fredag den 31. december 2010

Årets album 2010

Der skal på falderebet også gøres status over årets bedste albumudgivelse.

Flere orkestre har sendt materiale på markedet, der ikke tages i betragtning her. Det drejer sig blandt andet om produktive Amorphis' dobbelt- og livealbum Forging the Land of Thousand Lakes samt genindspilningen af tidlige numre spillet med den aktuelle besætning på Magic & Mayhem. I samme kategori finder vi liveudgivelser fra Porcupine Tree og Opeth, ep fra esbjergensiske Kellermensch, del 1 og 2 i Smashing Pumpkins' omfattende og lovende Teargarden by Kaleidyscope, der ender med 44 numre engang i fremtiden, ep og samtidig sidste udspil fra norske Theatre of Tragedy, Antimatters boks med remix- og liveudgaver af bandets formidable numre samt tysk-finske Lacrimosas tilbageblik på karrierens tyve års darkwave og gothic på opsamlingen Schattenspiel.

Derimod er der masser af regulære albummer, der har fået chancen:

10. Manic Street Preachers: Postcard From a Young Man


Efterfølgeren til sidste års Journal for Plague Lovers vinder ved flere gennemlytninger, og blandt andre titelsangen, Hazelton Avenue og (It’s Not War) Just the End of Love er værd at vende tilbage til. Frekvensen af holdbare melodier er højere end på de seneste udgivelser, hvorfor den sniger sig med på listen på yderste mandat.            

9. Massive Attack: Heligoland


Sidste år udsendte Massive Attack ep’en Splitting the Atom, som har fungeret som teaser for dette års fuldlængde. Ep’en blev kun bedre og bedre, men albummet har alligevel skuffet en smule. Der er høj klasse i numrene, hvor Horace Andy medvirker, og Damon Albarns bidrag er bestemt også vellykket, men mængden af fyldnumre er desværre for stor.

8. Harlem: Hippies


Den skramlede monolyd passer strålende til de korte og fængende numre. Texanernes garagerock er svær ikke at lade sig rive med af, og især Spray Paint, Someday Soon, Number One, Friendly Ghost og Be Your Baby, der lyder henad en Sune Wagner-komposition, er uimodståelige numre. Når det er sagt, skal det erkendes, at de gode sange, man glæder sig til et genhør med, findes på skivens første halvdel, men det ændrer nu ikke på, at Harlems Hippies er et fortrinligt bekendtskab.

7. Arcade Fire: The Suburbs


På mange måder har Arcade Fire lavet et fint, konceptuelt album, der på den måde kan minde om The Decemberists’ opus fra sidste år. Der er glimrende sange – heriblandt titelnummeret, Rococo, Modern Man, City With No Children og We Used to Wait. Desværre bidrager kun den mandlige vokal positivt, men når Arcade Fire gør det godt, er det også rigtig godt. Det bliver dog et alt for ufarligt og til tider grænsende til kedeligt album. At de velkomponerede numre dog opvejer og overskygger dette, understreges ved udgivelsens tilstedeværelse på nærværende liste.

6. Dragonauta: Cruz Invertida


Argentinske Dragonauta er uden tvivl mit mest interessante nybekendtskab i år. Vi befinder os i doom metal-universet, hvor indflydelsen fra stoner rock og heavy metal heller ikke fornægter sig. Black Sabbath er bestemt et af bandets forbilleder, hvilket også høres i den Symptom of the Universe-inspirerede Montañas de Sangre. Overbevisende leveres en kavalkade af medrivende riffs i eksempelvis Black Venom og World of Violence. Så gør det knap så meget, at titler og cover er ret klichefyldte.

5. Neil Young: Le Noise


Den produktive, canadiske rockguru havde denne gang valgt at få Daniel Lanois, der tidligere har arbejdet sammen med store kunstnere som Bob Dylan, U2, Peter Gabriel og Brian Eno, til at producere sit album, og det er der kommet et glimrende resultat ud af. For ud over Neil Youngs eminente sangskrivning, hvor især Angry World, Love and War og Hitchhiker er pragtfulde, har de haft held med at få opsat et interessant lydbillede, hvor lytteren kan nyde et akustisk album, der støjer af elektriske kompositioner.

4. Black Mountain: Wilderness Heart


Jeg havde gigantiske forventninger til dette års udgivelse fra canadiske Black Mountain, hvis fængende psykedeliske rock med afsæt i Black Sabbath og samtidig et anstrøg af indierock, har betaget mig på deres to foregående albummer. Inspirationen fra førnævnte koryfæer høres tydeligt i den ligefremme Let Spirits Ride, hvis riff ligger mere end almindelig nært ved Symptom of the Universe (ligesom Dragonauta beskrevet andetsteds). Tempoet er skruet en kende ned, og der er større fokus på ballader end hidtil, og selv om de fungerer fortrinligt, er Black Mountains force stadig de syrede rockudladninger som på Wilderness Heart, Old Fangs og Rollercoaster. Den lidt mere afdæmpede The Hair Song indleder skiven fornemt, og er bedste bud på et regulært hit. Selv om de stilmæssigt har udviklet sig og bredt sig mere ud, formår de at vedholde et højt niveau, hvor Amber Webbers kvindevokal supplerer på bedste vis, jeg længe har hørt. Albummet vokser og er siden udgivelsen på intet tidspunkt stoppet med at være interessant og aktuel.

