mandag den 31. december 2012

Årets album 2012 - udenrigs


Lad mig straks fastslå, at 2012 ikke var året, der bød på vor generations Sgt. Pepper eller Reign in Blood.

Til gengæld var det året, hvor veteranerne Bruce Springsteen med Wrecking Ball, Patti Smith med Banga og Bob Dylan med Tempest slap nådigt fra hvert af deres nye udspil, men meget mere var der heller ikke at komme efter.


Engelske Muse forsøgte sidste gang med Queen-inspirationer og Timbaland-produktioner, og på dette års The 2nd Law var det tidstypisk dubstep, der blev eksperimenteret med. Det får de lige så meget ud af som Joachim B. Olsen uden Team Danmark-støtte, så det er vist ovre med Muse-plader, der appellerer til mig.

I Norge spillede Turbonegro fallit med en kedelig Sexual Harassment, som er første skive, siden forsanger Hank von Helvete forlod skuden. Heldigvis står MöK klar til at overtage tronen med iørefaldende sange i et miks af thrash og black metal, doom og punk. Hør fx For Ung og We AreMökamorphosis, der bestemt er en bejler til en perifer plads på toplisten.

Roskilde Festival inviterede maliske Amadou & Mariam på Orange, og det var at skyde over målet. Det fungerede meget bedre på Arena, som var mere intim, ligesom deres plade Welcome to Mali var et niveau over 2012’eren Folila, der dog leverede enkelte ørehængere som Dougou Badia.

Baroness spillede Odeon op på glimrende vis, men med deres seneste dobbeltalbum Yellow & Green er de bevæget sig i en uklædeligt lettilgængelig retning.

Af og til ønsker man, at The Brian Jonestown Massacre var en kende mere selvkritiske, førend en udgivelse ser dagens lys. Aufheben er langt fra en bundskraber, men den er noget ujævn. Der er bestemt gode ting at hente, og Walking Up to Hand Grenades skal varmt anbefales. Årets koncert i Amager Bio var fortrinlig og velspillet.

Skunk Anansie vendte også tilbage til Dannevang med livemusik, og atter var der karisma for alle pengene, da Skin & co. gæstede Falconer Salen med den hæderlige rockskive Black Traffic i bagagen. Gennemsnitsalderen blandt publikum var så høj, at de gamle hits naturligvis var mest ønsket.


Svenskerne har haft et sikkert kort i Graveyard. På Lights Out blev deres bluesede hardrock dog for forudsigelig. Vintersorg er en fremragende sanger, men de metalliske naturviser bider sig ikke rigtig fast på Orkan. Tiamat har nærmest helt smidt metaltøjlerne, og de har med The Scarred People lavet endnu en fin skive med melodisk gothic rock. Meshuggah tæver løs på Koloss, men om jeg nogensinde bliver rigtig hooked, aner jeg ikke.

Ligeledes blev der tæsket løs, da Lamb of God tilsyneladende gav opvisning på Copenhell, mens jeg sad og klogede mig i ølteltet. Jeg skulle måske have taget øllerne med og fået en livelektion, for Resolution overbeviste mig ikke.

På Copenhell var Marilyn Manson et af hovednavnene, og modsat flertallet var jeg ganske positivt overrasket. Til gengæld var Valby-pendanten i december en præstation på størrelse med Jim Lyngvilds nosser. Born Villain var ikke elendig, men den bliver næppe husket mange år frem i tiden.

2012 var også året, hvor guitarerne fik lov at flænse hurtigere end Søren Frederiksens øjenlåg kunne bevæge sig under et liveinterview. Der var nemlig habile udspil fra genrelegenderne Kreator, Testament og Overkill. Kreator spillede et fedt, men forudsigeligt sæt i Amager Bio i december, mens Overkill kommer til april.

Med et soundtrack halvt bestående af kendte numre og resten nye gav canadiske Black Mountain også en forsmag på, hvad de har i støbeskeen, og de nye numre, blandt andet Mary Lou, dufter behageligt af rock ’n’ roll, som ikke begrænses af radiohitskabelonen.


