søndag den 31. juli 2016

Fobi for forbiere

I Maribo kan man få hjælp til flyskræk, eksamensangst og til at ramme sit mål efter utallige forbiere.


Efter EM-kvartfinalen kunne italienske Simone Zaza godt få brug for en gang lollandsk hypnoseterapi.


Heldigvis hjælper et besøg i Maribo, og herefter rammer selv Simone Zaza plet.

mandag den 25. juli 2016

Er ældremad ældre mad?

For klamt til alle andre end de ældre. Var det noget med 3 stykker højt belagt?


søndag den 24. juli 2016

Ude godt, men hjemme bedst

Mange i København og andre større byer oplever, at de flytter fra det ene fremlejede hummer til det næste, så 3x34 har kronede dage, når tømmermændsramte kammerater forsømmer slæbearbejdet.

I den lille by Brøns syd for Ribe kender de også til problemet.

Her bor der en type, der er virkelig træt af at flytte!



tirsdag den 12. juli 2016

Den store douchebagdyst

Muse har fået kamp til stregen. For omtrent et år siden kaldte jeg bandet for nogle kvalmende douchebags.

Nu har Roskilde-aktuelle Bring Me the Horizon gjort kunststykket efter. Det foregik på den netop overståede Resurrection Fest i Spanien med bands som Iron Maiden, Offspring, Volbeat, Municipal Waste, Bad Religion samt selvfølgelig Bring Me the Horizon på plakaten.

Bad Religion-guitaristen Brian Baker tog nedenstående billede og lagde det efterfølgende på Instagram.


Bring Me the Horizon tog til genmæle og mente, at det aldrende punkrockband hellere skulle bekymre sig om koldt vejr og andre gammelmandsproblemer.


Brian Baker beklager den manglende præcision i kommentaren. Han mente: "You suck as humans".


Hvem er de største douchebags - Muse eller Bring Me the Horizon?


mandag den 4. juli 2016

Sådan var Roskilde Festival 2016

Indledningen til dette års festivaltilbageblik kunne nærmest kopieres fra sidste års sammendrag, og de skarptslebne karakterer på et nærmest aldrig tvivlsomt grundlag følger som sædvanligt skalaen med stjerner fra 1 til 6.

Dog havde den hårde kerne i år varmet op til Dyrskuepladsens udskejelser ved at tage til Copenhell på Refshaleøen torsdag - lørdag, hvilket betød en senere ankomst til domkirkebyens campingareal. Det gjorde dog ikke meget, for "Get a place"-løsningen blev gentaget, og der var såmænd grønt græs under teltdugen i Arenas sidevogn: M, der var lagt nær østindgangen.

Roskilde er kærlighed - og noget med at brokke sig
over, at festivalen ikke er, som den var engang.
 

Jeg har forsøgt at være konsekvent og opdateret i omtalen af blandt andet scenenavne, hvilket jeg i selve festivalugen udviser en yderst reaktionær tilgang til. Grøn Scene vil derfor mestendels hedde Arena, som scenen har heddet siden 2003, men sidste musikdag giver søndagsstemning, uagtet at den er rykket til lørdag - ikke alt kan man ændre på!

Lejren blev sat op, og hvis de aldrende herrer skulle slippe levende igennem en uges anstrengelser her, skulle det ikke stikke helt af den første aften.

Adgangsbillet til rigmandsområdet.

Derfor blev det først til musik om mandagen, hvor Rising lagde scene til danske Bersærk, hvor man kunne rocke med til deres dansksprogede stonerrock (3,5). Senere var man nødt til at se, om Sudakistans psykedeliske latinorock var i stil med landsmændene fra Goat, der har imponeret de senere år. Umiddelbart kunne det ikke helt stå distancen (3,5).

Childrenn har høstet pæn omtale og skulle derfor også høres. Bandet har netop udgivet debuten Animale, og af velkendte ansigter befinder Jakob Jørgensen (Psyched Up Janis) sig blandt andet. De efterlod et fint indtryk og blev det sidste musikalske indslag, inden lejrhyggen tog over (4).

Tirsdag var sidste dag med musik på campingscenen Rising, og det blev til et kort lyt til Deadpan Interference, mens der blev indkøbt remedier til white russians i det efterfølgende besøg i brormands camp langt pokker i vold ovre i vest (3).

En stille morgen med Rebekka, lejrens frøken og maskot.

De indledende runder på teltarealet blev afsluttet med lejrens legendariske højdepunkt, nemlig musikquizzen, som Søren Kaster havde forberedt på det offentliges regning og undervejs styrede med stor selvsikkerhed og omstridte vurderinger. 

Straflikøren, der uddeles for regelbrud og generelle tåbeligheder, var i år en - sammenlignet med tidligere udgaver - velsmagende Grant's whisky, så i stedet for flydende piskeslag, blev man i stedet masseret under fødderne og båret frem mod sejrschance for svindleri i quizzen. 

Viden om Per Gessles sangtekster i Roxette samt forsømt tid i selskab med Arnold Schwarzeneggers værste film var påkrævet for at klare sig i årets udgave.

Alle hepper på Island!

I dagene op til musikken for alvor satte i gang, havde vi qua vores lejrplacering sat mundpløkkerne i mangen en Kristinedal-burger, men nu kunne vi endelig vade videre ind på festivalpladsen. Først var Bring Me the Horizon klar på Arena. Sidst de spillede, var vi vidne til en gigantisk circle pit, og der var også gang i den i båsene foran, men det blev sgu for ungdomsfølsomt ved siden af de mange breakdowns (3).

Derfor hastede vi på den lille, lukkede Gloria, hvor thailandske Khun Narin's Electric Phin Band sørgede for rock tilsat østens toner med unavngivne strengeinstrumenter. De spillede desuden  senere på ugen uofficielle koncerter rundt omkring på pladsen (4).

Norske Aurora blev fint nok mod slutningen, men var en tand for uinteressant til andet end at agere bagtæppe (3,5). Herefter var det thrashmastodonterne fra Slayer, som jeg har set et utal af gange. Lydbilledet var skarpt, hvor jeg stod, og de spillede svinesikkert - men også uden overraskelser af nogen art (4,5).

En af plakatens interessante tilføjelser var posthardcorebandet At the Drive-In, der for mig bedst var kendt som forløber for guddommelige The Mars Volta. Det lød kaotisk ude fra den anden side af teltet, men kom man først under dugen, fandt man mening med galskaben, og der var belønning fra altid energiske og akrobatiske Cedric Bixler-Zavala i front (4,5).

At the Drive-In.

Branderten var ved at være velsmurt, da Red Hot Chili Peppers skulle tage revanche for seneste katastrofe på Orange. Det var bedre end sidst, men det var kun med 80 km/t på motorvejen, og de sikre kort fra især bandets anden halvdel af karrieren sørgede for fællessang. Sættet var desværre forudsigeligt, og da druevirkningen fortog sig, var karakteren ved eftertanke også til den noget gavmilde side (3).

Midnatsmessen stod Sleep passende for, og tungt som en trailer med byggeaffald lukkede de Avalon-scenen for onsdagsprogrammet (4).

Torsdagen begyndte med bluesede knytnæver i løgposen fra Örebro-orkestret Blues Pills, der fra start til slut var en tro, men velklingende udgave af Jefferson Airplane. Sangerinde Elin Larsson havde de vokale rocknosser og selvsikkerhed i forhold til egne evner, som hovednavnet aftenen før manglede (5).

81-årige Hans-Joachim Roedelius fra krautrockgrupper som Cluster og Harmonia var festivalens ældste udøver, men i Mueller_Roedelius-konstellationen blev det ikke helt vedkommende, men dog et passende sted at skylle den første Jacobsen Food Court Ale ned.

