2. Antimatter: The Judas Table
Når jeg her på domænet ikke kværulerer om sørgelig sprogbrug eller finurlige fodboldfortællinger, er musikalske begivenheder ofte omdrejningspunktet. The Judas Table er ikke bare én, men to gange blevet positivt præsenteret - og ikke uden grund.
Den uimodståelige "Stillborn Empires" blev ledsaget af en video, men mange andre byder sig til for at fortjene samme ære. Det er i sandhed en forræderisk formidabel plade.
Spydspidsen Mick Moss viderefører kanylen fyldt med melankoli og storladne rockkompositioner med personlige tekster og stor stemmeføring. Med rette kan man hævde, at albummet som helhed bør fremhæves, men skal man absolut slå ned på enkelte højdepunkter - selv om de kan skifte fra gang til gang - vil "Killer", "Black Eyed Man", "The Judas Table", "Can of Worms" og "Hole" være iblandt.
Det er ikke uden grund, at jeg uden tøven turde forudbestille The Judas Table, for det tårnhøje niveau fra de foregående udgivelser er om muligt overgået.