3. Anathema: We’re Here Because We’re Here


At britiske Anathema hører til en af undertegnedes favoritter, er vist ikke nogen hemmelighed af de større, og at de omsider fik nosset sig sammen til at udsende dette album, som har været en rum tid undervejs, var jeg ikke den eneste, der havde ventet med længsel. Også den fantastisk kompetente Steven Wilson, der har mikset pladen, har udtrykt sin uforståenhed med bandets arbejdshastighed. Siden A Natural Disaster fra 2003 har bandet givet deres fans en forsmag på numre, der er endt på albummet, og især slutningen af Angels Walk Among Us (seperat kaldet Presence) er smuk med den dybfølte monolog om det evige liv. Den storladne rock folder sig for alvor ud i numre som Thin Air, A Simple Mistake, Universal, Everything og Dreaming Light, og et af albummets helt store fortrin er, at samtlige numre har berettigelse og format.

2. Ihsahn: After


Ihsahn er bedst kendt for sin rolle i Emperor, men har man ikke stiftet bekendtskab med hans solokarriere, har man masser af godt i vente. Debuten The Adversary fra 2006 har en enorm stjerne hos mig, efterfølgeren skuffede ikke, og tredje udgivelse i eget navn er et vaskeægte mesterværk. Den progressive metal krydres af noget så for genren uvant som saxofon, der leveres af Jørgen Munkeby fra bandet Shining. Og det fungerer vanvittigt godt! Frozen Lakes on Mars, The Barren Lands og Undercurrent er blot nogle af de underskønne udgydelser fra nordmanden.

1. Burzum: Belus


Titlen som årets album tilfalder Belus af ligeledes norske Varg Vikernes under Burzum-navnet. Der hersker mange meninger om manden, der i  2009 blev løsladt efter at have afsonet 16 af de tildelte 21 års fængsel for mord og kirkeafbrændinger. Ikke desto mindre har han i år udgivet et mesterværk, der er på niveau med enmandshærens ypperligste halvfemserplader. Lyden er rå og beskidt, mens Vikernes' musikalske evner demonstreres i en magtdemonstration pladen igennem. Glemselens Elv og især den uimodståelige Kaimadalthas' Nedstigning er gode eksempler på dette. Året har budt på mange fornuftige albummer, men kun få har budt på noget yderst særpræget, som har en rolle at spille i det store billede. Belus er en af dem!

Boblere - andre anbefalelsesværdige skiver udsendt i årets løb:
 
Agalloch: Marrow of the Spirit

The Besnard Lakes: Are the Roaring Night




Borknagar: Universal

Deftones: Diamond Eyes

Dimmu Borgir: Abrahadabra

Iron Maiden: The Final Frontier

Nevermore: The Obsidian Conspiracy

Pendulum: Immersion

The Pineapple Thief: Someone Here is Missing

Tame Impala: Innerspeaker

Vi Sidder Bare Her: Ikke Euforisk

Kåringen er foretaget på et ganske rimeligt grundlag, vil jeg mene, idet alle de nedenstående ligeledes har fået spilletid på anlægget, men disse har gjort mindre indtryk, eller også har de blot endnu ikke fået nok opmærksomhed. Så burde jeg være dækket ind! Og samtidig kan du se, om der er noget, jeg helt og aldeles har overset og -hørt!

Ali Farka Touré & Toumani Diabaté: Ali & Toumani
Ancestral Legacy: Nightmare Diaries
Ariel Pink's Haunted Graffiti: Before Today
Autopsy: The Tomb Within
Bad Religion: The Dissent of Man
Band of Horses: Infinite Arms
Beach House: Teen Dream
The Black Angels: Phosphene Dream
Black Country Communion: Black Country
The Black Keys: Brothers
The Brian Jonestown Massacre: Who Killed Sgt. Pepper?
Broken Bells: Broken Bells
Cloudkicker: Beacons
Cough: Ritual Abuse
Cradle of Filth: Darkly, Darkly, Venus Aversa
Crippled Black Phoenix: I, Vigilante
Crystal Castles: Crystal Castles
Dark Tranquillity: We Are the Void
The Dead Weather: Sea of Cowards
Dååth: Dååth
Engel: Threnody
Enslaved: Axioma Ethica Odini
Exodus: Exhibit B
Faith in Ashes: Malice Unchained
Fang Island: Fang Island
Fear Factory: Mechanize
Finntroll: Nifelvind
The Floor is Made of Lava: Howl at the Moon
Frightened Rabbit: The Winter of Mixed Drinks
Gonjasufi: A Sufi and a Killer
Gorillaz: Plastic Beach
Grinderman: Grinderman 2
Haken: Aquarius
Halcyon Way: Building the Towers
The Hitchcocks: Blood Will Follow
How to Destroy Angels: How to Destroy Angels
Interpol: Interpol
Johnny Cash: American VI - Ain't No Grave
Jónsi: Go
The Kandidate: Until We Are Outnumbered
Kashmir: Trespassers
Kings of Leon: Come Around Sundown
Klaxons: Surfing the Void
KoRn: III - Remember Who You Are
Kvelertak: Kvelertak
Kylesa: Spiral Shadow
LCD Soundsystem: This is Happening
Limbonic Art: Phantasmagoria
Melechesh: The Epigenesis
Melvins: The Bride Screamed Murder
Mike Patton: Mondo Cane
Monster Magnet: Mastermind
The National: High Violet
Niels Skousen: Lyt Til Din Coach
Oceansize: Self Preserved While the Bodies Float Up
Orphaned Land: The Never Ending Way of ORwarriOR
Pain of Salvation: Road Salt One
Philip Selway: Familial
The Radio Dept: Clinging to a Scheme
Ragnarok: Collectors of the King
Raunchy: A Discord Electric
Red Warszawa: De 4 Årstider i Nordvest
Robert Plant: Band of Joy
The Rumour Said Fire: The Arrogant
Scorpions: Sting in the Tail
Shining: Blackjazz
Sick of it All: Based on a True Story
Skunk Anansie: Wonderlustre
Slash: Slash
Solefald: Norrøn Livskunst
Soulfly: Omen
Stone Temple Pilots: Stone Temple Pilots
Sufjan Stevens: The Age of Adz
Therion: Sitra Ahra
Titus Andronicus: The Monitor
Triptykon: Eparistera Daimones
Triumph des Willens: Glaube - Wille - Tat
Tunng: ...And Then We Saw Land
The 20Belows: For Better Days
Twin Shadow: Forget
Valkyrja: Contamination
Vampire Weekend: Contra
Vulture Industries: The Malefactor's Bloody Register
The Walkmen: Lisbon
 Watain: Lawless Darkness
Weekend: Sports
Wild Nothing: Gemini
Wolf Parade: Expo 86
Wooden Shjips: Vol. 2
Woods: At Echo Lake






GODT NYTÅR!

tirsdag den 28. december 2010

Årets koncert 2010


Musikåret skal traditionen tro opsummeres i årslister, og jeg begynder med årets koncertoplevelse. Lad nedtællingen begynde:

5. BLACK MOUNTAIN, LOPPEN

De canadiske indiepsykedelikeres tredje fuldlængde var årsagen til besøget på Christiania, og de fik velvalgt krydret sættet med numre fra hele repertoiret. Lyden kunne indledningsvis have været bedre, men der blev hurtigt rettet op på det, og det kom aldrig til at overskygge spilleglæden. De syrede numre er stadig dem, de spiller bedst!

4. ALICE IN CHAINS, ROSKILDE FESTIVAL

Seattlebandet har siden Layne Staleys selvmord i 2002 ikke haft fast forsanger, før sidste års Black Gives Way to Blue. Ny mand på den svære position var William DuVall, og for mit vedkommende var tilføjelsen af Alice in Chains til Roskildeplakaten en af de bedste nyheder. Selv om DuVall alt andet end ligner et udspring af grungebølgen (se billedet ovenfor), var indsatsen storslået. Guitarist og sangskriver Jerry Cantrell kunne godt have været mere indlevende, men musikalsk var der ikke en finger at sætte på koncerten, som bød på mangen fantastisk komposition fra bandets storhedstid, og de glimrende, nye numre passede fint ind i mikset.

3. LOVE SHOP, VEGA

Med den anmelderroste Frelsens Hær i bagagen leverede Danmarks gennem tiderne nok bedste poporkester en intet mindre end blændende præstation på et udsolgt Vega. Jens Unmack har talegaverne i orden og underholder gerne med aktuelle kommentarer samt småændringer i teksterne, så de passer til det sted, de befinder sig. Henrik Hall var heldigvis tilbage efter sygdom, og hyldesten af ham ville ingen ende tage. Han kvitterede med hårrejsende soli på mundharmonika og tværfløjte. Flere nye numre tog sig godt ud, mens velkendte hits fra de sidste tyve år fik fællessangen til at blomstre.

2. GUNS N' ROSES, GIGANTIUM

I 2010 fik jeg æren af at se GN'R både i Aalborg og i Lima. Og Axl med ny og svingende besætning har jeg nu set i alt fire gange, og uden tvivl er den bedste af disse koncerter fra Gigantium i juni. Axls vokalpræstation var i særklasse, lyden var fremragende, og de spillede et pragtfuldt sæt med nerve og nærvær. På ny fik publikum en herlig blanding af velkendte hits fra storhedstiden samt numre fra den gode og omdiskuterede Chinese Democracy. Der var soli og tøjskift og kun en kort forsinkelse til nordjyderne. Alt var, som det skulle og burde være!

1. PATTI SMITH AND BAND, ROSKILDE FESTIVAL

Essensen af den stemning og ånd, jeg drømmer om og tror, er Roskilde Festivals oprindelige, fik vi serveret af den aldrende rockstjerne på Orange Scene. Vi fik en tale af de større, og den var velment. Og modsat mange af tidens andre kunstnere, der forsøger at appellere til publikum med verbal revselse af de siddende magthavere, kunne Patti gøre det, så det virkede ægte. Hun var revolutionen! Sættet bestod primært af hitmateriale fra de tre første albummer, og covernumre af blandt andet Rolling Stones og Lou Reed spillede hun respektfuldt og med ynde. Patti Smith med band gæstede også Dyrskuepladsen i 2001 - året efter festivalens tragedie - og guitarist Lenny Kaye optrådte med t-shirten fra dengang. De viste, hvordan rock n' roll og protestsange skal leveres - og de formåede at fange et publikum, hvoraf hovedparten end ikke var tænkt på, da de var albumaktuelle første gang. Roskildes sjæl blev åbenbaret til en optræden, der blev årets bedste koncert!

Boblere:

Amorphis, Bad Religion, Dimmu Borgir, Dizzy Mizz Lizzy, Katatonia, Kellermensch x2, Killswitch Engage, Kreator, Marduk, Monster Magnet, Orphaned Land, Pendulum, Porcupine Tree, Prince, The Prodigy.

Også hørt:

By the Patient, C.V. Jørgensen, Chimes & Bells, Danko Jones, Exodus, Freja Loeb, Harlem, The Hitchcocks, Kasabian, Meshuggah, Metallica Jam, Motörhead, Muse, NOFX, Pavement, Ragnarok, Red Warszawa, The Rumour Said Fire, Serena-Maneesh, Sick of it All, Sólstafir, Them Crooked Vultures, Vi Sidder Bare Her mm.

fredag den 17. december 2010

Flytteklar

I morgen er dagen, hvor det er slut med at bo sådan her:


Maskinen skal have smørelse, som Jørgen fra boligforeningen korrekt udtrykte det, da han så kasserne med flytteøl i den nye lejlighed.

Men hvad er det så for et sted, vi skal flytte til? I hvert fald har der siden 1993, hvor Poul Schlüter trak sig tilbage fra statsministerposten, næppe boet inkarnerede tilhængere af den politik, han førte.

 

På mærkaten på dørkarmen står der: "Her er intet at tage. Schlüter har været her."

torsdag den 16. december 2010

Er togene forsinkede eller forsinket?

 
I talesproget er der ikke den store forskel på udtalen af forsinkede og forsinket. Vil man have et korrekt skriftsprog er det straks værre, og fordi det er svært at høre forskellen, kan man let komme i tvivl, når det skal ned på skrift.

Vi har at gøre med sammensatte verbalformer og passive adjektiver dannet af et verbum i perfektum participium (tillægsord dannet af udsagnsord bøjet i kort tillægsform). Problemet opstår kun, når det lægger sig til et pluralisord (altså et ord i flertal). Singularisformer bruger altid den ubøjede form, så derfor siger man, at toget er forsinket.

Den ubøjede form er forsinket.
Den bøjede form er forsinkede.

Man bruger den ubøjede form, når man har at gøre med et handlingsforløb eller resultatet af et sligt. Som huskeregel kan man indsætte et blevet, hvis der skal være tale om et handlingsforløb.
Pengene er brugt. Pengene er (blevet) brugt.

Man bruger den bøjede form, når man har at gøre med en tilstand. Som huskeregel kan man indsætte meget, der betegner en grad.
Bukserne er brugte. Bukserne er (meget) brugte.

Ingen regel uden undtagelse:
I tilfælde hvor en tilstand, som normalt kræver en bøjet form, efterfølges af en præposition (et forholdsord) kan man bruge den ubøjede form.
De var begge interesserede (eller interesseret) i jobbet.
Vi var henrykte (eller henrykt) over afgørelsen.
Lærerne er irriterede (eller irriteret) på ministeren.

Ofte kan det samme udtryk både opfattes som en tilstand og som et (resultat af et) handlingsforløb, og det ses, når både blevet og meget kan indsættes. Når det er tilfældet, er det op til afsenderen, om vedkommende taler om handlingen eller tilstanden.

Derfor kan det hedde, at togene er (meget) forsinkede, når man lægger vægt på togdriftens tilstand, men togene er (blevet) forsinket, såfremt man tænker på det som resultat af et handlingsforløb, og derfor kan begge former være korrekte.

En ting er dog ganske givet. Togene kommer næppe til tiden i dette vejr!

tirsdag den 14. december 2010

Jeg overgiver mig!

2010 har for mit vedkommende budt på masser af fremragende musikalske oplevelser og bekendtskaber, og inden årets udløb vil jeg også udfærdige top et eller andet-lister over årets albummer og koncerter.

Til gengæld er der meget musik fra andre tidsæraer, der har vundet indpas hos mig. Noget er jeg straks faldet for, mens jeg længe har dvælet ved andet og senere har måttet overgive mig. Her kommer to anbefalinger, der tilhører sidstnævnte kategori:

Serge Gainsbourg - Histoire de Melody Nelson (1971)


Pladen har det meste af året figureret på min boblerliste, og da Lau spurgte, om jeg kendte den, fandt jeg den frem igen, og siden er den kun vokset.