Vi fik også fast føde.

Uncle Acid & The Deadbeats er en af mine klare favoritter de senere år. Såvel live som på plade spiller de lige så ihærdigt, som Knaldperlen forsøger at tiltuske sig kvindeskød. Lyden kom dem beklageligvis ikke til gode på Arena (4), men promillen blev gjort klar til at holde et af årets fjollede indslag ud: House of Pain. Alle ventede på "Jump Around", og så var der dømt folkelig fest foran Orange (3,5).

Sidste år debuterede australske Courtney Barnett med en udmærket plade, og selv om koncerten på Avalon kun blæste os omkuld med en frisk og upoleret brise, var indtrykket godkendt (4).

I tide forlod vi koncerten og fandt os til rette på Arena, hvor PJ Harvey beviste, hvorfor hun kun beskæftiger sig med det ypperlige. Indvendinger mod sætlistens overtal af stille numre er unødvendige, og mod forventning blev det nye album krydret med smovs fra blandt andet Let England Shake, Rid of Me og To Bring You My Love (6).

Sløret selskab.

Macklemore & Ryan Lewis var lige så tamt som Muskelsvindfondens udskældte burger (2), og på Gloria var det nærmest umuligt at komme ind til Bisse - og da det lykkedes, flød den efter sigende velskrevne lyrik ud i den øvrige ruskomsnusk (3).

Norske Kvelertak plejer at serve riffs som Roger Federer-missiler, men af en eller anden årsag, der kunne rime på krogilde, var den oftere out end vanligt (3,5).

Normalt bliver det enormt påtaget, når bands skriver sange for at være sjove, og samme problem havde jeg med Tenacious D på Orange (2,5), så nogle sange skrevet for at være onde med Tsjuder var noget mere passende henne på Pavilion (4).

I Ghost kan de være pavestolte over, at ABBA- og Beatles-sange forklædt i mørke og mystik tryllebinder de fleste, og en placering klokken 2 om natten giver den helt rette stemning. Mat i de udtrådte Converse holdt vi ud til det sidste og fik en godkendt præstation uden overraskelser at liste hjem i mugteltet på (4).

Mens der stadig var luft i.

Fredag var for mit vedkommende programmets pulversovs, hvor Neil Young dog heldigvis senere skulle invitere os på Michelin-restaurant. Og da jeg alligevel ikke kunne sove længe på grund af sjatpisseri og minimalt luftindhold i madrassen, kunne man i nogenlunde tid tage sig sammen og slentre mod pladsen.

Chicago-duoen Whitney havde ok fat i publikum, men det ramte mig ikke synderligt (3), og forbi rædselstonerne af Scarlet Pleasure (1) søgte vi eksil i Gloria i selskab med de jazzende italienere i C'mon Tigre, der momentvis byggede sangene op med vibrafonsoli i forløsende eksplosioner (4).

Da Foals gik på Orange, var der ikke mange til stede, men ligesom regnen stødte især unge piger til, og måske havde bandet fået for stor en tjans, og kun den ene rock faldt ned i pungen til slut (3). Ovre på Arena nåede vi lige at se übernørden Mac DeMarco fra Canada, men det virkede forstilt (3).

Uovertruffen udsigt.

Højdepunktet denne fredag var uden sammenligning den ironman, Neil Young + Promise of the Real gennemførte. De 3 timer bestod af først en tredjedel akustisk, der blev indledt af "After the Gold Rush" og "Heart of Gold" og fortsatte i et hitorgie. De sidste timer var en sand solotornado, som skilte fårene fra bukkene, og en del bukke bukkede desværre under.

Det gav plads i pitten foran, hvor ikke alle kunne nyde numre på mere end 25 minutter og ikke fik samme kick som undertegnede af at se rockguruen hive i strengene som en 11-årig, der lige har fundet en ny legekammerat mellem lårbasserne.