Lana del Rey har været hypet det meste af året, hvor Born to Die har leveret radiohits, og hun var da også et oplagt navn til sommerfestivalerne. Hun har en interessant stemme, og nu er jeg spændt på at se, om der er noget om snakken, når jeg skal se hende i april i Hamburg.

Krigsmetallerne i Manowar sætter i marts kursen mod den danske hovedstad, og selv om The Lord of Steel lød nogenlunde så nossefyldt som Ebbe Sands pung, skal det nok blive med fuld drøn på i Vega.

Begrænsningens kunst er ofte den sværeste, og havde portugisiske Moonspell komprimeret Alpha Noir / Omega White til et enkelt skarpskåret album, var det blevet væsentligt bedre. Der er gode numre, men for meget fyld.

Det var tilsyneladende ikke helt let at være opvarmning for Metallica, men franske Gojira har potentialet til selv at blive ret store. L’Enfant Sauvage lyder lovende, men den har ikke formået at sætte sig endnu, men der er både skrald på og fængende melodier, så den får en chance i 2013 også.

Grungebandet Soundgarden returnerede til pladebutikkerne med King Animal, som er en udmærket rockplade, men om det vokser sig større end det, må tiden vise.

Fra USA nåede jeg kun kort at stifte bekendtskab med numetallerne Deftones’ nye udspil Koi No Yokan, der er blevet rost både hid og did. Umiddelbart lyder det dog som Deftones, og det er ikke ment som noget dårligt. Ligeledes amerikanske Nachtmystium kobler på interessant vis black metal med det atmosfæriske, så de vil også få et lyt eller to i det kommende år.

Nu til boblerne, der akkurat ikke klarede skærene:

Tame Impala: Lonerism

Australske Tame Impala lavede en overrumplende debut, og lige så overraskende var den kedelige Roskildekoncert i kølvandet herpå. Lonerism tager tid at komme ind på, men der er flere lyspunkter, og årets livevisit høstede også pæne anmeldelser.


Enslaved: RIITIIR

Viking metal er der ikke meget tilbage af, men den progressive metal med en fornuftig blanding af ekstremitet og det melodiøse rammer i flere tilfælde plet. Albummet er yderst ambitiøst, men desværre indfris forventningerne ikke til fulde. Det, der kunne være blevet deres mesterstykke, er ikke nær så vellykket, men mindre kan også gøre det.

The Megaphonic Thrift: The Megaphonic Thrift

De norske støjrockeres anden skive er ikke uden Sonic Youth-indflydelse, men de rammer nogle medrivende og skæve sange som fx Fire Walk With Everyone, som man gerne vende tilbage til

The Smashing Pumpkins: Oceania

Billy Corgan holder fanen i vejret, og på Oceania viser han, at der stadig er masser af blændende rockudladninger tilbage i ham. Især starteren Quasar må gøre sig godt i græskarrenes larmende livesæt. Snedkerere fængende numre i den mere tilgængelige ende som i My Love is Winter er stadig et varemærke, og trods det at der er længere mellem ungdomsvredesudbruddene, bliver det på ingen måde et ligegyldigt album.


Lacrimosa: Revolution

De gotiske rockelskere har måttet vente tre år siden seneste værk fra genrens vel objektivt set grimmeste frontfigur. Tilo Wolff kan dog kreere sange med stort hitpotentiale, og ud over i titelnummeret er det lykkedes godt på Irgendein Arsch ist Immer Unterwegs og Verloren.

Storm Corrosion: Storm Corrosion

Samarbejdet mellem Opeths Mikael Åkerfeldt og Porcupine Trees Steven Wilson kunne nærmest kun skuffe, for de to har skabt mesterlige ting hver for sig, og deres fælles fascination af den progressive rock kunne tyde på, at dette eksperiment ville føre dem i netop den musikalske retning. Et mesterværk er det ikke blevet til, og havde jeg ikke kendt til bagmændene, var tålmodigheden måske sluppet op før. Og der er glimrende ting at komme efter, og de herrers evner er ikke til at komme uden om.

