lørdag den 28. december 2019

Årets album 2019: 6-10

Efter gårsdagens bidrag er vi nået ind på den berygtede top ti. De første fem repræsenterer hvert sit land.

10. Mark Lanegan Band: Somebody's Knocking


Ellevte soloudgivelse fra amerikanske Mark Lanegan, der er berygtet som frontfigur i Screaming Trees og flittig bidragyder i Queens of the Stone Age ved siden af utallige samproduktioner, har udvidet synthrepertoiret, men guitaren er hverken glemt eller skjult, og Lanegans mørke røst er en elegant ledsager igennem "Night Flight to Kabul", "Stitch it Up" og "Disbelief Suspension". En novemberaften i Amager Bio blendede disse og yderligere tre fra Somebody's Knocking solidt ind i sættet og solgte overbevisende den nye plade.



9. Rammstein: Rammstein


Har Tysklands bedste eksportvare stadig relevans, eller har vi ventet et decennium på en ny "Pussy", som forgængeren præsenterede sig med? Svaret er heldigvis, at der stadig er bid i det berlinske Eisbein, som fx "Ausländer" og "Deutschland" viser. Vi slipper heller ikke denne gang for Rammstein-balladen, og "Diamant" blev leveret udsøgt i Parken midt i festivalsæsonen med en overraskende acceptabel lyd, og i "Radio" sørger Flake for den velkendte signatur på tangenterne. 




8. Black Mountain: Destroyer


Siden debuten i 2005 har jeg trofast været med på canadiernes tungrockende psychvogn. En af forcerne har været de blytunge grooves og selvfølgelig vokalsamarbejdet mellem Stephen McBean og Amber Webber. Sidstnævnte besidder en helt særlig stemme, men hun har sammen med Joshua Wells forladt bandet og dedikeret krafterne i et andet projekt - herom senere - og en ny besætning er med på Destroyer. Rachel Fannan er skiftet ind i pausen og gør det godt som i "Future Shade", et af årets lækreste numre overhovedet - men hun har et ganske andet udtryk end Webber. Det ændrer ikke på, at roadtrippet også i "License to Drive" og "High Rise" tilfredsstiller og hensætter mig med ønsket om en snarlig tilbagevenden til de københavnske scener.



7. Borknagar: True North


Fra Canada skal vi til det ægte nord - men tilbage over Atlanterhavet, og på Thunbergsk maner lader vi propellerne være og tager vikingeskibet til Norge. ICS Vortex med det borgerlige navn Simen Hestnæs er en Beelzebub-benådet sanger, som han også har vist talenter for i Dimmu Borgir, Arcturus og Lamented Souls. Efter Winter Thrice fra 2016, som aldrig helt hævede sig til sin forgængers styrke, er True North en vellykket togt, hvor "Voices", "Up North" og "Lights" viser det nordlige fra sit sande perspektiv: lige dele smukt og grumt.  



6. Alcest: Spiritual Instinct


Af sted mod sydligere himmelstrøg, hvor franske Alcest - ligesom Borknagar - spiller på de store følelser. I "Sapphire" og "Protection" kulminerer de shoegazede lydfladers storladenhed i medrivende melodier. Det er smukt og fyldt med patos, men metallen er ikke tilsidesat trods den iørefaldende sangskrivning, så Neige kan betragte Spiritual Instinct som et mere end godkendt post metal-opus.