et par dage i Svendborg, vil jeg lige vise, hvor godt det kan være på de kanter:



Nyd disse godt 8 minutters rockhistorie fra Torvet i Svendborg 1971. Meget er der siden da sket med den måde, vi oplever koncerter på.

tirsdag den 9. november 2010

Viljen til sejr

Hvem kender ikke dette lydspor, som efterfølgende er blevet brugt i adskillige andre film end Chariots of Fire (på dansk Viljen til Sejr) fra 1981?


Den græske komponist Vangelis slipper godt fra brugen af karakteristisk synthesizerlyd fra firserne på trods af, at filmens handling udspiller sig i 1920'erne. Jeg har nu haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med et vhs-eksemplar af filmen.


Filmen handler om de to britiske atleter Harold Abrahams, der er jøde, og Eric Liddell, hvis forældre er skotske missionærer. For begges vedkommende er det troen, der er drivkraften i deres fysiske udfoldelser. Abrahams føler sig forfulgt på universitetet på grund af religionen og vil derfor vise sit værd. Liddell mener, at når Gud gav ham hurtigheden, ærer han Gud ved at løbe, og at lade være ville være vanærende.

De konkurrerer mod hinanden i hjemlandet, men til de forestående olympiske lege i Paris 1924 udtages de begge til at repræsentere Storbritannien. På sejlturen mod Frankrig får Liddell at vide, at hans 100 m.-løb foregår en søndag, hvilket bringer ham i klemme mellem nationens interesser i hans deltagelse og hans egen stærke overbevisning om at holde sabbat om søndagen.

For en ikke-troende kan det muligvis være problematisk at sætte sig ind i hovedpersonernes dilemmaer, men filmen viser indlevende på indsigtsfuld vis, hvorfor de løber i troens navn. Samtidig er der pres fra familie, kæreste, den olympiske komite samt selvfølgelig deres egen tro at tage stilling til.

Tilbagevenden til broderlandet

Idet jeg havde flere SEK tilbage efter onsdagens koncert i Malmö, vendte jeg i søndags tilbage til Sverige for at ødsle resten bort. En ekspeditionsbesætning på i alt 4 mand drog søndag morgen mod nord for at tage til Helsingborg, hvor det lokale Allsvenskanhold havde mulighed for at blive svenske mestre, hvis alt flaskede sig.

Den første søndag i hver måned er det gratis at køre med s-tog, så vi skulle så langt som muligt på denne måde. Det sendte os kortvarigt til Hillerød, hvor vi fik lejlighed til at se på byen. Et skilt mod et såkaldt folkemuseum lokkede, men museet var ej at finde.


Til gengæld fandt vi på vejen et herligt sted, som åbnede 4.30 og kunne friste med hygge for 0 kr. samt en gårdhave.


Her er i alt fald både gratis hygge og en åben gårdhave! Fra Hillerød tog vi lokalbanen Lille Nord, som bragte os til Helsingør, hvorfra vi skulle sejle til destinationen.

Hvor Hillerød havde charmeret sig ind i vore hjerter, havde vi til gengæld langt mellem de gode oplevelser med Helsingør. En yderst inkompetent og jævnt ubegavet dame fra færgeselskabernes informationskontor formåede at forvirre mere end at hjælpe.

Dagens finkulturelle indslag blev synet af Kronborg:


Vi havde flere timer at fordrive i Helsingborg, inden eftermiddagens slag mod Kalmar FF fandt sted. Vi diskuterede, hvorvidt det er lovligt at drikke alkohol offentligt i Sverige, men fandt aldrig svaret. Til gengæld så vi ikke en eneste, der lunede en Pripps mellem handskerne, så noget kunne tyde på, at det ikke er det. 


Et noget nær udsolgt Olympia var klar til at støtte Helsingborgs IF, og nedenstående billeder viser en uhyre ihærdig og overordentlig særpræget herre, der fra start til slut gjorde sit til, at støtten fra lægterne var vedvarende. Heldigvis er fodboldsange af denne slags ikke blandt de mest komplicerede, så vi kunne hurtigt deltage og skråle med.






 

Kampen endte målløst, og da de skånske ærkerivaler fra Malmö FF samtidig vandt, fandt den efterfølgende mesterskabsfest sted længere mod syd. 

Hjemturen blev planlagt efter at bruge netop den færge, der ikke tilhørte firmaet, som den knap så informative dame i Helsingør repræsenterede, selv om de samarbejdede med HH Ferries. En principsag!

Den svenske fodboldkultur er noget anderledes end vores. På forhånd havde vi fået at vide, at man kunne købe letøl på stadion, så der blev hævet penge til dette forinden. Dem kunne vi så få lov at brænde inde med, idet hverken øl eller korv med mos, som især undertegnede havde set frem til, ikke var til at opdrive nogetsteds.

En storartet heldagstur randt ud, og efter transport med favoritfærgen, lokalbanen, s-toget og til sidst metroen, fandt vi vejen hjem igen, og såfremt HIF skal spille Europacup mod en attraktiv storklub, er det ikke utænkeligt, vi igen finder vej til Olympia. Nu kan vi jo også sangene.

fredag den 5. november 2010

One night in Malmö

Onsdag aften var vi vidne til en glimrende koncert med Katatonia i Kulturbolaget i Malmö. Et yderst glimrende spillested med en kapacitet mellem Vega og lillebror på 750. Da det var det svenske bands første koncert i landets tredjestørste by, forventede vi noget nær fuldt hus og en intet mindre end fantastisk stemning. Parentetisk skal det nævnes, at Katatonia har eksisteret siden 1987!

Fremmødet til opvarmningsbandet var noget nær ikke-eksisterende, og da hovednavnet gik på, var det stadig katastrofalt alt taget i betragtning. Et par hundrede har vi vel været i alt. Lyden var derimod fænomenal og helt på Vega-niveau. Svenskerne har altså et fantastisk spillested, men de såkaldte metalsvenskere, der plejer at husere på Roskilde, er tilsyneladende ikke herfra...

At svensk er ganske løjerligt, vidste jeg, men at det i grinagtighed når norske højder, kom lidt bag på mig. Det blev bekræftet, da jeg på pengeautomatens skærm blev spurgt, om jeg ville have en minneslapp. Naturligvis!


I merchandiseboden solgte de ovenstående indkøbsnet for intet mindre end 80 SEK. Det er sgu metal på højt plan! Jeg var nødt til at forhøre mig om, hvorvidt de fik disse solgt. Ganska många lød svaret. Skræmmende!

onsdag den 3. november 2010

Opvarmning

I aften tager jeg Hellerupdrengen under armen og tager til min anden koncert i Malmö. Sidst var det samme duo på tur, og vi tog i maj 2002 den lange vej fra Aalborg for at se Theatre of Tragedy med opvarmning fra finske Entwine og uimponerende Ram-Zet fra Norge.

Dengang var det lidt skuffende, at deres ældste numre på aftenens sætliste var fra den ellers fremragende Aégis fra 1998, hvilket betød, at vi måtte se langt efter numre med den ellers så karakteristiske kontrast mellem skønsang og growl.

Imidlertid blev bandet opløst med afskedskoncert i Stavanger primo oktober efter en mindre tour i Sydamerika, og havde jeg da blot vidst det, var jeg rejst langt for at høre dem igen (nok nærmere Oslo end Santiago). Som det kan ses her var hele bagkataloget repræsenteret denne gang.


I aften gælder det så svenske Katatonia, som ligeledes spiller i Kulturbolaget i Malmö. Og på fredag er det Amorphis med support fra israelske Orphaned Land, der gæster Amager Bio. Tilsyneladende har min opvarmning til ugens koncerter været noget nær optimal!

Messifeberen overstået

De seneste dage har FC Barcelonas visit i København været på de flestes læber. En 6-årig dreng, der havde regnet med at se Messi på nærmeste hold, blev slemt skuffet og blev grådkvalt interviewet. Efterfølgende inviteredes han tilsyneladende med til kampens optakt, og fik dermed et plaster på såret. Godt det ikke er mig, der skal have ham med i supermarkedet. Hvis ikke i forvejen, så ved han nu, hvordan han får, hvad han vil have...

Ikke desto mindre stod FCK for en pragtpræstation, som dansk fodbold kan være stolt af. Samtidig var det yderst befriende, at der for en sjælden gangs skyld på forhånd blev meldt ud, at de kunne være med. Nu mangler det bare, at de også gør det, når de er favoritter!

Da Valdés kom springende ud i N'Doye, virkede det umiddelbart højst besynderligt, at Barcelona fik frispark. På billedet herunder synes jeg, episoden bliver vist ret godt. N'Doye begår frispark mod Puyol - derfor kan FCK ikke få bolden. At Valdés lige herefter sparkende springer ind i Dame N'Doye bør stadig og uden tvivl medføre udvisning, men den er meget svær for dommeren at se. Bolden er netop blevet erobret, og en lang (dog stadig kugleformet) bold er straks sendt af sted, og sammenstødet sker lige ved straffesparksfeltets kant. Her er det kun linjedommeren, der har en reel mulighed for at se og dømme situationen.

tirsdag den 2. november 2010

Når ord kommer til kort

Hvad gør man, når noget ikke kan beskrives med ord?
Anmelderen Ray Suzuki fra Pitchfork har her et glimrende bud i anmeldelsen af fuldlængden fra samme år af det australske band Jet. Spektakulært? Ja, men pokkers morsomt!

At begynde på fornem facon

Det er efterhånden nogen tid siden, jeg har kastet mig ud i bloguniverset. Sidst var pudsigt nok under specialeskrivningen, og det kastede også en røvfuld musikanmeldelser af sig.

Med al den tid jeg bruger på mig selv, hører jeg, ser jeg, tænker jeg, tror jeg, læser jeg, smager jeg og mener jeg en hel masse om alverdens aktuelle og uaktuelle fænomener. Disse indtryk vil jeg give udtryk for her.

Herunder et par af mine yndlingspladecovere, hvoraf det nederste i særdeleshed er i særklasse. Intet under at Bundgaard strøg herfra før de andre fra Olsenbanden...