Og så til årets ti bedste plader:


The Mars Volta: Noctourniquet

Selv om man finder sin egen niche, kan man snildt komme til at køre i tomgang. Det frygter man gang på gang med The Mars Volta, og denne gang troede jeg, løbet var kørt. Men alt godt kommer til den, der venter, og det viste sig heldigvis, at tålmodighed blev belønnet, som jeg spåede. Aegis lyder som typisk Mars Volta, og i Zed and Two Naughts viser de også deres kvaliteter, mens The Malkin Jewel er yderst Nick Cave-inspireret.


Burzum: Umskiptar           

Vikernes rammer samme stil som på mesterværket Belus og den fremragende efterfølger Fallen på sin tredje plade efter fængselstiden. Det har taget tid, før de stemningsfulde numre åbnede sig og viste deres værd, men også her lønner det sig at give et par ekstra lyt. Alfadanz, Gullaldr, Jóln og Hit Helga Tré holder standarden oppe.


Ihsahn: Eremita

Masser af progressive elementer findes på Ihsahns fjerde soloalbum, som kun fastslår, at dette er meget mere end et kortvarigt eksperiment. The Eagle and the Snake lyder til tider helt Dream Theatersk, og sublim sans for at kombinere det komplekse og lyttevenlige høres i The Paranoid og Something Out There.


Neil Young: Psychedelic Pill

Med to fuldlængder inden for det forgangne år har Neil Young ikke ligget på den lade side, og mens han på Americana diskede op med ikke uinteressante nyfortolkninger af amerikanske klassikere, er sangskrivningen på Psychedelic Pill helt hans egen. Som sædvanligt lefles der ikke for nogen, og der indledes med Driftin’ Back på mere end 27 minutter. Generelt er de lange numre Youngs styrke, og Ramada Inn og Walk Like a Giant, der begge overskrider et kvarters spilletid er eksempler på, at de lærerige rocklektioner stadig gives af canadieren.


Paradise Lost: Tragic Idol

Paradise Lost har genfundet formen på Tragic Idol, hvor de velskrevne kompositioner kommer i flæng. En blændende koncert viste, at numrene også holder uden for studiet, hvor Fear of Impending Hell, In This We Dwell og Honesty in Death bare er nogle af succeserne.


Antimatter: Fear of a Unique Identity
Mick Moss med den mægtige og dragende stemme er tilbage med endnu et strålende album, som kun forbedres af hver eneste stemningsfulde gennemlytning. Flot og dystert komponeres titelnummeret, Paranova og den eksperimenterende og rockende Uniformed & Black, og har man bare en smule hang til tilbagelænet (akustisk) rock med følelse og indlevelse, går man ikke galt i byen her.


Katatonia: Dead End Kings

Katatonia har også bevæget sig ret fjernt fra den tunge metal, og den stemningsmættede rock med Jonas Renkses karakteristiske vokal sidder lige i skabet i The Parting, Leech og Lethean, og live beviste Katatonia i årets løb, at her holder numrene også.


Anathema: Weather Systems

Fra death/doom til atmosfærisk progrock er den udvikling Liverpoolbandet har taget, og det bliver især storslået i Untouchable, Part 1 & 2, The Beginning and the End og The Storm Before the Calm. De sidste numre på pladen gør, at den ikke bliver en seriøs bejler, men de smukke og storladne numres progressivitet er uhyre velspillede, og albummet skuffer ingenlunde.   


Mark Lanegan Band: Blues Funeral

En af den nuværende rocks bedste stemmer har Mark Lanegan, og sangskrivningen har næppe været bedre end på Blues Funeral. Havde man bare fået fornøjelsen af koncerten i Aarhus i efteråret, var man uden tvivl blevet beriget med en strålende præstation, og den mørke behagelige stemme folder sig for alvor ud i The Gravedigger's Song og Bleeding Muddy Water. Lyttepligt!
  

Borknagar: Urd


Årets album tilfalder norske Borknagar, som har fået et prægtigt resultat ud af at benytte de to vanvittigt kompetente sangere ICS Vortex og Vintersorg. Mindeværdige øjeblikke er Mount Regency, The Earthling, The Beauty of Dead Cities og Frostrite. Til gengæld er bonustracket My Friend of Misery (Metallica) en tam affære, men egne numre holder hele vejen en imponerende standard. 

