Betegnelsen er ikke særlig dækkende, for genremæssigt pegede kunstnerne i adskillige forskellige retninger. I dag har krautrocken fået en renæssance, og ligesom Berlin og Tyskland de senere år er blevet mere hippe, er krautrock i dag et kvalitetsstempel.
For 40 år siden udgav superkrautgruppen Harmonia albummet Musik von Harmonia. Bandet bestod af Hans-Joachim Roedelius og Dieter Moebius fra Cluster og Michael Rother fra Neu! Sidstnævnte var også kortvarigt med i Kraftwerk.
I aften er der mulighed for at opleve en masse af de gamle kålhoveder, når Tivolis Koncertsal inviterer på først artist talk og efterfølgende koncert.
Øverst på plakaten står Tangerine Dream, hvor Edgar Froese er eneste tilbageværende medlem, og soundtracket Sorcerer vil blive opført. Det bliver en aften med en stribe pionerer på scenen og elektroniske evergreens ud over scenekanten - og måske også Neu!-klassikeren Hallogallo, som blandt andre Porcupine Tree har lavet en coverversion af.
Hvis man endnu ikke er mæt, kan man roligt gå i krig med BBC-dokumentaren Krautrock - the rebirth of Germany: