mandag den 31. december 2018

Årets album 2018: 1-5

Vi nærmer os podiepladserne. Akkurat på den anden side befandt sig nordiske og transatlantiske kunstnere.


5. Uncle Acid & the Deadbeats: Wasteland


En iskold søndag novemberaften burde langt flere have fundet vej til Den Grå Hal på Christiania. Kulisserne var for store til fremmødet, men leveringen fejlede intet. Sættet blev åbnet med "I See Through You", og hele seancen lukkedes med "No Return", begge fra Wasteland. De tror med rette på materialet. På femte fuldlængde er syreonklen stadig beskidt, lyden er næsten for kalkuleret rå, mens orglet fylder lidt mere end på de hidtidige udgivelser. Det slipper dødbiderne fra Cambridge fornemt fra.




4. Antimatter: Black Market Enlightenment


De dystre stemninger er stadig Mick Moss' varemærke, og ligesom forgængeren fra 2015, The Judas Table, belønnes den tålmodige, for ikke alle numre åbner sig ved første gennemlytning. Forventningerne har derfor været højere end selvforståelsen på Fredensvang. Moss er en blændende sangskriver, og de melodiske elementer giver tyngde og melankoli. "Sanctification" bygger langsomt op og kulminerer i Paul Thomas' saxofonsolo midtvejs, mens kamanchaen - et mellemøstligt strengeinstrument - er bærende i "Existential". Når først Black Market Enlightenment æder sig helt og aldeles ind under huden, har den uanet potentiale.




3. Anna von Hausswolff: Dead Magic


Her i årets sidste måneder har jeg fået øjnene op for svenske Anna von Hausswolff, der er den nye i vennekredsen. Vi mødes på det helt rigtige tidspunkt. Ligesom Chelsea Wolfe, hvis stil ofte er beskrevet som doom folk, forbinder svenskeren det mørke med skønheden. Anmeldere forsøger at indkredse stilen med referencer til Einstürzende Neubauten og Swans, mens vokalen skulle være inspireret af Kate Bush, Nico og Siouxsie Sioux. Det er ikke helt skævt.

På den anden side af nytårsklokkerne spiller hun og bandet op til dødedans i Pumpehuset med opvarmning af neofolkgruppen :Of the Wand and the Moon:. Hør "The Mysterious Vanishing of Electra" og bliv overbevist. Der er mødepligt!




2. A Perfect Cirle: Eat the Elephant


Af alle nyudgivelser i det forgange år var A Perfect Circles hypet og ventet, som var det en MGP-vinder i Rødovre Centrum. Det gav enorme forhåbninger og som følge deraf en lige så stor frygt for skuffelsen. Det kan næsten kun overgås af Keenans hovedband Tool, hvis det utrolige sker, at der kommer et album sammen med den forestående tour, der også går via helvedesfesten på Refshaleøen.

Pladen indeholder masser af glimrende sange, der lyder som A Perfect Circle - uden dog at røbe total stilstand i de fjorten års pause. Eat the Elephant synes en kende mere afdæmpet, og i Forum skulle sangene stå sin prøve i liveregi. Til min forundring var flere af dem bedre fungerende på den rundtossede vinyl, hvor de til gengæld kom til deres ret.




1. Primordial: Exile Amongst the Ruins


Det er noget af en bedrift at spille keltisk inspireret metal uden at lyde rollespilsfjollede. Da jeg hørte deres seneste skive, Where Greater Men Have Fallen fra 2014, blev jeg draget af det episke og doomede univers. Opfølgeren er endnu stærkere. Fans af irernes endnu tidligere udgivelser vil givetvis mene, at stilen er for lettilgængelig, men det er svært at argumentere mod så sammenhængende en plade, der bedst nydes i ét langt sværdhug ledsaget af krigerisk stærk bryg. Jeg får travlt i det nye år med at udforske dublinernes bagkatalog!







Godt nytår!

søndag den 30. december 2018

Årets album 2018: 6-10

Så nåede vi til den øverste halvdel. De foregående finder du her.


10. Alice in Chains: Rainier Fog


Seattlebandet er efter Layne Staleys død i 2002 oppe på lige så mange fuldlængder før som efter, og med William DuValls vokal, der minder om Staleys, og Jerry Cantrells signaturlyd, fortsætter Alice in Chains også på Rainier Fog med at levere eskapader, som fansene forventer. På dansk jord gav de med "The One You Know" på årets Copenhell en forsmag på et album, der ikke skuffer.



9. Dimmu Borgir: Eonian


Min interesse for Dimmu Borgir var på sit højeste i sluthalvfemserne og kort ind i det nye årtusinde, mens den dalede i takt med bandets stigende symfoniske arrangementer. Derfor havde jeg - også på baggrund af den hurtigt glemte Abrahadabra, der affødte otte års ventetid - egentligt dømt Shagrath, Silenoz og de andre ude. 