Tjek den fantastiske Ballade de Melody Nelson, som Placebo i øvrigt lavede en coverversion af på bonusskiven til Sleeping With Ghosts. Originalen er klart at foretrække.

 


Television: Marquee Moon (1977)


Min næste anbefaling er amerikanske Television, som det har taget mig nogenlunde lige så lang tid at nå ind til. Titelnummeret når et godt stykke ud over Boogie/MTV-skabelonen på 3 minutter, og gudskelov for det!

mandag den 13. december 2010

Clementiner vs. mandariner

I min barndom og spæde ungdom spiste vi derhjemme især op til jul masser af mandariner. I dag bugner grøntafdelingerne i supermarkederne af clementiner. Om vi har fået det ene eller det andet, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men vi kaldte de orange citrusfrugter for mandariner.


Clementinen er tilsyneladende fremavlet af franskmanden Clément Rodier kort efter overgangen til det tyvende århundrede. Den er en videreudvikling af mandarinen og er derfor en mandarintype.

Forskellen på de to er blandt andet, at clementinen (næsten) er kernefri og større end mandarinen. Den skulle være en krydsning mellem mandarin og pomerans. Jeg tror desuden, at der findes forskellige sorter, for de findes både med tynd og tyk skal, hvor førstnævnte slags er mest besværlig at pille.

Om de sælger mandariner eller clementiner betyder ikke det store for mig, for jeg spiser dem, de sælger, i rigelige mængder, men det ville være rart, hvis de kunne stave sidstnævnte på korrekt dansk, som på trods af ophavsmandens navn altså er klementiner!

lørdag den 11. december 2010

Cancun can!


Nu da COP16 netop er overstået i Mexico, er det vist gået op for de fleste, at navnet COP15 ikke havde en brik med COPenhagen at gøre, selv om mange dengang påstod andet. Derimod er det en forkortelse for Conferences of the Parties, og tallet angiver hvilket nummer i rækken, mødet er. Såre simpelt!

torsdag den 9. december 2010

En konspirationsteori om NemID

I løbet af indeværende år skal rigets befolkning have udskiftet den digitale signatur med det såkaldte NemID, som indtil videre stadig har en del at bevise for at leve op til sit navn! Det bruges, når man har behov for at logge på digitale tjenester som netbank, skat.dk mv.

Den digitale signatur var tilsyneladende ikke sikker nok, og derfor har man valgt at spytte 871 millioner kroner (217,75 af disse finansieres af det offentlige) efter et genialt system, hvor man kan logge på fra en hvilken som helst computer med internetadgang, såfremt man blot kan huske enten sit NemID-nummer, cpr-nummer eller et selvvalgt brugernavn. Det skulle være muligt, om end de færreste nok vælger at lære det 9-cifrede NemID-nummer udenad.

Dernæst skal man selvfølgelig huske sin kode, som brugeren selv vælger, når NemID oprettes, og det er der såmænd heller ingen ben i.

Når brugernavn/nummer samt kode er indtastet, mangler man nu kun at finde sit nøglekort frem og derpå finde den kode, der hører til det nummer, som angives på skærmen. Nemt! Nøglekortet har 148 engangskoder, og når der er 20 tilbage, fremsendes automatisk et nyt nøglekort. Det kan foldes tre gange og har så form som et kreditkort.



Smart vil nogen hævde, for det er jo netop idéen, at man fra en hvilken som helst computer skal kunne logge på tjenester med NemID, og så gælder det om at have nøglekortet lige ved hånden.

Knap så fikst vil andre påstå, idet det, når det er beregnet til at have med på farten, for manges vedkommende vil blive opbevaret i tegnebogen – som det også foreslås på den officielle hjemmeside - sammen med det gule sundhedskort, hvorpå cpr-nummeret som bekendt er noteret. Får man fingre i tegnebogen, mangler man kun at gætte den personlige kode - ligesom det var tilfældet med den digitale signatur, hvis en hacker skulle få adgang til filen.

Forbedret sikkerhed kan derfor næppe være årsagen til det omkostningsfulde skift til NemID. Sandheden må findes et helt andet sted.

De fleste har stiftet bekendtskab med sådan en moppedreng i postkassen:



Post Danmark sender hele året to gange ugentligt en herlig skrivelse ved navn Med Rundt adresseret til samtlige husstande i landet. Inden i ligger der en dynge reklamer, som tæt på enstemmigt forsikrer, at de ”respekterer et nej tak”. Det viser sig så ikke at være tilfældet.

At reklamerne skal luskes ud til personer, som aktivt har frabedt sig at modtage tryksager fra firmaer, der respekterer nej tak-ordningen (hvad Post Danmark for øvrigt hævder, at de også gør med Med Rundt-omslaget), tyder på, at Post Danmark foruden dette tiltag ville være alvorligt på røven, for de tjener selvsagt godt på alligevel at sende tilbudsaviserne ud.

