I denne uge spilledes første runde af gruppespillet i den prestigefyldte Champions League. Desværre uden dansk deltagelse. FC Københavns overmænd, Viktoria Plzen, fik point i deres kamp, medens OB's besejrere fra Villarreal måtte se sig slået af Bayern München.
Østerbroklubben var end ikke tæt på deltagelse, men OB var spået en sandsynlig chance efter 1-0-sejren hjemme i Odense.
Som det dog også blev skildret af nogle medier, burde odenseanernes sejrsmål, kampens eneste, ikke have været anerkendt.
Bolden er først sat korrekt i spil efter målspark, når den er spillet direkte ud af straffesparksfeltet på den øvrige del af banen, og indtil da må modstanderne ikke opholde sig inden for straffesparksfeltet.
Som det ses på billedet ovenfor, er bolden endnu inden for kridtstregerne - og det samme er altså Bashkim Kadrii, der får fordel af at komme lettere ned at presse spaniernes back, der efterfølgende kikser, hvorefter Hans Henrik Andreasen scorer kampens afgørende mål.
Nogen husker - eller har hørt om - Jesper Olsen, der var en del af mandskabet, der var på vej til Mexico for at kæmpe for de rød-hvide farver. I dag huskes han næppe for de to mål mod henholdsvis Uruguay og Vesttyskland, men for sin håbløse fejlaflevering mod Spanien.
Danmark var foran 1-0, da danskeren, der for øvrigt spillede venstre fløj og vel egentligt intet havde at gøre på højrebacken, blev presset af en fremadstormende modstander og herefter sendte bolden ind foran eget mål, hvor en kvik Emilio Butragueño sendte bolden i mål og kickstartede holdet, der slog danskerne 5-1.
Men dette mål skulle heller aldrig have været anerkendt.
Helt det samme scenarie som i OB-kampen. Til gengæld er vi blevet et fodboldudtryk rigere, for sådan en hovedløs aflevering ind foran eget mål hedder til stadighed en rigtig Jesper Olsen.