Selv om en hel del gik ud, måtte der "på grund af sikkerhed" under ingen omstændigheder lukkes flere ind, indtil et par stykker med medarbejderarmbånd tilsyneladende gerne måtte. Man fylder nemlig ingenting, når man har smurt sandwich de seneste dage. På et tidspunkt da de nærmeste vagter kiggede bort, slyngede mit korpus sig med lynets hast over hegnet, men inden jeg fik fodfæste, var en sværm ved at føre en nu lille skoledreng ud, der frygtede for at få en eftersidning og armbåndet klippet.

Ikke desto mindre var det en magtdemonstration, som - i stedet for med brormand - derefter blev tiljublet i selskab med en lige så begejstret svensker (6).

Neil Young giver en lektion eller to om miljøet.

Flere gik bestemt, fordi Tame Impala begyndte på Arena, og jeg fik selv slutningen med. De var markant bedre end sidst - måske fordi deres neopsykedeliske rock har taget en elektropoppet drejning, som publikum lettere kunne leve sig ind i (4).

De allersidste kræfter blev brugt på at se, hvordan Meshuggahs machete huggede sig igennem natten (4), inden Car Seat Headrest ikke nåede at overbevise på dette sene tidspunkt på Pavilion (3,5). Apollo-scenen var proppet til ligegyldige Skepta (2), og inden lyden af lynlåsen for alvor kaldte, spillede James Blake soundtracket til min manglende interesse (3).

Lørdag er den nye søndag, og mange giver op og pakker sammen, selv om der er en hel dag tilbage. Jeg forkælede mig med morgenmad i Food Court: steak n' bearnaise-sandwich.

Kulinariske oplevelser er der flere af.
Jeg er i alt fald ikke færdig med bearnaise til morgenmad.

Fra Elfenbenskysten begyndte Tiken Jah Fakoly de musikalske indslag med letfordøjelig reggae (3), inden folket fik fin fadølsrock og fællesskrål i selskab med Dizzy Mizz Lizzy (4,5). Franske Gojira var som vanligt habile (4), og det blev kun til et par numre af Alex Turners The Last Shadow Puppets, hvor han på plade gør større indtryk end i Arctic Monkeys (3,5).

Vi skulle nemlig i god tid finde scenen, der tidligere svømmede under grønne bølger. Havde New Order mon stadig noget at byde på? Det havde de bestemt, men det var "Blue Monday", "True Faith" og Joy Division-sangen "Love Will Tear Us Apart", der høstede de helt store bifald. Ved sidstnævnte blev der danset og sunget lystigt, som om folk kendte sangen i den rædsomt fornøjelige udgave af de rødhårede tvillinger i X Factor for vel en håndfuld år siden (4,5).

 samlede samtlige tilbageværende på undersiden af festivalens gennemsnitsalder, men hun havde travlt med at fortælle, hvor vigtigt det var at skifte tøj undervejs i showet. Soundvenues modeskribenter sad vel klar med blokken (2,5).

The Fab Four.

At lukke Orange scene er ikke for hvem som helst, og LCD Soundsystem leverede da også en værdig afslutning. Musikken var klart mere (stadion)rocket end forventet, men den strittede i for mange retninger og lød ikke særligt vedkommende i mine ører (3,5), så mod slutningen fangede jeg lige postmetalprojektet Sumac på Pavilion, hvor en insisterende fanflok fik pryglet øregangene (3,5).

Arena har ofte budt på timelange nattekoncerter, men The Minds of 99 var sidste aktør på scenen fra kl. 2. De bildte sig ind, at de var Pet Shop Boys, og så kunne vi lige så godt daffe hjem (2,5).

Nu gjorde det også godt at komme væk fra ufrivillige cancertåger og opskruede priser på alt, men teltet er på plads og lugter med garanti af den samme mug, når Roskilde Festival 2017 er på trapperne.

Tak for denne gang til Camp Classic Rock!