Når man har skiftet Digital Signatur ud med NemID, stinker det kraftigt af, at man vil redde Post Danmarks røv, for de kommer til at tjene styrtende på den nye løsning. Tænk bare på alle de i øvrigt dybt anakronistiske papkort, som de skal sende til over 3 millioner danskere første gang i år (monopolet for omdeling af breve under 50 gram bortfalder fra nytår) og senere antagelig til alle de flittige brugere af de online tjenester. Indtil videre - monopolet leve! 

torsdag den 25. november 2010

Jørgen Leth & Morten Sabroe: Det er derfor de knepper så meget i dette land

Sex sælger og har vel alle dage gjort det! Det giver umiddelbar opmærksomhed, og modtagerens nysgerrighed vækkes. Derfor er det givetvis en del af årsagen til, at Monrad og Rislund i 1996 kaldte deres udgivelse Knepper De? (rimende på quizprogrammet Jeopardy).

Titlens appetitvækker går igen i den ditto i korrespondancebogen mellem filmmager, digter og cykelkommentator (blandt meget andet) Jørgen Leth og journalist og forfatter Morten Sabroe.


2010 har for alvor været Jørgen Leth-år. Han er højaktuel med den antropologiske film Det Erotiske Menneske, han udgav tidligere i år i Vi Sidder Bare Her-konstellationen albummet Ikke Euforisk, og der er kommet så meget fokus på mandens tidligere bedrifter, at man i september afholdt en festival i Kolding over fire dage om hans værker i alle genrer.

Sidste år udkom den herover viste bog, som er en udveksling af e-mails fra december 2008 til maj 2009 uden fra starten at have nogen overordnet temaramme. Leth befinder sig mestendels i Haiti, Sabroe i Nordsjælland. De skriver om alverdens emner, der falder dem ind, og spørger hinanden om dette og hint, hvortil de - som det fremgår af undertitlen - gør sig eksistentielle overvejelser. Stemningen de to imellem er god langt det meste af tiden, men der kommer undervejs en mindre krise, som de selvfølgelig får løst.

Forhold med yngre kvinder, lidt ældre kvinder og kvinder generelt får de skrevet om. Krig og katastrofer, kolleger og kritikere, voodoo og verdensbilleder, og selv nærværende bog samt Det Erotiske Menneske, som i bogen er i tilblivelsesprocessen, behandles. Al landsens emner, tanker, rejser og oplevelser beskrives omhyggeligt, og selv om bogformen også sagtens kan føles som en sludder for en sladder, beriges læseren indimellem af velovervejede tanker og fængslende beskrivelser.

Mod slutningen skal læserne have nogle vise ord med på vejen. Sabroe skriver:

Elsk dig selv!

Kan du finde ud af at elske et menneske med så mange fejl, kan du også finde ud af at elske andre med lige så mange fejl. Som du kan tilgive dig selv dine fejl, kan du også tilgive andre deres. Sådan starter sympati, venskaber, kærlighed.


Og hvorfor pokker er det så, de knepper så meget? Ja, det afslører de allerede på side 118. God fornøjelse.

torsdag den 18. november 2010

Tre dage med dansk musik

I dag og de kommende to dage står for mit vedkommende i den danske musiks tegn.

Aftenen byder på Simon & Garfunkel-inspirerede vokalharmonier, når gigahypede The Rumour Said Fire gæster Forbrændingen i Albertslund.

I morgen går turen til Lille Vega, hvor esbjergensiske Kellermensch, som ligeledes har nydt godt af massiv medieomtale, giver en forhåbentligt længere koncert, end det var tilfældet på årets Roskilde Festival.


Lørdag er der gensyn med Love Shop, som sammenlignet med de andre har langt flere år på bagen, men også et spritnyt album i bagagen. Jens Unmack har på soloskiverne bevist, at han stadig har sans for lyrik og melodi, så det bliver spændende at høre, om det samme er gældende på Love Shops seneste udgivelse.   

mandag den 15. november 2010

Et par sandheder om november

November byder på adskillige regnfulde dage, og her er et bud på soundtracket, når man alligevel er inden døre.


5. Novembers Doom: Rain

Det sjette album af det amerikanske doom metal-band indledes med dette fortrinlige nummer.



4. Morrissey: November Spawned a Monster

Stifteren af legendariske The Smiths kendes efterhånden mere for sine holdninger til kødspisning end for sine ypperlige sangskrivningsevner. Her dykker vi tilbage til en single fra 1990, som senere samme år figurerer på opsamlingspladen Bona Drag.



3. Mad Season: November Hotel

I starthalvfemserne, mens grungebølgen stadig huserede, dannedes Mad Season blandt andet af medlemmer fra nogle af genrens mastodontbands. Alice in Chains' formidable vokalist Layne Staley, Pearl Jams guitarist Mike McCready, der også var med i supergruppen Temple of the Dog, bassisten John Baker Saunders samt Barrett Martin fra Screaming Trees udgjorde firkløveret, som i 1995 udgav deres eneste fuldlængde.



2. Opeth: Dirge for November

Nabolandets bedste bud på progressiv metal må være storslåede Opeth, og nummeret her er fra Blackwater Park fra 2001. 



