onsdag den 26. juni 2013

Es war einmal in Schweden

Henrik 'Store' Larsen i ekstase.

Henrik Larsen startede sin udlandskarriere i Serie A-klubben Pisa, hvor han i 1990/91 havde en fin sæson, selv om holdet rykkede ned. Imidlertid gjaldt reglen om maksimalt to udlændinge for holdene i Serie B, og da Pisa rådede over og foretrak de argentinske stamspillere José Antonio Chamot og Diego Simeone, måtte danskeren søge spilletid andetsteds, og det blev i Lyngby BK, som han kom fra, da han tog til Italien. Hollænderen Mario Been led samme skæbne og returnerede ligeledes til sit hjemland og tørnede ud for Heerenveen. 

Efter EM-triumfen i 1992 tog 'Store' tilbage til Pisa, som profilen Simeone netop havde forladt til fordel for Sevilla med den kroatiske måltyv Davor Suker og den sniffende håndboldlegende Diego Maradona i truppen.

Desværre blev det ikke til mange kampe i det italienske efter sin tilbagevenden, før Henrik Larsen blev sat til salg, og han røg på lejeophold i Aston Villa i begyndelsen af 1993. Her fandt han sig aldrig til rette, og manager 'Big' Ron Atkinson satte ham på reserveholdet perioden ud. 

Endnu en lejekontrakt kom i hus, og denne gang kaldte Tyskland. 2. Bundesliga-klubben Waldhof Mannheim bød sig til, og her fik Larsen en succesrig tilværelse, og klubben endte sæsonen på en fornem 6.plads.

Retur til Lyngby (nu FC) på leje en enkelt sæson var næste skridt, og da han efter 1994/95-sæsonen blev fritstillet af Pisa, tog han endnu en tørn for de blåblusede, inden han sluttede sin karriere med tre sæsoner i FC København, hvor det blev til en pokaltriumf i første sæson med en sejr over Ikast fS og et finalenederlag til Brøndby året efter.

Siden har han prøvet kræfter med trænergerningen som cheftræner for bl.a. det færøske landshold, Ølstykke, Køge og Lyngby samt assistent for FC København og senest Randers FC i 2009. Hvem ved - måske vender han tilbage igen med samme gejst som i dag for 21 år siden.

lørdag den 22. juni 2013

Jens Jørgen Brinch: Han er ikke den hurtigste knallert på havnen

Denne knap så blide medfart fik AaBs Thomas Augustinussen af den legendariske kommentator, som nu ikke længere er blandt os.

Også den temperamentsfulde træner Ove Christensen, som nu er rykket i Superligaen med Viborg Fodsports Forening (hvilke andre fodsportsgrene end fodbold mon de tilbyder?), havde som træner for de ligeledes grønblusede AB en mindre kontrovers med Brinch for åben skærm:

  

Requiescat in pace.

onsdag den 12. juni 2013

Nicklas Bendtner på Roskildeplakaten

Bend it like Beckham er titlen på en ungdomsfilm fra 2002.

Bilridseren og spritbilisten Nicklas Bendtner har en forestilling om, at han er i samme liga som de store boldekvilibrister, og nu kommer pendanten til Beckham-filmen i Bend(tn)er-udgave på Roskilde.

I går kunne festivalen meddele, at The Dillinger Escape Plan aflyser sommerens koncert, og allerede i dag står afløseren klar: Devin Townsend Project, som her giver en forsmag med nummeret Bend it Like Bender.

mandag den 3. juni 2013

København i flammer

Om mindre end 2 uger stiger underverdenen op og giver sit besyv med på Refshaleøen. Opvarmningen til Copenhell 2013 er i fuld gang.


Fodbold med bid i - og uden ben i

Nok fik den danske Superliga en spændende afslutning på sæsonen, men vi kan ikke hamle op med dramatikken i Rumæniens bedste række.

Hjemmeholdet Petrolul skulle forsvare placeringen, der giver adgang til kvalifikation til Europa League mod Gaz Metan Medias, som førte opgøret indtil kort før tid.


Mens dommerne fik lov at knokle for honoraret, forsvarede Petrolul med næb og kløer. Og tænder - i bedste Luis Suarez-stil.


Er man til benhård fodbold, kan man tage et kig her, hvor der berettes om en kamp mellem Holland og Belgien for etbenede, som også ender i slagsmål. 

Kommentarfeltet taler for sig selv: