Uden på nogen måde at bemærke det kan jeg klikke på en kuglepen utallige gange, og først når en venlig - nu rasende - sjæl har fået mere end nok, bliver det påpeget.
På samme måde kan jeg taste musikrytmer et cetera på et tastatur, og forvilder jeg mig hen på en Windows-computer, ender det, nogen vil kalde en uvane, med, at dette kommer til syne efter en lind strøm af tryk på skift-knappen:
Jeg har set det adskillige gange før og skyndt mig at annullere på samme paniske måde, som når jeg før afslutning bliver bedt om at gemme et Word-dokument, som jeg sværger på, at jeg med garanti ikke har ændret bare det mindste i.
Men hvad er træge taster egentligt for noget? Jeg har aldrig læst efter før nu.
Tilsyneladende findes denne indstilling under hjælp for handicappede, og det giver fin mening, at personer med besvær med at holde flere taster nede samtidigt får hjælp til at gøre det i et sænket tempo og én ad gangen.
Det sker bare ikke.
Der er overhovedet ingen ændring, når jeg accepterer at benytte træge taster. Så nu kan jeg roligt fortsætte med at hamre på skift-knappen. Men lades de handicappede, der behøver hjælpen, ikke i stikken?