1. Guns N' Roses: November Rain

Efterhånden har GN'R eksisteret i halvandet årti kun med Axl Rose fra originalbesætningen. Da de gæstede Roskilde Festival 2006, var der mange, der ikke syntes, det var det "rigtige" Guns N' Roses, de fik at se. Alligevel kendte de ikke numrene fra den æra godt nok til ikke at klappe, før November Rain var færdig. I den korte pause inden den sidste fænomenale passage af sangen, kvitterede Axl klapsalverne med kommentaren "it's a looong song"!

Hvis folk ønsker originalbesætningen, skal de fleste få sig en overraskelse. Da bandet blev dannet var det nemlig ikke med den velkendte Duff McKagan på bass. Det var Ole Beich fra Esbjerg!


søndag den 14. november 2010

Fodboldfans

I eftermiddag har AGF spillet hjemmekamp mod Viborg FF i 1. division i fodbold. Det er et jysk lokalopgør af den slags, der godt kan blive dramatisk, og uden at have set kampen kan jeg forstå, der var mange afgørende situationer, der kunne diskuteres.


I forummet på bold.dk diskuteres der livligt, hvorvidt der var straffespark i overtiden til århusianerne, som resulterede i det afgørende mål. Nu er fodboldfans ikke kendt for at komme med de klogeste kommentarer på stadioner rundt omkring, og det samme bevises ofte i forskellige diskussionsfora.

Eksempelvis mener en bruger, at der klart var et lille straffe til Graulund i første halvleg.

Såfremt der er tale om et klart straffe, kan det aldrig betegnes som værende lille, og samtidig kan et lille straffe netop diskuteres og derfor næppe være klart!

En anden argumenterer imod det dømte straffespark i overtiden ved at sige, at målmanden takler BOLD, i ved nok den er lille og rund, da taklingen ikke var farlig for modspillerens helbred er det dermed at se som en ren takling..

Tilsyneladende er det mere afgørende, hvorvidt Dennis Høegh, som forseelsen blev begået imod, i morgen vågner op med lungebetændelse eller tilsvarende på baggrund af omtalte tackling, end om Høegh (ligesom bolden) bliver ramt i tacklingen fra Viborgs målmand.

torsdag den 11. november 2010

Hippieparty i provinsen

Da jeg har i sinde at tilbringe et par dage i Svendborg, vil jeg lige vise, hvor godt det kan være på de kanter:



Nyd disse godt 8 minutters rockhistorie fra Torvet i Svendborg 1971. Meget er der siden da sket med den måde, vi oplever koncerter på.

tirsdag den 9. november 2010

Viljen til sejr

Hvem kender ikke dette lydspor, som efterfølgende er blevet brugt i adskillige andre film end Chariots of Fire (på dansk Viljen til Sejr) fra 1981?


Den græske komponist Vangelis slipper godt fra brugen af karakteristisk synthesizerlyd fra firserne på trods af, at filmens handling udspiller sig i 1920'erne. Jeg har nu haft fornøjelsen af at stifte bekendtskab med et vhs-eksemplar af filmen.


Filmen handler om de to britiske atleter Harold Abrahams, der er jøde, og Eric Liddell, hvis forældre er skotske missionærer. For begges vedkommende er det troen, der er drivkraften i deres fysiske udfoldelser. Abrahams føler sig forfulgt på universitetet på grund af religionen og vil derfor vise sit værd. Liddell mener, at når Gud gav ham hurtigheden, ærer han Gud ved at løbe, og at lade være ville være vanærende.

De konkurrerer mod hinanden i hjemlandet, men til de forestående olympiske lege i Paris 1924 udtages de begge til at repræsentere Storbritannien. På sejlturen mod Frankrig får Liddell at vide, at hans 100 m.-løb foregår en søndag, hvilket bringer ham i klemme mellem nationens interesser i hans deltagelse og hans egen stærke overbevisning om at holde sabbat om søndagen.

For en ikke-troende kan det muligvis være problematisk at sætte sig ind i hovedpersonernes dilemmaer, men filmen viser indlevende på indsigtsfuld vis, hvorfor de løber i troens navn. Samtidig er der pres fra familie, kæreste, den olympiske komite samt selvfølgelig deres egen tro at tage stilling til.

Tilbagevenden til broderlandet

Idet jeg havde flere SEK tilbage efter onsdagens koncert i Malmö, vendte jeg i søndags tilbage til Sverige for at ødsle resten bort. En ekspeditionsbesætning på i alt 4 mand drog søndag morgen mod nord for at tage til Helsingborg, hvor det lokale Allsvenskanhold havde mulighed for at blive svenske mestre, hvis alt flaskede sig.

Den første søndag i hver måned er det gratis at køre med s-tog, så vi skulle så langt som muligt på denne måde. Det sendte os kortvarigt til Hillerød, hvor vi fik lejlighed til at se på byen. Et skilt mod et såkaldt folkemuseum lokkede, men museet var ej at finde.