At de i den grad byder på en velspillet symfoni af orkestral black metal, er derfor både overraskende og perfekt timet, idet de kommer på Copenhell til sommer.



8. The Smashing Pumpkins: 
Shiny and Oh So Bright, Vol. 1 / 
LP: No Past. No Future. No Sun.


I februar kom det frem, at James Iha og Jimmy Chamberlin var tilbage i Billy Corgans fold, og så troede alle, at det blev 1993 igen. Hvis man har fulgt lidt med i, hvad græskarene med Corgan i spidsen rent faktisk har udgivet i dette årti, vil man vide, at han ikke er så teenagetvær som tidligere, hvilket alligevel har affødt interessante og vedkommende plader. 

Titlen her er lige så lang, som pladen er kort. Godt en halv times selskab er fordelt på otte numre, hvor flere af dem vokser og viser en intakt sans for velskrevet rock godt krydret med bagmandens karakteristiske stemme.



7. Amorphis: Queen of Time


Fra de tusind søers land udsendte Amorphis i det forgangne år sit trettende studiealbum af vanlig høj standard på markedet. Folkloreinspirationen har været gennemgående siden 1990, hvor der var mere død og dommedag. Den spiller også en central rolle på Queen of Time, men heldigvis har de i Tomi Joutsen en vokalist (siden 2005), der mestrer og balancerer mellem det brutale og betagende. Olli-Pekka Laine er tilbage på bassen, og de fire grundlæggere er derfor atter forenet. 

Den 14. januar kigger de sammen med Soilwork forbi den nyrestaurerede Amager Bio til en udsolgt koncert. Vilkårene må være bedre, end da de i 2010 skulle have spillet med Orphaned Land i Pumpehuset, der dog gik konkurs. Derfor blev koncerten rykket til Amager Bio, hvor de to fik lov at varme op for Metallica Jam på J-dagen. Det bliver aldrig så respektløst igen!




6. The Brian Jonestown Massacre: 
Something Else


Antihelten Anton Newcombe så jeg i november 2017 som dj i foyeren til arrangementet Synästhesie III (med Camera, Tangerine Dream og The Horrors på programmet) i Berlins Volksbühne. Her så han mildest talt tilfældig ud, mens han spillede for passerende folk og tørstige i barkøen. I august i år var bandet på besøg i Pumpehuset, og selv om kun et par numre fra Something Else fandt vej til sætlisten, var det her en tilbagelænet, men stilsikker styrmand.

Nedenstående nummer var en af repræsentanterne fra de nye kreationer og blev også et af aftenens mindeværdige øjeblikke. 



lørdag den 29. december 2018

Årets album 2018: 11-15

I går tog vi hul på de yderste mandater på listen over årets album. I dag er vi kommet til pladserne fra elleve til femten i omvendt rækkefølge.


15. Ihsahn: Àmr


Kejser Ihsahn er ude med sit syvende soloalbum, og omsider kunne det give anledning til en koncert  på dansk grund, der i Vega fokuserede på de seneste fem. Også anno 2018 eksperimenterer Vegard Sverre Tveitan med alle tænkelige musikalske afkroge i kombination med progressiv ekstremmetal. 




14. Ghost: Prequelle


På årets Copenhell havde Tobias Forge smidt masken i kølvandet på retssagen i 2017, hvor kapelmesterens identitet blev offentliggjort. Tidligere er Ghost blevet beskyldt for at være pop i metalforklædning, men på Prequelle går Forge rent til bekendelse. Forklædningen er væk, og stadionpoprocken er så tyk, at Jon Bon Jovi føler sig truet - med rette. Albummet er fyldt med ørehængere, og "Dance Macabre" har alt til et godt MGP-hit. Men bonusnumrene - coverudgaver af Leonard Cohen og Pet Shop Boys - havde de ikke behøvet at anstrenge sig med. 




13. First Aid Kit: Ruins


Broderlandets søstre i First Aid Kit leverede et glimrende indtryk på Dyrskuepladsen i sommer, og ligesom foran Orange fungerer det bedst, når de ikke sidder fast på rideskolen med et halmstrå i mundvigen. 




12. Fu Manchu: Clone of the Universe


Er du trucker? For så bør du kende Fu Manchu. I Pumpehuset leverede de lastbillækkerier som "King of the Road" og "Hell on Wheels", men det var "Il Mostro Atomico", hovedsættets afsluttende tour de force, der rendte med truckcenterets bedste pølsemix. Nummeret på atten minutter i studieversionen lukker også Clone of the Universe med stil, mens de foregående seks skæringer er Fu Manchu, nøjagtigt som vi kender dem.




