lørdag den 5. marts 2016

Østtysk triumf

Det er en dårligt skjult hemmelighed, at min fodboldlidenskab er rettet mod Østersøens kogge, FC Hansa Rostock. Før mine teenageår begyndte jeg at holde med det nye mandskab i Bundesligaen, som spillede godt uden at have en perlerække af kendte profiler i truppen. 

I foråret 1997 indløste jeg min konfirmationsgave: en tur til Ostseestadion for at overvære kampen Hansa Rostock mod Schalke 04 i sidste spillerunde - og i særdeleshed mit store idol med rygnummer 14, bosnieren Sergej Barbarez, der senere blev kendt for det bredere fodboldpublikum i Borussia Dortmund og Hamburger SV.

Hansa Rostock har et enkelt mesterskab i trofæskabet, som stammer fra den sidste udgave af Oberliga i DDR, inden den tyske genforening naturligvis også betød en fælles fodboldliga. Derfor kom nordtyskerne sågar med i Mesterholdenes Europacupturnering, hvor de i det ene opgør slog FC Barcelona.

Hansa Rostock var sidst i Bundesligaen i 2008, og siden har det især stået på lange nedrykningskampe, hvilket også er tilfældet nu i 3. Liga, som er historisk tæt. For en uge siden var placeringen under stregen, men med to sejre i mellemtiden er udgangspunktet en trettendeplads inden dagens østduel mod 1. FC Magdeburg.


I sæsonens første indbyrdes opgør var tilskueroptøjer skyld i, at kampen flere gange blev midlertidigt afbrudt, men den blev færdigspillet og endte 1-1. Urolighederne har betydet, at sikkerhedsforanstaltningerne i dagens kamp er forhøjet - blandt andet er der indsat politi fra fire Bundesländer, og gæsternes fans er blevet tildelt et begrænset antal billetter, ligesom der er alkoholforbud i togene hele dagen op til kampstart.

Magdeburg er en tidligere mastodont på det østtyske fodboldkort, og de vandt sågar Pokalvindernes Europacup i 1973/74 med en sejr over AC Milan i finalen.


Der er ingen grund til at tro, at det klassiske østopgør ender mindre dramatisk end i efteråret. Kampen kan ses live på mdr.de fra klokken 14.00.