Til gengæld fandt vi på vejen et herligt sted, som åbnede 4.30 og kunne friste med hygge for 0 kr. samt en gårdhave.


Her er i alt fald både gratis hygge og en åben gårdhave! Fra Hillerød tog vi lokalbanen Lille Nord, som bragte os til Helsingør, hvorfra vi skulle sejle til destinationen.

Hvor Hillerød havde charmeret sig ind i vore hjerter, havde vi til gengæld langt mellem de gode oplevelser med Helsingør. En yderst inkompetent og jævnt ubegavet dame fra færgeselskabernes informationskontor formåede at forvirre mere end at hjælpe.

Dagens finkulturelle indslag blev synet af Kronborg:


Vi havde flere timer at fordrive i Helsingborg, inden eftermiddagens slag mod Kalmar FF fandt sted. Vi diskuterede, hvorvidt det er lovligt at drikke alkohol offentligt i Sverige, men fandt aldrig svaret. Til gengæld så vi ikke en eneste, der lunede en Pripps mellem handskerne, så noget kunne tyde på, at det ikke er det. 


Et noget nær udsolgt Olympia var klar til at støtte Helsingborgs IF, og nedenstående billeder viser en uhyre ihærdig og overordentlig særpræget herre, der fra start til slut gjorde sit til, at støtten fra lægterne var vedvarende. Heldigvis er fodboldsange af denne slags ikke blandt de mest komplicerede, så vi kunne hurtigt deltage og skråle med.






 

Kampen endte målløst, og da de skånske ærkerivaler fra Malmö FF samtidig vandt, fandt den efterfølgende mesterskabsfest sted længere mod syd. 

Hjemturen blev planlagt efter at bruge netop den færge, der ikke tilhørte firmaet, som den knap så informative dame i Helsingør repræsenterede, selv om de samarbejdede med HH Ferries. En principsag!

Den svenske fodboldkultur er noget anderledes end vores. På forhånd havde vi fået at vide, at man kunne købe letøl på stadion, så der blev hævet penge til dette forinden. Dem kunne vi så få lov at brænde inde med, idet hverken øl eller korv med mos, som især undertegnede havde set frem til, ikke var til at opdrive nogetsteds.

En storartet heldagstur randt ud, og efter transport med favoritfærgen, lokalbanen, s-toget og til sidst metroen, fandt vi vejen hjem igen, og såfremt HIF skal spille Europacup mod en attraktiv storklub, er det ikke utænkeligt, vi igen finder vej til Olympia. Nu kan vi jo også sangene.

fredag den 5. november 2010

One night in Malmö

Onsdag aften var vi vidne til en glimrende koncert med Katatonia i Kulturbolaget i Malmö. Et yderst glimrende spillested med en kapacitet mellem Vega og lillebror på 750. Da det var det svenske bands første koncert i landets tredjestørste by, forventede vi noget nær fuldt hus og en intet mindre end fantastisk stemning. Parentetisk skal det nævnes, at Katatonia har eksisteret siden 1987!

Fremmødet til opvarmningsbandet var noget nær ikke-eksisterende, og da hovednavnet gik på, var det stadig katastrofalt alt taget i betragtning. Et par hundrede har vi vel været i alt. Lyden var derimod fænomenal og helt på Vega-niveau. Svenskerne har altså et fantastisk spillested, men de såkaldte metalsvenskere, der plejer at husere på Roskilde, er tilsyneladende ikke herfra...

At svensk er ganske løjerligt, vidste jeg, men at det i grinagtighed når norske højder, kom lidt bag på mig. Det blev bekræftet, da jeg på pengeautomatens skærm blev spurgt, om jeg ville have en minneslapp. Naturligvis!


I merchandiseboden solgte de ovenstående indkøbsnet for intet mindre end 80 SEK. Det er sgu metal på højt plan! Jeg var nødt til at forhøre mig om, hvorvidt de fik disse solgt. Ganska många lød svaret. Skræmmende!

onsdag den 3. november 2010

Opvarmning

I aften tager jeg Hellerupdrengen under armen og tager til min anden koncert i Malmö. Sidst var det samme duo på tur, og vi tog i maj 2002 den lange vej fra Aalborg for at se Theatre of Tragedy med opvarmning fra finske Entwine og uimponerende Ram-Zet fra Norge.

Dengang var det lidt skuffende, at deres ældste numre på aftenens sætliste var fra den ellers fremragende Aégis fra 1998, hvilket betød, at vi måtte se langt efter numre med den ellers så karakteristiske kontrast mellem skønsang og growl.

Imidlertid blev bandet opløst med afskedskoncert i Stavanger primo oktober efter en mindre tour i Sydamerika, og havde jeg da blot vidst det, var jeg rejst langt for at høre dem igen (nok nærmere Oslo end Santiago). Som det kan ses her var hele bagkataloget repræsenteret denne gang.


I aften gælder det så svenske Katatonia, som ligeledes spiller i Kulturbolaget i Malmö. Og på fredag er det Amorphis med support fra israelske Orphaned Land, der gæster Amager Bio. Tilsyneladende har min opvarmning til ugens koncerter været noget nær optimal!