Jørgen Leth & Morten Sabroe: Det er derfor de knepper så meget i dette land

Sex sælger og har vel alle dage gjort det! Det giver umiddelbar opmærksomhed, og modtagerens nysgerrighed vækkes. Derfor er det givetvis en del af årsagen til, at Monrad og Rislund i 1996 kaldte deres udgivelse Knepper De? (rimende på quizprogrammet Jeopardy).

Titlens appetitvækker går igen i den ditto i korrespondancebogen mellem filmmager, digter og cykelkommentator (blandt meget andet) Jørgen Leth og journalist og forfatter Morten Sabroe.

2010 har for alvor været Jørgen Leth-år. Han er højaktuel med den antropologiske film Det Erotiske Menneske, han udgav tidligere i år i Vi Sidder Bare Her-konstellationen albummet Ikke Euforisk, og der er kommet så meget fokus på mandens tidligere bedrifter, at man i september afholdt en festival i Kolding over fire dage om hans værker i alle genrer.

Sidste år udkom den herover viste bog, som er en udveksling af e-mails fra december 2008 til maj 2009 uden fra starten at have nogen overordnet temaramme. Leth befinder sig mestendels i Haiti, Sabroe i Nordsjælland. De skriver om alverdens emner, der falder dem ind, og spørger hinanden om dette og hint, hvortil de - som det fremgår af undertitlen - gør sig eksistentielle overvejelser. Stemningen de to imellem er god langt det meste af tiden, men der kommer undervejs en mindre krise, som de selvfølgelig får løst.

Forhold med yngre kvinder, lidt ældre kvinder og kvinder generelt får de skrevet om. Krig og katastrofer, kolleger og kritikere, voodoo og verdensbilleder, og selv nærværende bog samt Det Erotiske Menneske, som i bogen er i tilblivelsesprocessen, behandles. Al landsens emner, tanker, rejser og oplevelser beskrives omhyggeligt, og selv om bogformen også sagtens kan føles som en sludder for en sladder, beriges læseren indimellem af velovervejede tanker og fængslende beskrivelser.

Mod slutningen skal læserne have nogle vise ord med på vejen. Sabroe skriver:

Elsk dig selv!

Kan du finde ud af at elske et menneske med så mange fejl, kan du også finde ud af at elske andre med lige så mange fejl. Som du kan tilgive dig selv dine fejl, kan du også tilgive andre deres. Sådan starter sympati, venskaber, kærlighed.


Og hvorfor pokker er det så, de knepper så meget? Ja, det afslører de allerede på side 118. God fornøjelse.

Tre dage med dansk musik

I dag og de kommende to dage står for mit vedkommende i den danske musiks tegn.

Aftenen byder på Simon & Garfunkel-inspirerede vokalharmonier, når gigahypede The Rumour Said Fire gæster Forbrændingen i Albertslund.

I morgen går turen til Lille Vega, hvor esbjergensiske Kellermensch, som ligeledes har nydt godt af massiv medieomtale, giver en forhåbentligt længere koncert, end det var tilfældet på årets Roskilde Festival.

Lørdag er der gensyn med Love Shop, som sammenlignet med de andre har langt flere år på bagen, men også et spritnyt album i bagagen. Jens Unmack har på soloskiverne bevist, at han stadig har sans for lyrik og melodi, så det bliver spændende at høre, om det samme er gældende på Love Shops seneste udgivelse.   

Et par sandheder om november

November byder på adskillige regnfulde dage, og her er et bud på soundtracket, når man alligevel er inden døre.

5. Novembers Doom: Rain

Det sjette album af det amerikanske doom metal-band indledes med dette fortrinlige nummer.



4. Morrissey: November Spawned a Monster

Stifteren af legendariske The Smiths kendes efterhånden mere for sine holdninger til kødspisning end for sine ypperlige sangskrivningsevner. Her dykker vi tilbage til en single fra 1990, som senere samme år figurerer på opsamlingspladen Bona Drag.



3. Mad Season: November Hotel

I starthalvfemserne, mens grungebølgen stadig huserede, dannedes Mad Season blandt andet af medlemmer fra nogle af genrens mastodontbands. Alice in Chains' formidable vokalist Layne Staley, Pearl Jams guitarist Mike McCready, der også var med i supergruppen Temple of the Dog, bassisten John Baker Saunders samt Barrett Martin fra Screaming Trees udgjorde firkløveret, som i 1995 udgav deres eneste fuldlængde.



2. Opeth: Dirge for November

Nabolandets bedste bud på progressiv metal må være storslåede Opeth, og nummeret her er fra Blackwater Park fra 2001. 



1. Guns N' Roses: November Rain

Efterhånden har GN'R eksisteret i halvandet årti kun med Axl Rose fra originalbesætningen. Da de gæstede Roskilde Festival 2006, var der mange, der ikke syntes, det var det "rigtige" Guns N' Roses, de fik at se. Alligevel kendte de ikke numrene fra den æra godt nok til ikke at klappe, før November Rain var færdig. I den korte pause inden den sidste fænomenale passage af sangen, kvitterede Axl klapsalverne med kommentaren "it's a looong song"!

Hvis folk ønsker originalbesætningen, skal de fleste få sig en overraskelse. Da bandet blev dannet var det nemlig ikke med den velkendte Duff McKagan på bass. Det var Ole Beich fra Esbjerg!