6. Paradise Lost: The Plague Within
Bag låge nummer 19 gemmer Paradise Lost på 6.-pladsen sig. De ikoniske briter har længe holdt et bundniveau på højde med den sum, som José Mourinho modtager efter fyringen i Chelsea. The Plague Within fortsætter stimen og hæver sågar overliggeren.
Således slæbes brillante riffs fra de første dybe spadestik på "No Hope in Sight" til "Return to the Sun", der slutter pladen, og de spreder sig smittende som en pandemi i "Beneath Broken Earth", "An Eternity of Lies" og "Victim of the Past".
Trods mere end et kvart århundrede på bagen er potensen i Paradise Lost vidtstrakt som Morten Messerschmidts arm i Tivoli, og koncerten på Pumpehuset understregede blot viriliteten.