Årets top 10:
  1. Borknagar: Urd
  2. Mark Lanegan Band: Blues Funeral
  3. Anathema: Weather Systems
  4. Katatonia: Dead End Kings
  5. Antimatter: Fear of a Unique Identity
  6. Paradise Lost: Tragic Idol
  7. Neil Young: Psychedelic Pill
  8. Ihsahn: Eremita
  9. Burzum: Umskiptar
  10. The Mars Volta: Noctourniquet
Godt nytår!



søndag den 30. december 2012

Året, der gak

Inden jeg får opridset, hvad der var godt og skidt på den internationale musikscene i det forgangne år, kan vi kaste et blik på det, der har fået lov at rotere på pladespilleren herhjemme. Først et kig på de plader, der har fået afspilninger uden at blive registreret i last.fm-databasen.


last.fm er det seneste års afspilninger i iTunes og på min iPod registreret, og vanen tro er listen domineret af bands, der enten har udgivet nyt eller er koncertaktuelle. 

Årets mest hørte kunstnere er:


Albumhitlisten adskiller sig ikke mærkbart fra ovenstående. Det er primært nye plader, der har fået opmærksomhed. Om det er de samme, der optræder på årets top 10, må vi se, når listen omsider når æteren - forhåbentligt inden årsskiftet. 

Albummer med flest sangafspilninger var:


lørdag den 29. december 2012

Årets album 2012 - indenrigs

Året går på hæld, og traditionen tro er det tid til at opsummere de musikalske udgivelser, det har budt på.

Det er ikke blevet til overbevisende mange nye danske plader, jeg har fordybet mig i, men der er nok til en topliste, og kvaliteten har såmænd været høj.


I 1992 hittede Krumme med Det' ikke så svært..., og tyve år efter var det lillebror Grunks tur til at tjekke et punkt af på livets to do-liste, da Lukas Graham debuterede tidligere i år. Nå, til sagen:

Love Shop: Skandinavisk Lyst

Popsnedkeren Jens Unmack er efter mandefald eneste oprindelige medlem af kærlighedsbutikken, men den nye besætning har samme mission og evner. De formår at levere en indbydende række sange, som ikke lyder ens, men som lyder som Love Shop. Brækket Dansk og Kvælertag indleder på formidabel vis, mens Sang fra Verdens Ende (One Hit Wonder), Skyggehjerte og den med sit klokkespil nærmest juleagtige Mere Vil Have Mere viser alsidigheden i udspillet. Henrik Hall, den nære ven og tidligere bandkollega mindes i titelnummeret, og havde topniveauet holdt hele vejen, havde albummet kandideret til evergreen. I stedet må vi nøjes med et flot album med enkelte skønhedsfejl.


Baby Woodrose: Third Eye Surgery

Mens Lorenzo Woodrose de sidste par år har haft travlt med succesen Spids Nøgenhat, som for øvrigt i år har udsendt den vanvittigt vidunderlige Roskilde-koncert fra 2011 på vinyl, har projektets psykedeliske toner smittet af på Lorenzos førstefødte, garagerockbandet Baby Woodrose. Og det klæder musikken som et dagjob til Dovne Robert. Dandelion får selskab af Emma Acs, Just a Ride viser den tydelige syreinspiration og Love Like a Flower er et af mange klare beviser på, at det musikalske håndelag er intakt.


The Raveonettes: Observator

Pladen er ikke mange sekunder gammel, førend man er klar over, at Sune Wagner ikke har mistet grebet om den lytteværdige sangskrivning. Dog fylder klaveret pludselig noget i den ellers så nedbarberede instrumentering. Formlen er enkel og klar: popsange pakket ind i let distortion. Tidligere var det nærmest omvendt, men dette fungerer for Wagner og Foo, som viser kvaliteterne i blandt andre Young and Cold, Curse the Night, You Hit Me (I’m Down), She Owns the Streets med de smukke, enkle vers og desværre halvkedeligt omkvæd og den fine afrunder med det passende navn Till the End.


Saturnus: Saturn in Ascension

Ventetiden har været det hele værd.  Seneste fuldlængde udkom i 2006, og Saturnus gør stadig det, de er bedst til, og med denne fremragende plade med melodisk doom metal lyder de nøjagtigt som Saturnus. Wind Torn er måske årets mest velskrevne nummer, og melodisk tæft viser de også i åbneren Litany of Rain. Den groovy og mere rockede stil fra Martyre-albummet er repræsenteret i A Fathers Providence, mens der i velkendt stil også er afbræk fra de tunge og langsomme doomnumre med akustiske perler som Call of the Raven Moon. Man ved, hvor man har Saturnus, Thomas A.G. veksler endnu mellem growl og sagte tale, og niveauet er stadig forbandet højt!


Altar of Oblivion: Grand Gesture of Defiance

Bundniveauet er langt over overliggeren på Altar of Oblivions seneste fuldlængde, som efterfulgte den glimrende ep Salvation, der udkom tidligere i år.  Epic doom metal, som modsat almindelig doom kendetegnes ved den højstemte vokal, er ikke en subgenre, der domineres af danske bands, men det er glædeligt, at vort hjemlige bidrag holder fanen skyhøjt og heldigvis høster anerkendelse ude i den mørke metalverden. Sangene står i kø for at være mest forbandet iørefaldende, og The Graveyard of Broken Dreams og Where Darkness is Light kæmper om at få den altafgørende forlomme. Jeg glæder mig allerede til næste opus.


På falderebet nåede også Denial of God at vække min interesse med deres Death and the Beyond, som umiddelbart har fængende guitarstykker og interessante kompositioner med pilrådden vokal, som hører sig til i deres horrormetal.

På dødsmetalfronten er silkeborgensiske Dawn of Demise ude med Rejoice in Vengeance, som emmer af velkendt død. Der er intet nyt under solen, og skiven er kun flygtigt hørt, men den lader til at være ganske habil.

I samme genre smed endnu et jysk metalband nyt på gaden i det forgangne år. Veteranerne Illdisposed leverede en habil indsats med Sense the Darkness, som vel efterhånden er deres ellevte fuldlængde. Lidt flere catchy riffs end Dawn of Demise, og især Too Blind to See efterlader et godt indtryk.

Jeg har længe haft en ide om, at Nikolaj Nørlund kunne være en tekstforfatter, der havde noget at byde på. At han får hjælp til vokalen på Alt Sammen, Lige Nu af Christian Hjelm, som ellers synger i det eneste band, jeg nogensinde har givet 0 stjerner for en koncertoptræden (Figurines, Roskilde 2006), kunne være et praj om, at jeg måske skulle prøve næste gang i stedet. Dog passer de to stemmer udmærket sammen, og Hjelms bidrag er ikke så skabet og enerverende som det, jeg førhen har hørt (og solopladens Ha' det Herligt er i øvrigt direkte rædsom). Der er spændende melodier imellem, og albummet skal nok få en rotation eller to i det kommende år.

Også aarhusianske Tales of Murder and Dust skal have et par ord med på vejen. De debuterede i år med Hallucination of Beauty, der snildt kunne agere soundtrack til en spaghettiwestern. Der er masser af stemninger og effekter, men rockskabelonen findes inde bag de bløde shoegazenumre, og albummet i sin helhed kan downloades gratis her.

Summa summarum:
  1. Altar of Oblivion: Grand Gesture of Defiance
    1. Saturnus: Saturn in Ascension
    2. The Raveonettes: Observator
    3. Baby Woodrose: Third Eye Surgery
    4. Love Shop: Skandinavisk Lyst


    Death hedder død, men hvad så med thrash?

    Death metal oversættes fint til dødsmetal, men hvad gør man så med thrash metal? Findes der i grunden en passende oversættelse?

    2012 var et fremragende koncertår, og uden at have talt op er jeg overbevist om, at jeg har set flere koncerter end i noget andet år. Sidste tur i 2012-manegen var, da de tyske thrash metal-legender Kreator den 12.12.12 tog Morbid Angel, Nile og Fueled by Fire med i ødelæggelseskaravanen, der aflagde Amager Bio visit.