11. Deicide: Overtures of Blasphemy


Glen Benton fortsætter ufortrødent sit omvendte korstog ledsaget af Steve Asheim på slagtøj, mens de strenge strenge varetages af genvalgte Kevin Quirion samt Mark English, der har taget over for Jack Owen. Den antikristne dødsmetal er rådden som i gamle dage, og selv om man kunne tro andet, er Overtures of Blasphemy heldigvis langt bedre end blot en undskyldning for at turnere og drikke sig stiv - det dur den "gode" Benton nemlig også til! 

Det er som at byde en hæderkronet traditionsklub velkommen i det gode selskab igen - og så må vi se, hvor længe der går, inden Vejle Boldklub rykker ned igen.



fredag den 28. december 2018

Årets album 2018: 16-20

Det er på tide at gøre status over, hvilke nye plader der har gjort indtryk og naglet sig fast i hukommelse og pladesamling.

Omtrent hundrede nyudgivne titler har jeg lagt ører til i årets løb, og selv når de få liveudgivelser, opsamlinger og den slags trækkes fra, burde der være masser af konkurrence om pladserne på podiet.

Imidlertid har jeg faktisk endnu kun budt velkommen i reolen til fire nye studiekammerater, der alle er at finde i årets top 10. Et par stykker i samme afdeling er undervejs med fragtmanden, men tallet indikerer, hvad der har været mit indtryk gennem de forgangne årstider:

Det har aldrig været lettere at nå til tops på årslisten. 

Få lysglimt har denne gang været tilstrækkeligt til et skulderklap. Det svarer lidt til at blive mester kun med uafgjorte kampe. Kun enkelte nye bekendtskaber har sneget sig med, og jeg har endda gjort mig umage med at lytte til alt det velrenommerede, som det brede spektrum af rocken har kastet af sig. 

Derfor har jeg spenderet mere tid i selskab med gamle kendinge, der dog samlet set har leveret noget, der er mere svingende end en hjemtur fra julefrokost ad bagvejen.   


20. Soulfly: Ritual


Da Soulfly i sommer spillede Copenhells torsdagsprogram et godt nøk ind i fredag, var det langt mere et hyggeligt gensyn end en klædelig koncert. Derfor overrasker hæderlige Ritual, som Max & co. ikke ville skulle have skammet sig over at præsentere hin juninat.




19. The Pineapple Thief: Dissolution


Bag tønderne sidder Gavin Harrison, der vel bedst er kendt for sine tævetalenter i blandt andet Porcupine Tree og King Crimson. Frontfigur og stifter er Bruce Soord, der også har samarbejdet med Katatonias Jonas Renkse, men bandet her er hans primære aktivitet. Harrison er denne gang inviteret i maskinrummet og har bidraget til den kreative del. Nok er den progressive rock poleret, men når samarbejdet lykkes, fungerer det fortræffeligt.




18. Suede: The Blue Hour


Det er efterhånden en årrække siden, at jeg har beskæftiget mig med Suede, og den to år gamle forgænger er helt gået min næse forbi. Der er glimrende takter på The Blue Hour, der ikke bare er en gentagelse af britpopgruppens halvfemserstorhed.




17. Behemoth: I Loved You at Your Darkest


Virkemidlerne er velkendte på polske Behemoths ellevte studieskive, og trods fire års ventetid er det en naturlig forlængelse af hovedværket The Satanist. Det aktuelle materiale har ikke helt samme råstyrke, men der er stadig god grund til at glæde sig til den 25. januar, hvor de bliver husherrer i Vega.




16. Wooden Shjips: V.


Også Wooden Shjips kigger forbi Lindholmland i det nye år. Loppen lægger lokaler til, når en mindre fuzzhypnose angiveligt vil finde sted. Bidragene fra årets bidrag vil være i den tilbagelænede afdeling, og det virker lidt, som om Ripley Johnson lader Wooden Shjips og hans andet band, Moon Duo, mødes på nærværende opus.


Årets mål 2018

I disse dage hvor året skal opsummeres i kåringer, er bloggen ikke for fin til at komme med et bud på tyveattens bedste scoring i fodbold. 


Da Maidstone United tidligere i december tog imod Prince of Wales Ladies FC, pakkede gæsterne et 12-0-nederlag ned i tasken med de snavsede spilledragter. 

Selv om hjemmeholdets Natalie Stacey bliver noteret for scoringen til 3-0, får hun ikke helt egenhændigt bolden til at blafre i netmaskerne.

lørdag den 15. december 2018

Det er ikke så underligt, at de ikke kan danne regering i Sverige

Debatten ovre i vort blågule naboland er ikke nødvendigvis så politisk korrekt, som mange forestiller sig. Der anvendes også utraditionelle metoder.

Stefan Löfvens blik siger tilnærmelse, mens Jimmie Åkessons ditto antyder fornærmelse. Vi skal dog næppe forvente, at sammenstødet bringer dem nærmere et varigt forhold.