    Og efter en omgang i den tyske thrashmaskine, er det åbenlyst, at genren let kan få et dansk navn, der lyder som det engelske og betegner, hvad det er: fræsmetal!

    fredag den 28. december 2012

    Danmarks nye folkesygdom

    Konservative danskere, som ikke bryder sig om tatoverede kvinder, har en forklaring på deres snæversyn. De lider nemlig af selvtillid.


    torsdag den 27. december 2012

    Hey, du Penner!

    De moderigtige fodboldfrisurer havde især i 80'erne et særpræg, der fremover huskes. I sæsonen 2006/07 trak Miroslav Penner FC Tescoma Zlín-trøjen over såvel hovedet som den prægtige og beundringsværdige hårpragt. Tilsyneladende varede årtiet lidt længere end til 1989 i Østtjekkiet.


    søndag den 23. december 2012

    Løsningen på finanskrisen: Sælg ud af øerne

    Økonomiske vismænd kloger sig i tide og især utide på, hvorledes kongeriget skal komme ud af den finansielle krise.

    På DR har de fundet svaret. 


    For hvad skal vi i grunden med øer, der ikke er brofaste? Anholt, den lille ø i Kattegat, kan med sine godt (dvs. mere end!) halvandet hundrede indbyggere næppe være billig i fx skoledrift, og det er i forvejen landets mest isolerede ø.

    Nærliggende ville det være at sælge Kattegats lille ørkenø til Sverige, men Spanien samler tilsyneladende på dem, og de er allerede oppe på 80 Anholt.

    torsdag den 20. december 2012

    Sådan tilbringes dommedag

    Mangler man inspiration til, hvordan dommedag skal opleves, kan man i morgen få det hele med ved at slå over på DR2, der har temadag.

    onsdag den 19. december 2012

    Selv tak for en røvsyg dag

    Der er intet som en uforglemmelig dag. Men nogle gange må man altså tage til takke med en forglemmelig dag.


    søndag den 16. december 2012

    Julen falder tidligt i år

    Nogle gange må man godt forkæle sig selv, og i dag har jeg med hjælp fra en sækkevogn og de billige fragtfirmaer 5A og 6A slæbt de 28 bind af Ordbog over det danske sprog til huse. Opslagsværket dækker dansk i perioden 1700-1950.



    Leksika og ordbøger er normalt indekseret alfabetisk, men ODS, der findes online her, er naturligvis strengt alfabetisk ordnet.


    Hvem sagde fagnørd?

    lørdag den 15. december 2012

    Sådan gik det i 2012

    4. januar i år bragte Politiken Philip Ytournels tegning med spådomme om årets gang i medierne. Helt ved siden af er det ikke.

    Klik for at forstørre

    mandag den 10. december 2012

    Messi har stadig lang vej

    Man kan ikke bare overhale Gerd Müller ved at score flere mål end ham. Vi kan begynde at tale om det, når målgennnemsnittet er bedre, og når Lionel Messi ikke længere er bagud på hårpragt.


    Hvad du ønsker, skal du få

    For de fleste lyder det især i denne tid ganske udmærket at få, hvad man ønsker. I Norge sørger en gut ved navn Sverre dagligt for et skud moro, og når man bestiller noget, risikerer man såmænd også at få, hvad menuen byder på.


    søndag den 9. december 2012

    Spor i sneen

    Man kan altid tale om vejret, og i dag fortjener det sit helt eget lydspor.

    • Nick Cave & The Bad Seeds: Fifteen Feet of Pure White Snow
    • Agalloch: Falling Snow
    • Black Mountain: Heart of Snow
    • Black Sabbath: Snowblind
    • Nico: Roses in the Snow
    • My Dying Bride: The Snow in My Hand
    • Illdisposed: We Lie in the Snow
    • The Cure: The Real Snow White
    • JJ72: Snow
    • Cradle of Filth: A Dream of Wolves in the Snow

    mandag den 3. december 2012